Hvordan man arbejder for at øge mental sundhedsunderstøttelse i skoler

At arbejde for mental sundhed i skoler er ikke kun et nødvendigt skridt i at fremme elevernes trivsel, men også en kompleks proces, der kræver både strategisk tænkning og effektivt samarbejde. Denne proces, som kan virke uoverskuelig for den uerfarne fortalervirksomhed, bliver imidlertid mere tilgængelig, når den opdeles i klare faser og retningslinjer. Med denne tilgang bliver også de mest uerfarne fortalere i stand til at navigere i beslutningssystemerne og bidrage til den nødvendige ændring.

Bogen "Advocating for Mental Health Supports in Schools" giver et konkret, praktisk værktøj til at fremme mental sundhed i skolemiljøet. Den viser ikke blot, hvordan man kan advokere for øget mental sundhed i skolerne, men også hvilke specifikke mål og løsninger der kan arbejdes hen imod. En central del af denne proces er forståelsen af, hvad advocacy egentlig er, og hvordan man navigerer i den politiske og organisatoriske labyrint, der er forbundet med at skabe forandring på skoleområdet.

Bogen er opdelt i tre sektioner, der tager læseren igennem de vigtigste faser i arbejdet med at øge mental sundhedsstøtte i skolerne. Den første sektion, "Advocacy Truths", giver en grundlæggende forståelse af, hvad advocacy indebærer, og hvordan man kan begynde at arbejde strategisk med det. Advocacy er ikke en simpel proces, og den kræver ofte mod til at tale for det, der er nødvendigt, selv når det føles ubehageligt eller udfordrende. Det er en proces, der kræver relationer og samarbejde, og som ofte opstår i mødet mellem forskellige aktører, der alle har forskellige interesser og prioriteringer.

I den anden sektion, "Policy Making", brydes den komplekse lovgivningsmæssige og politiske proces ned i enkle termer. Denne sektion gør det muligt for læseren at forstå de politiske mekanismer, der er nødvendige for at fremme ændringer. Politik er ofte noget, der virker fjernet fra det praktiske arbejde i skolerne, men for at ændre på den måde, skoler håndterer mental sundhed, er det nødvendigt at forstå, hvordan beslutningstagning på både statsligt og lokalt niveau fungerer.

Den sidste sektion, "Levels in Action", giver konkrete eksempler på, hvordan politik kan implementeres på forskellige niveauer, fra det føderale niveau til de lokale skoler. Her introduceres ARTERY Pipeline Framework, som giver læseren en systemisk tilgang til at skabe løsninger på den nuværende mangel på fagfolk inden for mental sundhed i skolerne. Det er ikke nok at øge antallet af fagfolk, man skal også sikre, at der er effektive strukturer til at rekruttere, uddanne og fastholde disse fagfolk.

Derudover er det vigtigt at forstå, at advocacy ikke kun handler om at presse på for politiske ændringer, men også om at skabe et fundament af støtte og samarbejde. Uanset hvor stærk en politisk løsning måtte være, kan den ikke implementeres uden de nødvendige samarbejdspartnere og en kulturel forandring i skolesystemet, der anerkender mental sundhed som en grundlæggende del af elevernes trivsel og læring. Det er også nødvendigt at forstå, at selv når lovgivning er på plads, kræver det fortsat opmærksomhed og vedholdenhed for at sikre, at de nødvendige ressourcer og støtte når ud til dem, der har brug for det. Advocacy er således en vedvarende proces, som kræver både tålmodighed og en målrettet indsats på alle niveauer af samfundet.

Hvordan kan statens politikker og lovgivning forbedre tilgangen til skolebaserede mental sundhedsprofessionelle?

I relation til de krav, der er fastsat for fortsat uddannelse (SB151, 2021), begyndte afdelingen at indsamle data som forberedelse til en præsentation for Kommissionen for Professionelle Standarder i Uddannelse. I samarbejde med Nevada School Counselor Association og Nevada Association of School Psychologists blev der udarbejdet anbefalinger, der er i overensstemmelse med både nationale bedste praksisområder og statens licenskrav. Disse anbefalinger skulle give en platform for at styrke den mentale sundhed i skolens systemer gennem politiske handlinger og tilpassede foranstaltninger.

Afdelingen fortsætter med at støtte og overvåge implementeringen af disse love og reguleringer på statens niveau. Overgangen fra de grundlæggende politikker, der blev indført for at støtte udvidelsen af adgangen til skolebaserede mental sundhedsudbydere, kræver, at højere læreanstalter og lokale uddannelsesagenturer påtager sig ansvaret for at implementere lovgivningen. Det er her, den praktiske implementering udfolder sig, og de faktiske effekter af politiske beslutninger bliver synlige.

