RITCHIE: Tid, erfaring, visdom og en mangel på penge har fået os til at bosætte os på én hektar land med ét hus, som vi netop er flyttet ind i ved årets slutning. Lige nu er vi omgivet af mudder og en garage fuld af græssåning, der venter på en stærk ryg og en rive.

INTERVIEWER: Jeg ved, at din kone også skriver. Hvad skriver hun?

RITCHIE: Rita skriver bøger for unge – aldersgruppen spænder fra de midterste teenageår og opad. Hun har skrevet otte "ægte" hardcoverbøger, to af dem blev udvalgt som Junior Literary Guilds. Derudover har hun lavet tre Big Little Books, som ligner historierne om Bugs Bunny og Donald Duck. Hun har også skrevet en "pigebog" om kunstskøjteløb. I sine ungdomsbøger indtager hun en ung drengs perspektiv. Så hun er en original inden for kvindefrigørelse.

INTERVIEWER: Har du nogen særlige kloge ord, du kan dele?

RITCHIE: Jeg har den teori, at hvis vi bare kunne arrangere, at den gennemsnitlige amerikanske familie, den gennemsnitlige russiske familie og den gennemsnitlige kinesiske familie kunne mødes omkring et bord for at diskutere verdensfreden, ville det nok ende med en kæmpe skænderi. Jeg opgav visdom for længe siden. Desuden virker det aldrig på kvinder.

INTERVIEWER: Hvad gør du for at slappe af?

RITCHIE: Jeg sukker meget.

Filmenes indflydelse på samfundet og individet kan aldrig undervurderes. Dette ses klart i diskussioner omkring værker som de tidligere nævnte film og litteratur, der fremmer refleksioner om menneskelige forhold og vores reaktion på samfundets udfordringer. Selv i historier om krig og spionage kan vi se en refleksion af, hvordan vi som samfund konfronterer det ukendte og hvordan individer navigerer i denne kompleksitet.

Blandt de mest markante værker er dem, der skaber en symbiose mellem den enkelte og den kollektive virkelighed. Sherlock Holmes, f.eks., bringer ikke kun intellektuel nysgerrighed til overfladen, men viser os også, hvordan et dygtigt sind kan finde logik i kaos og hvordan vores relationer – selv de mest uventede – kan afsløre dybere sandheder om vores eksistens.

Et barn, der søger Sherlock Holmes hus i London, leder ikke kun efter et fysisk sted. Det er en rejse efter forståelse, efter opdagelsen af noget større. Hver opdagelse, uanset om det er en fysisk fremvisning af et hus eller en erkendelse af en skjult sandhed, er en proces af personlig vækst og intellektuel udvikling. Denne refleksion opfordrer til at værdsætte, hvad vi lærer gennem de historier, vi møder, og hvordan de former vores livssyn.

I film og litteratur er vi ofte præsenteret for idealer, der kan synes at være langt fra virkeligheden, men det er netop denne kontrast, der giver os mulighed for at se dybere. Det er i disse historier, at vi kan spejle os selv – om ikke i handlingerne, så i de følelser og dilemmager, der præsenteres. Når vi vender blikket mod denne slags kunst, er det essentielt at reflektere over, hvad der står på spil for den enkelte.

Hvordan står vi som individer i vores egne små verdener? Hvor ser vi efter sandheden, og hvordan navigerer vi i den usikkerhed, der omgiver os? Kunst og litteratur giver os værktøjer til at forstå, hvordan vi reagerer på konflikter og relationer – både de interne og de, der foregår i verden omkring os.

Vigtigheden af dette perspektiv bliver endnu tydeligere, når vi overvejer den tid, vi lever i, og hvordan vi som samfund navigerer i de udfordringer, der konstant opstår. Der er en dyb værdi i at forstå, at vores egne erfaringer, ligesom dem vi læser om i litteraturen eller ser på film, ikke kun definerer os som individer, men også som medlemmer af et større fællesskab. I sidste ende er det ikke kun de store episke fortællinger, der former os – det er de små, hverdagens refleksioner, som vi ofte overser, der virkelig giver mening i den større sammenhæng.

