Hvordan Har Sinn Féin Ændret Sig? En Kritik af Behandlingen af Arbejderklassen

Brendan Hughes, en tidligere kommandant i den republikanske IRA, har i flere år kæmpet imod de forandringer, han mener, har undermineret Sinn Féin's oprindelige ideologiske grundlag. For ham har den politiske udvikling i partiet været en svigten af arbejderklassens interesser og en fjernelse af de værdier, han kæmpede for gennem hele sit liv. Det, han ser i dag, er en organisation, der har ændret sig, en organisation, der ikke længere repræsenterer de samme principper, som den gjorde, da han først blev involveret.

I sin kritik fremhæver Hughes flere konkrete eksempler på, hvordan Sinn Féin, under ledelse af personer som Gerry Adams, har ændret sin tilgang til arbejderklassen. Han beskriver, hvordan partiet har indledt et samarbejde med britiske myndigheder gennem Fredsaftalen (GFA), en aftale, der, ifølge Hughes, repræsenterer et alvorligt forræderi mod alt, hvad den republikanske bevægelse stod for. For Hughes er det uomtvisteligt, at denne aftale kun cementerede britisk herredømme i Irland, og at det er et skridt væk fra de oprindelige ideer om irsk uafhængighed og selvbestemmelse.

Denne forandring i partiets ledelse har også haft konsekvenser for, hvordan det forholder sig til økonomiske spørgsmål. Hughes fremhæver blandt andet, hvordan Sinn Féin har undladt at tage stilling mod udnyttelsen af arbejderne af de samme byggeentreprenører, som tidligere var forbundet med organisationen. De har endda været med til at bygge deres egne kontorer, betalt med lavtlønsarbejde under usle forhold. For Hughes er dette et klart tegn på, at Sinn Féin har forladt sine revolutionære rødder og har valgt at tilpasse sig det etablerede system, selvom det betyder at svigte arbejderklassen.

Selvom Hughes erkender, at han ikke har en klar alternativ løsning til den nuværende politiske situation, mener han, at debatten og åben kritik er afgørende for at få politiske ændringer til at finde sted. Han og hans støtter, som repræsenterer IRWG (Irish Republican Workers Group), har forsøgt at rejse spørgsmål om GFA og de politiske beslutninger, der er blevet truffet af Sinn Féin. De har påpeget de svagheder og forræderi, de mener at finde i partiets nuværende politik. For Hughes handler det ikke om at bygge et nyt parti, men om at gøre opmærksom på, at ikke alle i det republikanske miljø har accepteret GFA og det britiske system.

Hughes' kritik strækker sig langt ud over de politiske beslutninger, der er blevet truffet. Det handler også om, hvordan Sinn Féin, tidligere en bevægelse, der var dybt forankret i arbejderklassen, nu ser ud til at prioritere politisk magt og personlig vinding frem for de grundlæggende værdier, som bevægelsen var bygget på. Dette har ikke kun økonomiske konsekvenser, men også sociale og kulturelle. Den oprindelige solidaritet, som definerede den republikanske bevægelse, er blevet erstatte med et fokus på institutionel magt og økonomisk gevinst.

For den almindelige irske arbejderklasse betyder det en politisk bevægelse, som ikke længere taler deres sprog eller kæmper for deres interesser. Sinn Féin har gjort sig til en del af det system, de engang kæmpede imod, og i processen har de forladt de idealer, der gjorde dem til et symbol på modstand og håb for mange irere.

Det er ikke bare et spørgsmål om ideologi eller politisk strategi. For mange af de mennesker, der har støttet Sinn Féin i årevis, betyder det en følelse af forræderi. De ser nu et parti, der engang var en repræsentant for en uafhængig og retfærdig irsk republik, som i stedet har valgt at samarbejde med de magter, de engang modsatte sig. For disse personer handler det ikke kun om politik, men om et spørgsmål om moral og troværdighed, og hvordan de politiske ledere er blevet til de personer, de en gang kritiserede.

