Hvad er religionens rolle i den alternative højrefløj?

Religion spiller en kompleks og ofte paradoksal rolle i den ideologiske struktur hos den alternative højrefløj. I stedet for at fungere som en traditionel trospraksis, bliver religion ofte brugt som et strategisk redskab – et sæt symboler og narrativer, der kan manipuleres, parodieres og omformes for at tjene bestemte identitetspolitiske og kulturelle formål.

Lawrence Murray bruger eksempelvis figuren Kek – en grøn frø fra internetkulturen – som en ironisk kommentar til anklager om hvid overherredømme. Hans argumentation bygger på, at en "grøn frø" per definition ikke kan indgå i en hvid-supremacistisk fortælling, hvilket afslører en intention om at undergrave og latterliggøre modstanderens moralske positioner. På denne måde bliver religion og mytologi ikke blot symbolske, men satiriske våben i den ideologiske kamp.

Denne tilgang til religion som både alvor og spil ses også hos skribenter som F.C. Stoughton. Han beskriver, hvordan interne stridigheder mellem ateister, anglikanere og asatroende underminerer bevægelsens sammenhold. Derfor vælger mange i det alt-right-miljø at behandle religion med en kynisk lethed, som beskytter mod splid og følelsesmæssige konflikter. Alligevel drømmer flere stadig om at etablere et egentligt religiøst system – ikke nødvendigvis som personlig overbevisning, men som et politisk og kulturelt værktøj. Religion bliver her vurderet ud fra ét overordnet kriterium: Er det godt for europæere?

Denne instrumentalisering af religion er ikke ny inden for hvid nationalisme, men den får nye former i alt-right-miljøet. Paganismen – eller snarere den romantiserede forestilling om en førkristen europæisk fortid – spiller en central rolle. Her ses Odinisme og norrøne mytologier som autentiske, europæiske udtryk, der blev undertrykt af kristendommens indtog. Alt-right-forfattere forsøger dog ikke nødvendigvis at genoplive disse traditioner i deres oprindelige form, men snarere at integrere dem i en ny syntese, hvor både kristne og førkristne elementer kombineres i skabelsen af en fremtidig europæisk identitet.

Denne syntese ses tydeligt i diskussioner om den såkaldte "germanisering" af kristendommen. For eksempel argumenterer Richard Spencer, at kristendommens succes i Europa netop skyldes dens evne til at absorbere og omforme sig efter lokale, især germanske, traditioner. Julefejringen nævnes som et eksempel på, hvordan hedenske ritualer overlevede i en kristen kontekst – ikke som modstand, men som indlejrede komponenter i den europæiske religiøse erfaring.

Et centralt tema i alt-right-diskussioner om religion er ideen om den vestlige civilisations "ideologiske brud" – først med kristendommens indførelse, dernæst med reformationen og oplysningstiden, og endelig med fremkomsten af det, de betegner som "kulturmarxisme". Disse brud ses som årsag til nutidens eksistentielle krise i Vesten, og derfor opstår behovet for en ny samlende fortælling – en mytologi, der ikke nødvendigvis er kristen eller hedensk, men funderet i naturens orden: hierarki, identitet, forskel, udvikling og kamp.

Det pragmatiske syn på religion gennemsyrer hele dette ideologiske landskab. Det er ikke troen selv, men troens funktion, der vurderes. Religion skal samle, motivere og forankre en fælles identitet – ikke nødvendigvis frelse. Det giver mulighed for et ideologisk spillerum, hvor både kristendom og paganisme kan tilpasses, omformes og iscenesættes som europæiske kulturelle udtryk, så længe de understøtter den overordnede politiske vision.