Hvordan pseudonymer og seriefigurer præger det kriminelle litteraturunivers

I kriminallitteraturen er pseudonymer en uundgåelig del af forfatternes kunstneriske værktøjer. Gennem pseudonymer har mange forfattere været i stand til at skabe en særskilt identitet, som adskiller deres forskellige værker eller skaber et univers, der er mere tilgængeligt for et bredere publikum. I denne kontekst er pseudonymer ikke blot et middel til at skjule forfatterens egentlige navn, men de kan også blive en del af den litterære identitet, som knytter sig til bestemte karakterer eller serier.

Et markant eksempel på denne praksis er den amerikanske forfatter A.A. Fair, der skrev under dette pseudonym for at udgive sin mest kendte serie, hvor han skabte karaktererne Donald Lam og Bertha Cool. Serien blev berømt for sin blanding af humor og kriminalitet og har været en vigtig del af den amerikanske kriminallitteratur. Den første bog, You Can Die Laughing, som blev udgivet i 1957, cementerede hans status som en af de fremtrædende forfattere i genren. Under pseudonymet A.A. Fair kunne han fritt bevæge sig i forskellige stilistiske retninger og eksperimentere med fortællingens form og tone uden at forpligte sig til et bestemt litterært brand.

På samme måde anvendte forfatteren J. Fairfax-Bakeborough pseudonymer som J. Fairfax i sine værker. Hans romaner, som The Disappearance of Cropton fra 1933, bærer tydeligt præg af de populære kriminalmysterier fra 1930'erne, og har en markant stil, der afspejler tidens litterære strømninger. Fairfax-Bakeboroughs bøger var især kendt for deres evne til at skabe intense, atmosfæriske plots, som indfangede læserens opmærksomhed i en tid, hvor detektivgenren var i sin gyldne æra.

Ligeledes skabte den britiske forfatter Gerard Fairlie, der var aktiv i midten af det 20. århundrede, en række bøger om karakteren Bulldog Drummond. Denne detektiv, som blev en central figur i Fairlies værker, repræsenterede den klassiske, modige og lidt klichéfyldte detektiv, som blev elsket af læserne. Serien blev så populær, at Fairlie fortsatte med at udgive bøger under forskellige pseudonymer, hvilket gav ham mulighed for at udvide detektivuniverset yderligere.

Serien om Bulldog Drummond illustrerer en anden vigtig dimension af pseudonymer i kriminallitteraturen: brugen af en fast karakter. Ofte er det ikke kun forfatterens identitet, der bliver gemt bag pseudonymet, men også de karakterer, der optræder i bøgerne. Bulldog Drummond, som figurerede i flere af Fairlies bøger, blev hurtigt en ikonisk skikkelse, som blev kendt af læsere verden over. Dette fænomen er ikke unikt for Fairlie; mange andre forfattere har benyttet sig af serier og tilbagevendende figurer for at skabe et mere sammenhængende univers, som læserne kan vende tilbage til igen og igen.

Et andet eksempel er den britiske forfatter Benjamin Leopold Farjeon, som i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet skrev under pseudonymet B.L. Farjeon. Hans værker, som ofte havde et gotisk og mystisk præg, blev ofte anerkendt for deres komplekse plots og skarpe karakterportrætter. Farjeon anvendte både pseudonymer og ændrede sine værkers stil for at tilpasse sig de skiftende litterære strømninger, hvilket gjorde ham til en alsidig forfatter, der kunne tiltrække et bredt publikum.

Endelig er der også eksempler på pseudonymer, der blev brugt af forfattere for at beskytte deres identitet i en tid, hvor offentlig opfattelse kunne være kritisk overfor visse emner. Dette var især vigtigt i det 19. og 20. århundrede, hvor nogle forfattere skrev om kontroversielle emner som kriminalitet, moral og samfundets mørkere sider. Pseudonymer gav dem mulighed for at skrive frit og udforske emner, som måske ikke var velsete i den brede offentlighed.

