Hvordan blev COVID-19 politiseret i Trumps Amerika?

I årene 2016–2020 skabte Donald Trump og hans medieallierede en ny form for politisk kommunikation, hvor grænsen mellem statslig information og partipolitisk propaganda blev udvisket i realtid. Under COVID-19-pandemiens første fase blev denne mekanisme tydeligt aktiveret. Præsidenten, hans rådgivere, Republikanernes ledelse, Fox News og højreorienterede medier som Rush Limbaugh omdefinerede virkeligheden, da de stemplede pandemien som en demokratisk konspiration, skabt for at underminere Trumps genvalgsmuligheder.

Dette var ikke bare klassisk misinformation, men en bevidst strategi for at nedtone truslen, skabe forvirring og vække mistro til autoriteter og eksperter. Formålet var ikke at overbevise befolkningen om ét bestemt narrativ, men at mætne den kollektive opfattelse med modstridende oplysninger, halve sandheder og teorier, så publikum i sidste ende opgav at finde sandheden. Som journalisten McKay Coppins beskrev det, handlede det om at "bombardere folk med så mange modstridende påstande, konspirationsteorier og forvrængninger, at de simpelthen giver op i forvirring og udmattelse".

Fox News spillede en central rolle i at opretholde denne informationsarkitektur. Det var ikke blot en mediepartner – det var en medkonstruktør af Trumps virkelighed. Der opstod en cirkulær strøm af information og anerkendelse, hvor Trump baserede sine offentlige udtalelser på Fox' dækning, og Fox igen forstærkede præsidentens budskaber. Dette fænomen, kaldet “Fox-Trump feedback loop”, skabte en forvrænget offentlig sfære, hvor fakta og analyse blev underordnet loyalitet og emotionel appel.

COVID-19 blev i denne kontekst fremstillet som en udvidelse af de allerede kendte fjendebilleder: immigranter, muslimer og nu – usynlige vira. Trumps administration, støttet af hans medier, brugte frygtretorik selektivt. Hvor de tidligere havde brugt den til at demonisere “de andre”, brugte de nu deres platforme til at dæmpe frygten for virussen og i stedet vække frygt for en konspiration. Dette kom især til udtryk gennem private møder med højreorienterede medier og “influencers”, hvor vicepræsident Pence og andre embedsmænd delte kurateret information – uden at involvere bredere pressekorps eller sundhedseksperter.

Denne dissonans mellem fakta og medievirkelighed polariserede befolkningen yderligere. Amerikanernes opfattelse af pandemiens alvor delte sig næsten entydigt efter partipolitiske linjer. Mens sundhedsmyndigheder opfordrede til afstand, begrænsning af forsamlinger og lukning af restauranter, insisterede Trumps støtter på, at dette blot var endnu et angreb fra Demokraterne. I denne optik var COVID-19 ikke et folkesundhedsproblem, men en politisk manøvre – "impeachment all over again", som Fox-værten Trish Regan udtalte.

Denne politisering af sundhedskriser blev yderligere forstærket af Trumps personlige informationsforbrug. Han foretrak lyd- og billedbidder fra tv frem for dybdegående analyser, og han citerede jævnligt Fox News som kilde til sin viden – endda under pressemøder med CDC. Hans erklæringer var ofte baseret på seneste dækning snarere end data fra eksperter, hvilket gjorde det umuligt at adskille embedsmandens stemme fra tv-kommentatorens.

Konsekvenserne af denne praksis var ikke blot forvirring og ineffektiv krisehåndtering – de blev også synlige i befolkningsundersøgelser. Ifølge Gallup var kun 42% af republikanerne bekymrede for virussen i marts 2020, mod 73% af demokraterne. Blandt dem, der brugte Fox News som primær nyhedskilde, mente 79%, at medierne overdrev faren. Dette taler i

Hvordan medier, vurderinger og teknologi former politik og information i en ny æra

Informationsteknologi og medier har grundlæggende ændret, hvordan vi modtager og producerer information. Den måde, vi forholder os til medierne, og den måde vi kommunikerer på, er blevet forenklet og i mange tilfælde fordrejet. Dette sker i takt med, at nye kommunikationsformater tager overhånd, og de mennesker, der tilslutter sig disse formater, er ikke længere bundet af traditionel logik, men handler på en måde, der er i overensstemmelse med "medielogik". Denne nye logik fremmer ofte overensstemmelse i stedet for kritisk refleksion.

