Hvordan kan designet af en kontorstol være både legende og professionelt?

Når man betragter den reviderede udgave af Morrison Hannah-stolen, genudgivet af Knoll næsten et halvt århundrede efter dens oprindelige debut, bliver det klart, hvordan design kan transcendere tid, funktion og æstetik. Oprindeligt lanceret i 1973 i New Yorks nybyggede World Trade Center, præsenterede stolen dengang et frisk og dristigt bud på, hvordan arbejdspladsens siddeplads kunne se ud — og frem for alt føles. Rowena Reed Kostellow, læreren fra Pratt Institute og en toneangivende figur inden for amerikansk designpædagogik, roste stolen, men bemærkede også dens ufuldkommenheder. Den forreste kurve skulle finjusteres. Den observation blev stående i fem årtier, indtil Bruce Hannah, nu i en alder af 83, endelig fik mulighed for at fuldende visionen.

Genudgivelsen af stolen handler ikke blot om nostalgi. Den er blevet nænsomt opdateret med forbedret komfort og let modificerede vinkler, men uden at miste sin oprindelige karakter. Den bevarer sin legende ånd og bliver samtidig relevant for den moderne hybride arbejdsmodel, hvor møbler skal integreres i hjemmet uden at forstyrre æstetikken. Hannah beskriver den som "ikke påtrængende", hvilket rammer tidsånden præcist — hvor kontormøbler skal føles som en naturlig del af det private rum og ikke som en fremmed krop i stuen.

Men stolen er ikke kun tiltænkt hjemmearbejdspladsen. Med modige konfigurationer i stærke farver som blå, rød og gul samt matchende puder, insisterer designet også på at bringe glæde og personlighed tilbage til de fysiske kontorer. “Lad os have det sjovt. Lad os købe den i 12 forskellige farver til kontoret og smile,” siger Hannah. Det er en vision om et arbejdsmiljø, hvor æstetik og funktionalitet ikke udelukker hinanden, men tværtimod understøtter hinanden i at skabe et rum, hvor kreativitet og trivsel kan blomstre.

Genoplivningen af stolen er samtidig en gestus til Hannahs partner, Andrew Morrison, der døde i 2021. Deres fælles arbejde repræsenterede en særlig tid i amerikansk designhistorie, hvor idealisme og eksperimenter stadig havde plads i industrien. At se stolen leve videre, tilpasset nutidens behov, er ikke kun en æstetisk eller ergonomisk sejr, men en følelsesmæssig en — et sidste samarbejde mellem to kolleger, hvor den ene fortsætter dialogen alene, men tro mod den fælles vision.

Derfor er det vigtigt at forstå, at designets funktion ikke alene ligger i ergonomi eller i æstetik, men i det emotionelle rum det åbner for brugeren. En stol kan være en invitation til nærvær, til fællesskab eller til ro. Når virksomheder investerer i sådanne objekter, sender de samtidig et signal om værdighed, om menneskelighed i arbejdslivet. Og når designere som Hannah fortsætter med at justere, forbedre og revidere deres værker gennem årtier, viser det en respekt for det iterative, for det uafsluttede — og for værdien i at lade objekter modnes med tiden.

Designets dybeste kvalitet er dets evne til at skabe rum for liv.

Hvordan bliver historisk designarv til moderne gæstfrihed?

Når man træder ind i Interno Marche i Tolentino, Italien, er det ikke bare en rejse til et nyt hotel – det er en rejse gennem seks årtier af italiensk og international designhistorie. Villa Gabrielli, en art nouveau-bygning med dybe rødder i regionens industrielle og kulturelle arv, er ikke blot blevet restaureret; den er blevet transformeret til et æstetisk manifest for designbevidst gæstfrihed. Franco Moschini, tidligere ejer af Poltrona Frau og dedikeret forkæmper for italiensk design, står bag visionen. Han har gjort det til sin livsopgave at vække villaens sjæl til live gennem samarbejdet med ORA Studio – et team, der samler designere med en særlig forståelse for både lokal forankring og global elegance.

Tag eksempelvis værelset tilegnet Michael Anastassiades. Her mødes et sirligt restaureret fresco-loft med moderne belysning fra hans egen IC Lights-kollektion for Flos, og bag sengen står en metallisk blåplade, som skaber et subtilt spil mellem lys og materiale. Et rum, hvor historiens ornamentik smelter sammen med nutidens præcision og enkelhed.

I det nærliggende værelse inspireret af Franco Albini – en pioner inden for italiensk rationalisme – finder man røde metalliske detaljer, der direkte henviser til hans design til Milanos metro. Møbler fra Cassina, såsom hans legendariske Cicognino-bord og Tre Pezzi-lænestolen, tilføjer lag af autenticitet og historisk dybde. Kombinationen af industrielle elementer og afbalancerede farvepaletter fremkalder en følelse af alvor og ro.

Det mest konfronterende rum tilhører Pierluigi Cerri – en mester i grafisk og arkitektonisk disciplin. Her er konstruktionen rå, næsten brutalistisk, med et stillads-lignende design og metalstrukturer, der gør funktionalitet til æstetik. Hans møbler fra Poltrona Frau, som den nu udgåede Lola-lænestol og den monolitiske Ouverture-sofa, bliver ikke blot brugt – de iscenesættes som værker i sig selv. Farverne er nedtonede, men kontrasten mellem rød og grå skaber en latent spænding, der gør rummet både stramt og levende.

Det særlige ved Interno Marche er ikke blot den æstetiske iscenesættelse, men den følelsesmæssige resonans. Da lokale, som tidligere havde arbejdet i bygningen, blev inviteret til en eksklusiv forvisning før åbningen, reagerede mange med tårer. Der var noget dybt bevægende ved at se fortidens æstetik, funktion og håndværk blive genoplivet og fortolket i en ny tid. ORA Studio formåede med præcision og respekt at balancere mellem nostalgi og nutid.

Hver detalje – fra det chevronmønstrede gulv til de tilpassede kunstværker – taler til en grundlæggende forståelse af, at design ikke blot er dekoration, men kultur. Villa Gabrielli er ikke længere blot et hus; den er blevet et manifest, hvor rum bliver til fortællinger, og møbler til aktører i en iscenesættelse, der spænder over generationer.

Ud over de æstetiske og kuratoriske kvaliteter er det afgørende for læseren at forstå, hvordan design kan fungere som både form og fortælling. Dette projekt viser, hvordan arkitektur og interiør ikke blot bevarer fortiden, men kan iscenesætte den på ny og gøre den relevant. Det er ikke nok at restaurere – det er nødvendigt at transformere med blik for betydning, identitet og samtidens behov for emotionel forankring i de rum, vi opholder os i. Design er et sprog, og når det tales med integritet og præcision, som her, bliver det til en oplevelse, der overskrider det rent funktionelle.