Hun lagde sig tilbage på mossen og faldt hurtigt i dyb søvn. Efter noget tid vågnede hun, skræmt, da hun hørte sit navn blive kaldt. "Bilby’s Doll!" råbte stemmen, "Bilby’s Doll!" "Ja," svarede hun, og sprang op fra sin ulykkelige seng. Der kom intet svar på hendes "ja". Hvad det end var, indså hun hurtigt, at hendes "ild" næsten var ude. "Hvem kalder?" råbte hun, og hendes stemme ekkoede, mens den forfærdelige natte stilhed hånede hende i hendes ensomhed.

Men så, med et chok af frygt, indså hun, at stemmen der kaldte på hende, var ingen andre end hendes elskede adoptivfar. Men han ville aldrig have kaldt hende på denne måde, ved at sige "Bilby’s Doll", kun "Doll". Det var da hun forstod, at han var død, og at hun aldrig ville se ham igen. Det var hans ensomme ånd, der netop var blevet revet ud af hans jordiske krop, som havde stoppet op i sin himmelske rejse for at råbe på hende på denne sørgmodige måde. Hun kastede sig, stønnen undslippende, på jorden, ude af stand til at fælde en tåre.

Hun vidste, at hekse ikke havde tårer, og hun indså med rædsel, at hendes tårer var udtørret. I desperation begyndte hun at bede til Gud. "Kære Gud i Himmelen..." Hun hørte et raslen i skovbunden og derefter en lav og ondskabsfuld latter. Hun stoppede sin bøn. Efter et øjebliks vriden og stønnen bad hun igen, "Uendelige Mester, Herre Gud i Israel... Jeg mente ikke at skade ham. Han var den eneste person, jeg nogensinde har elsket. Jeg mente ikke at dræbe ham..." "Hvorfor bandlyste du ham så?" spurgte en stemme, og hun hørte atter den onde latter.

Hun havde ønsket at finde lindring for sin anger i tårer, men der kom ingen tårer, og de kom aldrig til hende igen. Hun mærkede en stor og muligvis farlig skabning i nærheden, så hun smed mere brænde på sin "ild". Hun lyttede til dens bløde skridt, og sagde til sig selv, at det måtte være en lynx eller ulv, men i sit hjerte håbede og frygtede hun, at det kunne være en budbringer fra den infernalske konge, som hun nu var overbevist om, at hendes forældre havde lovet hende til. For mellem det øjeblik, hun hørte stemmen kalde "Bilby’s Doll", og det øjeblik, hvor hun følte en fysisk tilstedeværelse i skovbunden, var hun blevet helt overbevist om, at hun var en heks med alle de kræfter, der hører til et sådant ondt væsen.

Listigt bad hun en sidste gang til Jehova, for hun troede, at selv for en så ond som hende, kunne Hans frygtindgydende majestæt manifestere sig. "Åh Gud, du der ser alle ting, du som hersker over alt, Store Gud i Israel, giv mig et tegn, giv mig et tegn..." Så løftede hun i sin hovmodige modstand sin gudløse stemme og befalede Gud: "Sæt Jared Bilbys sjæl tilbage, for den er endnu ikke langt væk, og hans krop er endnu varm. Gør det, og jeg vil tjene dig. Forlader du mig nu, vasker jeg mine hænder af dig og dine grusomme veje!"

Men det raslende og bevægelserne nærmede sig hende. Ikke en engel, men noget, der krøb tættere på jorden. Hun stirrede og ventede på at se et hornet hoved og et grinende dæmonansigt. Men der var intet. Hun råbte endnu en gang til Gud. Ensomheden ekkoede hendes stemme med latter. Så råbte hun til helvedets kræfter og Løgnens Fyrste: "Store Helvedes Konge, hvis jeg tjener dig, skal du også tjene mig" (for hun vidste, at dette var en betingelse i en hekses kontrakt). "Jeg vil gøre alt, underskrive enhver bog, hvis du blot giver mig Jared Bilbys sjæl tilbage."

