Hvordan kan genkendelse og eksil formidle sandheden om palæstinensisk modstand?

Isabella Hammads bog Recognizing the Stranger udfolder et komplekst billed af palæstinensisk erfaring, hvor genkendelse spiller en afgørende rolle i forståelsen af fortvivlelse, modstand og eksil. Gennem litteraturens og historiens briller beskriver hun øjeblikke af anagnorisis — erkendelsesscener — hvor en skjult sandhed pludselig træder frem og bliver forståelig for både protagonist og læser. Denne erkendelse forvandler den fortløbende lidelse og opløsningen af en hjemstavn til noget meningsfuldt, et fundament for både personlig og kollektiv modstand.

Hammad knytter denne erkendelsesproces til den palæstinensiske virkelighed under israelsk besættelse og diasporaens splittelse. Hun viser, hvordan uanset hvor langt væk man er, findes der en dyb forbindelse, et moralsk ansvar og en ærlig plads for at tale fra eksil – selv når hjemlandet er nægtet. Genkendelsesøjeblikket, som i den ikoniske scene med den nøgne mand ved Gaza-hegnet, hvor en israelsk soldat forstår den menneskelige realitet bag fjendebilledet, illustrerer både håbet og tragedien i denne konflikt. Det er i denne konfrontation med sandheden, at en ny politisk og etisk bevidsthed kan opstå.

Men Hammad anerkender også empatiets dilemma. At forstå og føle med lidelsen på afstand kan være både nødvendigt og begrænsende. For den palæstinensiske fortælling betyder det, at man ofte må formidle sin smerte på fremmed sprog – ofte engelsk – for at nå et globalt publikum. Det skaber en form for fremmedgørelse og dobbelt ansvar: at uddanne og oplyse, samtidig med at man holder fast i den personlige sorg og modstandens autenticitet.

Denne problematik peger på det større spørgsmål om, hvordan kolonial magtstrukturer og vestlige narrativer fastholder palæstinenserne i en tilstand af udstødelse og uvished. Hammads arbejde, inspireret af Edward Saids tanker om eksil og blik, sætter fokus på den vestlige verdens rolle i at fastholde eller bryde denne cirkel af uretfærdighed og usynlighed. Det er en opfordring til at rykke fra passiv kontemplation til aktiv konfrontation med virkeligheden, at forstå, at økonomiske og politiske interesser opretholder en uretfærdig status quo.

Derudover er det vigtigt at erkende, at erfaringen af eksil ikke kun er en fysisk tilstand, men også en eksistentiel og psykologisk tilstand. Den indebærer en konstant balance mellem at bevare tilknytning og samtidig føle sig fremmedgjort, en liminal tilstand hvor identitet, tilhørsforhold og fortælling konstant må forhandles.

Hvordan Økonomisk Ulighed og Racisme Bidrager til Politisk Polarisering

I 2024 valgte mange amerikanere Donald Trump som deres kandidat, hvilket efterlod et dybt indtryk på både politikere og analytikere. Det er klart, at der er flere faktorer, som spillede ind i valget af Trump, og en af de mest markante var den voksende økonomiske ulighed i USA. Denne ulighed har ikke kun forværret folks livskvalitet, men har også skabt et økonomisk klima, hvor flere har følt sig forladt af det politiske system. Det er en realitet, som mange i arbejderklassen har svært ved at ignorere, især i de områder, der tidligere var industribyggede og nu kæmper med økonomisk tilbagegang.

Byer som Springfield i Ohio, tidligere centrum for en blomstrende industri, har oplevet en drastisk nedgang i befolkningstal og jobmuligheder. Fra 1970 til 2023 er byens befolkning faldet fra over 80.000 til omkring 60.000, og en stor del af den nuværende befolkning er haitianske immigranter, der er blevet tiltrukket af billig bolig og jobmuligheder. Det er et klart billede på, hvordan økonomisk nedgang og manglende muligheder har tvunget mange til at søge nye livsveje, hvilket ofte skaber spændinger i samfundet. Når et samfund står overfor økonomisk modgang, bliver "de andre" hurtigt syndebukke, og fremmedfrygt, xenofobi og racisme bliver brugt som politiske værktøjer til at samle vælgere omkring en populistisk dagsorden.

Dette fænomen er ikke kun forbundet med de historisk økonomisk svage regioner i USA, men også med den nationale politiske dagsorden, som har været drevet af en populistisk retorik. Trumps appel til de hvide vælgere, som føler sig økonomisk marginaliserede, er blevet intensiveret gennem hans anti-immigrant politik og hans tilbageskuende syn på amerikansk storhed. Selv blandt de, der ikke nødvendigvis er racister, kan der findes et voksende misforhold mellem økonomisk politik og personlige oplevelser af økonomisk usikkerhed, som spiller en rolle i hans valgsejr.

Når økonomien stagnerer, og almindelige mennesker kæmper for at få enderne til at mødes, er det svært for mange at forstå, hvorfor de er blevet efterladt af eliten, som tilsyneladende lever i en helt anden verden. Dette har skabt en følelse af økonomisk uretfærdighed, som også har været en drivkraft bag Trumps valg. Det er ikke bare de lave lønninger eller de stigende leveomkostninger, der frustrerer folk, men den følelse af at være usynlig, som de oplever i et samfund, der tilsyneladende kun belønner de, der har penge og magt.

