Hvordan fysisk træning og kardiologisk rehabilitering kan forbedre resultaterne hos patienter med hjertesvigt og mekanisk kredsløbsstøtte

Fysisk aktivitet er en grundlæggende komponent i både primær og sekundær forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme og spiller en væsentlig rolle i forbedringen af kardiovaskulær sundhed. Hos patienter med hjertesvigt, især dem der modtager mekanisk kredsløbsstøtte som venstre ventrikulær assist enhed (LVAD) eller total kunstigt hjerte (TAH), er der dokumenteret forbedring i både funktionel kapacitet og livskvalitet, men der eksisterer stadig betydelige udfordringer. Mange patienter med LVAD og TAH oplever fortsat træningsintolerance og symptomer relateret til hjertesvigt, som åndenød og træthed. Dette skyldes en kompleks interaktion mellem fysiologiske ændringer i både den centrale og perifere kredsløbsfunktion.

Træningens effekt på hjertesvigtpatienter er velkendt. Flere studier har vist, at træning kan reversere de strukturelle og funktionelle ændringer i skeletmuskulaturen, som er forbundet med hjertesvigt. Dette inkluderer forbedring af mitokondriel volumen og kapillærtæthed i musklerne, hvilket resulterer i en bedre iltudnyttelse og et mere effektivt kardiovaskulært system. Et af de vigtigste fund i studierne er, at træning kan modvirke den inflammatoriske og kataboliske tilstand, der ofte ses hos patienter med avanceret hjertesvigt.

Hos patienter, der modtager LVAD eller TAH, har træning vist sig at have en positiv indvirkning på overlevelse, funktionel kapacitet og livskvalitet. Desuden er det blevet dokumenteret, at træning kan reducere komplikationer og genindlæggelser, især hvis træningen begynder før implantation af den mekaniske enhed. Et specifikt studie viste, at træning i hjemmet over en periode på seks måneder kunne vende de ultrastrukturelle ændringer i musklerne og forbedre den samlede muskelmasse og funktion hos hjertesvigtpatienter.

Trods disse positive resultater er der stadig barrierer, der forhindrer mange patienter i at deltage i træningsprogrammer. En af de største udfordringer er mangel på henvisninger til kardiologisk rehabilitering (CR) og manglende viden om de potentielle fordele ved træning i dette patientsegment. For at maksimere gevinsterne ved fysisk aktivitet i behandlingen af hjertesvigt er det nødvendigt at øge opmærksomheden omkring CR-programmer og sikre, at patienter får den rette opfølgning og støtte efter implantation af LVAD eller TAH.

Træning før implantation af mekanisk kredsløbsstøtte er også af afgørende betydning. Undersøgelser har vist, at fysisk træning kan føre til bedre resultater i forhold til funktionel kapacitet, livskvalitet og selvopfattelse hos patienter, der venter på implantation af LVAD eller TAH. Forberedelse gennem træning kan hjælpe med at reducere graden af fysisk svækkelse og forbedre muskelfunktionen, hvilket kan gøre en stor forskel i patientens evne til at håndtere den kirurgiske procedure og den efterfølgende genoptræning.

For at optimere effekten af mekanisk kredsløbsstøtte bør træning fortsætte som en integreret del af behandlingen. Fysisk træning har ikke kun indvirkning på den fysiske funktion, men påvirker også det neurohormonelle miljø, som spiller en central rolle i hjertesvigt. En veludført træning kan reducere de negative virkninger af øget sympatisk aktivitet og inflammatoriske processer, der ofte ses hos patienter med hjertesvigt.

Det er afgørende, at behandlende læger og sundhedspersonale øger bevidstheden om disse potentielle fordele ved træning og sørger for, at patienter med hjertesvigt får mulighed for at deltage i strukturerede træningsprogrammer. Et skræddersyet rehabiliteringsprogram kan bidrage til at forbedre patienternes funktionelle status, livskvalitet og langsigtede overlevelse. Træningens rolle i behandlingen af hjertesvigt er uundværlig, og derfor bør den være en integreret del af behandlingsplanen for alle patienter med avanceret hjertesvigt, der modtager mekanisk kredsløbsstøtte.