Men denne sjæl var nu i englehænder. Selv Lucifer kunne ikke stjæle den fra de vagtværn. Mens hun tænkte således, råbte en vindstødende stemme: "For sent, for sent." "Satan, du skal give mig et tegn," råbte hun. Og der, tættere på jorden, var to store katteøjne, større end tekopper. De stirrede på hende med et grønt, helvedesagtigt lys, der gennemborede både mørket og hendes sjæl. Hun råbte desperat til de øjne: "Hvem end du er, træd frem. Jeg vil gøre alt, underskrive enhver bog. Sig mig nu, i Satans navn, er der ingen vej tilbage til livet for Jared Bilby? For det var jeg, jeg, jeg, der dræbte ham — med en heks' blik. Åh, venlige ånd, hvis du er gammel, vil jeg være din datter; hvis du er ung, vil jeg være din brud — træd frem nu for mig."

De gule øjne vendte sig fra hende, mens hun kæmpede med sine uhellige tanker, og tinget var væk. Langt væk, mil efter mil, hørte hun en stemme, ikke større end en spurvs, som sørgmodigt kaldte til hende, og i stor åndelig smerte hørte hun sin adoptivfar kalde på hende: "Bilby’s Doll..." Hun overvejede at løbe efter stemmen, at fange den nøgne sjæl i sine hænder. Men hvad ville det hjælpe? Den var allerede gået tusinde mil væk. I den mindste stemme, ikke større end en loppe eller orm, hørte hun endnu en gang hendes fosterfar kalde på hende, "Bilby’s Doll..."

Hun vidste, at der er visse former og besværgelser for at ødelægge liv, så måtte der være andre for at genoplive det. Hvad havde vores Herre sagt foran Lazarus' grav? Hvis hun bare kunne huske de ord, hun selv havde sagt i kirken — måske kunne hun ved at gentage dem baglæns ophæve forbandelsen.

Hun faldt til jorden i rystelser, og lå der, hulke og tørre, mens hun påkaldte helvedets kræfter. Grene knækkede i mørket omkring hende. Fødder trådte lydløst. Nattens kulde, sjælens rædsel, sulten og hjertets sorg fik hende i en døs, som hun ikke kunne ryste af sig. Gennem denne døs passerede en lang parade af skikkelser: dæmoner, hekse, troldmænd, djævle, dyr, familiærer, satyrer, og endda den smukke, kysk Diana selv, i kødelig form. En fantastisk procession af onde væsener. Og der var små uskyldige børn, der aldrig blev døbt, og derfor måtte stå som tjenere i Helvedets sale.

Natten syntes uendelig, og hun forstod, at der var kræfter, hun ikke kunne kontrollere.

Hvordan en hekseforbindelse kan føles som et svigt

Doll havde længe betragtet Goody Greene som sin eneste moderfigur. Som en lille pige var det hende, der havde tryllet med de gamle, fortryllende historier og givet hende det varme, nærende nærvær, som Doll havde længtes efter. Men som voksen var Doll blevet mere og mere urolig. Denne nye forståelse af Goody Greene, som ikke var helt så ufejlbarlig som i barndommens blide minder, satte hende på en vanskelig sti. Hun kunne ikke forstå, hvorfor Greene stadig nægtede at afsløre sin familiar, hvorfor hun ikke kunne stole på Doll, og hvorfor hun ikke kunne dele sin magiske verden med hende på samme måde, som hun engang havde gjort.

Doll havde for længst indset, at hun ikke blot var en lærling i det okkulte, men at hendes forbindelse med Goody Greene var noget dybere, et bånd, der måske både kunne redde og ødelægge hende. Den aften, da hun forlod Greene efter et kort besøg, havde hun følt en udefinerbar frygt. Det var noget i luften, i rummet, i den dybe stilhed omkring Goody Greene, der var blevet ændret. Doll havde troet, at hun kunne forstå Greene, at hun kunne stole på hende, men den aften indså hun, at hendes forståelse af den gamle kvinde måske var blevet et fængsel.

Doll forsøgte at belyse de mørke kroge af hendes egen frygt og forvirring, og den nat i den kolde kælder, da hun stødte på et lille væsen, en imp, blev det et vendepunkt. Hendes første reaktion var frygt, en umiddelbar opfattelse af at dette væsen var noget, der kunne være en del af Greene’s magi. Impens ansigt, dens hæslige, deforme træk, var alt for rigtigt, og Doll, som havde set så mange vidunderlige og skræmmende ting før, fandt sig selv helt ude af stand til at forstå, hvad hun havde mødt. Hendes kald til Gud, et øjebliks svaghed, afslørede en kløft mellem hendes tilknytning til mørket og hendes underbevidste længsel efter det, hun engang havde troet på – et guddommeligt lys.

