Hvordan Medialogik Formede Donald Trumps Politiske Agendasætning og Samfundets Frygt

Donald Trumps politiske kampagner og hans tid som præsident viste, hvordan medialogik kunne forme både sociale politikker og skabe en bevidsthed, der kunne lede til handling. Medialogik kan forstås som den måde, medierne organiserer information og påvirker individers opfattelse af verden omkring dem. Denne logik, især gennem populistiske diskurser, hjalp Trump med at skabe et stærkt tilhængerskab, der var drevet af frygt og mistillid til institutionerne.

En af de mest markante måder, hvorpå medialogik spillede en central rolle, var i den måde, medierne præsenterede immigranter, terrorister, kriminelle og etniske minoriteter som trusler mod den amerikanske identitet. I takt med at kriminalitetsraterne, især voldelig kriminalitet, faldt, blev medierne ved med at fremhæve disse emner, hvilket skabte et billede af et land i krise. På trods af et fald i voldelig kriminalitet, udgjorde rapporter om kriminalitet en betydelig procentdel af lokale nyheder – fra 25% til 40%. Dette kontinuerlige fokus på kriminalitet og vold gennem medierne var med til at skabe en konstant følelse af frygt.

Særligt efter angrebene den 11. september blev frygten for terrorisme en central del af den amerikanske politiske fortælling. Under både Bush- og Obama-administrationerne blev propagandaen omkring terrorisme intensiveret, og forbindelsen mellem terrorisme, kriminalitet, narkotikahandel og immigration blev stærkt forstærket. Et markant eksempel på denne frygtskabende kampagne var en reklamekampagne, der hævdede, at køb af narkotika finansierede terrorisme. Som præsident Bush udtrykte det, "Hvis du stopper med at tage stoffer, slutter du dig til kampen mod terror i Amerika."

Med fremkomsten af internettet og digital medier, såsom Fox News og højreorienteret talk-radio, blev frygt og mistillid yderligere forstærket. Medierne begyndte at fremme ideen om, at de etablerede nyhedsorganisationer, som NBC, CBS, ABC, CNN og The New York Times, var venstreorienterede og liberale, hvilket yderligere cementerede den polariserede mediediskurs. I denne kontekst blev ideer som "birther movement" – den falske påstand om, at Obama ikke var født i USA – en del af en større populistisk fortælling, som Trump og hans tilhængere brugte til at styrke deres position.

Trumps politiske strategi var stærkt afhængig af den frygt, som medierne havde skabt omkring emner som kriminalitet, muslimer, immigranter og terrorister. Dette resulterede i en politisk retorik, der i høj grad var populistisk og frygtbaseret, hvilket fik vælgerne til at føle sig truet af et fjernt, ukontrollabelt element, der kunne tages til fange og bekæmpes gennem politiske tiltag som for eksempel muren langs den mexicanske grænse.

Mediernes rolle i denne sammenhæng kan ikke undervurderes. Som digitaliseringen og brugen af sociale medier blev mere udbredt, blev nyhedsformidlingen mere personlig og interaktiv. Ifølge Pew Research havde næsten 90% af amerikanerne adgang til internettet i 2014, og smartphone-brugen steg betragteligt i samme periode. Denne udvikling betød, at folk kunne vælge deres egne informationskilder, hvilket i høj grad ændrede den måde, nyheder blev distribueret og modtaget på.

En vigtig konsekvens af denne mediedrevne frygt var, at den ikke kun påvirkede individernes opfattelse af samfundet, men også ændrede deres forståelse af, hvad der var muligt og acceptabelt i politik. Som en undersøgelse viste, troede 21 millioner mennesker, at valget var stjålet, og at magtanvendelse var berettiget for at bringe Trump tilbage i Det Hvide Hus. De største faktorer, der prædikede denne tro, var frygten for den store "fortrængning" af det amerikanske folk af immigranter og troen på den kontroversielle QAnon-bevægelse.

