En bus, den stank, var overfyldt og smertefuld at være i. Alligevel var den fyldt med noget andet – noget, der trak mig tættere på løsningen på mit eget mysterium. Den fysiske træthed og de narkotiske rusninger kunne ikke undslippe mig, men på den anden side føltes det som om jeg bevægede mig mod noget større. Jeg var ikke længere kun fanget i min krop, men på vej mod noget, der kunne afsløre, hvem jeg virkelig var.

Jeg husker, hvordan bussen rystede af vejen i retning mod Constantine, med uforglemmelige dufte og smage, som havde jeg ikke været hjemme i mange år. Den varme aprikosjuice fra en gammel mand i Barbary, selv den kunne få mig til at føle mig lidt tættere på hjem. Det er, som om smagen af fortiden er noget, man jagter for at finde sig selv. Uanset om det er duften af frugt eller en bid af en suppe, der bringer minder frem, så er det måske ikke bare en simpel erkendelse af, hvad man mangler, men en påmindelse om, hvad man er blevet. At tage en pause, spise noget godt som chorba be'ida bel kefta i Constantine, er en symbolik for at mærke noget menneskeligt, noget jordisk midt i den intense jagt på svar.

Det er ikke altid, vi tager os tid til at mærke tingene – især ikke når man har så mange lag af teknologi, medicin og opiater til at holde smerten og træthed på afstand. Men spørgsmålet er, hvad sker der, når man gør det? Jeg indså, at jeg i mange år har haft et forhold til mit krop og sind som var mere kontrolleret end det var sundt. Når man er på stoffer – eller i mit tilfælde er "wired" – kan man forme sin egen opfattelse af virkeligheden. Fysisk kan man være mæt, fri for smerte, men man mister måske forbindelsen til noget dybere. Når smerten forsvinder, er det som om, man mister noget essentielt ved sig selv.

Jeg kiggede på min ven, Saied, der kun halvt forstod min afhængighed af pillerne. Han havde sine egne opfattelser af, hvad der var vigtigt i livet, men han kunne ikke rigtig forstå mig. "Så du er stenet?" spurgte han, når vi gik fra bussen til en taxa på vej til et offentligt bibliotek. Jeg trak på skuldrene. Jeg vidste, jeg ikke kunne forklare det, som han ville forstå det. Men i en verden, der hurtigt ændrer sig, er vi ofte nødt til at vælge hvordan vi ser og føler, selv når det ikke altid er det sundeste valg.

Mit søgning efter svar tog mig til Algiers. For mig var det ikke bare byen, men noget, der lå dybere. Jeg fandt et navn – Angel Monroe – og en adresse i Kasbah, en del af byen, der var ligeså gammel som mine egne minder. Kasbah var et sted fyldt med mennesker og liv, men også en labyrint af fortidens spor. Jeg klatrede op ad trapperne til en gammel bygning, og selvom alt omkring mig var slidt og nedslidt, føltes det som om jeg var på vej til at finde noget vigtigt. En vigtig erkendelse om mig selv, noget som jeg havde ledt efter i mange år.

Når man er i en by som Algiers, hvor det gamle møder det nye, hvor gaderne er travle og fyldt med mennesker, er det nemt at tro, at man kan finde svar. Men svaret er ofte ikke i det, vi søger. Vi tænker, at det er de fysiske steder, de gamle bygninger, de glemte adresser, der rummer løsningen. Men måske er løsningen ikke udenfor os. Måske er det noget, vi bærer med os, som vi kun kan finde, når vi ser indad og anerkender de valg, vi har truffet, de ting vi har undgået at konfrontere, og de aspekter af os selv, vi har forsøgt at glemme.

At finde sig selv, forstå sig selv, handler ikke kun om at finde de ydre spor eller at kontrollere sin krop med teknologi eller stoffer. Det handler om at være i stand til at konfrontere den virkelighed, vi har skabt for os selv. Den første erkendelse kom med duften af aprikoser, næste skridt var en varm, velsmagende skål chorba be'ida bel kefta. Og til sidst var det en gammel adresse i Kasbah, et skridt videre i min søgen efter at forstå, hvad det hele betyder.