Greene reagerede på Doll’s frygt med en fremmed, men fornuftig pragmatik, som om hun allerede vidste, hvad der havde fundet sted i kælderen. Doll følte sig afvist, næsten som om Greene havde forudset hendes reaktion og derfor valgt at nedtone hændelsen. Doll følte sig svigtet på et dybere niveau, som om hun var blevet reduceret til en skuffelse i Greene’s øjne. Der var et element af hemmelighedsfuldhed og kontrol i Greene’s handlinger, som Doll ikke kunne komme til bunds i.

Følelsen af at blive distanceret fra sin tro og sin mentor begyndte at vokse i Doll, og det var en smerte, hun ikke havde ventet. Den magi, hun havde ønsket at mestre, havde forvandlet sig til en mørk og svigtende verden, hvor hver eneste bevægelse syntes at være drevet af hemmeligheder og tvivl. Doll vidste, at hendes skæbne ikke kunne være bundet til en gammel kvinde, der nægtede at give hende al viden, hun havde behov for. Men hvad skulle Doll så gøre? Ville hendes egen søgen efter magi, frihed og måske endda et tættere bånd til det overnaturlige bringe hende til et nyt niveau af forståelse, eller ville det føre til endnu større isolation og frygt?

At forstå magien, at forstå den verden, som Greene havde åbnet for hende, var en kamp mod både indre og ydre kræfter. Det var klart, at Doll ikke kun kæmpede med sine egne følelser og frygt, men også med det kollektive mørke, der havde været en del af hendes liv fra barndommens første skridt ind i heksekunstens verden.

Hvad Doll ikke vidste, var, at hendes rejse ikke kun var en af læring og vækst, men også en af udfordringer, hvor hun måtte finde sin egen sandhed, uden at stole for meget på de mennesker, der tilsyneladende havde magt over hende. Den indre kamp for at finde både sin tro og sin egen magiske evne var langt fra overstået, og det ville kræve mere af Doll, end hun nogensinde kunne have forudset.

Hvordan kan dæmoner trøste og ødelægge?

Doll var en ung kvinde, der, fanget i sin egen længsel efter noget større og stærkere, tilbød sin sjæl og krop til dæmonen, som hun troede på som sin sande elsker. Hun havde ikke meget tilbage i livet. Hendes verden var fyldt med frygt, ensomhed og en håbløs længsel efter noget, der kunne lindre hendes sjælelige nød. Den dæmon, som hun troede var hendes redning, trøstede hende på en måde, der lå tættere på det onde end på det gode. I hans arme fandt hun en form for fred, en form for trøst, der kunne komme fra noget, der var både forbudt og farligt.

Det var en ubønhørlig trøst, en trøst, der aldrig forlod hende, men som samtidig brændte hendes sjæl langsomt op. Hver gang hun forsøgte at tale om hendes frygt, blev hun mødt med ord, der skulle berolige hende. Dæmonen, der forsikrede hende om, at hun ville blive forenet med hendes kære, som var blevet brændt på bålet, lovede hende en tid efter døden i helvede. Her ville hun finde ro, her ville hun finde det, som livet på jorden aldrig kunne give hende.

Doll, som mange unge kvinder før hende, søgte trøst i de mørkeste hjørner af sin tro og håb. Hendes længsel efter noget større end sig selv drev hende til at sætte sin lid til en skabning, der tilbød hende trøst på en forfærdelig måde. Hendes tro på dæmonens ord blev en falsk religion, en tro, der gav hende det, hun ønskede, men på samme tid berøvede hende alt, hvad der kunne kaldes menneskelighed. Hendes sjæl blev vugget i en falsk tro, mens hendes krop og sind blev draget længere og længere væk fra det, der engang var hendes virkelighed.

Dæmonens ord var fyldt med løfter, men disse løfter var ikke til at stole på. Doll længtes efter at være sammen med de mennesker, hun havde mistet, men hun kunne ikke se, at hendes rejse mod helvede kun var begyndelsen på hendes undergang. I stedet for at finde trøst i det guddommelige, fandt hun sig selv i en verden af håb og falsk tryghed, som ikke kunne redde hende. Hendes længsel efter genforening med fortidens mennesker blev brugt imod hende. Det, der virkede som kærlighed, var i virkeligheden en snigende korrumpering af hendes sjæl. Hun blev stillet over for en dæmon, der ikke kun gav hende den trøst, hun søgte, men som samtidig ledte hende mod hendes egen ødelæggelse.

