Var Bill Fairweather en drukken dranker eller en visionær profet?

Navnet Bill Fairweather hænger som tåge over bjerglandets historie – som noget, man ikke helt kan gribe, men heller ikke glemme. De, der kendte ham, kunne aldrig afgøre, om han var en løgnagtig drukkenbolt, der pralede sig til respekt, eller en mand med et blik og en hørelse, der rakte ud over det menneskelige. Øjne, som glimtede med en glød, man ikke helt kunne forklare, og ører, der syntes at opfange lyde, andre aldrig hørte. En mand, der blev kaldt "heldig", men hvis "held" måske lå et sted mellem galskab og klarsyn. Et navn, som ville blive nævnt længe efter hans død – en sølle druknet skikkelse i en saloon ved Stinking Water – men med en legendestatus, som ikke engang dommere, geografer eller officerer kunne matche.

Han var kun 26 år i efteråret 1862, da han drog ud mod Beaverhead sammen med Clem Talbot. Alligevel kaldte alle ham "Gamle Bill". Det var en titel, man ikke fik for alder, men for erfaring, for udholdenhed, for at have været der, hvor kortene ikke rakte. For at have redet de stier, der ikke fandtes, og vendt tilbage igen. De gamle bjergmænd – mænd som havde delt ildsted med Jed Smith og Tom Fitzpatrick – kaldte ham "gammel", som man ærer en overlevende.

Om aftenen ved Portneuf fortalte han, hvordan han som barn i Canada lærte at jage og spore dyr med sin far, længe før han kunne tale ordentligt. Hvis han ikke kunne fortælle, hvilket dyr der havde lavet hvilke spor – og hvorfor det havde gjort det – så smagte han læderremmen. Hans far bar altid på et stykke seletøj til det formål. Det var ikke hårdhed, men en dannelse. Da guldfeberen nåede dem, var han næsten femten, og drømmen om Californien blev født. Først i ’55 var han stor nok til at udfordre faren – og vinde. Tre slag med næven, og så kom velsignelsen og en tyver. Det var første gang, han så så mange penge samlet på ét sted.

Deres rejse mod nord var præget af træthed mere end af eventyr. De ignorerede ulvenes hyl, bandede – men beundrede – en frygtløs prærieulv, der stjal kød få meter fra deres sovende kroppe. Spillet syd for Snake River var næsten forsvundet, men nordpå – nær Bitterroot-bjergene – hørte de elge i bakkerne og så rigeligt med hjorte og antiloper.

Bill medbragte to tunge Colt-revolvere, men de lå i vognens kasse. Han bar dem kun, sagde han, i indianerland – og eftersom han kunne lugte fjendtligheder en mil væk, havde han ikke brug for dem endnu. Clem mente, at revolverne havde en tvivlsom oprindelse – måske engang ejet af en officer i Californiske Frivillige – men han spurgte ikke. Hans egen riffel havde tilhørt Peter Carmeny. Med den nedlagde de det vildt, de havde brug for.

De stødte engang på en forvitret bøffelkranie, som vakte tanker om, hvorfor de store flokke øst for Rockies var forsvundet vestpå. En hel dag tog det at krydse Snake River. Clem, forsigtig som han var, tømte halvdelen af begge vogne og lod ikke engang okserne svømme bag færgen. Færgemanden Brown lo indvendigt, men han kendte typer som disse – ikke nyankomne fra Iowa med bløde hænder, men mænd, der havde været hele vejen til havet og tilbage. Han havde set Fairweather før. Han holdt sin mund.

Fairweather blev på nordbredden efter første læs. Det var Clem, der burde have været der – den ansvarlige rolle var hans – men Bill kunne ikke gøre skade dér. På sydbredden var der både spiritus og en Sioux-kvinde, som smilede, da Bill talte til hende på et sprog, hun genkendte. Senere, ved bålet, fortalte han Clem, at det var Sioux, og at han kendte hendes folk. Det var længe siden, han havde talt det sprog. Måske for længe.

Clem svarede ham med tør humor og antydede faren ved sådanne møder. Mænd som den mand, kvinden var med, delte sjældent drikke og samtaler frivilligt, hvis man talte deres kvinders sprog. De delte heller ikke deres senge – i hvert fald ikke uden at følge det op med en kniv.