En betydelig ændring har været den store indsats for at forbedre forholdet mellem antal elever og antal psykologi- og rådgivningspositioner i skolerne. Den samlede politik omkring forholdsforbedring og arbejdsstyrkeudvikling har ført til en massiv kampagne for at oprette flere træningsprogrammer på højere uddannelsesniveau. Behovet for skolebaserede mental sundhedsprofessionelle blev hurtigt klart, og det var en stor overraskelse for uddannelsessystemet at erkende omfanget af manglerne. En institution vedtog ARTERY Pipeline Framework og begyndte at skabe karriereveje for skolebaserede mental sundhedsprofessionelle med støtte fra U.S. Department of Education’s School-Based Mental Health Services grant program.

For at opnå de anbefalede ratioer kan distrikterne ændre deres ansættelses- og positionsallokeringsprocesser. For eksempel kan de skabe politikker, der finansierer skolepsykologi- og rådgivningspositioner i forholdet 1:500 og skolekonsulent- og socialrådgiverpositioner i forholdet 1:250. Det vil sandsynligvis ændre de økonomiske prioriteringer i distrikterne, da mange distrikter i øjeblikket arbejder med højere tal – f.eks. 1 position for hver 1.800 elever. En reduktion af disse tal vil kræve større økonomiske ressourcer, som skal afsættes til at dække udgifterne.

Skolepsykologer og deres assistenter (PSA’er) spiller en vigtig rolle i denne kontekst. En vigtig strategi for at fremme tilgængeligheden af psykologiske tjenester er at tilbyde betalte praktikophold til de personer, der er under uddannelse. Praktikanter, der er ansat som PSA’er, kan fastholde deres løn og fordele under praktikken, hvilket giver dem mulighed for at fortsætte deres arbejde uden at påtage sig overdreven gæld eller økonomisk usikkerhed. Dette kan også motivere dem til at blive i staten, da de allerede er tilmeldt pensionssystemet.

Derudover kan distrikterne vælge at tilbyde yderligere økonomiske incitamenter, såsom lønforhøjelser eller retention bonusser for at fastholde disse nødvendige medarbejdere i en tid med høje ansættelseskrav. På den måde bliver de finansielle fordele en central del af strategiudviklingen, når det gælder rekruttering og fastholdelse af skolebaserede mental sundhedsprofessionelle. En anden effektiv strategi er at tildele mentorer til nyuddannede og kompensere for de supervisioner, der er ansvarlige for praktikanter og praktikpladsdeltagere.

Skolernes forståelse og implementering af disse politikker er lige så vigtig. De skal være opmærksomme på de muligheder, som lovgivningen giver, f.eks. muligheden for at oprette og finansiere PSA-positioner eller at tilbyde de årlige lønforhøjelser og bonusser, der er nødvendige for at opretholde et stabilt arbejdsmiljø for mental sundhedsprofessionelle. Det er afgørende at skabe en kultur af opmærksomhed på disse muligheder, så de kan udnyttes til at forbedre arbejdsvilkårene og tilgængeligheden af støtte til eleverne.

Endtext

Hvordan Den Føderale Regering Støtter Skolernes Mentale Sundhed: Engagement og Advocacy

I arbejdet med at implementere støttesystemer for mental sundhed i skolerne spiller den føderale regering en vigtig rolle. Den fastlægger rammerne og giver de nødvendige ressourcer, som kan anvendes på tværs af stater og distrikter. I denne sammenhæng fokuseres på flere centrale aspekter af den føderale støtte og de muligheder, der opstår for at engagere sig i politikudviklingen og advokere for ændringer, der støtter elevernes trivsel.

Den føderale regering sætter rammen for, hvordan mental sundhed kan adresseres i skolerne, men det overlades til de enkelte stater eller distrikter at vælge den konkrete implementering af disse retningslinjer. Dette indebærer at vælge programmer, værktøjer og metoder, der bedst kan støtte skolens mentale sundhed. For at understøtte disse bestræbelser kan regeringen give økonomisk støtte, målrettet specifikke støtteordninger og initiativer, der kan implementeres på skoleplan. Blandt de støttesystemer, der ofte bliver fremhævet, er flerskiktsystemer for støtte, suicideforebyggelse og anonyme tip-linjer for elever, der udviser alarmerende adfærd. Denne tilgang gør det muligt for staterne at vælge de bedste værktøjer og metoder, mens de stadig overholder de grundlæggende retningslinjer sat af den føderale regering.

Det er ofte muligt at skabe forbindelser med medarbejdere i politikernes nære kreds, som kan fungere som en døråbning til den valgte repræsentant. Dette kan være personer som en stabschef eller kommunikationschef, som spiller en afgørende rolle i at sikre adgangen til beslutningstagere. Relationer til disse personer er ofte mere tilgængelige, hvilket kan åbne op for dialog om specifikke emner og behov. Det er også nyttigt at forstå, at visse problemer måske kræver kollektivt engagement, hvor større organisationer kan have bedre adgang og indflydelse end individuelle fagfolk. F.eks. vil en statslig skolepsykologforening sandsynligvis have en stærkere stemme end en enkelt psykolog, når det gælder advocacy for mental sundhed i skolerne.

