Hvordan den Grønne Elite i Costa Rica har Formet Klimaændringspolitik

I 1948, under den militære junta, blev hæren afskaffet, og beslutningen blev senere indskrevet i den nye forfatning. Denne forfatning fortsatte traditionen med at gennemføre store sociale reformer. Krigens virkning på Costa Ricas elitekultur var markant: den politiske magt, som kaffeeliten havde haft, blev reduceret. Ikke desto mindre støttede kaffeeliten stadig Figueres’ beslutninger. I et forsøg på at undgå yderligere politiske kriser valgte de økonomiske eliter at støtte Figueres, selvom de måtte lide økonomiske tab som følge af hans beslutninger. I løbet af det 20. århundrede blev landejendomseliten, som altid havde været lille i Costa Rica, yderligere marginaliseret, selvom kaffeproducerende virksomheder opnåede økonomisk vækst. Costa Rica adskilte sig fra resten af Mellemamerika, da det politiske og økonomiske system udviklede sig med et stærkt fokus på social velfærd og udvidelse af stemmeretten til alle, herunder kvinder, efter 1948. Denne udvikling var med til at undgå voldelige opbrud i 1980’erne.

Når vi ser på Costa Ricas nyere klimaændringspolitik, er det nødvendigt at forstå de dynamikker, der er på spil i den “grønne elite”. En af de første faktorer, der spiller en rolle, er størrelsen på eliten. I et lille land som Costa Rica er antallet af personer i eliten også småt. Det betyder, at det er lettere for medlemmerne at samarbejde om at nå fælles mål. Ifølge Olson (1965) er små grupper mere effektive til at handle kollektivt, da der er højere incitamenter for handling blandt medlemmerne. Små grupper er mere tilbøjelige til at mobilisere sig til kollektiv handling, da det er lettere at skabe et fælles engagement. Derfor er små lande ofte mere tilbøjelige til at indgå bindende klimaforpligtelser, som det ses med Costa Rica.

Størrelsen på eliten er dog kun én faktor. Ifølge Ott (2000) er det ikke kun antallet af personer, der tæller, men også den “småskala sociale struktur”. Det betyder, at medlemmerne af eliten ofte har tættere kontakt og en dybere historisk forbindelse. Dette skaber en mere samarbejdsvillig elite, hvor kompromis er mere almindeligt end konfrontation. Dette gælder også for Costa Ricas grønne elite, som har arbejdet tæt sammen i flere årtier, blandt andet i udviklingen af landets nationalparkssystem. Denne tættere forbindelse blandt eliten skaber et grundlag for et fælles, langsigtet engagement i klimaændringspolitik.

Medlemmer af Costa Ricas grønne elite deler også mange livserfaringer. Mange af dem har studeret i udlandet, ofte i USA eller Storbritannien, før de vendte hjem og blev involveret i politik og statslig planlægning. Dette fællesskab af erfaringer og uddannelse skaber et solidt grundlag for samarbejde. Ifølge data fra Verdensbanken er det bemærkelsesværdigt, at en stor del af Costa Ricas befolkning, især blandt de økonomisk og politisk aktive, har højere uddannelser, som overgår mange lande i Latinamerika.

Desuden er Costa Ricas statslige styre ofte afhængigt af ikke-statslige aktører i udviklingen af miljøpolitik. Dette skaber en form for "hybrid" regeringsmodel, hvor akademikere og eksperter rådgiver regeringen om de bedste måder at håndtere klimaudfordringer. I praksis betyder det, at personer som Félix, en akademiker ved det Tropiske Landbrugsforsknings- og Højere Uddannelsescenter i Turrialba, spiller en central rolle som rådgivere i udviklingen af politik. Dette samarbejde mellem stat og ekspertise er blevet en integreret del af Costa Ricas tilgang til klimaændringer og bæredygtig udvikling.

Endelig, når man ser på de politiske beslutningstagere i Costa Rica, er det vigtigt at forstå den mere overordnede kontekst af landets sociale struktur. Costa Rica adskiller sig fra mange andre latinamerikanske lande i, at det historisk har haft en mere egalitær struktur, hvilket har betydet, at det er lettere at skabe konsensus blandt de sociale klasser om vigtige politiske beslutninger, som for eksempel dem vedrørende klimaændringer.