Det er vigtigt at forstå, at pseudonymer i kriminallitteraturen ikke blot er en skjult identitet; de kan også være et kunstnerisk valg, der giver forfatteren frihed til at udforske forskellige genrer og temaer uden at blive begrænset af sin etablerede forfatterpersona. Derudover er de et nødvendigt redskab for at skabe ikoniske, tilbagevendende figurer, der kan blive centrale elementer i litteraturen i mange år fremover. For læserne tilbyder pseudonymer muligheden for at træde ind i et univers af konstant forandring, hvor de kan møde gamle venner i nye klæder og sammen udforske nye mysterier.

Pseudonymer og serier er således ikke kun et spørgsmål om skjulte identiteter, men om at skabe et univers, hvor karakterer og historier kan udvikle sig uafhængigt af forfatterens øvrige værker. Det er en praksis, der giver både forfatteren og læseren mulighed for at opleve kriminalromaner på en ny og spændende måde.

Hvordan Tennis og Mord Mødes i Litteraturen: En Undersøgelse af Tennisens Mørke Side

I den litterære verden er tennis ikke kun et symbol på sportens elegance og præcision, men også et bagtæppe for mord, mysterier og dårlig opførsel. I flere kriminalromaner er tennis blevet et centralt tema, ikke kun som en sport, men som en refleksion af karakterernes personligheder og deres mørkere sider.

I Douglas Brownes 1934-kriminalroman Plan XVI møder vi to britiske tennisspillere, Mr. og Mrs. Hart-Crutchley, hvis udspil på banen er spejlet af deres farverige og ofte utiltalende personligheder. Mr. Hart-Crutchley, en tidligere spiller på det britiske Davis Cup-hold, er næsten besat af sin ambition om at vinde Wimbledon. Hans forretningsliv er uklart og bekvemt for en professionel atlet, der tilbringer det meste af sin tid på at jagte sin næste titel. Hans kone, der også er en turneringsspiller, er langt fra mindre besat. De to bliver indkaldt til afhøring i forbindelse med hendes bror, som er blevet mistænkt for mord. Under afhøringen fortsætter hun med at øve sig på imaginære tennisstød, mens hendes mand bekymrer sig om, hvordan mistanken mod hendes bror vil påvirke hans status i den britiske tennisforening. Dette portræt af tennisens verden, hvor egoer og ambitioner skygger for de mere menneskelige aspekter, udstiller, hvordan sportens glansbillede hurtigt kan blive forvandlet til noget mere dystert.

Et af de mest kontroversielle og bizarre eksempler på tennisens mørke side i virkeligheden stammer fra Chester Gillette, hvis tragiske og voldelige historie inspirerede Theodore Dreiser til romanen An American Tragedy. I en uhyggelig hændelse i Cortland, New York, begår Gillette mordet på sin unge forlovede ved at drukne hende i en sø efter først at have slået hende med en tennisracket. Denne hændelse skaber en skræmmende kontrast til den ellers glamourøse verden af tennismesterskaber, og belyser, hvordan tennis i visse tilfælde har været et middel til at udtrykke vold og desperation.

John D. MacDonald’s One Fearful Yellow Eye og The Girl in the Plain Brown Wrapper illustrerer en anden skyggefuld side af tennis, når hans helt, Travis McGee, deltager i tennisklubber under sine efterforskninger. I One Fearful Yellow Eye beskriver McGee en blandet double-kamp som "et blodbad" og giver et kritisk billede af spillernes sportsånd og tendensen til at drikke under spillet. Denne fremstilling viser, hvordan tennis og dens tilknyttede samfund ikke altid lever op til de idealer om fair play og respekt, som sporten ellers er kendt for. I The Girl in the Plain Brown Wrapper bliver vi præsenteret for en ældre advokat, der netop har vundet en herredoubel med sin partner. Hans bemærkning om, at "hemmeligheden bag at vinde i double er at vælge og træne sin partner nøje", understreger, at konkurrencen i tennis kan være lige så meget et spørgsmål om relationer og strategisk tænkning som om fysisk dygtighed.

