Hvorfor ‘Fake News’ Er Et Problem I Sig Selv

Begrebet 'fake news' er blevet et centralt udtryk i den offentlige diskurs om medier, politik og demokratiets tilstand i det 21. århundrede. For mange er det blevet synonymt med et alvorligt problem, der truer vores samfund og den demokratiske proces. Den brede enighed blandt forskere og politiske kommentatorer er, at fake news er et voksende fænomen, som underminerer tilliden til medierne og forvrænger offentligheden opfattelse af sandhed og virkelighed. Men hvad hvis vi tager et skridt tilbage og spørger: Er ‘fake news’ virkelig et fænomen i sig selv, eller er det blot et udtryk for noget dybere liggende?

Problemet med termen ‘fake news’ er ikke, at det er vagt eller flertydigt – selv om det er tilfældet. Det egentlige problem opstår, når begrebet bruges som et værktøj til at diskreditere enhver oplysning, man er uenig i, uden nødvendigvis at forholde sig til sandheden af de pågældende nyheder. Ligesom termen 'konspirationsteori' eller den ældre betegnelse 'kætteri', har ‘fake news’ en funktion, der ikke handler om at beskrive et objektivt fænomen, men om at udpege noget som værende farligt, usandt eller i sidste ende farligt for samfundets normer og værdier. Ved at anvende termen skaber man en kategorisering, der gør det muligt at afvise modstridende synspunkter uden at gå ind i substansen af påstanden.

Dette har flere problematiske konsekvenser. For det første forhindrer det en ægte diskussion om de reelle problemer, der findes i dagens medielandskab. Nyhedsmedier producerer naturligvis ikke altid objektive eller nøjagtige historier, men at reducere problemet til et spørgsmål om 'fake news' gør det sværere at identificere de mere subtile måder, hvorpå medier kan manipulere information. Det er for eksempel vigtigt at forstå, at medierne kan have en tendens til at overdrive eller konstruere historier på måder, som ikke nødvendigvis er 'falske', men som stadig kan fordreje virkeligheden eller skabe forvirring.

Desuden skaber termen ‘fake news’ en atmosfære, hvor det bliver lettere at beskytte sine egne overbevisninger mod kritik. Når man hævder, at noget er fake news, gør man det muligt at afvise det som irrelevant eller usandt uden at være forpligtet til at undersøge de underliggende fakta. Dette kan føre til en yderligere polarisering af samfundet, hvor grupper lukker sig om deres egne versioner af virkeligheden uden at engagere sig i den svære opgave at evaluere modstridende synspunkter.

Vigtige aspekter, der bør inddrages i forståelsen af 'fake news', omfatter ikke kun de teknologiske og sociale faktorer, der gør nyhedsformidling mere fragmenteret og polariseret, men også de epistemiske og etiske dimensioner. Hvordan forholder vi os til information i en tid, hvor det er så let at sprede misinformation? Hvordan kan vi opbygge kritisk tænkning og mediekompetence i en tid, hvor medierne ikke længere ses som den eneste autoritative kilde til viden? Det er nødvendigt at udvikle en kultur af epistemisk ansvarlighed, hvor vi lærer at vurdere information på en grundig og reflekteret måde.

I stedet for at fokusere på begrebet 'fake news', bør vi overveje, hvordan vi kan fremme en mere nuanceret forståelse af medieindhold, som ikke kun anerkender de problematiske aspekter ved misinformation, men også inddrager de etiske og epistemiske ansvar, der følger med det at indtage og dele information. Det er kun gennem en sådan refleksion, at vi kan begynde at forstå og håndtere de udfordringer, som den moderne informationsstrøm stiller os overfor.

Hvordan falske nyheder fremmer den normative afvigelse i videnskabelige praksisser

Falske nyheder spiller en væsentlig rolle i at støtte op om og forstærke den normative afvigelse i post-undersøgelses praksisser. De udnytter rationelle processer for at skjule deres oprindelse og præsentere deres manipulation som en form for rationel viden, hvilket giver dem en facade af legitimitet. Falsk videnskab og videnskabelig benægtelse benytter sig af epistemiske filtre og falske nyheder for at miskreditere etablerede kilder til viden, samtidig med at de forstærker pseudovidenskabelige forklaringer, som ellers ville blive anerkendt som vildledende.