Dette betyder, at Costa Rica’s model for håndtering af klimaændringer og bevarelse af biodiversitet ikke kun er et resultat af politisk vilje, men også af de strukturelle forhold i samfundet, som gør det muligt for de vigtigste aktører at arbejde tæt sammen. De historiske bånd blandt Costa Ricas elite og dets engagement i bæredygtighed har spillet en central rolle i landets succes med at blive et foregangsland inden for klimaindsats.

Hvordan Costa Rica Fremmede Klimaændringspolitik i 1990’erne og 2000’erne: Figueres’ Rolle

I 1990’erne, under José María Figueres’ ledelse som præsident, begyndte Costa Rica at tage vigtige skridt mod at adressere klimaforandringer og bæredygtig udvikling. Denne periode blev markant for Costa Rica, da landet, der traditionelt har været kendt for sin stabile politiske struktur og relativt høje økonomiske lighed, tog et aktivt skridt i den globale klimadiskurs. Figueres og hans administration udnyttede flere interne og eksterne faktorer for at skabe en platform, hvor Costa Rica kunne blive et globalt eksempel på miljøbevidsthed og økonomisk omstilling.

Figueres’ engagement i miljøpolitikken var ikke blot et resultat af et personligt ønske om at adressere klimaforandringer, men også en strategisk beslutning for at fremme landets økonomi gennem bæredygtige initiativer. Dette blev tydeligt i udviklingen af betalingssystemet for miljøtjenester (PES), som blev en central søjle i landets tilgang til bæredygtighed. PES-programmet tilbød incitamenter til landmænd for at bevare skove og miljøtjenester som iltproduktion og kulstoflagring, hvilket var en direkte respons på behovet for at reducere CO2-udledninger.

Hertil kom et vigtigt aspekt af Figueres’ baggrund, der havde stor indflydelse på hans beslutningstagning. Før han blev præsident, havde Figueres været landbrugsminister, og denne erfaring gjorde ham i stand til at kommunikere komplekse miljøspørgsmål på en måde, som landets landmænd kunne relatere sig til. Hans forståelse af landbrugets økonomi og de mennesker, der arbejdede i de rurale områder, hjalp med at gøre bæredygtige initiativer mere tilgængelige og realistiske.

Figueres’ familiehistorie spillede også en afgørende rolle. Hans far, José "Don Pepe" Figueres Ferrer, havde tidligere ledet Costa Rica gennem en periode med politisk og økonomisk omstilling efter borgerkrigen. Denne arv betød, at Figueres og hans administration havde en dyb forståelse af de sociale dynamikker og det politiske landskab, der gjorde det muligt at skabe en bredere politisk konsensus om nødvendigheden af klimainitiativer. Denne forbindelse mellem Costa Ricas historiske erfaringer og nutidens politiske kontekst var med til at skabe et miljø, hvor langsigtede bæredygtige løsninger kunne finde fodfæste.

På den internationale scene bidrog Costa Rica også til at forme diskussionerne om bæredygtig udvikling. Landets delegation til COP-møderne, herunder mødet i Berlin i 1995, blev betragtet som et eksempel på, hvordan et lille land kunne udnytte sin relativt beskedne størrelse til at spille en betydelig rolle i globale miljøforhandlinger. Costa Ricas tilgang var ikke blot teoretisk, men også handlingsorienteret, hvilket gjorde landets indflydelse mere bemærkelsesværdig i internationale fora.

Men det var ikke kun politisk stabilitet og økonomisk struktur, der gjorde Costa Rica til et forbillede for klimaindsats. Figueres og Castro havde en klar vision for, hvordan bæredygtig udvikling kunne være en økonomisk drivkraft, der både kunne tiltrække udenlandske investeringer og forbedre landets internationale omdømme. Ecoturisme, som i høj grad blev udviklet under deres ledelse, er et eksempel på, hvordan Costa Rica lykkedes med at kapitalisere på sine naturressourcer samtidig med, at de bevarede miljøet.

Selvom der er mange faktorer, der spillede ind i Costa Ricas succes med klimaforvaltning, er det klart, at Figueres’ lederskab, hans families politiske arv og landets unikke økonomiske og sociale struktur har været essentielle i at forme landets rolle som en global leder inden for bæredygtighed. Men det er også vigtigt at forstå, at Costa Ricas miljøpolitik ikke kun er et resultat af lokale initiativer, men også af et globalt skift mod mere klimabevidste beslutningstagning efter Jordens topmøde i Rio i 1992.

