Hvad betyder det at være en sociopatisk leder? Donald Trumps adfærd og de farer, det medfører

Donald Trump har ofte været i mediernes søgelys på grund af sin ekspressive og til tider voldsomt impulsive opførsel. Mange har bemærket hans hurtige beslutninger og handlinger, som for eksempel da han fyrede FBI’s direktør, James Comey, og senere truede ham efter et vidnesbyrd i Kongressen. Han gav også ordre til at skyde mere end 50 missiler på under 72 timer efter at have set en forstyrrende nyhedsbillede, hvilket vendte hans politik i Mellemøsten på hovedet og skabte internationale spændinger. I tillæg til dette skabte han diplomatiske konflikter, som med rapporterne om hans trussel om at invadere Mexico, hans afsluttende opkald med Australiens premierminister og hans uforsonlige forhold til europæiske lande som Tyskland, Frankrig og Grækenland. Disse handlinger, kombineret med hans udstedelse af ulovlige præsidentordrer uden rådgivning fra eksperter, illustrerer en adfærd, som indikerer alvorlige sociopatiske træk.

At analysere Trumps adfærd kræver en forståelse af, at han ikke kun udviser narcissistiske træk, som er relativt almindelige i lederpositioner, men også mere alvorlige og farlige former for psykopati, som inkluderer antisocial adfærd og sadistisk tendens. Erich Fromm beskrev i sin analyse af malignt narcissisme, som er et grundlæggende psykologisk fænomen for ekstreme ledere som Hitler og Stalin, at disse individer søger magt ved at fremme en grandios selvopfattelse og samtidig praktisere en voldsom, sadistisk undertrykkelse af modstandere. Trumps adfærd kan således ses som en kombination af sådanne farlige psykologiske træk.

Den særlige fare ved sociopatisk adfærd i magtpositioner er, at den er svært at konfrontere. Når en leder ikke bare er narcissistisk, men også sociopatisk, kan han eller hun manipulere information, ignorere fakta og skabe et miljø, hvor kritik er farlig. Dette kan føre til en situation, hvor demokratisk kontrol bliver undermineret, og en fri presse bliver diskrediteret, som vi har set flere gange under Trumps ledelse. Det skaber en farlig spiral, hvor modstand mod magten ikke kun bliver politisk, men også personlig, hvilket gør det svært for samfundet at bevare sin retfærdighed.

Det er vigtigt at forstå, at sociopatisk adfærd ikke kun er en teoretisk eller psykologisk betragtning, men noget, der aktivt truer den demokratiske struktur i et land. Trump repræsenterer, i denne forstand, et ekstremt eksempel på, hvordan magt kan korrumpere, når den kombineres med sociopatiske træk. Hans mangel på empati, hans konstante behov for at blive bekræftet som den eneste, der har ret, og hans evne til at skabe splittelse i både nationale og internationale relationer, er nogle af de mest farlige aspekter af hans lederskab.

Det er også nødvendigt at forstå, at en sådan adfærd ikke nødvendigvis bliver bedre over tid. På grund af Trumps narcissisme og manglende selvindsigt vil hans opførsel sandsynligvis blive mere voldsom og destruktiv, som han fortsætter med at opnå mere magt og kontrol. Hans evne til at reagere på kritik med paranoia og vrede skaber et farligt miljø, hvor kun hans synspunkter har værdi, og hvor modstand ses som en trussel, der skal ødelægges.

Denne psykologiske dynamik kan i høj grad underminere demokratiske institutioner, især når magt er koncentreret hos en enkelt person, der ikke er i stand til at forstå eller værdsætte alternative synspunkter. Når der ikke er nogen reel ansvarlighed, og når kritik af lederen bliver undertrykt eller ignoreret, bliver det muligt for et samfund at glide fra demokratisk praksis til autokrati.

Hvilken rolle spiller mental sundhed i ledelsen af verdens største magt?

Præsident Jimmy Carter udtrykte i 1994 sin bekymring over, at der ikke findes en formel mekanisme til at sikre, at den person, der har ansvaret for atomvåbnene, er mentalt og fysisk egnet til opgaven (Carter 1994). Mens militært personale, der er ansvarligt for at videresende atomordrer, gennemgår strenge psykologiske og medicinske vurderinger (Osnos 2017; Colón-Francia og Fortner 2014), findes der ingen lignende krav til præsidenten. Dette skaber et etisk dilemma, hvor præsidentens mentale tilstand kan have alvorlige konsekvenser for både national og global sikkerhed.

Da Donald Trump blev præsidentkandidat i 2016, blev det hurtigt tydeligt, at hans adfærd og temperament kunne være problematiske. Hans manglende evne eller vilje til at adskille fakta fra fiktion, hans rasende reaktioner på kritik, hans impulsivitet og hans vilje til at angribe hele befolkningsgrupper gjorde ham temperamentmæssigt uegnet til at have ansvaret for atomvåbnene (Barbaro 2016; Kendall 2016; DelReal og Gearan 2016; Reilly 2016). Som psykiatere begyndte vi at bekymre os for hans mentale stabilitet og egnethed til embedet. Selvom Dr. Harold Bornstein, Trumps gastroenterolog, hævdede, at Trump ville være den sundeste person, der nogensinde blev valgt til præsident (Schecter, Francescani og Connor 2016), er der ingen beviser for, at han nogensinde har gennemgået psykologiske tests eller neuropsykiatriske undersøgelser. Dette står i skarp kontrast til militært personale, som underkastes regelmæssige vurderinger for at sikre deres psykiske og fysiske sundhed.

I november 2016 besluttede vi, at det var nødvendigt at sende et brev til præsident Obama, hvor vi opfordrede til en uafhængig psykiatrisk vurdering af præsidentvalgt Trump. Vi beskrev hans symptomer på mental ustabilitet, herunder grandiositet, impulsivitet og manglende evne til at skelne mellem fantasi og virkelighed, som faktorer, der kunne bringe hans egnethed som leder i tvivl (Greene 2016). Dette brev blev senere offentliggjort i Huffington Post og fik hurtigt opmærksomhed, hvilket afspejlede en generel bekymring for Trumps erratiske adfærd og de potentielle farer, han kunne udgøre for verdensordenen (Pasha-Robinson 2016).

Det er essentielt, at der findes mekanismer, som kan sikre, at den, der besidder den største magt i et land, også er i stand til at udnytte denne magt med omtanke og ansvarlighed. Det kan være nødvendigt at overveje institutionelle reformer, der sikrer, at præsidentens mentale helbred bliver evalueret på en objektiv og systematisk måde, inden han påtager sig rollen som leder af nationen. Den nuværende praksis, hvor der ikke stilles krav om psykiatriske eller neurologiske vurderinger af præsidentkandidater, udgør en risiko, som bør adresseres, både af sikkerhedsmæssige og etiske årsager.