Digitaliseringen har i høj grad ændret, hvordan samfundet og individerne interagerer med medier. Ifølge forskere som Couldry og Hepp er det i dag uundgåeligt at tage den massive indflydelse af digitale medier for givet, da de spiller en vigtig rolle i formningen af individets liv. Medielogik og den såkaldte E-Audience (elektronisk publikum) beskriver, hvordan mennesker er blevet formet af et konstant, interaktivt kommunikationssystem. Dette skaber et samfund, hvor individer ikke kun er passive modtagere af information, men aktive deltagere, der former deres egen virkelighed gennem deres mediebrug.

Endelig er det vigtigt at forstå, at mens medierne og digital teknologi har forandret måden, vi opfatter verden på, så er de også en vigtig faktor i at skabe de sociale og politiske spændinger, vi ser i dag. Teknologi og medier er ikke neutrale; de er med til at forme vores virkelighed, og derfor er det nødvendigt at reflektere over, hvordan vi som samfund bruger og forholder os til disse kræfter.

Hvordan Gonzo Governance og Frygtpolitik Formede Trumps Præsidentskab og Medielogik

Den neoliberale filosofi gør sig gældende i institutionelle praksisser, hvor medierne fungerer som bærere af risikoopfattelse, og som i høj grad bestemmer, hvordan vi forholder os til samfundets større udfordringer. Dette var blandt andet noget, den afdøde Richard Ericson understregede, når han påpegede, hvordan liberale samfundsforståelser lover, at sikkerhedsmekanismer vil give frihed i form af glidende markedsforhold, iværksætter-ånden og et samfund, hvor individet er i stand til at tage kontrol over sin egen skæbne. Ericson bemærkede dog, at sikkerhed og frihed er mere fantasier end faktum, da de afhænger af evnen til at forudsige fremtiden – noget, der er fundamentalt umuligt, da fremtiden, i mange tilfælde, er ukendt.

Gonzo Governance tager dermed udgangspunkt i den frygt, der allerede er dybt indlejret i samfundet, og som medierne har udnyttet i årtier. Denne frygt, som ofte har været central i amerikansk nyhedsdækning og populærkultur, er blevet et værktøj til at opbygge et politisk narrativ, der kan retfærdiggøre drastiske politiske handlinger. Trumps kampagne i 2020 brugte et sådant narrativ, hvor kriminalitet og frygt for forskellige "trusler" – herunder især racemæssige og etniske grupper – blev fremhævet. Et eksempel er hans tweet, der advarede forstæderne mod Joe Biden, som han påstod ville ødelægge deres drømme og nabolag. Denne form for frygtbeskedenhed var ikke ny i amerikansk politik, men den blev intensiveret af Trumps brug af medierne.

Trumps indflydelse på medierne viste sig især tydeligt i hans måder at kommunikere på. Hans tweets og offentlige udtalelser blev ikke kun et redskab til at styrke hans egen magt, men også et middel til at forme offentlig opfattelse af, hvad der udgjorde en trussel mod samfundet. Medierne, i deres søgen efter klik og opmærksomhed, kunne ikke lade være med at rapportere om de sensationelle, ofte polariserende udtalelser, der steg op af hans mund. Dette resulterede i en kædereaktion af politisk polarisering, hvor fakta ofte blev udvandet, og frygten for det ukendte – og det "farlige" – blev forstærket.

Det er også væsentligt at forstå, hvordan digitaliseringens fremmarch har ændret spillets regler. I tidligere tider kunne politikere styre deres budskaber gennem de etablerede medier, men i den digitale tidsalder har sociale medier og algoritmer givet dem mulighed for at nå direkte til vælgerne, hvilket i høj grad ændrer dynamikken i politisk kommunikation. Denne udvikling har også betydet, at misinformation og falske narrativer har fået et langt større spillerum. Trumps succes skyldtes ikke blot hans evne til at spille på frygten, men også hans forståelse af, hvordan medielogik og digital teknologi kunne udnyttes til at forme den politiske virkelighed.

Trumps tilgang til politik er således et udtryk for en større tendens i moderne politik, hvor frygt, informationsteknologi og medielogik smelter sammen og skaber et politisk landskab, hvor risici, kontrol og fremtidens usikkerhed bliver det centrale omdrejningspunkt for magtudøvelse. I denne kontekst er det afgørende at forstå, at den politiske magt ikke kun udøves gennem traditionel lovgivning og beslutningstagning, men også gennem den måde, hvorpå information og frygt formes og distribueres til offentligheden.