Når man arbejder på at implementere initiativer for mental sundhed i skolerne, er det derfor nødvendigt at have en grundlæggende forståelse af de muligheder og udfordringer, der ligger i den føderale finansiering og støtte. Uden den rette politiske støtte kan disse initiativer have svært ved at få tilstrækkelig opbakning, og uden de nødvendige ressourcer kan skolernes indsats på området være utilstrækkelig. Det kræver en målrettet og strategisk tilgang at sikre, at de nødvendige midler og rammer er på plads, så alle elever kan få adgang til den støtte, de behøver for at trives i skolen.

Hvordan kan vi skabe en effektiv pipeline for skolebaseret mental sundhed?

For at effektivt kunne adressere behovet for mental sundhed i skoler, er det nødvendigt at udvikle en struktureret pipeline, der forener uddannelsesniveauer, politik og professionelle karriereveje. I denne sammenhæng refererer ARTERY-modellen til et systematisk opbygget netværk, hvor hver fase af uddannelsen og karrieren skaber nye muligheder for studerende og professionelle. Målet er at sikre, at der er tilstrækkelig støtte til at imødegå de mentale sundhedsudfordringer, som elever i skoler står overfor.

En af de grundlæggende politikmuligheder er at etablere formelle aftaler mellem toårige community colleges og fireårige universiteter, som gør det lettere for studerende at overføre mental sundhed-relateret kursusarbejde og associerede grader. Dette kunne gøre overgangen til videregående uddannelser mere strømlinet og give de studerende et klart mål for, hvordan de kan fremme deres karriere indenfor skolebaseret mental sundhed. Et andet relevant skridt er at samarbejde med lokale skoledistrikter om at oprette og finansiere stillinger som PSA’er (Professional School Associates), hvilket kunne give praktisk erfaring og samtidig skabe jobmuligheder for nyuddannede.

Desuden kan oprettelsen af et minor- eller hovedfag i School-Based Mental Health (SBMH) være et væsentligt skridt i at uddanne kommende fagfolk, der vil arbejde i skoler og hjælpe med at understøtte elevernes mentale sundhed. Ved at tilbyde stipendier til studerende, der ønsker at tilmelde sig dette fagområde, kan flere få adgang til denne vigtige uddannelse. På universiteterne kunne SBMH-minor og relevante kurser integreres i flere uddannelsesprogrammer for at øge bredden af professionelle, der har kompetencer på området.

For studerende, der allerede har afsluttet en bachelorgrad, giver ARTERY-modellen mulighed for at udvikle et specialiseringsspor. Disse post-bachelor-studerende har ofte erfaring fra relaterede felter som undervisning, geologi eller økonomi og kan være velegnede til at skifte fokus mod skolebaseret mental sundhed. I denne fase kaldes det ofte en "re-specialisering", hvor disse professionelle, der allerede har en solid forståelse af uddannelsessystemet, kan videreuddanne sig til at arbejde med mental sundhed i skolerne. For lærere, der ønsker at fokusere mere på elevvelfærd frem for undervisning, kan denne rute være ideel.

Graduerede studerende er den sidste søjle i ARTERY-modellen, og her kulminerer alle tidligere tiltag. Studerende på kandidatniveau skal vælge deres specialisering, hvad enten de ønsker at blive skolepsykologer, skolekonsulenter eller skole-socialarbejdere. Efterhånden som antallet af studerende, der er uddannet i skolebaseret mental sundhed, stiger, vil der være behov for at udvide graduate-programmerne for at imødekomme denne efterspørgsel. Det er afgørende, at universiteterne er forberedt på at udvide deres programmer for at rumme flere studerende og samtidig opretholde kvaliteten af uddannelsen.

Der er også behov for at ændre på den traditionelle måde at træne professionelle i skolepsykologi. Den nuværende test-og-placeringsmetode bør suppleres med en økologisk model, der adresserer systemændringer og professionel advocacy. Det er afgørende, at kandidater til kandidatuddannelser i skolepsykologi og beslægtede områder også er godt rustet til at håndtere de politiske og organisatoriske udfordringer, der følger med arbejdet i skolerne. Det kræver både teoretisk viden og praktiske færdigheder.

For at opnå succes på tværs af disse niveauer er det vigtigt, at politikker og praksis er strategisk afstemt. Hvis politikkerne er på plads, vil den nødvendige praksis følge. Desuden kan politikker, der er baseret på bedste praksis, hjælpe med at beskytte og formalisere gode initiativer og skabe rammerne for deres udvidelse.