I mange af disse samfund bliver immigranter hurtigt udpeget som årsag til de økonomiske problemer, selv om de ofte er blevet tvunget til at migrere på grund af politisk og økonomisk ustabilitet i deres egne lande. I Springfield er det for eksempel haitianske immigranter, som er blevet et mål for racisme og diskrimination, selv om deres tilstedeværelse i byen har været drevet af de samme økonomiske faktorer, der har påvirket lokalbefolkningens liv.

Når vi ser på økonomien i et større perspektiv, er det vigtigt at forstå, at inflationspres og leveomkostninger ikke rammer alle samfund lige. De mest udsatte grupper i USA – arbejderklassen, minoriteter og lavindkomstfamilier – oplever økonomiske udfordringer på en måde, som den mere velstående del af befolkningen ikke kan relatere sig til. Forskellen i levestandard og muligheder for vækst bliver stadig mere markant, og politiske beslutninger, der kun tilgodeser de rigeste, forværrer denne kløft. Denne økonomiske polarisering spiller en afgørende rolle i, hvordan vælgere træffer deres valg, og hvad der motiverer dem i valgurnen.

At forstå disse dynamikker er essentielt for at kunne navigere i den politiske virkelighed, som vi lever i i dag. Det handler ikke kun om økonomi, men om identitet, værdier og hvem der har magten til at forme samfundet. Det er en kamp mellem dem, der føler sig forladt af systemet, og dem, der fortsat kontrollerer det.

Hvordan kunne en politik for almindelige mennesker være blevet tabt i støjen?

Samtidig lykkedes det Trump at fremstå som beskytter af den økonomiske hverdag ved at love loft over kreditrenter og lavere priser på energi og andre nødvendigheder. Hvordan han konkret ville gennemføre det, forblev uklart, men budskabet var klart og strategisk rettet mod vælgere, som oplevede økonomisk pres. At hans foreslåede toldsatser sandsynligvis ville have øget leveomkostningerne massivt, blev overdøvet af det simple narrativ: Trump var den stærke leder, der ville beskytte de almindelige mod stigende priser.

Men det mest markante i denne valgkamp var ikke økonomisk argumentation. Det var fraværet af den. Det sociale underlag, som Trumps budskab hvilede på, var ikke økonomisk retfærdighed, men en drøm om hvid kulturel dominans. Det, han tilbød, var ikke bedre vilkår for arbejderklassen, men en identitetspolitik med klar prioritering af hvide mænd som centrum i det amerikanske samfunds hierarki. Økonomien var kulisse, ikke substans.

Alligevel var det ikke alle, der lod sig forføre af det. Trods hårdere økonomiske vilkår stemte sorte amerikanere massivt imod Trump, og især sorte kvinder afviste ham med en præcision, der afspejlede en dyb forståelse for, hvad der faktisk stod på spil. Hvis man antager, at hvide vælgere stemte økonomisk, må man også acceptere, at sorte vælgere gjorde det – og valgte anderledes. At antyde, at sorte vælgere stemte imod deres egne økonomiske interesser, fordi de ikke forstod situationen, er ikke blot nedladende, men også faktuelt forkert.

Sorte vælgere oplevede de samme prisstigninger, men oftest hårdere, fordi de statistisk har mindre opsparing, oftere lejer deres bolig og oftere forsørger ældre familiemedlemmer med faste eller ingen indtægter. Når prisen på dagligvarer stiger hurtigere end lønnen, rammer det dem først og hårdest. At de alligevel afviste Trump og hans "arbejderklasse"-image, burde ikke overraske nogen. For mange sorte vælgere var det klart, at hans politik ikke handlede om økonomisk genopretning, men om kulturel regression.

Kapitalismens sociale kontrakt bygger på ideen om, at man gennem arbejde kan opnå en anstændig levestandard. Når priserne eksploderer, og virksomhedernes overskud samtidig slår rekorder, bliver denne kontrakt hult teater. Hvis man samtidig skal høre, at økonomiske tiltag som prisgouging-lovgivning er "kommunistiske", mens spekulanter belønnes, opstår der en dyb mistillid til både politik og medier.

Det burde være en advarsel, ikke blot for partierne, men for hele den offentlige samtale. Hvis politikere undlader at forsvare deres mest folkelige og nødvendige forslag af frygt for elitens reaktion, overlader de scenen til dem, der med kynisme bruger økonomisk utilfredshed som dække for socialt had. Man kan ikke redde demokratiet ved blot at tale om dets værdi. Demokratiet kan kun reddes gennem politik, der sikrer økonomisk stabilitet og værdighed for de mange.

Det er nødvendigt at turde forestille sig en økonomi, der har almindelige mennesker som mål – ikke som bivirkning, men som formål. Det kræver, at man konfronterer både økonomisk ortodoksi og politisk fejeledelse. Hvis man accepterer et system, hvor man ikke kan skelne mellem en person, der fremmer racisme for egen vinding, og en der selv er racist, så har man også accepteret en politik, hvor retfærdighed er blevet ligegyldig. En politik, der ikke skelner mellem had og beregning, men blot registrerer effekten – og effekten i 2025 var, at hvid identitetspolitik sejrede over økonomisk fornuft.