Hendes tanker om kærlighed og ægteskab, som i hendes sind blev blandet med håbet om en evig union med denne mørke skabning, blev yderligere forvrænget. Dæmonen forsikrede hende om, at han ikke kun var hendes elsker, men også hendes ægtemand. Han var den, hun kunne stole på. Hans trøst var det, der skulle give hende styrke, men han vidste også, hvordan man manipulerede hende til at tro, at hendes skæbne var forudbestemt og uundgåelig. Dæmonens verden var et sted, hvor alle hendes frygter kunne få en løsning, men de var løsninger, der kun kunne føre hende mod dybere mørke.

Det, der begyndte som en søgen efter forståelse og trøst, udviklede sig hurtigt til en fangefængsel, hvor Doll fandt sig selv fanget. Hendes krop og hendes sjæl blev bundet til noget, der ikke kun var ødelæggende for hende, men for alt omkring hende. Hendes begær efter kærlighed og trøst blev brugt imod hende, og hun indså aldrig, at hendes søgen efter noget bedre kun havde ført hende længere ned i mørket.

Der er en væsentlig ting at forstå i denne fortælling. I en verden, hvor vi søger trøst og kærlighed, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad der virkelig tilbyder os dette. Nogle gange kan det, der føles som kærlighed og beskyttelse, være et fængsel, der langsomt ødelægger os indefra. Doll søger trøst fra en dæmon, og i hendes desperate søgen efter noget, der kan lindre hendes sjæl, bliver hun forblindet af de løfter, han giver. Dette er et billede på, hvordan mennesker nogle gange kan blive manipuleret af ideer eller væsener, der ikke ønsker det bedste for dem.

Det er afgørende at forstå, at den ægte trøst og kærlighed, vi søger, ikke kan komme fra kilder, der er drevet af egoistiske eller destruktive ønsker. Vi skal være opmærksomme på, hvad vi sætter vores lid til, og hvad der egentlig driver de kræfter, vi tror vil hjælpe os. At søge trøst i det falske vil kun føre til endnu mere lidelse, mens vi skal forstå, at ægte forsoning og fred kommer fra en dybere, mere ren kilde.

Hvad sker der, når en kvinde bevæger sig uden for sin plads?

Hun var gift med en tinsmed, men han var hverken flittig nok eller dygtig nok til at sikre sig arbejde i længere tid. Hans kone, født i Kent og af fin slægt, var blevet nedbrudt af skæbnen til at være netop det – tinsmedens kone. Men selv i denne position bar hun sin stolthed som en rustning og søgte indkomst ad andre veje. Hendes viden om urter skaffede hende både penge og dårlig ry. Det var ikke nok for hende at dyrke Englands ærlige lægeplanter – hun søgte viden hos de såkaldte vilde, hedenske folk, dem, man kaldte indianere. De ærede hende som en mor, gav hende navne som “Hvid Moder” og “Månekvinden,” og hun gik alene gennem skovene med en frihed og sikkerhed, ingen mand kunne opnå.

Men hendes færden vækkede uro. Hun havde to gange modtaget advarsler fra kirkens ældste: En kvinde bør holde sit hjem, ikke vandre alene gennem skove på ukendte ærinder. Og en søndag, midt i Herrens Hus, faldt en dukke af halm og majs, med læderhoved og smilende ansigt, ud under hendes skørter. Ingen talte åbent til hende om det, men tanken var fælles: hekse laver sådanne dukker kun for at lade dem forfalde – og dermed ønske fjender det samme. Da tre diakoner senere opsøgte hende, nægtede hun alt og forklarede, at dukken blot var en gave til Bilbys lille Doll – en trøst til et barn mishandlet af sin plejemor Hannah. Hendes forklaring blev mødt med en offentlig irettesættelse, og det sociale bånd omkring familien Greene brast.

Efterfølgende kom kun Doll – den samme Doll – til huset i marsken. En februarnat blev Hannah Bilby syg med opkast og svedeture. En kirurg tappede hende for blod, men sygdommen veg ikke. Hun overbeviste sig selv om, at hun var blevet forhekset, og anklagede Goodwife Greene. Hr. Zelley, som ofte forsvarede kvinder anklaget for trolddom, irettesatte hende skarpt. Men folk huskede, at Greene elskede Doll og hadede Hannah for hendes grusomhed. Rygtet spredtes i landsbyerne – at Doll havde givet Greene afklippede negle eller hår fra Hannahs krop, nok til at udføre magi.