I denne sammenhæng er det afgørende at forstå, at Costa Ricas historie med miljøpolitik ikke nødvendigvis kan overføres direkte til andre lande, da det er landets politiske kultur og sociale struktur, der har gjort det muligt at implementere disse politikker effektivt. Lande med en meget forskellig økonomisk og social sammensætning kan møde udfordringer, når de forsøger at følge Costa Ricas model, og derfor kræver bæredygtige udviklingsstrategier altid en tilpasning til den specifikke nationale kontekst.

Hvilken rolle spillede Christiana Figueres i global klimaforhandling og hvad kan Costa Ricas erfaringer lære verden?

Christiana Figueres, tidligere leder af FN’s Klimakonventions sekretariat (UNFCCC), er et fremtrædende symbol på Costa Ricas engagement i kampen mod klimaændringer, men hendes arbejde rækker langt ud over landets grænser. Hendes lederskab har ikke kun haft betydning for de nationale klimamål i Costa Rica, men har også haft en central indflydelse på de globale klimaforhandlinger. For Costa Rica var det en strategisk fordel, at en af deres egne var på en så magtfuld post som den på UNFCCC, selvom hendes opgave altid har været at fokusere på de globale mål snarere end de nationale.

Christiana Figueres blev betragtet som en ideel kandidat til posten som FN’s Klimasekretariats leder, ikke kun på grund af hendes faglige dygtighed, men også som en person, der kunne fremvise Costa Ricas unikke klimabidrag til verden. Costa Rica har været en global leder i ambitionen om at blive kulstofneutral, og det blev betragtet som et vigtigt symbol, at Figueres kom fra et land, der havde afskaffet sit militær og været pioner indenfor kvinders stemmeret. På denne måde kunne Figueres’ position på den globale scene også blive en platform til at fremme Costa Ricas model for bæredygtighed.

Mens Christiana Figueres’ arbejde på den internationale scene var anerkendt, havde hendes rolle i den hjemlige politiske klimaindsats også konsekvenser. Når hun forlod Costa Rica for at blive leder af UNFCCC, blev hendes afgang betragtet som et stort tab af menneskelig kapital for landet. Ifølge Humberto, en tidligere kollega, var der ikke tilstrækkelig udnyttelse af hendes nye position i FN til at styrke forbindelserne mellem den nationale klimapolitik og de internationale forhandlinger. I stedet blev det opfattet som en "mistet mulighed", da de nationale beslutningstagere ikke formåede at få fuldt udbytte af den synlighed og indflydelse, Figueres havde på verdensplan.

Dette belyser en svaghed ved Costa Ricas såkaldte “grønne elite”, en lille gruppe af indflydelsesrige personer, der har spillet en afgørende rolle i landets klimaprogrammer. Denne lille gruppe har været effektiv i at gennemføre politiske initiativer, men når medlemmerne forlod deres positioner, manglede der et fundament for videreudvikling af de klimaambitioner, de havde sat i gang. Figueres’ afgang illustrerer dermed, hvordan manglende succession og samarbejde mellem national og global klimaforvaltning kan føre til en opbremsning i de fremskridt, der var blevet opnået.

På den anden side var Figueres’ rolle i at fremme skovrejsning og kulstofneutralitet på den globale scene ikke uden betydning. Det var i høj grad hendes globale platform, der gav Costa Rica mulighed for at bringe sine klimamål frem i lyset. Wendel Trio fra Greenpeace udtalte, at Costa Rica under Figueres’ ledelse som forhandlingsleder blev et symbol på de type visioner, der var nødvendige for at nå globale klimamål. Hendes udnævnelse blev set som en mulighed for at fremme en hurtigere og mere effektiv global klimaaftale.

Den nationale støtte for klimaforandringerne er ikke kun et resultat af internationale forbindelser. I Costa Rica har der været en stærk politisk vilje til at føre politikker, der sigter mod kulstofneutralitet. Præsident Alvarado og miljøminister Gutiérrez-Espeleta har arbejdet tæt sammen om at fremme grøn politik og integrere det i landets udviklingsmål. Denne politiske støtte har spillet en central rolle i gennemførelsen af landets klimaindsats og har hjulpet Costa Rica til at blive en af de få nationer, der har forpligtet sig til at begrænse opvarmningen til 2 grader Celsius – og stræber efter det mere ambitiøse mål på 1,5 grader.