Et væsentligt aspekt er de medier, der fremmer øjeblikkelig, visuel og personlig kommunikation. Disse medier gør det lettere at acceptere, hvad der bliver præsenteret, uden at stille spørgsmålstegn ved det. Mange af de personer, der deltog i angrebet på den amerikanske Capitol, hævdede at være blevet kaldt til handling af præsidenten selv. Det var et tydeligt eksempel på, hvordan medieindhold kan fremme en følelse af retfærdighed, selv når handlingerne er voldelige og irrationelle. Her spiller medier som Facebook en stor rolle, da de både tilvejebringer og skaber indhold, der engagerer og manipulerer seernes følelser og holdninger.

I den politiske sfære har brugen af sociale medier haft en enorm indflydelse, især i forbindelse med valget af Donald Trump som præsident i 2016 og hans genvalgskampagne i 2020. Trump's brug af digitale platforme og de sociale mediers virkemidler, såsom opmærksomhedsskabende logikker, har illustreret den magt, medierne har til at forme politisk diskurs. Dette blev yderligere forstærket af eksterne aktører, som f.eks. russiske hacking-forsøg, der spillede en rolle i at destabilisere den politiske proces.

I tråd med dette kan vi også se, hvordan staten under Trump administrationen udnyttede informationsteknologi til at føre overvågning og tilmed beslaglægge private optegnelser for at finde kilder til lækager. Dette omfattede blandt andet journalister og medlemmer af efterretningsudvalget, som blev målrettet i et forsøg på at afdække information om den russiske indblanding i valget. Denne type informationskrigføring og overvågning er ikke ny, men den er blevet intensiveret gennem den teknologiske udvikling og de medier, vi forbruger.

I denne sammenhæng bliver informationsteknologier og kommunikationsformater, der oprindeligt var designet til at lette informationsudveksling, ofte brugt til at manipulere offentlighedens opfattelse. De samme værktøjer, der gør det muligt at udføre hurtige søgninger og træffe beslutninger baseret på information, kan også anvendes til at indsamle og udnytte data om individers præferencer og valg. Dette er ikke kun et teknologisk problem, men også et etisk spørgsmål om, hvordan information håndteres og udnyttes i den moderne verden.

Trump-administrationens forhold til medier og information kan også ses i lyset af de øgede kommercialiseringstendenser indenfor medierne, hvor konflikten og sensationalisme tiltrækker højere vurderinger og større opmærksomhed. Disse vurderinger skaber en cirkulær proces, hvor mediernes interesse i at tiltrække opmærksomhed understøttes af den økonomiske gevinst, som det bringer med sig. Det er derfor ikke kun politiske beslutninger, men også økonomiske incitamenter, der styrer informationens spredning og kvalitet.

Samtidig har vi også set, hvordan disse medier, der til tider fremstår som neutrale formidlere af information, i virkeligheden kan manipulere den information, de deler, på måder, der understøtter bestemte politiske dagsordener. Dette blev især tydeligt under Trump-kampagnerne, hvor hans kontroversielle og ofte racistiske udtalelser faktisk gav ham opmærksomhed og dermed styrkede hans position. På trods af de potentielt skadelige virkninger af hans retorik, blev han mere populær blandt medierne, fordi han formåede at skabe debat og konflikter, som medierne kunne kapitalisere på.

Endnu en vigtig dimension i denne udvikling er, hvordan mediernes kommercialisering påvirker vores forståelse af viden og nyheder. I en tid, hvor 24-timers nyhedskanaler og sociale medier konstant bombarderer os med information, bliver det stadig sværere at skelne mellem fakta og fiktion. Det er ikke nødvendigvis, at viden bliver mindre tilgængelig, men snarere at den bliver udvandet, udfordret og undergravet af underholdningselementer og sensationslyst. Dette påvirker vores kollektive forståelse af verden og kan føre til, at misinformation får lov at sprede sig hurtigt og uden modstand.

