Min arbejdsplads var på en station i et ikke helt ukendt miljø, hvor børnene i gaderne hang på folk og råbte "Baksheesh!" for at få penge. Der var aldrig mangel på udfordringer, og selv som voksen og erfaren, var det en daglig kamp at slippe af med de små, der klamrede sig til mig. I mit lille kontor i stationens tredje etage var forholdene beskedne. Min arbejdsplads bestod af en lille, indhegnet plads, adskilt fra naboerne af grønne, let gyngende vægge. Luften var tyk af en blanding af gammel sved, tobaksrøg og desinfektionsmiddel. Der var en hyld over mit skrivebord fyldt med plastikbokse, som rummede arkiverede filer om cobaltslegerings-cellememorer. Jeg var langt fra den vigtigste medarbejder på stationen, og vi vidste begge, at min rolle var begrænset til at holde øje med tingene for Friedlander Bey, som havde sine egne interesser i området, vi arbejdede i.

En morgen kom Lieutenant Hajjar ind i mit lille kontor og smed endnu en tung boks på mit skrivebord. Hajjar var en jordenisk mand, tidligere en atlet, men med årene havde hans krop ændret sig. Han var blevet kommandør og havde, for at bevare sit job, ændret sin tilgang. Tidligere havde han ikke været modvillig til at tjene penge på korrupte måder, men nu tog han arbejdet alvorligt, selvom han stadig nærede sine egne skygger af hemmeligheder. Det var han, der satte mig i gang med opgaver som at logge de utallige plader fra stationens arkiv. Det var kedeligt arbejde, men nødvendigt. Hajjar sagde selv, at vi kunne klage til Friedlander Bey, hvis vi ikke kunne lide opgaverne.

Jeg satte mig til at arbejde med et moddy, som Hajjar havde givet mig. Et moddy er et elektronisk implantat, der kunne ændre mit sindstilstand. Jeg indlæste et orange moddy, der havde et mærke fra Helvetia, kendt for sin høje effektivitet. Når jeg satte det i, blev jeg straks reduceret til en mekanisk arbejdsrobot. Jeg følte mig ikke rigtig til stede i min egen krop – alt hvad jeg vidste var, at jeg havde opgaver, der skulle udføres. Jeg sorterede de cobaltslegeringsplader med en ubeskrivelig fornemmelse af at være på autopilot. Mit sind blev langsomt sløret, og arbejdet blev automatiseret. Det var en form for koncentration, som gjorde mig blind for tidens gang. Jeg var kun opmærksom på, hvad der var nødvendigt for at få opgaverne udført.

Pludselig hørte jeg mit navn. Hajjar og en uniformeret politimand stod i døren. Jeg tog hurtigt moddyen ud og mærkede en bølge af desorientering, som efterlod mig med en følelse af lettelse, da jeg vendte tilbage til mit normale sind. Hajjar bemærkede, hvordan jeg havde ændret mig med moddyet og kaldte mig for en "spindle for hardware" – en slags menneskelig tandhjul, der blev brugt til at få arbejdet udført effektivt, men uden at det krævede, at jeg faktisk engagerede mig intellektuelt.

Der var en underliggende kritik af, hvordan moddyet havde påvirket mig. Jeg havde ændret mig fra en, der var bekymret for at blive "forbundet" via sådanne implantater, til en, der nu hele tiden havde dem i hovedet. Hajjar nævnte det, som en advarsel til den nyankomne betjent Shaknahyi. Han kaldte mig en "addiktiv personlighed", som var afhængig af at have moddyet konstant i mit system. Jeg blev opmærksom på, hvordan denne afhængighed havde sneget sig op på mig. Det var ikke kun noget, der blev brugt sporadisk, men en konstant del af mit liv.

Min næste opgave var at arbejde tættere sammen med Shaknahyi. Jeg blev parret med ham til patruljering, men jeg kunne mærke, at han var modvillig. Han var ikke glad for at blive sat sammen med mig, som allerede havde været en del af systemet alt for længe og var blevet ændret af det. I sidste ende var vores forhold blevet bestemt af Hajjar, som forstod, at vi begge var afhængige af systemet på en måde, som var både funktionel og farlig.