Hvordan et Folk kan Genopdage deres Kulturarv gennem et Nyere Nationalistisk Perspektiv

I hendes indledende overvejelser omkring europæisk kulturarv og folkeminde indså Carolyn Emerick, at hendes arbejde, der tidligere havde været centreret omkring folketraditioner og kultur, kunne være tættere forbundet med politiske ideologier, end hun først havde forestillet sig. Når hun så sit eget folk og dens kulturelle arv blive angribet åbent, begyndte hun at overveje, hvordan hun kunne relateres til den voksende nationalistiske bevægelse, som så ofte blev fremstillet som en modreaktion på det, hun opfattede som den vestlige verdens nedbrydning af sine egne rødder. For Emerick var det et brud med etablerede normer og et opgør med den politiske korrekthed, der havde domineret samfundet i mange år.

Da hun besluttede at tage "den røde pille", som hun beskriver det, blev hendes syn på historie og kultur stærkt forankret i en opfattelse af, at de europæiske folk skulle genskabe og værne om deres forfædres kulturarv. I denne proces gik hun fra at udgive et magasin med fokus på folkeminder og traditioner til at skabe et publikation, Europa Sun, som hun mente kunne fremme en positiv opfattelse af europæisk kulturarv. I den første udgave af magasinet beskrev hun det som en platform dedikeret til at afsløre sandheden om historien, som hun mente var blevet fordrejet af venstreorienterede agendaer.

I hendes perspektiv skulle denne nyfundne bevidsthed om et folkets ånd være det fundament, som en moderne europæisk bevægelse kunne hvile på. Hun påpegede, at uden et fast forankret forhold til det etnisk-kulturelle bagland risikerede bevægelserne at blive noget reaktivt og uden autentisk indhold, en fare for europæisk nationalisme, som hun advarede mod. I denne forståelse blev det nødvendigt at kritisere den mere fremvoksende alt-right-bevægelse, som hun mente var drevet af følelser snarere end en dyb, kulturel forståelse af, hvad europæisk identitet egentlig betyder.

Hun pegede på, at etnisk-nationalisme ikke måtte være en blot politisk reaktion, men skulle hvile på et fundament af folkelig kultur og ånd. I et af sine indlæg nævnte hun, at mens mange bevægelser verden over har været nødvendige i deres kritik af globalisme, måtte de ikke miste forbindelsen til det, hun kaldte deres "etniske rødder." For Emerick var det ikke nok at bekæmpe de aktuelle trusler mod europæisk kultur – hun opfordrede til en aktiv genopdagelse og fejring af det, der engang var.

Dette synspunkt blev for hende endnu vigtigere i analysen af den amerikanske situation. I modsætning til de europæiske nationer, hvor en vis form for folkekultur var bevaret trods kristendommens indflydelse, mente Emerick, at amerikanere havde en langt mere problematisk opfattelse af deres præ-kristne rødder. Deres forhold til kristendom var i hendes øjne et alvorligt problem, da det ofte førte til en aktiv undertrykkelse af de oprindelige europæiske traditioner. Ikke desto mindre advarede hun mod at afvise kristendommen som sådan, men mente, at en form for syntese mellem troen og den gamle europæiske kultur kunne være nødvendig.

Som Emerick selv skrev i en artikel på Arktos, skulle nationalisme og folkekultur ikke blot være et værn mod nutidens problemer, men også en aktiv bevægelse for at genopdage og værdsætte de traditioner, som havde dannet grundlaget for de europæiske nationers historiske udvikling. Ifølge hende var den alt-right bevægelse, der opstod i kølvandet på dette kulturelle opgør, dog ofte præget af en reaktiv holdning, som mangler det nødvendige fundament i de ægte folketraditioner. Det var hendes kritik af denne bevægelse, der førte til, at hun gradvist tog afstand fra dens ideologiske platform.

Emerick pegede på, at for ethno-nationalisme at kunne blive en vedvarende og autentisk bevægelse, måtte det ikke kun være en modreaktion mod samtidens tendenser, men også et aktivt, kulturelt projekt, der reetablerede forbindelsen til det dybe folkelige fundament, som en gang havde været grundlaget for det europæiske folks identitet. Ifølge hendes opfattelse var det nødvendigt, at alle europæere, uanset om de var fra kontinentet eller Amerika, genvandt en forståelse og værdsættelse af deres præ-kristne og folkelige rødder, før en ægte og varig politisk bevægelse kunne opstå.

