Hun trådte hårdt ned på den unge mands fod, mærkede en lille tilfredsstillelse, da han udstødte et langt, smertefuldt støn. Ekskærester kunne være en plage, men de havde også deres anvendelse. Hun knuste cigaretten og betragtede de forbipasserende — mødre med barnevogne, postbude, polske håndværkere, en ung sort mand i telefon på den anden side af gaden. Hverdagens tilfældigheder, uvidende om dødens nærvær. Hun misundte dem denne uvidenhed og enkelhed, men vidste, at hendes liv aldrig kunne være sådan. Hun var her, fordi en pige lå død i et lighus i det vestlige London. Og fordi ingen andre ville tage teorien i pigens speciale alvorligt.

Carrigan betragtede det hele som en sexdrabssag, drevet af begær og tvang, ikke af politik. Og hun vidste, at han ikke stolede på hende — takket være Branch. Men hver gang Afrika blev nævnt, fortrak Carrigans ansigt sig, som om han kæmpede med noget usagt. Noget der måtte forstås og måske noteres. Hun tænkte på sin mors stemme, vred og bitter over samarbejdsvillige og feje sjæle — altid under rødvinens dæmpede lys. Ville hendes mor nogensinde kunne tilgive hende? Ville hun kunne tilgive sig selv?

Hun stod foran døren. Ti år var gået siden hun sidst havde set Lee. Ti år og andre liv. Hun ringede på og forsøgte at holde kroppen i ro. Det var arbejde. Kun arbejde. Lee åbnede døren med et spædbarn i armene og et smil, hun ikke havde glemt. Hun trådte ind, og han forsvandt op med barnet, efterlod hende alene i en stue, der duftede af kaffe og barndomsminder. Ingen spor af cigaretrøg, ingen aske — kun minderne fra deres fælles liv, hvor alt lugtede af læder, regn og forbrændt tobak.

Hun følte sig pludselig svimmel. Skulle hun have ringet til universitetet i stedet? Lee kom tilbage med kaffe, hans hånd strejfede hendes skulder, og alt blev stille. For mange år var gået til kram eller kys. Men hans grin — det ægte grin — var der stadig. Det der havde fået hende til at blive dengang, hvor verden stadig var åben og fremtiden flydende.

Hun spurgte ham: "Er du glad for de valg, du har truffet?" Hans blik gled væk. Hendes kælenavn fra gamle dage kom frem i hans mund som en fremmed melodi. Og da han spurgte til hendes valg, svarede hun, at hun var glad for at være betjent. Men han mente ikke arbejdet. Han mente Oliver. Og det vidste hun. Det føltes som et slag, selvom hun så det komme. Hver gang man forsøger at finde et fast punkt i sin egen historie, bliver man mindet om, at man ikke længere ejer den.

Hun fortalte ham ikke hele sandheden. Eller måske gjorde hun, men ikke med ord. De rakte ud mod hinanden, hænderne mødtes, og for et øjeblik var intet ændret. Men da barnet skreg igen, og Lee rejste sig, blev hun pludselig mindet om, hvad hun var kommet for. Hun kunne ikke gå tilbage. Hun kunne ikke være en del af denne ro, dette liv. Ikke længere.

Han spurgte til Afrika. Hun svarede undvigende: "Det er... det er en sag, jeg arbejder på." Og alt faldt fra hinanden igen, indeni.

Det er i sådanne møder, hvor fortid og nutid kolliderer, at illusionen om lineær tid opløses. At kende nogen — virkelig kende dem — betyder også at kende sig selv på ny. Det kræver en form for vold mod den fortælling, man har bygget op om sig selv. For nogle mennesker, som Geneva, er kærlighed og arbejde ikke adskilte sfærer, men to linjer i samme tekst. Og nogle gange er den eneste måde at forstå døden på, at genlæse livet — ikke i isolation, men gennem dem, man engang elskede og forlod.

At forstå Grace' død kræver, at man forstår det liv, hun levede, og den verden, hun spejlede sig i. Politik, identitet, geografi — alt filtreret gennem lidenskab, teori og blod. Africa er ikke bare et kontinent i Grace' afhandling. Det er en metafor, et traume, en dyb historisk splittelse der rækker ind i britiske gader, op i akademiske korridorer og ned i kroppene på dem, der prøver at forstå og kontrollere den.

For Geneva handler det ikke længere om at finde gerningsmanden alene. Det handler om at finde mening. Og måske tilgivelse. Ikke fra moderen, ikke fra Lee. Men fra sig selv.