Det er derfor nødvendigt at forstå, hvordan nyheder og information, der oprindeligt skulle være objektive og informerede, kan blive omdannet til underholdning, der prioriterer opmærksomhed frem for sandhed. Dette sker gennem den måde, medierne organiserer og formidler information på, hvilket skaber en form for "refleksiv mediekultur", hvor både indhold og modtagelse af information er stærkt påvirket af medielogikken.

Medielandskabet er ikke længere neutralt. Det er et komplekst netværk af kræfter, hvor politik, økonomi og teknologi mødes og påvirker hinanden. Det er afgørende at forstå, hvordan denne struktur fungerer for at kunne navigere i den moderne informationsverden.

Hvordan digitalisering ændrer politisk diskurs og samfundsforståelse

I den moderne æra er det umuligt at ignorere de dybtgående forandringer, som digitaliseringen har bragt til både politisk diskurs og den sociale virkelighed. Gennem sociale medier, digitale platforme og nye teknologier er politik ikke længere kun noget, der finder sted i de traditionelle medier eller institutioner. Det har fået nye former og kanaler, som har stor indflydelse på, hvordan vi opfatter verden omkring os og deltager i politiske processer.

En vigtig dimension af denne transformation er den måde, politisk kommunikation nu tilpasses de teknologiske krav, som nye medieformer stiller. I stedet for en top-down kommunikation, hvor medierne fungerer som gatekeepere, er vi vidner til en mere interaktiv og fragmenteret medievirkelighed, hvor politiske diskurser spredes gennem sociale netværk, blogs og memes. Dette skaber et landskab, hvor politikere og grupper ikke længere kan kontrollere narrativet alene. I stedet bliver det skabt, forhandlet og udfordret kollektivt.

En væsentlig komponent i denne transformation er, hvordan medierne former offentlighedens syn på politiske begivenheder. Begrebet "medielogik", som blev introduceret af Brants og Praag, refererer til de specifikke måder, hvorpå medieindhold er struktureret og formidlet for at tiltrække opmærksomhed og engagement. Dette skaber en situation, hvor politiske aktører ikke længere alene kan stole på traditionelle medier til at formidle deres budskaber, men i stedet er afhængige af en række digitale platforme for at forme deres image og fremme deres dagsordener.

I denne kontekst ser vi også, hvordan medierne spiller en central rolle i at politisere begivenheder og skabe politiske kampe. Eksempler på dette er den måde, som politikere og journalister bruger digitale medier til at fremme eller fordreje historier, som vi ser i dækningen af skandaler som Sandy Hook og 9/11. Her kan en historie hurtigt gå viralt, blive genfortalt på hundredvis af måder og dermed ændre den måde, offentligheden opfatter virkelige begivenheder. På samme måde, som vi ser med Donald Trump og hans udtalelser om "China-virus", bruges medierne som en arena for at fremme ideologier, ofte med direkte politiske mål for øje.

Denne form for kommunikation skaber nye muligheder, men også store udfordringer for samfundet. Når politiske aktører kan kontrollere eller manipulere med informationen, risikerer vi at miste en fælles forståelse af virkeligheden. Det betyder, at det bliver svært at finde et fælles grundlag for politisk debat, hvilket kan føre til polarisering og konfrontation. Samtidig skaber det et miljø, hvor det er lettere for aktører at udnytte følelser som frygt og mistillid for at fremme deres egne mål.

Men den digitale transformation i politik betyder ikke nødvendigvis, at den politiske deltagelse er blevet mindre betydningsfuld. Tværtimod kan man argumentere for, at de digitale platforme har skabt nye muligheder for, at individer og grupper kan deltage i politiske processer. Både den traditionelle protestkultur og de nye onlineaktivister udnytter disse kanaler til at organisere, mobilisere og sprede deres budskaber. Det er også muligt, at digitaliseringen vil føre til en ny form for demokratisk deltagelse, hvor politisk engagement ikke længere er begrænset til at stemme ved valg, men også inkluderer digitale aktioner som petiti...