Denne skæve fremstilling af tennisens verden ses også hos Burke Wilkinson i Last Clear Chance (1953), hvor en patriotisk tenniselsker går helt galt i sin passion. Wilkinson, der på tidspunktet for bogens udgivelse var både sekretær for Washington D.C. Tennis Association og en højt rangeret spiller i doublen i Middle Atlantic States, udnytter sin erfaring med sporten til at fremmane et billede af, hvordan tennissporten kan være et skjulested for mindre ædle motiver.

Samtidig blev tennisens tilstedeværelse i krimigenren ikke kun begrænset til fiktion. I 1939 samarbejdede den legendariske tennisspiller Helen Wills med forfatteren Robert Murphy om at skrive Death Serves an Ace, en roman der inkorporerer tre mord i en tennisbaggrund. Tennis blev her en metafor for både præcision og fare, hvor den ellers så kontrollerede sport kunne være et redskab i hænderne på en morder.

Der er også andre forfattere som har berørt emnet tennis og mord på en humoristisk og satirisk måde. Axel Kaufmann, en dygtig tennis spiller og arkitekt, skrev en novelle A Case of Tennis and Murder, der på en sjov og underspillet måde beskrev en mordsag i tennisverdenen, hvor en politimand og tennisfan løser mordet på en tennisstjerne i 1923.

I 1960’erne var tennis også en del af en række humoristiske parodier skrevet af Gordon Forbes, hvor han skabte en privatdetektiv ved navn Sam Shovel. Disse parodier, som blev publiceret i World Tennis, omhandlede tennisstævner og de mystiske hændelser, der opstod rundt om dem. Tennis blev i disse historier både et symbol på dygtighed og på de absurde situationer, man kunne finde sig selv i under presset fra konkurrencen.

En vigtig pointe at huske på, når man beskæftiger sig med tennis og dens skyggefulde sider i litteraturen, er, at sporten på mange måder reflekterer menneskelige følelser som ambition, rivalisering, begær og hævn. Tennis, i sine mørkere skildringer, bliver et mikrokosmos for disse følelser. Spillernes interaktioner, både på og uden for banen, kan afspejle dybe indre konflikter og sociale relationer, der ofte rækker langt ud over selve spillet.

Hvordan Raymond Chandler revolutionerede detektivgenren

Raymond Chandler er en af de mest indflydelsesrige forfattere inden for detektivgenren, og hans værker – især dem, der omhandler den ikoniske privatdetektiv Philip Marlowe – skiller sig ud som både stilistisk og tematisk nyskabende. Hans tilgang til genre og skrivestil var radikalt anderledes end de fleste af hans samtidige, og han evnede at give sin litteratur både dybde og kunstnerisk værdi, som ikke altid blev anerkendt af samtidens kritikere. Chandler anså sig selv som en forfatter med en særlig pligt til at skrive ikke bare for underholdningens skyld, men også med respekt for sproget, for karaktererne og for den verden, han skildrede.

Chandlers indflydelse kan ikke undervurderes, især når vi ser på, hvordan hans bøger både brød med de gængse detektivnovelleskabeloner og udfordrede læserens opfattelse af moral og karakter. Han forstod vigtigheden af at bringe mennesket i centrum, hvilket for ham betød en realistisk fremstilling af karakterens indre og ydre liv. Dette adskilte sig fra de enkle detektivfigurer, vi tidligere så, og især fra de fastlåste og stereotype skikkelser i tidligere populære serier.

Philip Marlowe, som Chandler skabte, er ikke kun en traditionel detektiv. Han er en mand, der står alene i en verden, hvor moral og magtbalancer konstant er under forhandling. Marlowe er kendt for sin skarpe observationsevne og sit klare syn på de mennesker, han møder – han er ikke kun en efterforsker, men en person, der ser verden med et næsten kynisk blik, uden dog at miste sin menneskelighed. Dette er netop det, der gør ham til en af de mest interessante og komplekse figurer i den moderne litteratur.