Det er vigtigt at forstå, at forbindelserne mellem individets valg og de større strukturer, hvori disse valg træffes, sjældent er synlige ved første øjekast. At efterforskningens mål ikke altid er retfærdighed i juridisk forstand, men en form for erkendelse. Og at nogle steder i os forbliver uforandrede, selv når alt andet gør det.

Hvad skete der med Grace i juleferien, og hvordan ændrede det hendes forskning?

Grace havde påbegyndt sin afhandling med en bred tilgang til oprørsbevægelser i Afrika, hvor hun skulle sammenligne ti forskellige grupper. Hendes undersøgelser strakte sig over kendte og mindre kendte ledere som Charles Taylor, Joseph Kony og Robert Mugabe. Indledningsvis handlede hendes research om brud og taktikker inden for flere bevægelser, men noget ændrede sig fundamentalt efter juleferien. Fra at dække mange grupper gik hendes fokus gradvist over til en enkelt, lille splinterfraktion af Lord’s Resistance Army under ledelse af general Lawrence Ngomo, kendt som Black-Throated Wind. Denne transformation i hendes arbejde blev tydelig i hendes noter, der markerede en tydelig skillelinje omkring januar måned.

Forandringen i Grace var ikke blot akademisk. Hendes opførsel og udseende ændrede sig mærkbart efter ferien, hvilket blev bemærket af hendes kolleger og vejledere. Den usædvanlige fokusering på Ngomo og den mystiske henvisning til “båndene”, som hun aldrig forklarede, vakte stor bekymring hos dem omkring hende. Mistanken steg, da hun tilsyneladende blev genstand for opmærksomhed fra kræfter, der ønskede hendes opdagelser skjult.

Karakteren Karlson, der synes at kende til både Grace og hendes vejleder Carrigan, afslører et netværk af hemmeligholdelse og modstand mod at lade sandheden komme frem. Carrigan, der tidligere var en respekteret betjent, men nu omtales som ufokuseret og hemmelighedsfuld, blokerer for videre undersøgelser. Hans personlige baggrund, præget af tragedie og et ry for ikke at kunne håndtere modstand, bidrager til den atmosfære af mistillid og magtkamp.

Det er tydeligt, at Graces research trådte ind i farligt territorium – general Ngomo lever tilsyneladende skjult i London, og hendes nysgerrighed kan have vækket opmærksomhed, som hun ikke var forberedt på. Spørgsmålet om, hvad der præcis skete med hende i juleferien, står som en gåde, der både ændrede hendes akademiske retning og muligvis hendes skæbne.

Det er væsentligt at forstå, at denne historie ikke kun handler om en studerendes akademiske udvikling, men også om de skjulte kræfter og politiske spændinger, som hendes forskning berører. De dokumenter, hun søgte efter, kunne afsløre noget langt mere betydningsfuldt end blot oprørsgruppers dynamik – noget, der truer med at rokke ved etablerede magtstrukturer og som derfor bliver mødt med modstand.

I læsningen af Graces rejse må man også tage højde for den menneskelige pris ved at grave i sådanne farlige emner. Stressen, sygdommen og forandringen i hendes personlighed er ikke blot bivirkninger, men symptomer på en større konflikt mellem videnssøgende og skjult magt. Når man arbejder med sådanne emner, skal man altid være opmærksom på konsekvenserne af at udfordre etablerede narrativer og myndigheder.

For at supplere denne fortælling kan man overveje vigtigheden af akademisk frihed og risikoen for censur i politisk følsomme forskningsområder. Derudover bør man reflektere over, hvordan personlige skæbner kan blive knyttet til større historiske og politiske strømninger. Forståelsen af, hvordan individer som Grace kan blive fanget mellem ønsket om sandhed og de kræfter, der ønsker at skjule den, er afgørende for at begribe den dybere betydning af hendes historie.

Hvordan håndterer man frygt og usikkerhed i truende situationer?

Han kiggede ned på sine sko, billige og slidte, købt til funktion fremfor stil. ‘Pigerne?’ Han nåede lige at opfange det, før hun vendte sig bort. ‘De bliver hos min søster, indtil det her...’ ‘Det er okay at være bange,’ sagde han. Hun lænede sig frem, støttede albuerne på knæene, håret faldt ned og skjulte hendes ansigt, og for et øjeblik så hun årtier yngre ud, som om alle årene og oplevelserne var udvisket, og de sad bare der, to unge i en studiecafé, væk fra bøgernes hårde verden.