Læseren bør forstå, at teknologiske implantater som moddyer kan være en dobbeltsidet kniv. De tilbyder effektivitet, men de fratager en også en form for menneskelig kontrol. En uundgåelig konsekvens af teknologiens inddragelse i vores liv er, at vi bliver som brikker i et system, der kun ser på os som midler til at opnå større produktivitet. Vi mister noget af vores autentiske selv, som er blevet undertrykt af en konstant strøm af ydre krav. Det er denne dystopi, som teksten skildrer: hvordan teknologi, der kunne være en hjælp, også bliver en fælde, som gradvist tager kontrollen over individet.

Hvordan Håndterer Man Ansvar i en Klub, Når Man Er Uforberedt?

Jeg havde ikke givet klubben en eneste tanke. Det var noget, jeg egentlig ikke ville bekymre mig om, men Indihar havde ret i, at det var mit ansvar. "Jeg kommer derhen så hurtigt som muligt. Er alle kommet i dag?" spurgte jeg. "Jeg er her, Pualani er her, Janelle har sagt op, jeg ved ikke hvor Kandy er, og Yasmin er her for at finde et job." Så Yasmin også. Hold da op. "Vi ses om et par minutter."

Jeg kiggede på Shaknahyi, som ventede tålmodigt. "Hvor skal du hen nu? Vi har ikke tid til nogen personlige ærinder," sagde han. Jeg forsøgte at forklare. "Friedlander Bey troede, han gjorde mig en stor tjeneste ved at købe en klub til mig i Budayeen. Jeg aner ikke en skid om at drive en klub. Jeg havde glemt alt om det, indtil nu. Jeg er nødt til at tage forbi og åbne stedet." Shaknahyi grinede. "Pas på med at modtage gaver fra to-hundrede år gamle gangstere," sagde han. "Hvor er denne klub?" "På Gaden," svarede jeg. "Chirigas sted. Ved du, hvilken jeg mener?" Han vendte sig mod mig, studerede mig i et øjeblik, og sagde så: "Ja, jeg ved, hvilken du mener."

Der var noget ved at køre gennem den østlige port i en politibil og langs Gaden, hvor al anden trafik var forbudt, som fik mig til at føle mig utilpas. Jeg klemte mig sammen i sædet og håbede, at ingen, jeg kendte, ville se mig. Jeg havde hadet politiet hele mit liv, og nu var jeg en af dem. Allerede nu gav mine gamle venner mig den samme behandling, som jeg engang gav Hajjar og de andre politifolk i Budayeen. Jeg var glad for, at Shaknahyi havde den fornuft at lade sirenen være slået fra.

Shaknahyi parkerede bilen lige foran Chirigas klub, og jeg så Indihar stå på fortovet sammen med Pualani og Yasmin. Jeg blev ked af at se, at Yasmin havde klippet sit lange, smukke sorte hår, som jeg altid havde elsket. Måske følte hun, at hun var nødt til at ændre noget siden vi var gået fra hinanden. Jeg tog en dyb indånding, åbnede døren og steg ud. "Hvordan har I det?" spurgte jeg.

Indihar kiggede på mig med en vred mine. "Vi har allerede mistet en times drikkepenge," sagde hun. "Kommer du til at styre denne klub eller hvad, Marid?" Pualani var lige så direkte. "Jeg kan nemt tage et job ved Jo-Mama." "Frenchy ville tage mig tilbage på et splitsekund," sagde Yasmin. Hendes ansigt var koldt og fjern. At køre rundt i politibiler forbedrede bestemt ikke mit forhold til hende. "Beklager," sagde jeg, "jeg havde bare meget på mit sind i morges. Indihar, kan jeg hyre dig til at lede stedet for mig? Du ved mere om at drive klubben end jeg gør." Hun kiggede på mig i et par sekunder, som om hun overvejede noget. "Kun hvis du giver mig en fast arbejdstid," sagde hun. "Jeg vil ikke tvinges til at komme tidligt, efter at jeg har arbejdet nattevagt. Chiri fik os til det hele tiden."

"Okay, fint. Har du nogen andre forslag?" "Du bliver nødt til at betale mig, hvad andre ledere får," sagde hun. "Og jeg danser kun, hvis jeg har lyst." Jeg rynkede panden, men hun havde mig i et hjørne. "Det er okay også. Hvem foreslår du som nattechef?" Indihar trak på skuldrene. "Jeg stoler ikke på nogen af de piger. Tal med Chiri. Hyre hende tilbage." "Hyre Chiri? Til at arbejde i sin egen klub?" "Det er ikke hendes klub længere," påpegede Yasmin. "Ja, selvfølgelig," sagde jeg. "Tror du, hun vil gøre det?"