Nogle gange må vi give slip på, hvad vi tror, vi har kontrol over, og lade os selv blive åbne for den følelse af sårbarhed, der måske kan lede os til de svar, vi søger.

Hvordan kan en ny regering genopbygge et ødelagt land?

Følelsen af frihed var på mig som et lyn, en energisk transformation efter tabet af Shaknahyi. Jeg følte mig som om jeg levede i ren ilt—klar, lys, men samtidig farlig og eksplosiv. Der var noget i min indre, der var blevet forstærket, noget, der fik mig til at føle, at ingen længere kunne pålægge mig restriktioner. Jeg havde ikke længere lyst til at være passiv, uanset hvad der skete i mit liv.

Kmuzu kom til mig med et beskedent budskab. "Mesterens husbond er syg i dag og ønsker, at du ordner en lille sag." Jeg gabte og spurgte, "Hvad slags sag?" Han vidste ikke rigtig, hvad det var, kun at der var noget, der skulle ordnes. Det var underligt, hvordan den frigørende følelse kunne få mig til at glemme bekymringerne om, hvad Friedlander Bey mon måtte tænke om mit tøj, eller hvordan han kunne reagere på min opførsel. Det var ikke længere vigtigt.

Jeg gik til ham. Han var syg, hvilende med et bjerg af puder omkring sig, en bakke med papirer og små computere foran sig. Det var klart, at han havde været igennem noget, men hans problemer syntes ikke at være min bekymring. Alligevel satte jeg mig ned og ønskede ham god bedring. Han så op på mig, hans ansigt grimasserede i smerte, og han mumlede noget, jeg ikke kunne høre klart. Det var først efter et stykke tid, at han begyndte at forklare situationen.

"Der er en stor, vred kvinde i venteværelset nedenunder," sagde han. "Hun hedder Tema Akwete. Hun er her for at bede om en tjeneste." Jeg spurgte, hvad det drejede sig om, og han begyndte at forklare. Tema Akwete kom fra den nye regering i Songhay-republikken, som havde overtaget efter den forrige ledelse. Den gamle konge, der var blevet smidt fra tronen, havde forladt paladset, efter at han havde plyndret statens skattebeholdning og ødelagt alle de vigtige registre. Den nye regering var handlingslammet, uden viden om sine egne grænser, sine skatteydere eller sin militære styrke. I værste fald kunne det føre til et sammenbrud.

Jeg forstod straks. "Så de har sendt en repræsentant for at få hjælp," sagde jeg, og Friedlander Bey bekræftede. Han havde allerede forklaret, at denne situation ikke var hans ansvar, da han havde delt den muslimske verden med Reda Abu Adil, som havde jurisdiktion over denne region. Det var derfor ikke hans opgave at hjælpe denne nye regering i Songhay. "Akwete burde have gået til Abu Adil i første omgang," bemærkede han.

Det blev hurtigt klart, at denne kvinde ikke kun var frustreret, men også vred, fordi hun følte, at hun blev forvirret og manipuleret. Hun troede, at vi forsøgte at udnytte hendes situation til at kræve en højere betaling. Friedlander Bey havde dog givet mig en opgave: at bringe hende videre til Abu Adil, som kunne håndtere hendes anmodning om hjælp.

Akwete, der blev mødt af mine ord, udtrykte sin mistillid, og jeg måtte berolige hende. Jeg forklarede, at jeg kunne hjælpe hende med at få denne sag videre til Abu Adil, og at vi ikke forventede noget som helst til gengæld. "Det er en gestus af venskab fra vores hus til den nye islamiske republik," sagde jeg. Hun var skeptisk, men havde ikke meget valg. Hendes land var i en håbløs situation. De var ikke rige, og hendes folk havde lidt nok under den tidligere konge.

Kmuzu, der fulgte mig, bemærkede hurtigt, at Shaykh Reda Abu Adil var mere interesseret i magt end penge. Dette var en vigtig bemærkning, for det afslørede, at den nye regering kunne forvente noget mere værdifuldt end bare penge—det var magten og kontrollen, som Abu Adil kunne tilbyde. Dette var ikke bare en økonomisk handel, men en politisk bevægelse, hvor venskaber og alliancer kunne give stor magt til den rette part.