At forstå Fairweathers plads i historien kræver, at man forstår grænselandets moral og måleenheder. Hvad der kunne ligne pral eller druk, var ofte den eneste tilladte form for profeti i en verden uden præster og videnskabsmænd. I disse egne var det dem med callused hænder og glødende øjne, der definerede, hvad det betød at vide noget. I dag kan man le ad en mand, der drømte om guld og en stor brandert – men i virkeligheden afslører det et menneske, der søgte frihed, ikke rigdom. Guld var blot vejen dertil.

Hvad driver mænd ud i kulden med tomme lommer og håb i hjertet?

Fairweather var hverken en mand af mådehold eller planlægning. Hans drøm om rigdom balancerede altid på grænsen til selvdestruktion, båret af en uforklarlig tro på, at næste dag ville bringe guld. Efter en kort modstand mod flasken, som varede nøjagtigt længe nok til at brænde alle hans penge på andet end druk, faldt han til sidst tilbage i sit vanemønster. Alligevel var der noget næsten rørende ved hans loyalitet over for den drøm, som et brev fra Tom Cover pustede liv i: et lille stykke guld, foldet ind i silkepapir, mindre end en ært – og alligevel større end Fairweathers sidste måneders virkelighed.

Det, der adskiller mænd som Fairweather fra de mange, som aldrig vovede sig væk fra trygheden, er ikke visdom, men en blanding af desperation og stædighed. Da Jesse Minor – en mand, der kendte både Fairweathers svagheder og værdier – valgte at finansiere rejsen, gjorde han det ikke blindt. Han forstod præcist den psykologi, der fik Fairweather til at bede om "to hundrede og halvtreds til udstyret og tyve til at drikke af". Ikke for at snyde, men for at bevare en skrøbelig balance mellem afhængighed og ansvar. Det var et forhold bygget på en slags skæv ære – en ære, som kun eksisterer blandt mennesker, der har smagt grus og drømt om guld.

Drukfældig og højlydt, red Bill ud af Bannack. Han var hverken ædru eller veludrustet, men hans beslutning var urokkelig. Hans stemme rungede mod bjælkefacaderne, mens han sang sin egen version af en gammel californisk guldrush-sang og råbte farvel til folk, der halvt lo, halvt rystede på hovedet. For hvem kunne stoppe en mand som Bill? Ikke sneen, der lå i metertykke lag, ikke kulden, der bed som stål – og heller ikke fornuften.

Mødet med Tom Cover og Henry Rodgers fandt sted uden drama. Fairweather, stadig tyg­gende på brød med sovs, erklærede sin ankomst med enkel logik: "Jeg kom så snart, jeg kunne rejse udstyret." Det var ikke mod, der drev ham, men nødvendighed – og måske en slags ubestikkelig naivitet.

Hvad driver et menneske som Fairweather? Ikke nødvendigvis grådighed. Det er snarere en tro på, at noget større venter lige om hjørnet – og at man, for at nå dertil, må satse alt. Det handler ikke kun om guld, men om håb. Et håb så stærkt, at det kan bære en mand gennem snedækkede bjergpas og tomme flasker. Fairweathers verden var brutal, men den var også ærlig i sin rå enkelhed. Man gav, hvad man havde, og håbede, at jorden gav noget tilbage.

Hvordan håndterede de konfrontationen med Siouxerne uden kamp?

Ved Passamari-floden, kendt som Stinking Water, begyndte Harry Edgar at forstå gruppens sande mål efter at have set et guldbelagt prøvemateriale. Rejsen fortsatte gennem sneklædte dale og bjergpas, hvor kulden bed i knoglerne, indtil de nåede Yellowstone-floden, hvor de trådte ind i Crow-stammens territorium. Dette var Absaraka-folkets land, en Sioux-allieret gruppe, men fjendtlig over for Dakotafolket. Undervejs så de tegn på andre tilstedeværende indianere — røg, hestefodspor og friske hestelorte, men følte sig dog ikke truet nok til at holde vagt.