‘Vil han komme tilbage?’ sagde hun så hurtigt, at han næsten ikke nåede at høre det. Han forsøgte at bygge bro over afstanden mellem dem, selvom han vidste, at de veje, de havde valgt, havde ført dem længere fra hinanden, end nogen af dem havde troet muligt. ‘Nej,’ løj han, ‘det tror jeg ikke. Vi kommer tættere på ham nu. Jeg tror ikke, han tager flere dumdristige chancer.’ ‘Tror du ikke?’ Hendes ord var dryppet i sarkasme, og hendes mund syntes grimmere end nogensinde. Han havde ikke indset, hvor bange hun egentlig var. ‘Hvem er han?’ Hun stirrede ud på det grå himmel og de snurrende fugle i luften.

Han fortalte hende, hvad han kunne: Bayangas navn, Spencers profil, dele af det, Solomon havde sagt. ‘Jeg har set en udenfor huset,’ sagde hun, hendes blodrøde negle trommede nervøst mod bordet. ‘Flere gange, bare stående, kiggende op mod vinduerne.’ ‘Var han—?’ Ursula nikkede. ‘Ja, han var sort.’ Skuffelsen i hendes ansigt og et glimt af noget andet, panik eller rædsel, var ukendt for ham.

Han viste hende Bayangas foto, og hun mørknede i øjnene, mens hun langsomt nikkede. De sad i stilhed i fem minutter, tog små slurke af deres drikkevarer, intet mere at sige. Årene trak dem endeligt og uigenkaldeligt fra hinanden. Han lovede at tjekke ind hos hende, gav hende sit mobilnummer og sagde, at hun kunne ringe, når som helst hun havde brug for det, og gik ud i et klart solskinslys, som om han var sluppet fri af et fængsel. Han så tilbage en sidste gang, huskede hvordan han havde tænkt, at det var det perfekte hus, det perfekte liv, rystede på hovedet og gik mod sin bil.

Han sad der i en time, parkeret ude af syne for huset. Han havde sat Ben og Ursula i denne situation, havde ladet sit liv sive ind i deres, og de var ikke forberedte på den brist, det ville skabe: konstant frygt og tvivl, dobbelttjekkede låse og famlende alarmindstillinger. Hvad hvis Bayanga kom tilbage og fandt Ursula alene i det store hus? Carrigan knugede øjnene, forsøgte at udslette tanken, men forgæves. Han besluttede hurtigt at ændre planen og ringede til stationen. Overvågningsvognen udenfor Ngomos hus rapporterede intet – ingen bevægelse, ingen besøgende.

Ngomos hus lå i en række rækkehuse tæt på jernbanevolden, og hver gang et tog buldrede forbi, rystede vinduerne som om de blev ramt af indre storme. ‘Det er det,’ sagde Genevas stemme over regn og trafikstøj, mens Carrigan stirrede på husene og spekulerede på, om beboerne var vant til de regelmæssige rystelser, eller om de hver gang bed tænderne sammen og spændte kæberne.

Han tænkte på Ngomo – fra hersker over vildmarken til dette. Fra uendelige vidder til et lille treværelses rækkehus med jernbanesporene som ny himmel og identiske huse som udsigt. Bagved gjorde betjentene sig klar, færdig med te og knuste cigaretter. Efter overvågningsvognens ankomst til Ursulas hus aftenen før, var han kørt til dommeren. Ransagningskendelsen lå i hans lomme, mens han stirrede på de forhængede vinduer, den nedtrampede forhave og de knuste tagsten, der glimrede i det skarpe sollys.

Ingen svarede på ringeklokken. En af politifolkene kom gående med en batteridrevet indbrudsværktøj, som han smed gennem døren, der splintrede op. Carrigan skubbede døren op og trådte indenfor. Intet. Ingen følelse af, at nogen var der, ingen anspændt stemning. Han bad uniformerne blive udenfor og overvåge alle udgange.

Indenfor fandt han kun en lille telefon på et bord og en læderadressebog. Væggene var bare, med en knagerække til to frakker og en gammel trilbyhat. To døre førte til stuen og baglokalet, og en stejl trappe førte op. Pludselig rystede huset, en høj eksplosion, der fik gulvbrædderne til at vibrere og døren til at ryste i hans hånd. Toget buldrede forbi igen.