Denne situation understreger en vigtig pointe: Når et land står på kanten af kollaps, når det ikke længere har kontrol over sine ressourcer eller sin regering, er det ofte magten og de politiske forbindelser, der kan give den nødvendige stabilitet. Selv i en verden, hvor penge og guld spiller en væsentlig rolle, er magt en langt mere værdifuld valuta, især for dem, der har mulighed for at forme fremtidige begivenheder.

Der er en vigtig forståelse, man skal have, når man står overfor et så stort sammenbrud som det, Songhay-republikken oplevede. Når en regering mister sine ressourcer, sin kontrol og sin struktur, bliver genopbygning ikke kun et spørgsmål om økonomisk støtte, men også et spørgsmål om, hvordan man genvinder magten og den politiske legitimitet, som er nødvendig for at stabilisere et land. Og nogle gange er den magt, der tilbydes af en alliance som den med Abu Adil, langt mere værdifuld end penge.

Hvem satte ild på vestfløjen?

Jeg sad og legede med en forestilling om normalitet, men huset lugtede stadig af røg og fjendtlighed. De to dusin livvagter havde ikke forhindret nogen i at snige sig ind og antænde vestfløjen; kolusion, spionage, påsætteri, attentatforsøg — fjenderne havde talt højt og ubarmhjertigt. Kmuzu forlod mig med beroligelse om, at moder og tjenere ville være sikre, inshallah, men ordenes tyngde opførte sig som hul luft i et brandtomt rum. Efter hans afgang blev jeg hurtigt rastløs. Holosættet overfor sengen var skævt, billedets koordinater fejlede; skuespillernes ben druknede i kommoden og underteksterne gemte sig bag sokkeskuffen. På hospitalet, hvor døgnets gentagelse var kedsommelighed, tændte jeg det alligevel igen og igen — ikke for handlingens skyld, men for noget at holde fokus på, noget at skubbe ind mellem mig og den hvide salve, der klæbede til min hospitalsskjorte som en påmindelse om smerte.

Jeg listede i badekåbe, ubehagelig på grund af forbrændingerne og gunkens kolde, pebermynteduft. En ordensvagt kom lige med frokostbakken; jeg var sulten, men det hjalp kun lidt at vide, at menuen var stegt lever. Elevatorens spørgsmål om hvilken etage jeg ønskede, gentog sig med stupid insisteren, som om maskinen nægtede at tro på mine ønsker. Jeg bad om suite nummeret, og maskinens korte svar — tyvende etage — føltes som et stop på vej mod noget forfaldent nobelt. På gangen mødte jeg en stationssygeplejerske, kraftigt skæmtende, og en vagt med et stort anfaldsvåben. At blive registreret som besøgende til Friedlander Bey gav ingen ærbødighed; navnet på listen var blot en nøgle, ikke en billet til respekt.

Indenfor var lyset slukket, gardinerne trukket, blomster overalt som en kvælende parfume. Papa lå sløv i sengen, ansigt og arme smurt med samme hvide salve som mit, øjenlågene tunge under Sonneinens bedøvelse. Han smilede anstrengt, takkede for min indsats, talte om gæld og gave som om ære kunne beholdes med formaliteter. Han spurgte, hvem der havde sat ild til huset. Jeg havde kun en række observationer: halvebrændte klude, tændstikker, en klodset og hastig afbrænding fundet af Kmuzu. Jeg lovede at undersøge — ikke et løfte om, at jeg personligt ville udøve døden, men et ord om, at synderen måtte dø, for vi kunne ikke vise svaghed.

At sidde der ved hans seng føltes som at påtage sig en ny slags byrde. Smerterne var ikke kun mine; de var institutionelle, indvævet i et netværk af magt og hævn, af pligt og rytme. De mænd og kvinder, der spillede kort i tilstødende rum, var mindre statistroller end overlevende, og deres tavshed var fuld af små bevægelser — hvem rejste sig for at se om natten, hvem tastede en kodet besked. Stenene, Stones, der stod vagt i døren, accepterede mig nu som næstkommanderende; accepten var en sag, ikke en kærlighedserklæring. Der var et løfte om gengældelse i luften, tilsvarende den hvide salves konstante duft.