Endtext

Hvordan Socialt Arbejde Påvirker Vurdering og Behandling af VAD-patienter

I en undersøgelse blev kontraindikationer vægtet stærkere for patienter, der blev vurderet til LVAD som en bro til transplantation (BTT), sammenlignet med patienter, der blev vurderet til destinationsterapi (DT) med LVAD. I vurderingen af DT LVAD spillede psykosociale vurderingsresultater en mindre rolle i beslutningstagningen, mens i BTT var de mere afgørende. Ifølge resultaterne af en lignende undersøgelse om VAD-programmer anså 95% af deltagerne deres socialarbejder som en vigtig del af teamet, da socialarbejdere bidrog med væsentlig viden om de psykosociale behov hos deres patienter, og de blev betragtet som en værdifuld ressource.

En af de største udfordringer for socialarbejdere i dette miljø er de begrænsninger, de står overfor, såsom forsikringsrestriktioner (58%), patienters manglende overholdelse af behandlingsplaner (55%) og mangel på pålidelige ressourcer (52%). De sociale problemer, der kan opstå under behandlingen, såsom boligkriser eller manglende social støtte, kan også have indflydelse på patientens egnethed til behandling med VAD. Det er derfor, at socialarbejdere i VAD-programmer spiller en afgørende rolle i at identificere og overvinde disse barrierer for behandling.

Når det kommer til socialarbejderens involvering i vurderingen af VAD-kandidater, er der ofte en uoverensstemmelse mellem, hvordan socialarbejdere og VAD-teams vurderer betydningen af psykosociale vurderinger. Mens socialarbejdere mener, at deres vurdering er en vigtig faktor i udvælgelsen af patienter, vurderer nogle VAD-programmer ikke altid socialarbejderens rolle som den afgørende faktor. Dette kan være særligt problematisk, når det gælder patienter, der har begrænset eller ingen psykosocial støtte. Socialarbejdere skal derfor ofte arbejde med flere dimensioner af patientens liv, herunder deres økonomiske status, langsigtede mål og uddannelsesniveau, for at sikre, at alle faktorer tages i betragtning ved beslutning om VAD-behandling.

Når det drejer sig om de psykosociale behov af patienter, der får VAD-implantater, er socialarbejderens rolle langt fra afsluttet efter implantationen. De skal også være til stede i den postoperative periode for at hjælpe med at håndtere eventuelle komplikationer som infektioner eller genindlæggelser, som kan påvirke patientens livskvalitet og behandlingsforløb. Den fortsatte støtte er kritisk, da disse patienter står overfor store følelsesmæssige og sociale udfordringer, der kan have en direkte indflydelse på behandlingsresultatet.

Desuden er det vigtigt, at socialarbejdere samarbejder med palliativ medicin og hospice for at sikre, at patienter, der er blevet afvist til MCS eller vælger at afslutte behandlingen, modtager den rette støtte. Tidlig inddragelse af palliativ pleje hjælper ikke kun med symptomlindring, men giver også mulighed for at diskutere behandlingsmål og præferencer, hvilket er særligt vigtigt i tilfælde, hvor patienterne står overfor livsforlængende, men midlertidige behandlingsmuligheder som MCS.

Palliativ konsultation bør overvejes som en del af behandlingen af patienter med hjertesvigt under evalueringen af DMCS. At have en klar forståelse af patientens mål for pleje og beslutning om livsforlængende behandling kan være en kritisk faktor i den langvarige håndtering af disse patienter. Det er væsentligt, at både patienter og deres familier er involveret i disse beslutningsprocesser for at sikre, at behandlingen afspejler deres ønsker og behov.