Han tørrede hånden af og åbnede døren til stuen. Indenfor sad general Ngomo i sin brune hvilestol, iført badekåbe, stirrende tomt ud i luften. Hans hænder var bundet til armlænene med improviserede bånd, fødderne blodige, men det var hans hals, der fangede deres blik. En svulst, der lignede en graviditet eller en slange, der havde slået kæben ud for at sluge et bytte, omkransede af purpur, gult og brunt – en grotesk skulptur i levende kød. Hans mund stod på vid gab, ikke i et skrig, men som et sidste greb efter luft.

Carrigan og Geneva kunne ikke undgå at stirre. Hun så op i loftet og spurgte, om han hørte noget. Han gik op ad trappen, ventede på, at toget forsvandt, og nåede toppen i samme øjeblik, lydene forsvandt. Ingen bevægelse. Ngomo havde været død i over en time, blodet langs hans håndled og mund fortalte det, men køligheden i kroppen afslørede, at det ikke var meget længere.

Det betød, at Bayanga stadig kunne være i huset. Det fornuftige ville have været at flygte straks, men de blev.

Det er væsentligt at forstå, hvordan frygt, usikkerhed og skyld kan infiltrere menneskers handlinger og tanker i ekstreme situationer. At navigere mellem loyalitet, frygt og behovet for beskyttelse skaber en kompleks psykologisk labyrint, hvor ingen beslutning er let. Vigtigheden af kommunikation, støtte og opmærksomhed på de menneskelige reaktioner under sådanne presserende omstændigheder kan ikke undervurderes. Læseren bør også overveje den måde, hvorpå fortidens hændelser og relationer fortsat påvirker nutidens valg og følelsesmæssige landskab, hvilket kan forklare den tilsyneladende irrationelle frygt og mistillid. Endelig er det essentielt at forstå, at det konkrete miljø – både fysisk og socialt – spiller en central rolle i at forme oplevelsen af truslen og individets reaktion på den.

Hvordan en beslutning kan ændre alt: Historien om Jack og hans valg

Jack havde sunget hele dagen og natten igennem, hans stemme var blevet hæs og ru, og hans kræfter var ved at slippe op. Hver gang han stoppede, lød kommandot fra Eye-patch: "Syng!" Hans krop føltes tung og udmattet, men han blev tvunget til at fortsætte, fyldt med en uendelig længsel efter frihed og et håb om, at hans venner kunne reddes. Hans tanker fløj tilbage til Ben og David, de to venner, der havde været med ham i denne mørke verden. Han undrede sig over, hvor de mon var nu – var de to døre væk, eller var de døde? Eller måske frie? Alle disse tanker var som en byrde, der trak ham ned og fyldte ham med kold angst.

Mens han sang videre, koncentrerede han sig om en plakat, der hang på væggen foran ham. Den viste en bjergtop i al sin pragt, en skræmmende, men samtidig betagende opadgående vej. Han fik en kort idé om sig selv som en af de små blå prikker på bjerget, som han kunne se, hvis han kiggede meget nøje. En klatrer på sin anden dag, der kæmpede sig op fra baselejren. Dette var hans flugt. En flugt i sindet, i håbet om at finde noget, der kunne hjælpe ham med at slippe fri fra sin fysiske og mentale fængsel.

Men det var kun for en stund. Hans udmattelse og smerten ved at synge, den konstante tørst og træthed, tog ham til et punkt, hvor hans krop ikke længere kunne følge med. I et ødelæggende øjeblik stoppede han midt i en gammel sang, hans hænder rystede, og han stirrede på sine fødder, mens han observerede kakerlakkerne krybe hen over gulvet. En ny ordre kom fra Eye-patch, der trak et stykke papir frem. Nu var tiden kommet til at vælge.

"Du skal beslutte, om du vil hjælpe dine venner," sagde Eye-patch og gav ham papiret. Ødelagt og uden valg, indså Jack, at den eneste måde at redde Ben og David på var at samarbejde. "Jeg spionerer for England," sagde han, ord der rullede over hans læber, som om de ikke tilhørte ham. Men de var sande. Eye-patch smilede og afslørede sine skrøbelige tænder. Nu var han klar til at få den nødvendige information.

Men før Jack kunne forstå konsekvenserne, kom der to soldater ind i rummet. De talte hurtigt og lavede forvirrede bevægelser, der var vanskelige at forstå. Eye-patch reagerede hurtigt, og et voldsomt slag med en træstang fik den yngste soldat til at falde til jorden. Der blev ikke sagt meget mere. Eye-patch trak sig tilbage med soldaterne, og Jack blev ladt alene i rummet.