Hvordan blev Trump et ikon for en ny form for politisk vold og symbolsk magt?

Den symbolske magt i moderne politik er knyttet til mobilisering, identitet og medialisering. Når en politisk aktør som Trump formår at binde et kollektivt følelsesliv til fortællingen om uretfærdighed og forræderi, bliver han ikke blot talsmand, men frelser. Dette er Gonzo-politik: en medieforstærket retorik, født i kaos og styret af et løfte om drastisk forandring. Det er ikke længere politik, men et drama, hvor institutioner, regler og normer reduceres til kulisser i en scene iscenesat af én mand og medierne, der dyrker ham.

Hunter S. Thompsons Gonzo-journalistik, hvor grænserne mellem virkelighed og subjektiv oplevelse flyder, bliver her skabelon for en ny styreform. Gonzo er anti-konventionel, følelsesdrevet og altid i opposition til etablerede strukturer. Den er en reaktion på oplevet sammenbrud, en insisteren på, at systemet ikke længere virker – og derfor må overskrides. Dette manifesteres i den politiske arena, hvor Trump optræder som den eneste, der tør italesætte kaos og handle uden hensyn til “spillet” eller dets regler.

I domstole, medier og politiske institutioner blev “Gonzo” et spørgsmål om at genvinde kontrol gennem teatralske, grænseoverskridende handlinger. Når en dommer udsteder en uforholdsmæssig hård dom for at sende et budskab via medierne, er det Gonzo-retfærdighed. Når Trump affejer valgnederlag, undergraver valginstitutionens legitimitet og opildner til vold under dække af patriotisme, er det Gonzo-demokrati – et system, der erstatter struktur med symbolik, diskurs med affekt.

Trump blev, som Thompson i sin tid gjorde med journalistikken, en nedbryder af politiske normer. Han var ikke en fejl i systemet, men en kulmination af årtiers udvikling mod infotainment, personliggjort magt og en medieøkonomi, der belønner ekstreme udtalelser og følelsesladet konflikt. I stedet for at styrke samfundets integrative ritualer, latterliggjorde han dem. Inaugurationer, valgresultater, præsidentielle taler – alt blev omformet til scener for dramatisk selvfremstilling og konfrontation.

Ifølge sociologisk teori er samfundsordenen afhængig af ritualer, der skaber fælles betydning og følelsesmæssig samhørighed. Gennem symbolsk respekt og gensidig anerkendelse bekræfter borgerne deres fællesskab og tillid til institutionerne. Men i Trump-æraen blev disse ritualer afvist og erstattet af polariserende, følelsesdrevet iscenesættelse. Det sociale bånd blev brudt, og i stedet blev en ny, affektiv loyalitet konstrueret – mellem individet og den politiske performer, der taler direkte til frygten, frustrationen og længslen efter orden.

Mediernes rolle er her afgørende. Gonzo-politik kunne ikke eksistere uden en medial struktur, hvor budskaberne flyder uden filtrering, uden verifikation, og uden respekt for grænser mellem fakta og følelse. Trump behøvede ikke journalistisk mægling; hans adgang til Fox News og millioner af Twitter-følgere gjorde ham til sit eget mediesystem. Dette forstærkede hans evne til at skabe “øjeblikke” – små narrative eksplosioner, der bekræftede følelsen af krise og behovet for radikale løsninger. Ikke gennem debat, men gennem dominans.

Det centrale er, at denne form for politisk praksis ikke blot er en midlertidig afvigelse, men en strukturel transformation af, hvordan politik opleves, udføres og forstås. I stedet for deliberation får vi affekt. I stedet for system får vi scene. Det demokratiske rum reduceres til en kampplads, hvor kun den, der kan styre narrativet, overlever. Og i dette rum blev Trump – gennem Gonzo-æstetik, digital medieforståelse og en uimodståelig evne til at skabe identitet gennem konflikt – den dominerende aktør.

Gonzo-politik og dens symbolske virkning bør forstås ikke kun som en politisk strategi, men som en dybt kulturel reaktion på det oplevede tomrum i det moderne samfund. Når institutioner mister