En af de vigtigste aspekter af behandlingen af VAD-patienter er behovet for finansiel støtte til postoperativ pleje. Især i lande, hvor sundhedssystemet ikke tilbyder universel dækning, er det afgørende at have mekanismer på plads, der kan støtte patienter, som står overfor økonomiske barrierer, når de skal modtage langvarig postoperativ pleje. Dette kan omfatte offentlig eller privat forsikringsdækning eller hjælp fra patientens familie. En sådan støtte er essentiel for at sikre, at patienten kan få den nødvendige pleje, selv når de økonomiske ressourcer er begrænsede.

For at sikre bedst mulige resultater for patienter, der modtager VAD, er det ikke kun nødvendigt at adressere de medicinske aspekter af behandlingen, men også de sociale og psykologiske faktorer, som kan have en betydelig indflydelse på behandlingsforløbet og patientens livskvalitet. Socialarbejdernes rolle i dette er uundværlig, da de ikke kun vurderer patientens psykosociale behov, men også arbejder aktivt for at sikre, at disse behov bliver mødt, både før, under og efter behandling.

Hvordan påvirker mekanisk cirkulatorisk støtte nyrefunktionen, og hvordan håndteres infektioner hos patienter med VAD?

Den komplekse kardiorenale interaktion involverer ændringer i hæmodynamik, neurohumorale aktivering og inflammation, som alle påvirker nyrefunktionen. Studier som ESCAPE-trial har understreget vigtigheden af tidlig identifikation af risikopatienter og optimering af både hjerte- og nyrefunktion under og efter implantation. Anvendelsen af kliniske risikoscorer til forudsigelse af AKI kan bidrage til at forbedre patientselektion og postoperativ håndtering.

Infektioner udgør en anden væsentlig komplikation ved MCS, især ved længerevarende brug af LVAD, hvor driveline-infektioner er hyppige og kan føre til alvorlige systemiske infektioner. Infektioner klassificeres ofte i lokale driveline-infektioner, sårinfektioner ved implantationsstedet og systemiske infektioner som endocarditis eller sepsis. Biofilm-dannelse på enhedsdele bidrager til kroniske og tilbagevendende infektioner, som er vanskelige at behandle og kan kræve både antibiotisk supression og kirurgisk intervention.

Forebyggelse af infektioner kræver en multidimensionel tilgang, der inkluderer grundig steril teknik ved implantation, optimal sårpleje, brug af profylaktiske antibiotika, og patientuddannelse i håndtering af driveline og hygiejne. For patienter med forsinket sternal lukning anbefales forlænget antibiotikabehandling for at reducere risikoen for infektion. I tilfælde af kroniske driveline-infektioner kan langvarig antibiotisk supression være nødvendig for at kontrollere infektionen uden at gå på kompromis med patientens livskvalitet.

Pædiatriske patienter udgør en særlig gruppe med egne risikofaktorer for infektion, herunder højere forekomst af svampeinfektioner. Disse infektioner har ofte alvorlige konsekvenser og kræver målrettet diagnostik og behandling, idet børn ofte har anderledes immunologiske responser og komorbiditeter end voksne.

Forståelsen af både kardiorenale interaktioner og infektionsrisici er afgørende for at forbedre overlevelsen og livskvaliteten hos patienter med mekanisk cirkulatorisk støtte. Vigtigheden af tværfagligt samarbejde mellem kardiologer, nefrologer, infektionsmedicinere og kirurger kan ikke undervurderes. Det er ligeledes vigtigt at følge de nyeste internationale retningslinjer og evidensbaserede protokoller for at optimere patientbehandlingen.

I behandlingen af MCS-patienter bør der også tages højde for teknologiske fremskridt og den stigende brug af total kunstig hjerteimplantater (TAH) og biventriculære assistenheder (BiVAD), som bringer nye udfordringer og muligheder i forhold til infektion og organdysfunktion. Overvågning af infektionsmønstre og resistensudvikling er nødvendig for at tilpasse behandlingsstrategier og sikre bedst mulig prognose.