Emerick’s transformation fra kulturinteresseret til politisk radikal var ikke blot et resultat af hendes egne personlige refleksioner, men også en reaktion på de politiske og sociale ændringer, som hun mente truede hendes etnisk-europæiske arv. Hendes kritik af de eksisterende politiske strømninger i vesten og dens indflydelse på europæisk kultur gør det klart, at den dybere forståelse af folkets historie og kulturelle rødder er mere nødvendig end nogensinde.

Hvordan forholder evangeliske protestanter sig til Alt-Right og raceretfærdighed?

Forholdet mellem kristendom og racisme i USA har dybe historiske rødder, hvor kirken ofte har stået på kanten mellem komplicitet og modstand. Jemar Tisby påpeger, at amerikanske kirker historisk set har valgt en komplicit kristendom frem for en modig en, når de har stået overfor valget mellem racisme og lighed. Denne ambivalens er forankret i teologiske fortolkninger, som i århundreder har berettiget racemæssig adskillelse og undertrykkelse. Colin Kidd fremhæver, at race fortsat havde en stærk teologisk dimension langt ind i det 20. århundrede, særligt i forbindelse med modstand mod integration, hvor frygt for “blanding” blev understøttet af religiøse fortællinger såsom forbandelsen over Hams efterkommere.

Når det gælder den evangeliske protestantismes reaktion på Alt-Right-bevægelsen, handler det ikke kun om at afvise ekstremisme på sidelinjen, men i højere grad om en vedvarende kamp mod systemisk racisme og institutionel vold, som eksisterer både i kirker og samfundet bredt. Dette blev særligt tydeligt i det politisk progressive kristne magasin Sojourners, ledet af Reverend Jim Wallis, som historisk har været engageret i sociale og politiske spørgsmål fra en kristen venstrefløjsposition. Sojourners udspringer af en bevægelse, der siden 1970’erne har kæmpet for retfærdighed, fred og miljømæssig ansvarlighed, og med fremkomsten af Alt-Right i 2016 har disse principper ikke ændret sig i deres kernefokus.

Sojourners’ dækning af Alt-Right, især i forbindelse med Unite The Right-rallyet i 2017, viser, hvordan bevægelsen anskues som en del af en større social sygdom, ikke blot som isoleret ekstremisme. Dette understreger behovet for en kirkelig og samfundsmæssig selvrefleksion, hvor kampen mod racisme må adressere både det åbenlyse had og de strukturelle uretfærdigheder, der ligger bag.

Det er væsentligt at forstå, at kirkens rolle i forhold til racisme ikke kun er et spørgsmål om teologisk doktrin, men også om praksis og politik. Den systemiske karakter af racisme udfordrer troen på enighed og fred i kirken, og det kræver en vedholdende indsats at konfrontere og ændre de institutionelle strukturer, der opretholder ulighed. Det er også vigtigt at erkende, at kampen mod racisme ikke kan reduceres til en kamp mod ekstreme grupperinger alene, men må inkludere en bredere kritisk refleksion over hvordan kristne fællesskaber historisk og aktuelt har bidraget til eller modarbejdet racemæssig retfærdighed.

Derfor er det nødvendigt for læseren at forstå, at de teologiske argumenter for eller imod racisme ofte er tæt vævet sammen med politiske og sociale realiteter. Det betyder, at kristendommens forhold til racisme må ses som en dynamisk proces, hvor tro, praksis og social bevidsthed konstant interagerer. En ægte forandring fordrer en omfattende erkendelse af fortidens fejl, en kritisk stillingtagen til nutidens systemer og en modig indsats for at skabe inkluderende fællesskaber, hvor retfærdighed og lighed ikke blot er idealer, men konkrete handlinger.