Pludselig blev de omringet af tolv Sioux-krigere, som hurtigt kom ridende ned ad en bakke og spredte gruppen. Den pludselige konfrontation var præget af øjeblikkelig forvirring. Rodgers bemærkede hurtigt detaljer, der bekræftede modstandernes identitet — de malede ansigter, de traditionelle våben og beklædning, og ikke mindst deres våben. Han insisterede på, at gruppen ikke skulle trække deres våben, men i stedet forsøge at bluffe sig ud af situationen.

Bill Sweeney, den eneste der kunne kommunikere på Sioux, tog straks initiativ til at tale med angriberne. Hans evne til at skifte mellem talesprog og tegnsprog, som var en universel kommunikationsform mellem mange stammer, blev afgørende. Han forklarede roligt, at de var langt hjemmefra og befandt sig i Crow-folkets land, hvor de hvide mænd ikke havde krydset Big Horn-bjergene. Sweeneys ord var omhyggeligt udvalgt for at undgå at afsløre for meget, men samtidig signalerede han, at gruppen ikke var fjendtlig.

Den ældre Sioux leder stillede spørgsmål om Crow-folkets placering og Sweeneys svar antydede, at Crow-stammen led under hårde tider med dårlig føde. Denne information gav Sweeney mulighed for at skabe en forståelse uden at eskalere konflikten. Deres forsigtighed med at holde våben skjulte og ikke provokere var en strategisk beslutning for at undgå kamp, som kunne have haft alvorlige konsekvenser. Krig mellem indianerstammer og hvide var ofte voldsom, og for at overleve i fjendtligt territorium måtte man afveje risikoen ved konfrontation mod muligheden for at forhandle sig ud.

Deres situation illustrerer vigtigheden af kommunikation, taktisk tålmodighed og kulturel forståelse i mødet med potentielt dødelige konflikter. Det at kende fjendens skikke og tankegang — som hvor stor betydning mod og overlevelse har for en kriger — er altafgørende. For indianerne var det ikke blot en kamp om liv og død, men også en scene for at bevare sit ansigt og ære. For de hvide mænd handlede det om at bevare livet og nå deres mål uden at risikere en voldsom kamp, der kunne ødelægge deres chancer for overlevelse i en fjendtlig verden.

Ud over selve historien om mødet med Siouxerne, er det væsentligt at forstå de bredere sociale og kulturelle sammenhænge. Indianerstammerne på prærien var komplekse samfund med egne regler, alliancer og fjendskaber, som skiftede over tid. Rejser gennem disse områder krævede ikke blot mod, men også dyb indsigt i disse forhold, hvis man skulle navigere uden at provokere unødvendigt. Det var en balancegang mellem frygt og respekt, mellem styrke og diplomatisk sans.

Endvidere fremhæver teksten, hvordan fysisk overlevelse på det barske terræn var knyttet til sociale relationer — alliancer som den mellem de hvide mænd og Absaraka-folket kunne være forskellen mellem liv og død. At kende territoriets sande ejere, deres fjender og venner var en forudsætning for at undgå at blive fanget i krydsilden.

Hvilken rolle spiller Vigilance Committee i Bannack?

I Bannack er det ikke kun de officielle domstole, der skaber retfærdighed – ofte er det mændene selv, der tager loven i egne hænder. Byens beboere er velbevidste om de mange uretter, der aldrig bliver rettet af de formelle institutioner. Historien om dutch John Wagner og hans varetægtsfængsling, samt rygterne om, at Sheriff Plummer og hans allierede kunne have været involveret i bandeaktiviteter, understreger det moralske vakuum, som den lille by befinder sig i.

Edgerton, som har levet i Bannack i flere måneder, anerkender de samme rygter, som Mrs. Minor gør. Men han holder sig kold og udviser en form for afstandtagen fra de følelser og frygt, der gennemstrømmer byen. "Jeg har hørt de samme rygter, som du har," siger han stille, men uden den samme energi, som Ann udtrykker. Det er tydeligt, at han som district judge er både en repræsentant for en retfærdighed, der ikke findes, og samtidig en mand, der føler sig magtesløs i den dybde af uretfærdighed, der præger hans samfund. Han er et symbol på loven, men uden muligheden for at håndhæve den.