Et år gik, og mistanken vendte sig – ikke længere mod Greene, men mod barnet selv. Hannah Bilby begyndte at sprede små fortællinger, én ad gangen, fulgt af bønner og formaninger om hemmeligholdelse. Hun sagde, at pigen var født som heks. Hendes eget ufødte søn – den dreng, hun bar – var blevet forbandet. Folk blev bedt om at se nøje efter. Var ikke selv Bilby – manden – forhekset? Han sendte efter fine kjoler fra England til sin plejedatter. Han holdt hende på skødet, selv da hun var tretten eller fjorten, selv når præster og ældste var på besøg. Og når hans kone trak sig, som det sømmede sig, blev pigen ved hans fødder. Han kærtegnede hendes strittende hår, mens han talte.

Doll havde ingen omgang med børn på sin egen alder. Hun gik som en kat, tavs, i skyggerne. Over for sin plejefar var hun spøgefuld og yndig. Over for Greene var hun øm. Hun stjal mad fra Bilbys fadebur og gav til fattige. Med munden sagde hun lidt, men hendes øjne sagde meget – runde, knap-lignende øjne, som talte i hemmelige, mørke sprog.

Lang tid efter, da hr. Zelley, gammel og svækket, selv blev anklaget for trolddom, begyndte han – under pres – at fortælle. Doll, sagde han, glemte aldrig, hvad hun havde lært i Bretagne af sine forældre, hekse og troldkarle. Hun kunne genkalde sig disse minder kun ved at tænke på mørke – dybt, sort mørke. Og i mørket kom billederne frem, først fjerne og små, så med en skarphed, der stak i øjet. Hun så sig selv, en lille, behåret pige, bevæge sig gennem scener med dæmoner, væsner og mærkelige skikkelser. Jo mindre de var, jo tydeligere så hun dem – skæl på skuldrene af dæmoner, hendes mors tænder, neglene på sine egne miniaturehænder.

Hun så mennesker danse nøgne, med horn på hovedet, råbende “hu hu hura hu,” som det sømmer sig for heksens folk. Hun så offeret af en sort gedekid, og vanhelligelsen af det hellige brød. Hun så den, de kaldte Djævel – ikke Lucifer selv, men en mand klædt i grønne blade, smuk, ungdommelig, dansende højere end nogen anden. Kun til sorte sabbat havde han sådan magt; til hverdag var han skomager.

Men når hun, med største koncentration, forsøgte at se den sande Djævel – den Faldne Engel – lykkedes det hende aldrig helt. Hun kunne se sin mor gå blandt egene, med mistelten i håret, og skygger dansede mellem stammerne, men selve Lucifer forblev unddraget.

Det er vigtigt at lægge mærke til den sociale dynamik, der udfolder sig: hvordan kvinders viden, deres frihed til at bevæge sig, til at interagere med fremmede eller handle uden for det synlige hierarki, med lethed bliver vendt imod dem. Hver gerning, der bryder med det forventede – at give et barn en dukke, at gå alene i skoven, at vide for meget – vendes til bevis for det værste. At et barn som Doll, alene og anderledes, for alvor blev anset som bærer af mørk magt, er et ekko af et samfund, hvor frygten for det udenforstående blev forklædt som fromhed. Sproget, gestikkerne, tavsheden – alt blev tolket gennem en linse af mistro. Det, vi ser her, er ikke blot en fortælling om hekse – men om det ubønhørlige blik, samfundet retter mod dem, som afviger, og især mod kvinder, hvis visdom, frihed eller kærlighed ikke lader sig tæmme.

Hvordan fungerer hudens struktur og funktioner i varme- og sanse-regulering?
Hvordan måler vi tidens dybde i naturen og historien?
Hvad sker der, når en mand konfronterer sin egen død?
Hvordan beskrives dynamikken i komplekse systemer gennem multifraktale rum og ikke-differentierbare geodæter?
Er det retfærdigt at ekskludere mennesker fra grænserne?
Hvordan Skatter Påvirker Forventede Afkast: Skattekapitalisering og Investeringseffekter