Chandler indså tidligt, at detektivgenren havde potentiale til at blive mere end blot en serie af gåder og spænding. I stedet for blot at være et redskab til at løse et mordmysterium, kunne den bruges som en platform til at reflektere over større samfundsmæssige spørgsmål og menneskets natur. Marlowe, selv om han er privatdetektiv, er også et spejl for den tid, han lever i. I sine bøger trækker Chandler på en dyb viden om samfundet og menneskets psykologi, hvilket gør hans værker langt mere interessante end simple kriminalromaner.

For Chandler var den første pligt som forfatter at levere en godt skrevet historie. Men det handlede ikke kun om at fortælle en god historie. Chandler satte stor pris på at skabe et indtryk af realisme og kompleksitet i sine karakterer, og hans fokus på detaljer og atmosfære gjorde hans bøger til noget mere end blot en sekvens af hændelser. Hans talent for at kombinere karakteranalyse med spænding var en vigtig faktor i, at hans værker stadig står som forbilleder i detektivgenren.

I modsætning til mange af hans samtidige forfattere, som var knyttet til faste skabeloner og formulaer, søgte Chandler at bryde med disse. Hans fokus på stil, tekniske innovationer og et mere nuanceret billede af detektivens rolle i samfundet satte ham i en særklasse. Hans personlighed som forfatter blev derfor synonym med en dybere forståelse af, hvordan litteratur kan røre ved både moral og samfundsstrukturer, og hvordan den kan afsløre de skjulte lag af den menneskelige natur.

Men det er ikke kun Chandlers karakterer og skrivestil, der gør hans værker værd at studere. Hans indblik i samfundet og dets indre mekanismer er centralt for forståelsen af hans arbejde. Chandler var meget opmærksom på de sociale skel, der findes i den verden, han beskriver, og han satte ofte spørgsmålstegn ved magtens strukturer og samfundets umiddelbare retfærdighed. Dette skaber et konstant spændingsfelt mellem det personlige og det samfundsmæssige i hans bøger, hvilket gør dem både tidløse og relevante selv i dag.

For læseren er det vigtigt at forstå, at Chandler ikke blot skaber et spændende mysterium – han udfordrer os til at tænke over de etiske dilemmaer, vi alle står overfor, og de komplekse samfundsmæssige forhold, der påvirker vores valg og handlinger. Det er netop dette, der gør hans bøger til noget, man kan vende tilbage til igen og igen, da de tilbyder både en kriminalgåde og en dybere refleksion over menneskets natur.

Det er også vigtigt at erkende, at Chandler var langt foran sin tid, når det gælder brugen af sprog og stil. Hans præcise, men alligevel lyriske skrivestil har i høj grad bidraget til hans status som en af de største amerikanske forfattere i det 20. århundrede. Hans evne til at kombinere elementer fra klassisk litteratur med den populistiske detektivgenre gjorde hans arbejde både tilgængeligt og intellektuelt stimulerende.

Chandler vidste, at hans karakterer ikke kunne løse alle verdens problemer, men de kunne, gennem deres handlinger og valg, kaste lys over de dybere strukturer, der styrer samfundet. I dette perspektiv er hans bøger langt mere end blot underholdning – de er en invitation til at reflektere over den verden, vi lever i, og de kræfter, der former vores liv.

Hvordan man skaber en personlig og professionel skrivekarriere: En samtale med en erfaren forfatter

RITCHIE: Jeg har fået omkring 270 historier publiceret i flere dusin magasiner, nogle af dem vidste jeg slet ikke eksisterede, indtil min agent, Larry Sternig, forsøgte at indsamle penge fra dem. Faktisk har jeg aldrig skrevet noget, der ikke kunne læses på et sofistikeret spejdermøde, men nogle af historierne har havnet i de mærkeligste magasiner. Jeg har haft omkring femoghalvfjerds historier i T’cock Magazine, et halvt dusin i Boys' Life, cirka samme antal i Mike Shayne og mange flere, som jeg nu har glemt.