De solrige skyer fra den udendørs varme fik hans øjne til at tårne sig op, da han blev marcheret igennem lejren, hen imod den åbne bush. De kastede ham til jorden og efterlod ham alene i venten på døden. Men døden kom ikke, kun stilheden og ventetiden. Han lå der og ventede på noget, der aldrig ville komme.

Senere, da han igen fik øje på Ben, der lå blodig og forslået ved siden af ham, var det som et vækkende mareridt. Han troede et øjeblik, at han var alene, men Ben begyndte langsomt at røre på sig, og de to brød ud i en kort latter, som for et øjeblik gav dem lidt håb midt i mørket. Men glæden varede ikke. Ben vendte sig væk og kunne ikke længere skjule den barske sandhed. "David er død."

Det er i ødelæggelsen af håbet og i det uundgåelige valg, at denne historie virkelig afslører, hvad der sker, når mennesket bliver presset til det yderste. Jack måtte vælge, ikke kun for sig selv, men for sine venner. Et valg, som kunne redde dem – eller føre til deres ødelæggelse. Men hvad vi ser i denne situation er ikke bare Jack, der træffer et valg, men den dybe menneskelige konflikt, der opstår, når man konfronteres med tab, skyld og den vanskelige balance mellem personlig overlevelse og loyalitet over for dem, man holder af. Jack’s valg blev en løsning på et ødelagt dilemma, men det var ikke uden konsekvenser.

At vælge at redde sine venner kræver mere end bare ord – det kræver handling og mod. Det kræver også, at vi ser den virkelighed, vi er i, og forstår, at valg, store som små, kan have dybtgående konsekvenser, ikke kun for os selv, men for dem vi elsker og holder af.

Hvad gemmer sig i fortidens billeder?

Et liv. Et ansigt, en krop, et par hænder i nærbillede. Nogle så klare, at det næsten føltes som om personen var til stede i rummet, mens andre var så udviskede, at det var umuligt at forstå, hvad de forestillede, som om papiret selv havde glemt det billede, der var blevet givet det. En hel tidsbue fra de sort-hvide skolegårds Polaroider til digitale billeder så skarpe, at de virkede uvirkelige. Fotografier lagt ud side om side på bordet foran dem. Hvert foto forskelligt, men med én konstant. Grace. De sad i hændelsesrummet, atten timer efter opdagelsen af general Ngomos lig, stadig ved at gennemgå hans skattekiste af minder, mens de spiste kinesisk takeaway fra sølvbokse. Ngomos lejlighed var blevet gennemsøgt, men de havde ikke fundet Graces computer eller andre beviser, der kunne knytte Ngomo til gerningsstedet. Alle Ngomos personlige ejendele kunne være pakket ned i to papkasser, som nu lå foran dem.

Geneva gennemgik billederne, mens Carrigan stirrede på de krydsede ar på bordet, gned sit hoved og følte, hvordan fortiden invaderede ham som en fremmed enhed. Minderne om at se Ben igen i den våde jungleåbning var stadig så friske efter alle årene, glæden efterfulgt af den bitre erkendelse. Han åbnede en pakke paracetamol og slugte dem tørt, før han vendte tilbage til billederne, tog et op, undersøgte det og satte det tilbage på sin rette plads, et kronologisk billede af Grace fra fødsel til død. Han viklede nogle nudler rundt om sine chopsticks, mens han kunne mærke Genevas tavshed bag sig, hendes hårde varme skygge. Hun havde ikke sagt meget, siden han havde fortalt hende historien på vej over fra Ngomos lejlighed. Det var en historie, han havde troet, han aldrig ville fortælle igen, men så snart de første ord var kommet ud, syntes resten at følge som vand, der fossede ned i afløbet.

"Du spiser for hurtigt." Hun kiggede op fra sin box med nudler. "Du får ondt i maven." Carrigan nikkede, men sænkede ikke hastigheden. "Du virker ikke overrasket," sagde han, mens han huskede, hvordan hun havde reageret, da han fortalte hende om det, der var sket i Afrika, som om han bekræftede noget, hun allerede vidste.

Geneva tog en slurk cola og stirrede ned på det kalejdoskopiske billede af Grace. Grace, der stirrede tilbage på hende fra hendes gymnasieafslutning, Grace, der var på vej til at gå ombord på et fly, Grace i en hvid kjole, der holdt en flaske øl et eller andet sted i junglen. Hun var lige begyndt at bearbejde, hvad de havde set i Ngomos værelse ovenpå, da Carrigan endelig havde fortalt hende, hvad der var sket i Afrika.