Det er essentielt at forstå, at denne udvikling ikke kun handler om politik. Det handler om, hvordan magt kan ændre mennesker og organisationer. Hvordan det, der begyndte som en kamp for frihed og retfærdighed, kan ende med at blive en kamp for politisk overlevelse, hvor de oprindelige mål bliver overset eller glemt. Dette er den virkelighed, mange mennesker i Irland i dag står overfor, og det er en virkelighed, som stiller spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig betyder at kæmpe for et mål.

Hvad har vi opnået efter 20 år med sultestrejkerne?

Den dag jeg blev kaldt til at påbegynde sultestrejken, var den sidste beslutning for at afslutte protesten i fængslerne. Vi havde lidt i mange år under den britiske regering, og til sidst kunne vi ikke længere bære den ubærlige vold og lidelse. Sultestrejken var ikke kun en kamp for vores retter, men et klart signal om, at vi ikke ville bøje os for den systematiske undertrykkelse, som blev påtvunget os af den britiske stat. Det var en yderst smertefuld proces, både fysisk og psykisk, men nødvendigheden af at afslutte de umenneskelige forhold i fængslerne gav os modet til at fortsætte.

Jeg kom fra en arbejderklassebaggrund, en socialistisk opvækst, og blev medlem af IRA. Gennem årene i Long Kesh, et britisk fængsel, og i protesterne i de tidlige 70'ere blev jeg vidne til, hvordan den britiske regering forsøgte at kriminialisere os. I 1978 blev jeg betragtet som en ikke-politisk fange, og blev fjernet fra min tidligere status som politisk fange og smidt i H-blokkene under forfærdelige forhold. Vi blev udsat for systematisk mishandling, ubehagelige forhold og forværring af allerede ekstreme lidelser.

På det tidspunkt troede den britiske regering, de havde besejret vores kamp. De forsøgte at få IRA til at indgå en langvarig våbenhvile, der ville føre til normalisering af situationen. Det skulle blive et skridt mod at få os til at acceptere en tilværelse under den britiske kontrol. De forsøgte at pacificere situationen ved at få de britiske tropper væk fra gaderne og i stedet sende politiet tilbage. Men vi nægtede at lade os krænke. Vi blev i fængslerne, hvor vi led, men vi beholdt håbet om en retfærdig og demokratisk socialistisk republik.

Efter den første sultestrejke, som vi troede var afsluttet, opstod en forræderi, der førte til den anden, og som resulterede i ti dødsfald. Det var en tragedie, men det var også en påmindelse om, at vi aldrig kunne stole på, at regeringen ville overholde aftalerne. Vi kæmpede for at afslutte protesterne, men modstanden mod vores kamp forblev stærk. Den politiske situation havde dog ændret sig markant i 1980’erne, og vi begyndte at se en større politisk bevidsthed blandt republikanerne, som igen tog til gaderne for at kæmpe for vores krav.

Senere blev Hume/Adams-dokumentet skabt, et dokument som jeg aldrig har set. Dette dokument blev senere grundlaget for det, vi i dag kender som Langfredagsaftalen. Denne aftale var ikke et endegyldigt svar på de spørgsmål, vi stillede. Den britiske stat opretholdt stadig et korrumperet og sekterisk system, som vi havde kæmpet imod i 30 år. Jeg spurgte mig selv, om vi virkelig havde opnået noget med den lange kamp. Hvad var meningen med det hele? Vi havde kæmpet mod en uretfærdig stat, men Langfredagsaftalen bekræftede på mange måder denne stat.

Det er vigtigt at forstå, at kampen ikke var kun om at få afsluttet fængselsprotester eller om at vinde politiske gevinster på kort sigt. Vores kamp var for en uafhængig og demokratisk republik, men den sidste aftale, Langfredagsaftalen, resulterede kun i en fortsættelse af det system, vi havde kæmpet imod. Det efterlod et blandet resultat: Vi havde ikke opnået de mål, vi havde sat os for, og spørgsmålet om retfærdighed og uafhængighed forbliver ubesvaret.