INTERVIEWER: Hvor mange af dine historier er blevet antologiseret?

RITCHIE: Jeg har aldrig rigtig holdt styr på det, men Larry nævnte en gang, at det drejede sig om tredive eller fyrre. Jeg fokuserer hovedsageligt på Best Detective Stories of the Year, hvor jeg har optrådt enten elleve eller tolv gange, hvilket binder mig med Ellery Queen. Forresten har jeg aldrig været i stand til at sælge noget til Ellery Queen Magazine, trods tredive eller fyrre indsendte historier. De arbejdende redaktører kunne godt lide dem og sendte dem videre, men de fik altid et "nej."

INTERVIEWER: Jeg ved, at du indimellem skriver historier fra Liechtenstein til Boys' Life. Kan du kort beskrive dem?

RITCHIE: Jeg har en Liechtenstein-serie, der kører lidt uregelmæssigt i Boys' Life. Normalt når jeg kan finde på en handling. Faktisk er jeg lige nu totalt fastlåst i midten af en. Historierne handler om udvekslingsstudenter – amerikanere, der tager til Liechtenstein, og vice versa – afhængigt af inspirationen. De er humoristiske og sportrelaterede, men jeg er ved at være træt af teenage-sport. Så den, jeg arbejder på nu, er en mysteriumshistorie, og lad os håbe, at jeg bliver færdig med den og får den accepteret, for jeg foretrækker at skrive mysterier. Jeg læste faktisk ikke en eneste mysteriumshistorie eller -roman, før jeg var 21. Jeg var i militæret under Anden Verdenskrig, og blev dumpet på en af de øer i Stillehavet, der havde mindre end to og en halv kvadratmile sand og et halvt dusin palmer. Jeg læste alle paperbackbøgerne i selskabets bibliotek, indtil der ikke var andet tilbage end de der halvtreds mysterier. Så, desperat efter noget at læse, prøvede jeg, og kunne lide det.

INTERVIEWER: Hvilke mysterieforfattere nyder du mest at læse?

RITCHIE: Agatha Christie. Generelt set er jeg ikke vild med den type mysterier, som kvinder skriver, men Agatha Christie er et undtagelse. Hun skriver som en mand. Så, "Women’s Lib"... picket mig. Jeg kan også godt lide og beundre John D. MacDonald, Raymond Chandler og Donald Westlake. Jeg havde engang en stærk præference for engelske forfattere, primært fordi de skrev engelsk godt. For nylig virker det som om, enten bliver amerikanske forfattere bedre, eller englændere værre. Eller begge dele. Dashiell Hammett har jeg aldrig set meget i, jeg har altid betragtet ham som en Mickey Spillane, der redigerede sig selv.

INTERVIEWER: Med så mange magasiner, der betaler per ord, hvordan har du fået din stramme, koncise stil?

RITCHIE: Jeg ved ikke, hvordan jeg kom til at skrive så stramt og præcist. Jeg havde ikke planer om det. Før jeg begyndte at skrive (omkring 31-32 år) elskede jeg de lange gotiske mysterier, der grundigt beskrev steder, bygninger og mennesker. Men når jeg satte mig ved skrivemaskinen, kunne jeg bare ikke få det til at fungere. I dag, når jeg smider et ekstra adjektiv i en sætning for at tjene en ekstra skilling, anklager redaktørerne mig for at skrive for meget.

INTERVIEWER: Hvad slags skrivning har du en daglig rutine for? Bruger du nogen tricks til at komme i gang?

RITCHIE: Jeg skriver, når jeg ikke kan finde på flere undskyldninger, udvikle flere sygdomme eller få en ordentlig dårlig samvittighed. Skrivning er det sværeste, der findes. Og grunden til, at det er så svært, er, at ens ego er så involveret. Jeg har altid følt, at enhver idiot kan blive en "brilliant" hjernekirurg... og stadig være en idiot. Ingen vil nogensinde finde ud af det. En mand kan bygge et dusin Brooklyn-broer og stadig være mentalt og følelsesmæssigt en idiot. Og ingen vil nogensinde finde ud af det. Men når man skriver, er man næsten nøgen.