Historien om Wagner, der står til at blive henrettet for sin rolle i et togrøveri, afslører også det uundgåelige resultat af en mangel på officielle rettergangsforløb. Mænd som Wagner bliver ofre for den form for ad hoc-justits, der er blevet normen, et system hvor Vigilance Committee tager sig af "hængningerne" og de udførte domme. Denne form for hævn, der ofte ikke skelner mellem retfærdighed og blodig gengældelse, er både en konsekvens af et retssystem, der er fraværende og et samfund, hvor loven er underlagt de stærkestes vilje.

I Bannack har man ikke tid til at vente på langsomme og ofte ineffektive juridiske processer. De lokale beboere er nødt til at stole på hinanden og på den fælles forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Men som Mrs. Minor påpeger, er Vigilance Committees og mobber ikke altid de rette løsninger. Deres handlinger bliver ofte drevet af frygt og afmagt, og den usikre moral, der opstår som resultat, fører til så mange fejlbedømmelser som rigtige afgørelser.

I Bannack er det også vigtigt at forstå, hvordan kvinderne spiller en indirekte, men afgørende rolle i byens sociale struktur. Ann Minor, på trods af hendes bekymringer om sin mand, tager det modige skridt at konfrontere Edgerton med hendes viden om, hvad der måske er sandt – at hendes mand er uskyldig, men han er blevet forbundet med de forkerte personer, en kategori han ikke selv hører til. Hendes desperation afslører en dyb mistillid til systemet, som er blevet mere et ryk for retfærdighed fremfor en søgen efter sandhed.

I dette samfund er det almindeligt at reagere impulsivt på rygter og fortællinger, og det virker som om, alle bærer deres egen forståelse af hvad der er rigtigt. Mændene, som tager sagen i egne hænder, er underlagt et komplekst netværk af relationer og frygt. På den ene side er de befolket af dem, der ønsker at rette op på byens anarki, og på den anden side er der de, der er blevet tynget af vrede og mistillid, og som søger hævn i stedet for retfærdighed.

Det er også vigtigt at bemærke, at de officielle myndigheder i Bannack er intet andet end skygger af loven. Når Edgerton, som en repræsentant for det etablerede system, afslår Ann Minor's begæring om hjælp, afsløres han som en mand, der ikke kan handle effektivt, uanset hvor meget han ønsker at opretholde lov og orden.

Endelig er det vigtigt at forstå, at Bannack, som mange andre grænsebyer, lever i en konstant tilstand af usikkerhed, hvor det er den kollektive frygt og længsel efter hævn, der driver samfundets handlinger. Vigilance Committees bliver mere end blot et svar på kriminalitet; de bliver også et udtryk for samfundets umiddelbare behov for at genoprette en form for orden, selvom det betyder, at man ofte overser den retfærdighed, som loven kræver.

Dette skaber et farligt spiraleffekt: Retfærdighed bliver udvekslet med vold og hævn, og enhver person, der falder udenfor samfundets konventioner eller bliver forbundet med de forkerte personer, risikerer at blive offer for denne dybt rotede justits.

Hvordan frygt former mænds handlinger i Alder Gulch

"Sig mig ikke, at du allerede har spist morgenmad. Jeg troede, jeg havde sagt..."

"Jeg har ikke spist morgenmad. Jesse, jeg så alt hvad der skete lige nu—derude på gaden."

"Ingenting skete, Ann; slet ingenting." Han smilede langsomt. "Lad være med at lege med mig, Jesse, og behandle mig ikke som om jeg var et barn. Det var Boone Helm, manden vi så den dag i Great Salt Lake City. Hvad laver han her—og hvorfor gjorde du det, du gjorde?"

"Alt det her før morgenmad?"

"Okay." Han blev pludselig alvorlig. "Boone har været rundt i landet i tre måneder eller mere, men vi har bare ikke krydset spor. Jeg har været for travlt optaget af andre ting, og vi har aldrig tilfældigvis stødt på hinanden. Jeg ville gerne møde ham, det ville jeg virkelig. Han er den eneste mand, jeg kan huske, at jeg var bange for—syg af frygt, som om jeg havde trådt på en slange med bare fødder i mørket. Jeg ville gerne se ham igen."