Indihar grinede. "Hun vil få dig til at betale hende tre gange så meget som nogen anden leder på Gaden. Hun vil give dig problemer, og hun vil stjæle fra dig, hvis du giver hende en chance. Men hun vil stadig være det værd. Ingen kan tjene penge som Chiri. Uden hende vil du leje stedet ud til en tæppehandler på mindre end seks måneder." "Du har såret hendes følelser, Marid," sagde Pualani. "Jeg ved det, men det var ikke min skyld. Friedlander Bey arrangerede det hele uden at tale med mig først. Han dumpede klubben på mig som en overraskelse."

"Chiri ved ikke det," sagde Yasmin. Jeg hørte en bildør smække bag mig. Jeg vendte mig og så Shaknahyi gå hen imod mig, en stor grin på hans ansigt. Alt, hvad jeg havde brug for nu, var, at han skulle deltage. Han nød virkelig dette. Indihar og de andre hadede mig for at være blevet politimand, og politiet havde det på samme måde, fordi jeg stadig var en svindler i deres øjne. Araberne siger: "Du tager dit tøj af, du bliver kold." Det er et råd imod at skille sig af med sin støttegruppe. Det hjælper ikke noget, hvis dine venner dukker op i en flok og flår dit tøj af mod din vilje.

Shaknahyi sagde ikke et ord til mig. Han gik op til Indihar, bøjede sig ned og hviskede noget i hendes øre. Nå, mange af pigerne på Gaden har denne fascination af politimænd. Jeg har aldrig forstået det, selv. Og nogle af politimændene har intet imod at udnytte situationen. Jeg blev bare overrasket over, at Indihar var en af de piger, og at Shaknahyi var en af de politimænd. Det slog mig ikke, at jeg måske burde lægge denne nye, mærkelige tilfældighed på listen: Min nye partner havde åbenbart et forhold med den nye leder af klubben, som Friedlander Bey lige havde givet mig.

"Er alt ordnet her, Audran?" spurgte Shaknahyi. "Ja," svarede jeg. "Jeg skal tale med Chiri senere i dag."

"Indihar har ret," sagde Yasmin. "Chiri vil gøre livet svært for dig." Jeg nikkede. "Hun har ret til det, tror jeg, men jeg ser stadig ikke frem til det." "Lad os køre videre," sagde Shaknahyi. "Hvis jeg har tid senere," sagde jeg, "vil jeg kigge forbi og se, hvordan I har det." "Vi klarer os," sagde Pualani. "Vi ved, hvordan vi gør vores job. Du skal bare passe på omkring Chiri." "Pas på din mave," sagde Indihar. "Hvis du forstår, hvad jeg mener." Jeg vinkede og gik tilbage til politibilen. Shaknahyi gav Indihar et lille kys på kinden og fulgte mig så.

"Er du klar til at arbejde nu?" spurgte han. Vi sad stadig ved kantstenen. "Hvor længe har du kendt Indihar? Jeg har aldrig set dig komme ind i Chirigas klub," sagde jeg. Han gav mig et uskyldigt blik. "Jeg har kendt hende i lang tid," svarede han. "Ja, selvfølgelig," sagde jeg. Jeg lod det ligge. Det lød ikke som om, han ville tale om hende.

Et skingrende alarm gik i gang, og den syntetiske stemme fra politibilens system cracklede. "Badge nummer 374, svar straks på bombetrussel og gidselsituation, Cafe de la Fee Blanche, Ninth Street North." "Gargotier's sted," sagde Shaknahyi. "Vi tager os af det." Systemet blev stille. Og Hajjar havde lovet mig, at jeg ikke ville behøve at bekymre mig om sådan noget. Jeg mumlede "Bismillah ar-Rahman ar-Raheem", i Allahs navn, den Kærlige, den Nådige.

Når man driver en klub uden erfaring, er der flere aspekter at forstå. En ting er at have økonomisk ansvar, en anden er at navigere i de komplekse menneskelige relationer, der er en del af natteklubbens atmosfære. Udover at håndtere de ansatte og kundernes forventninger, er det også vigtigt at forstå de sociale dynamikker mellem de personer, der arbejder i klubben. Indihar forstår dette bedre end de fleste, og hendes forslag om at ansætte Chiri som nattechef viser, hvordan man nogle gange må stole på de, der har erfaring i miljøet. At navigere i sådanne relationer kræver ikke kun klogskab men også en vis m

Hvem bærer skylden, når alt falder fra hinanden?