INTERVIEWER: Ønsker du ofte, at du var i en anden type erhverv?

RITCHIE: Kun i dag, i går og i morgen.

INTERVIEWER: Planlægger du at have en fuldstændig plot, før du begynder at skrive en historie?

RITCHIE: Ja, nej, nogle gange. Jeg plejede at være en type, der gik frem og tilbage, men kun for korte historier. Jeg gik frem og tilbage og havde næsten hver eneste ord i hovedet, før jeg satte noget på papir. Men til de længere historier (og det er dem, der bringer pengene ind) kan jeg ikke stole på min hukommelse eller min intuition. Jeg bruger, hvad jeg kalder en "puslespilsmetode". Jeg begynder at skrive historien hvor som helst... begyndelsen, midten, slutningen. Når en idé, et ord, en sætning eller et afsnit opstår, stopper jeg og skriver det ned. Når jeg synes, at historien er færdig – omend lidt tilfældigt – klipper jeg siderne i passende stykker og samler dem sammen for kontinuitet. Det fungerer for mig, men så er jeg også noget af en puslespil-elsker.

INTERVIEWER: Hvilken baggrund har du? Hvad lavede du før du begyndte at skrive? Har du haft nogen usædvanlige job? Var der nogen litterære personer i din familie?

RITCHIE: Jeg blev født i 1922 og er overlevende fra Boys’ Technical High School, og har også to år på Milwaukee State Teachers' College, nu University of Wisconsin-Milwaukee. Mens jeg gik på MSTC, arbejdede jeg som lagerdreng i en A&P-butik. Gosh, det var spændende. Jeg blev indkaldt til militæret i 1942 og græd i tre år, tre måneder og en dag. Da jeg kom hjem, tror jeg, jeg opfandt beatniken – den forhistoriske hippie, børn – selvom det for mig var noget helt privat. Jeg sluttede mig ikke til en kommune, dyrkede ikke en plante – som det var "in" på det tidspunkt – men jeg studerede afslapning så meget som muligt. Jeg arbejdede om morgenen i min fars skrædderbutik og brugte resten af dagen på ikke at lave noget særligt, og jeg blev rigtig god til det.

INTERVIEWER: Du giftede dig i 1954 og bosatte dig på Washington Island?

RITCHIE: Rita og jeg tilbragte omkring syv år på Washington Island i Wisconsin. Og så kom Jennifer, så Christopher og Jessica... fire nu. Ærligt talt kunne jeg godt lide øen, men ø-livet får kvinder til at blive sindssyge. De vil snakke og snakke, og under denne snakken og snakken ender de altid med at hade hinanden på grund af "hvad hun sagde" eller "hvordan hun sagde det". Så et ø-samfund er næsten en befæstet lejr, hvad angår kvinder. På den anden side siger mænd næsten ingenting til hinanden, udover "ja" og "nej", så de kommer fint ud af det. Den vigtigste grund til, at vi flyttede, var dog simpelthen uddannelsen. Øens befolkning faldt – vi var nede på omkring 450, da vi forlod den – og skolevæsenet gik i stykker. Så man må være praktisk og sørge for, at børnene kommer på universitetet. Vi plejede at tænke på, hvor vi ville bo i form af fyrre hektar og skure og lader.

Hvordan Hyperspektrale Billedregistreringsmetoder Kan Optimere Informationsudveksling
Hvordan blev COVID-19 politiseret i Trumps Amerika?
Hvordan Guldklustre kan Tilpasses Gennem Overfladeingeniørkunst og Supramolekylær Samling
Hvordan principal component analysis (PCA) anvendes til at forstå variationen i spektrale signaturprøver
Hvad betyder usikkerhedsaversion for investeringsbeslutninger?