Det er derfor vigtigt at overveje, hvad der blev opnået i kølvandet på de 30 års kamp. Hvordan definerer vi succes, og hvordan vejer vi de ofre, der blev gjort? Hvordan forholder vi os til de politiske løsninger, der opstod som et resultat af konflikten? Det er spørgsmål, vi stadig står overfor den dag i dag.

Hvordan Tidligere Fanger Kæmper med Livet Efter Fængslet: Historier fra Irlands Konflikt

Efter løsladelsen blev livet for Hughes præget af den fysiske og psykiske nedbrydning, der fulgte med fængslingen. Arthritis, nedsat immunforsvar og post-traumatisk stress lidelse, som blev overset af myndighederne, gjorde det vanskeligt at finde en vej tilbage til et produktivt liv. Men som mange andre, der har været gennem lignende prøvelser, fandt han sig selv fanget i en økonomisk og social modløshed, der gjorde hverdagen endnu hårdere. “Jeg prøvede at organisere en strejke for at få bedre løn som arbejdsmigrant, men de andre var så desperate, at de ikke ville være med,” siger han. Det var ikke kun fysisk lidelse, men også følelsen af at være forladt af de samme mennesker og organisationer, han havde kæmpet for, der efterlod dybe sår.

Tommy McKearney, en anden tidligere fange, påpeger, at fængslingen ofte fratager unge mennesker muligheden for at udvikle sig følelsesmæssigt og socialt. Hans egne erfaringer af at miste familiemedlemmer under konflikten og derefter stå overfor et samfund, der var gået videre, har givet ham en forståelse af den dybe følelsesmæssige sorg, mange tidligere fanger oplever. “Når man kommer ud, er det som om, man er en fremmed i sin egen verden,” forklarer han. McKearney taler om de psykiske og fysiske omkostninger ved langvarig fængsling, hvor mange efter flere år i fængsel ender med at blive institutionalisere, hvilket betyder, at de mister forbindelsen til samfundet og deres egne følelser.

En af de mest alvorlige konsekvenser ved at være politisk fange er den mangel på støtte, der ofte findes, når man prøver at genintegreres i samfundet. Mange oplever, at de bliver behandlet som andenrangsborgere, både af tidligere kammerater og af samfundet generelt. De bliver ofte stigmatiseret og møder modstand, uanset hvilken vej de forsøger at gå. Dette er tydeligt i McKearneys beskrivelse af, hvordan tidligere fanger stadig er underlagt diskrimination i arbejdsmarkedet og endda bliver afvist fra at få adgang til visse offentlige eller private jobmuligheder.

Sådanne historier afslører ikke kun de personlige omkostninger ved politisk motiveret vold og fængsling, men peger også på samfundets ansvar for at hjælpe disse individer med at finde en vej frem, hvor de kan bidrage til samfundet og samtidig helbrede deres personlige traumer. Problemet er ikke kun, at de tidligere fanger er blevet låst inde i et system, der nægter dem grundlæggende rettigheder og muligheder, men at samfundet heller ikke har formået at give dem den nødvendige støtte og forståelse, som kunne hjælpe dem med at navigere i en verden, der har ændret sig, mens de sad fængslet.

Hvordan Brendan Hughes og "The Dark" definerede modstand og læring i fængslet

Brendan Hughes, også kendt som "The Dark," var en markant figur i den irske republikanske kamp og en personlighed, der efterlod et dybt indtryk på dem, der stødte på ham i fængslet. Han var ikke kun en leder med stor autoritet, men også en mand, der i sin praksis udviste en sjælden evne til at engagere sig med rivaliserende ideologier uden at falde i selvtilfredshed. På en måde var hans tilgang til modstand en kontrast til de etablerede normer og institutioner, han forsøgte at modarbejde. Denne egenskab gjorde ham til en bemærkelsesværdig figur i de tidlige år af hans liv, som han delte med sine fængselskolleger, herunder Bobby Sands.