Der var ingen musik tilbage. Kun stilheden, den tunge lugt af sprit og støvet fra dansegulvet, hvor spejlkuglerne for længst var holdt op med at kaste deres lys. De var gået, en efter en – pigerne, kunderne, de fremmede blikke. Tilbage var kun kontanterne på bordet, for mange til at føles som en velsignelse, for få til at dække det tomrum, der voksede sig større for hvert minut. Penge havde ingen vægt, men alligevel lå de som bly i mine hænder.

Chiri havde ringet. Han ville komme, sagde hun, for pengenes skyld. Hundred kiam for blot at dukke op midt om natten – der var altid en pris, altid en aftale, som kunne tvinge folk ud i mørket. Hun forlod mig, som alle andre forlod mig. Kun glasset i hånden blev, og jeg hældte mere i for at holde natten ud.

Morgan dukkede op som en skygge, en amerikaner med langt blond hår og stålindfattede briller, der måske var ægte, måske blot en maske. Han havde det smil, som mænd får, når de ved, at alt kan købes. Han tog imod mine penge, som om de var hans i forvejen, og lovede mig en adresse, et navn, et sted at lede. Jeg bad ham ikke om vold, kun om viden – at finde Paul Jawarski, før loven gjorde det, før Hajjar gjorde det. Tid var altid fjenden, og jeg havde ikke mere tilbage af den.

Da han gik, blev luften tungere. Baren var tom, og jeg drak videre, som om væsken kunne fylde hullerne indeni. Men det var Indihar, jeg ventede på. Hun kom med det ansigt, der ikke havde grædt, med hænder, der knugede sig sammen i takt med de ord, hun endnu ikke havde sagt. Jeg kendte den kulde i hendes stemme, den ro, der kun er mulig, når smerten er for stor til at bryde ud.

Hun spurgte ikke. Hun anklagede. Jeg havde ikke dækket ham. Jeg havde ikke været hurtig nok. Jeg havde ladet ham dø. Hun sagde det, som jeg selv havde tænkt hele dagen, siden jeg havde set Shaknahyi ligge under det blodige lagen. Hun gav mig den skyld, jeg allerede bar, og hun bar sin egen med en brutal klarhed: at hendes børn ikke længere havde en far, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle fortælle dem det, at hun ikke vidste, hvordan hun selv skulle overleve den kommende dag, den kommende uge, det kommende liv.

Jeg kunne ikke flygte fra hendes blik. Ikke fra hendes ord. Ikke fra den verden, hvor alt var blevet en forretning, hvor selv døden var en aftale, der skulle indfries. Jeg havde ingen undskyldning, og hun ville ikke have en. Hun ville have sandheden, eller måske bare en, hun kunne slå på.

Det er her, alting bliver tydeligt. Skylden er ikke blot et ord; det er en kraft, en vægt, der lægger sig over hvert skridt, hver beslutning. Den æder indvendigt, selv når man forsøger at drukne den i alkohol eller købe sig fri med kontanter. For til sidst handler det ikke om penge, ikke om aftaler eller belønninger. Det handler om det ansvar, man bærer, også når man helst ville slippe det.

Det er vigtigt at forstå, at denne nat ikke kun er en fortælling om forbrydelse eller jagten på en mand. Det er en fortælling om det øjeblik, hvor illusionen om kontrol brister, og hvor mennesket står nøgent tilbage med sin egen skyld, sin egen tvivl, sit eget ansigt i spejlet. Man kan lede efter andre, man kan betale andre for at finde dem, men man kan ikke betale sig fra de spor, man selv har sat i andres liv.

Hvordan Howard Waldrop opdaterer Hercules' tolv arbejde i den amerikanske sydstat
Hvordan designes et effektivt kerneområde i højhuse?
Hvordan 2D-Materialer og Heterojunktioner Former Fremtidens Elektroniske Enheder og Energimaterialer
Hvordan strukturerne i nakken er placeret og deres funktioner
Hvordan propaganda og misinformation har formet amerikansk politik og samfund
Bergamot Polyfenoler: Fra Dyremodeller til Menneskelige Studier