"Men hvorfor? Jeg forstår det ikke."

"Prøv. Frygt er en sygdom, Ann. Den smitter. Den dag i Salt Lake, følte jeg mig tom indeni. Jeg måtte konfrontere Boone Helm igen for at finde ud af, om den tomme følelse kun var, fordi jeg havde dig med mig, eller om det var... noget andet. Så da hans navn blev nævnt i går aftes, annoncerede jeg, at jeg ville foretage arrestationen. Resten så du."

"Men han..."

"Nej. Han bar to pistoler også—en Navy Colt i en hylster og en derringer i sin lomme—men han trak dem aldrig. Han er en tyv og en morder og et par andre ting, men han har ikke nok læder i sig til at stå ansigt til ansigt og bytte skud. Jeg var faktisk glad for at finde ud af det, selvom jeg blev flov over mig selv, da jeg fandt ud af, at jeg havde været bange for en slange—som en dum kvinde, der finder en mus i sit melkrukke." Han kyssede hendes blege læber. Hun gengældte hans kys, men hendes øjne vendte sig instinktivt mod lobbyen.

"Jesse! Hvordan kan du sige sådan noget?"

"Du er chokeret—det er fint!—og samtidig prøver du ikke at grine, og det er bedre. Jeg hader at se dig kigge som en kanin, der står foran en sort slange. Du lever i Rocky Mountains, Ann, ikke i Ohio, og før eller senere skal du stoppe med at måle alt med en Painesville yardstick. Nu lad os spise."

Vigilance Committee i Alder Gulch-holdene hængte fem mænd i Virginia City den eftermiddag. En gruppe kendt som Ferreting Committee havde arbejdet flittigt, lige siden Erastus Yeager ved galgen havde tilstået sit medlemskab af den kriminelle organisation og havde nævnt de andre medlemmer, fra Henry Plummer og den snedige Skinner til de laveste landevejsrøvere og budbringere. Mænd, der var blevet røvet, overfaldet og truet, blev interviewet, og—endelig befriet fra frygt—talte de frit. De beviser, der blev indsamlet på denne måde, blev overvejet af Executive Committee. Seks mænd var blevet retsforfulgt, dømt og dømt til døden i løbet af en session, der varede langt forbi midnat. Picketter blev derefter sat op for at omringe hele dalen, og ordrer blev udstedt om at arrestere de dømte mænd, når de blev set. Kun fem blev fanget. Bill Hunter var blevet advaret og undslap gennem den tæt trukne ring. De fem—Clubfoot George Lane, Jack Gallagher, Boone Helm, Haze Lyons og Frank Parrish—stod på pakkekasser under tagbjælken i den ufuldstændige bygning, der skulle blive Clayton og Halls apotek på hjørnet af Van Buren og Wallace Streets, og blev hængt i den rækkefølge. Tre mødte døden med værdighed. Gallagher og Helm råbte til det sidste. Da han blev spurgt, om han havde et sidste ønske, krævede Gallagher—og fik—en tår whisky, og forbandede Vigilanten, der ikke løsede repen omkring hans hals nok til at tillade ham at drikke behageligt. Kassen blev trukket væk under hans fødder, mens han skreg sin sidste udfordring. Helm så roligt på hans kampe. "Spark væk, gamle dreng. Jeg er i helvede med dig om et øjeblik!" Han mærkede kassen rykke, da hans bøddeler strammede rebet. "Hver mand for sine principper," råbte han. "Hurra for Jeff Davis! Lad os gå!" Det var en slags mod—og det sikrede berømmelse. Folk ville huske Gallagher og Helms ord til det sidste, længe efter de havde glemt den stille værdighed, som Frank Parrish mødte sin skæbne med og hans ønske om, at hans ansigt blev dækket med hans tørklæde for at skjule sine dødsangst. De fem kroppe hang i to timer, derefter blev de skåret ned og begravet side om side på toppen af Cemetery Hill, nord for den strømmende by. Ilden havde brændt hele eftermiddagen for at smelte den frosne jord.