Som leder af "Cage 11" i Crumlin Road Prison i 1974 skabte Brendan en kultur af intellektuel frihed, som var sjælden i et system, der ofte forsøgte at nedbryde de indsattes moral og samhold. Hans tilgang til læring var præget af en egalitær filosofi, hvor hierarkier blev nedbrudt, og idéer frit kunne flyde uden frygt for reprimande. Brendan betragtede sig ikke som ufejlbarlig; han havde en ydmyghed, der afspejlede sig i hans syn på læring som en kollektiv proces. Denne evne til at holde et åbent sind og engagere sig med forskellige perspektiver gjorde ham til en af de mest respekterede ledere blandt de republikanske fanger.

Brendan havde, ligesom mange af sine kammerater i fængslet, en naturlig modstand mod autoriteter. Denne modstand kom til udtryk i hans analyse af de politiske begivenheder, der fandt sted uden for fængslets mure. Hans kommentarer om Good Friday-aftalen, hvor han med skarphed beskriver aftalen som "Got Fuck All," viser hans evne til at distillere komplekse politiske realiteter på en måde, der gjorde det muligt for ham at forstå, hvad der virkelig var på spil. Hans kritik af aftalen, som han mente ikke førte til en samlet Irland, var ikke blot en kommentar til politiske forhandlinger, men en dybtfølt vurdering af, hvordan den republikanske kamp kunne blive undergravet af politiske kompromiser.

Men Brendan Hughes var ikke kun en leder, der arbejdede for en politisk forandring; han var også en mand med følelser, som var i stand til at vise medfølelse og varme for de mennesker, han ledte. Hans forhold til de yngre fanger, der kunne være blevet demoraliserede af det brutale fængselssystem, var et vidnesbyrd om hans humanisme. Hans ansvar for deres velbefindende, ligesom Bobby Sands’ ansvar, blev aldrig en abstrakt idé, men noget, der blev omsat til konkret handling. Hans ledelse var en balance mellem at være både en kriger og en beskytter, hvilket gjorde ham til en uundværlig figur i fængselsmiljøet.

Brendan Hughes' død i 2008 markerede slutningen på en æra, men hans ideer og hans engagement lever videre. Hans begravelse, hvor folk, der engang havde forsøgt at smøre hans navn, stod tættere på hans kiste, mindede om de mange interne og eksterne kampe, han havde ført. Hans principper forblev urørlige, hvilket gjorde hans død til en symbolsk afslutning på en kamp, der strakte sig langt ud over de fysiske grænser af fængslet og kampen for en samlet Irland. Hans aske blev spredt i Cooley-bjergene i Omeath, et sted, der nu er et symbol på hans ånd og hans uophørlige stræben efter frihed.

Udover Brendan Hughes' personlige bidrag til den republikanske kamp og hans filosofi om læring i fængslet, er det vigtigt at forstå den bagvedliggende kulturelle og politiske kontekst, som hans liv og handlinger reflekterede. Det var ikke kun en politisk kamp mod en imperial magt, men også en dybtfølt kamp for personlig integritet og et kollektivt ansvar. De, der stod sammen med ham, blev ikke kun ledere af et politisk projekt, men blev også bærere af en livsfilosofi, der var præget af modstand, men også af den største respekt for menneskelig værdighed og intellektuel frihed. Deres indflydelse strækker sig langt ud over de specifikke politiske mål, de forsøgte at opnå, og deres ideer om læring, oplysning og menneskelig værdighed bør ikke glemmes i vores forståelse af både den republikanske historie og den bredere kamp for frihed og retfærdighed.