Flere af de bidrag, der findes i litteraturen om post-sandhedens tidsalder, understreger hvordan patologier langsomt infiltrerer vores epistemiske praksisser. I et kapitel, “Facing Epistemic Authorities: Where Democratic Ideals and Critical Thinking Mislead Cognition,” argumenterer Thomas Grundmann for, at selv respektable oplysningsprincipper kan lede os på afveje. Grundmann påpeger, at to oplysningsidealer – (i) at anvende vores kritiske tænkning uden restriktioner og (ii) at respektere rationaliteten hos enhver rationel aktør – bør kvalificeres, når vi har adgang til ekspertvurdering. Eksperter har langt større sandsynlighed for at have ret inden for deres fagområde end vi har i forhold til deres domæne. Grundmann hævder, at det ikke kun er individuelle mangler i kritisk tænkning, der fører til vores post-sandheds tilstand, men også, at oplysningsidealerne selv giver os dårlige epistemiske standarder, der nærer konspirationsteorier. I denne kontekst bør vi stole på eksperterne, i stedet for at lade vores egne vurderinger overtrumfe deres faglige viden.

I et andet kapitel, “How Vice Can Motivate Distrust in the Elites and Trust in Fake News,” undersøger Maura Priest, hvordan eksperter i høj grad selv er skyld i den tillidskrise, der omgiver dem. Priest identificerer to vices: epistemisk ufølsomhed og epistemisk hindring. Den første refererer til eksperternes manglende evne til at erkende, hvordan konteksten påvirker modtagelsen af viden, og den anden til deres tendens til at præsentere information på en måde, der er utilgængelig for en bredere offentlighed. Begge disse vices kan skabe mistillid til eksperter og åbne døren for, at folk søger alternative kilder til viden, som falske nyheder.

I “The Dissemination of Fake Science: On the Ranking of Retracted Articles in Google,” analyserer Emmanuel J. Genod og Erik J. Olsson, hvordan algoritmer kan bidrage til at sprede videnskabeligt afvist data. De viser, hvordan Google og Google Scholar fortsat placerer videnskabelige artikler, der er trukket tilbage, på prominente pladser i søgeresultaterne, hvilket gør dem sværere at skelne fra valid forskning. Denne mekanisme skyldes, at algoritmerne er designet til at rangordne baseret på popularitet, hvilket gør det vanskeligt at udbedre fejlinformation.

En af de potentielle løsninger på den epistemiske krise, vi står overfor, kan være at udøve en form for “news abstinence” (nyhedsafholdenhed), som Sven Bernecker diskutere i sit kapitel. Han foreslår, at vi i visse situationer kan være berettiget til at ignorere nyheder midlertidigt, især når en bestemt kilde eller emne er blevet præget af forvrængning. Bernecker mener, at vi kan opnå en større epistemisk klarhed ved at vælge ikke at forholde os til de mange modsatrettede nyhedsstrømme, som vi konstant bombarderes med.

Når vi ser på, hvordan vi som individer kan håndtere de epistemiske risici, vi løber, når vi deler information, understreger Sarah Wright i sit kapitel, “The Virtue of Epistemic Trustworthiness and Re-Posting on Social Media,” vigtigheden af at være ansvarlig på sociale medier. En epistemisk pålidelig person vurderer omhyggeligt de potentielle risici ved at videreformidle information, da det kan være svært at trække tilbage vildledende indhold. Det kræver en vågenhed og en evne til at afveje risikoen ved at dele potentielt falsk information mod ansvaret for at viderebringe pålidelig viden.

Endvidere understreger Sanford Goldberg, at vores individuelle epistemiske praksisser ikke kun påvirker os selv, men også hele informationssystemets sundhed. I sin analyse af falske nyheder og epistemisk rådne understreger Goldberg, at vi som individer bør engagere os i en form for epistemisk havearbejde for at fremme pålidelig viden og undertrykke den falske.