Dog eksisterer der en underliggende frustration i samfundet, især blandt dem, der føler sig udelukket fra de politiske beslutningsprocesser. Der er et voksende skel mellem den relativt homogent grønne elite og bredere samfundslag, som i stigende grad udtrykker bekymring for den økonomiske ulighed, der er steget i takt med den økonomiske udvikling i Costa Rica. Mens de politiske ledere fremmer en grønnere økonomi, er der også voksende frustration over de økonomiske udfordringer, som store dele af befolkningen står overfor.

Hvordan økonomisk ulighed påvirker Costa Ricas klima- og udviklingsmål

I en tid, hvor uligheden er steget, og den politiske stabilitet i mange lande bliver udfordret, ser vi, hvordan denne sociale skævhed kan have dybtgående konsekvenser for samfundets evne til at tackle store udfordringer som klimaændringer. I Costa Rica er de miljøpolitikker, der tidligere har været et kendetegn for landets udvikling, blevet undergravet af voksende økonomisk ulighed. Det har skabt en situation, hvor de en gang relativt enhedlige elitære subkulturer, der har domineret i næsten et århundrede, mister deres incitament til at investere i det fælles gode. Dette fører til en koncentration af velstand og magt, hvilket gør det svært for god forvaltning at opretholde den sociale mobilitet og de redistributive politikker, der tidligere har været grundlaget for Costa Ricas udvikling.

Denne udvikling har skabt økonomiske kløfter, hvor store dele af befolkningen, især de fattigere costa-ricanere uden adgang til kapital, har været ekskluderet fra de væsentligste økonomiske aktiviteter. Eksempler på dette kan ses i Guanacaste-regionen, hvor multinationale selskaber får store skattefradrag for at bygge turistinfrastruktur, hvilket reducerer de offentlige indtægter, der kunne finansiere sociale velfærdsprogrammer. Resultatet er en øget økonomisk opdeling, som i høj grad skaber barrierer for adgangen til de miljøvenlige og samfundsbaserede turismeaktiviteter, der oprindeligt var beregnet til at være en del af landets økoturisme.

Den stærke økonomiske koncentration skaber ikke kun sociale uligheder, men underminerer også landets evne til at opfylde sine klima- og bæredygtighedsmål. De økonomisk privilegerede grupper, der har adgang til ressourcer og politisk indflydelse, har ofte været modvillige til at implementere de nødvendige foranstaltninger, der kunne adressere de klimarelaterede udfordringer. I denne sammenhæng er det nødvendigt at fremme en mere inkluderende politik, hvor alle grupper i samfundet får del i beslutningsprocessen og udviklingsmulighederne.

Selv om der er eksempler på politisk og civilsamfundsengagement, som har ført til positive ændringer, såsom Costa Ricas støtte til Escazú-aftalen om adgang til information og miljøretfærdighed, afhænger landets fremtidige succes på klimaområdet i høj grad af politisk vilje til at støtte retfærdighed og offentlig velfærd. Det betyder, at fremtidige politiske beslutninger skal sigte mod at fremme inklusion og ikke kun fokusere på de mere privilegerede grupper i samfundet.

For at sikre en fremtid, hvor Costa Rica kan indfri sine klimamål, skal landets regeringer fortsat fremme en økonomisk politik, der prioriterer social inklusion og velfærd for alle borgere. Dette vil bidrage til at skabe et samfund, hvor alle – ikke kun de privilegerede – har en interesse i at fremme en bæredygtig fremtid. Desuden er det afgørende, at Costa Rica arbejder videre med at styrke civilsamfundets rolle og fremme lokal ejerskab af turistmål for at sikre, at de økonomiske fordele ved turismen faktisk kommer samfundet som helhed til gode.

De erfaringer, Costa Rica har gjort med turisme og økonomisk ulighed, kan være nyttige for andre nationer, der står overfor lignende udfordringer. Et mere lige samfund er ikke kun vigtig for social retfærdighed, men også for at opnå de nødvendige klima- og udviklingsmål. Derfor bør det globale samfund arbejde tæt sammen med lande som Costa Rica for at sikre, at de nødvendige økonomiske og politiske ændringer finder sted for at bekæmpe de uligheder, der kan hæmme fremdriften i arbejdet med at reducere emissioner og skabe en mere bæredygtig fremtid.