Hvordan Brendan "Darky" Hughes og H-Block Hungerstrækerne Formede Den Politiske Kamp

Brendan "Darky" Hughes' indflydelse i de politiske fængsler og hans engagement i den republikanske socialisme var uundværlig for mange af hans medfanger, både under og efter Blanket-protesten. Hughes, som kom fra Falls Road, var en af de mest respekterede figurer blandt de politiske fanger i H-Block. Hans dedikation til sagen, hans lederskab og hans evne til at inspirere, selv i de mørkeste tider, efterlod et varigt indtryk på alle, der var vidne til hans kamp.

Selvom Brendan Hughes og de andre deltagere i H-Block ikke havde mange muligheder for at kommunikere, fandt de måder at opretholde åndelig og politisk støtte til hinanden. På trods af den fysiske afstand og de strenge forhold, var der et stærkt bånd mellem deltagerne i protesten. Det var under disse betingelser, at Hughes’ karakter og styrke som leder blev virkelig synlige. For ham handlede det ikke kun om at modstå systemet, men om at opretholde værdierne om solidaritet, medmenneskelighed og en kompromisløs kamp for republikanske idealer.

Da nyheden om Bobby Sands' død nåede Brendan Hughes, var det et vendepunkt for både ham og for hele bevægelsen. Sands, der var på sin 66. dag af sin sultestrejke, døde den 5. maj 1981. For Hughes var dette ikke bare tabet af en ven og en kammerat, men også et tragisk symbol på de ekstreme omkostninger, som den politiske kamp havde for mange. Den morgen, da han modtog beskeden om Sands' død, var et af de laveste punkter i Hughes' liv. Hans reaktion – en stille, indadvendt sorg – afspejlede den dybe sorg og fortvivlelse, som alle deltagerne i protesten følte.

Det var en tid, hvor politisk ideologi og personlige ofre smeltede sammen i en uundværlig symbiose, og hvor kampen ikke kun var mod en fysisk modstander, men også mod tidens grusomhed. Hughes, der i mange år havde været en drivkraft i protesterne, måtte nu tage ansvar for at holde håbet oppe, selv når det virkede som om, alt var tabt. Det var gennem sådanne prøvelser, at han og mange andre fanger, som havde levet med denne konstante undertrykkelse, blev formet af den politiske situation.

Hughes’ liv og virke i fængslet vidner om en politisk kamp, der var tæt knyttet til hans egen identitet som en republikansk socialist. Han var ikke kun en deltager i den politiske bevægelse, men dens levende symbol. Hans mod og vilje til at fortsætte kampen, selv når det syntes håbløst, gjorde ham til en helt blandt sine kammerater.

Selv i de mest kaotiske og følelsesmæssige stunder var Hughes i stand til at udstråle en form for styrke og beslutsomhed, som blev afgørende for hans kammerater. Han indså, at selvom han måske ikke kunne ændre begivenhederne, kunne han støtte sine kammerater i deres kamp. Den proces, hvor han langsomt tilpassede sig denne ubeskrivelige sorg og fandt sin indre styrke til at fortsætte, er et af de mest betydningsfulde øjeblikke i hans liv.

For læseren er det vigtigt at forstå, at denne kamp, som de politiske fanger gennemførte, ikke kun handlede om at opnå politisk status eller forhandlinger med magthaverne. Det handlede om menneskelig værdighed, om at opretholde sin identitet og om at blive anerkendt som en borger med ret til politisk og menneskelig frihed. Blanket-protesten, hungerstrejkerne og de lidelser, der fulgte, var et klart bevis på de ekstreme forhold, som disse mænd og kvinder var villige til at udholde for deres idealer.

I denne sammenhæng er det også vigtigt at anerkende den psykologiske og fysiske omkostning, som en sådan kamp har på de mennesker, der er dybt engagerede. Når vi taler om politik og ideologi, er det ikke kun de politiske sejre eller nederlag, der betyder noget, men også de personlige historier, de ofre og de kampe, der ikke nødvendigvis er synlige på den offentlige scene. For mange var det netop denne kamp, der gjorde en forskel i deres liv, ikke kun politisk, men også på et dybt personligt plan.