Hvordan Epistemisk Insensitivitet Kan Påvirke Vores Beslutninger og Viden

Epistemisk insensitivitet refererer til en skyldig mangel på bevidsthed om de faktorer, der ikke direkte relaterer sig til viden, men som alligevel kan forstyrre erhvervelsen af epistemiske goder, som viden, berettiget sand tro og visdom. Begrebet dækker over en ubevidst påvirkning af vores kognitive processer, hvor ikke-epistemiske faktorer - altså faktorer, der ikke har direkte relevans for sandheden af en given påstand - kan forvride vores beslutningstagning og derved reducere kvaliteten af vores viden.

Der findes en væsentlig skelnen mellem direkte og indirekte epistemiske faktorer. Direkte epistemiske faktorer er dem, som umiddelbart påvirker vores overbevisning om sandheden af en påstand. Indirekte faktorer, derimod, påvirker ikke sandheden af påstanden direkte, men de kan ændre sandsynligheden for, at vores undersøgelse vil føre til sand viden. Eksempler på indirekte faktorer kunne være, hvordan vi bliver påvirket af sociale eller følelsesmæssige omstændigheder under en undersøgelse.

I en hypotetisk verden med fuldt rationelle individer, hvor alle er immune over for irrelevante epistemiske påvirkninger, ville epistemisk insensitivitet ikke være et problem. I virkeligheden er agenter dog sjældent immune over for sådanne påvirkninger. Vores kognitive processer er ofte farvet af ikke-epistemiske faktorer som f.eks. personlig bias, følelsesmæssige tilstande, eller sociale og kulturelle overbevisninger, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med sandheden af de påstande, vi undersøger.

Epistemisk insensitivitet viser sig på mange måder i vores hverdag. Eksempler som bekræftelsesbias, hvor vi har en tendens til at tro på det, der bekræfter vores eksisterende verdenssyn, eller personlige bias, hvor vi er mere tilbøjelige til at tro på vidnesbyrd fra personer, vi har sympati for, er udbredte i både dagligdags beslutningstagning og i mere komplekse epistemiske undersøgelser. Andre faktorer, som distraktioner eller træthed, kan også føre til epistemisk fiasko, da vi ofte er mere tilbøjelige til at fejle i situationer, hvor vi er udmattede eller følelsesmæssigt belastede.

En af de mest subtile former for epistemisk insensitivitet kan ses i den akademiske verden, hvor undervisere ikke tager højde for de ikke-epistemiske faktorer, der kan påvirke deres studerendes evne til at tilegne sig viden. Tag for eksempel en professor, der fastholder strenge deadlines uden hensyntagen til de personlige omstændigheder, som en studerende måske står overfor. Selvom den studerendes omstændigheder ikke direkte påvirker sandheden af den viden, der skal erhverves, kan de dog væsentligt reducere sandsynligheden for, at den studerende vil kunne opnå de ønskede epistemiske goder. En mere epistemisk følsom tilgang ville være at anerkende de påvirkninger, der forstyrrer den studerendes evne til at lære, og tilpasse sig derudfra.

Epistemisk insensitivitet kan også spille en rolle i politiske eller samfundsmæssige diskussioner, hvor individer med stærkt beskyttede værdier er mindre tilbøjelige til at tro på information, der udfordrer deres overbevisninger. Et eksempel på dette er, når en ekspert forsøger at overbevise en person, der har stærke religiøse overbevisninger, om evolutionens videnskabelige fundament. Eksperten, der selv måske er ateist, kan utilsigtet understøtte et syn, der er i modstrid med den religiøse modtagers værdier, hvilket skaber en barriere for epistemisk udveksling.

Det er derfor essentielt, at vi i vores epistemiske diskussioner er opmærksomme på de indirekte faktorer, der kan forvride vores vurdering af viden. En god epistemisk praksis kræver, at vi ikke kun fokuserer på de direkte faktorer, der taler til sandheden af påstande, men også tager højde for de kontekstuelle og personlige faktorer, der kan påvirke vores undersøgelse. Det er kun gennem en øget bevidsthed om epistemisk insensitivitet, at vi kan opnå mere præcise, objektive og retfærdige konklusioner i vores vidensprocesser.