"Den der ting i Uganda, hvorfor nævnte du det ikke før?" Hun prøvede ikke at lyde anklagende, men der var ikke rigtig nogen anden måde at sige det på, og desuden følte hun sig, om ikke forrådt, så noget tæt på det; de skulle være partnere i denne sag. Han vendte sig hurtigt, så nogle af billederne fløj til gulvet. Hun var ved at samle dem op, men stoppede. "Det havde ikke noget at gøre med sagen."

"Hvordan kan du vide det?" Hendes stemme lød skrøbelig, som metal, der skraber mod metal.

"Jeg ved det bare." Hun så hans ansigt strække sig langt og tyndt, de søvnløse nætter og tidlige opkald og undrede sig over, hvad han havde været som, før Afrika.

"Det forklarer den der rykning, hver gang Uganda blev nævnt." Han satte det sidste billede på plads. "Lagde du mærke til det?"

"Svært ikke at lægge mærke til, selvom jeg er sikker på, at alle ville tilskrive det for meget kaffe." Hun tog et billede af Grace med en ældre kvinde, begge elegant klædte, stående foran en hvid kirke med et umuligt højt tårn. "Fandt du nogensinde ud af, hvad der skete med David?"

Pludselig var mørket der igen, mørket i hans øjne, følelsen af et låst rum i hans hoved. Han kiggede ned på bordet, som om svarene var indskrevet på dets knudrede overflade. "Ambassaden prøvede at finde liget, da vi ankom til Kampala, men det var en krigszon i nord; ingen ville tage dertil for at lede efter et lig. Vi begravede ham i en tom grav i hans fars kirke. Der er ikke engang en kiste, kun en forbandet sten."

Geneva kunne mærke bitterheden i hans stemme og skubbede sin nudelbox til side, mens hun rakte hånden ned i lommen. Hun tog en avisudklip frem, som hun havde fundet på biblioteket og gav den til ham uden et ord. Han tørrede hænderne af på jakken og tog den fra hende. Han glatte ud folderne og kiggede på den dårligt gengivne sort-hvide foto. I starten var der intet, og hun så, hvordan han førte udklippet tættere på, kiggede intenst og pludselig så hun det i hans øjne.

"Det er mig?" spurgte han, mens han pegede på venstre side af fotoet. Geneva nikkede. "Jeg tror det."

"Hvor fandt du det?" Han kiggede på de to mørke, kropsformede pletter, der var flettet ind i hinanden i midten af billedet. "Pressen tog det, da du forlod Uganda."

Han vendte sig mod hende. "Bads Branch bedt dig om at gøre det? At efterforske mig?" Han lod udklippet falde på bordet. "Nej, selvfølgelig ikke," svarede hun, selvom det var præcist, hvad Branch havde bedt hende om - hvordan skulle hun forklare, at hun havde forfalsket sine rapporter til Carrigans fordel?

"Jeg stødte på det, mens jeg undersøgte Ngomo på SOAS." Noget forandrede sig i hans ansigt. "Men vi var ikke i en af Ngomos lejre, vi var i en militærlejr." Han tog fotoet op igen og kiggede på det. Hun kunne se, hvordan hans bekymring pludselig tog til.

"De tager fejl meget ofte," tilbød hun, og hun indså, at noget var ændret mellem dem, og hvad hun havde troet ville være et forsøg på at reparere noget, i virkeligheden havde gjort det meget værre.

"Du skulle have undersøgt Ngomo, ikke spildt din tid på mig."

"Jeg gjorde ikke—" Geneva begyndte, men døren åbnede, og DC Jennings kom ind og stoppede, da han indså, at han havde forstyrret noget.

"Er det muligt, at Bayanga og Gabriel arbejdede sammen?" Carrigan hvilede hovedet i sin hånd. Det var næsten to uger siden de var startet på sagen, og der var stadig så meget, de ikke vidste. Han tænkte på den overvågningsbil, han havde omdirigeret til Ursulas hus – ville de have set Ngomos morder, hvis han havde ladet dem gøre deres arbejde?

Der var stadig meget, der ikke var blevet opklaret. Fortiden kunne ikke undslippe.

Hvordan teknologi i kameraer og elektroniske enheder kan forbedre din oplevelse
Hvordan tidlige mennesker brugte redskaber til at forme deres verden
Hvordan den Grønne Elite i Costa Rica har Formet Klimaændringspolitik
Hvordan kan designet af en kontorstol være både legende og professionelt?