Hvem er vi, når vi sælger vores sjæl for magt og kontrol?

Hun vendte hovedet væk med et beskedent smil. Hendes hår var sort og skinnende som obsidian, løst samlet i en chignon. Hænderne var næsten gennemsigtige, fingrene lange og slanke, en bevægelse som antydede både intelligens og elegance. Alligevel lå der en hårdhed under overfladen, en vilje til at blive farlig, hvis nødvendigt. Jeg vidste, at Youssef misbilligede hende, og derfor stolede jeg på min første intuition: hun var ikke blot en gæst, men en trussel, klædt i sofistikeret udstråling.

I det ydre kontor ventede jeg, mens jeg lod blikket glide hen over revnerne i loftet og fandt ansigter i mønstrene. Ventetiden blev brudt af en af Papas livvagter, som åbnede døren uden et ord. De to mænd kaldte jeg Stenene Der Taler. De talte ikke meget, men deres blotte tilstedeværelse var et sprog i sig selv.

Inde i Friedlander Beys værelse mødte jeg en mand, som syntes lige så gammel som imperiet han styrede. Hans krop var blevet holdt i live med transplanterede dele og teknologiske indgreb, men hans sjæl bar en udmattelse, som ingen kirurgi kunne kurere. Han lå på puder, drak kaffe fra en gylden kop og talte med en varme, der ikke kunne skjule træthedens dybde. “Det er min appetit og min ambition, der dør,” sagde han. “Jeg fortsætter kun, fordi tanken om selvmord er mig imod.”

Jeg foreslog ham nye teknikker, moddy- og daddy-implantater, som kunne genoprette hans lyst til livet, men han rystede på hovedet. “Allah ville sende mig til Helvede for det,” sagde han uden at skjule, at min egen sjæl muligvis ikke var undtaget samme skæbne. Det var som om han allerede havde besluttet, at jeg måtte være villig til at bære det, han selv afviste.

Hans ansigt mørknede, da jeg spurgte til kvinden i korridoren. “Hun er en bedrager, en, som skaber mig stor bekymring,” sagde han. Hans stemme bar ikke blot vrede, men en klang af imperiets dom; han bar magten som en konge, født til at befale. “Jeg ønsker, at du lærer alt, du kan, om hende. Og derefter vil jeg, at du ødelægger hende. Og hendes barn også. Jeg må vide, om jeg har din fulde loyalitet.” Hans øjne brændte som gløder, og jeg så et menneske, der gled dybere ind i vanvid.

Jeg tog en slurk af kaffen for at købe mig tid. Ordene, han krævede, var som gift på tungen. Jeg havde før bevist min styrke i kamp, men dette var ikke selvforsvar; dette var kold, beregnende ødelæggelse.

Om morgenen vågnede jeg brat ved daddychippens impulser, øjnene åbne uden mellemrum til drøm eller døsighed. Før implantaterne kunne jeg ligge og dvæle i søvnen, strække mig, vente på at beslutte mig. Nu var overgangen voldsom, som en usynlig hånd der rev mig ud af mørket. Jeg hadede det, men kunne ikke vende tilbage.

Ved min seng stod en mand, jeg aldrig havde set før. Høj, stærk, mørk i huden, men ikke udmagret som de mange flygtninge i byen. Han havde en alvorlig mine og et permanent sammenknebet blik. “Mit navn er Kmuzu,” sagde han med en dyb, ru stemme. “Jeg er din slave.”

Ordet slave brændte i mit indre. Jeg så mig selv som en forsvarer af de svage, og det stred mod alt i mig. Men han vidste, at han stadig var nogens ejendom, min eller Papas. Han fortalte, at han var kristen og nægtede at opgive sin fars tro, selvom Papa havde lovet ham frihed, hvis han blev muslim. I hans blik så jeg dømmekraften, og jeg forstod, at han muligvis ville misbillige alt, hvad jeg gjorde.

Jeg satte mig op, fjernede søvnchippen og følte tabet af de små ritualer, som engang gjorde morgener menneskelige. Kmuzu rystede på hovedet over min afhængighed af teknologi. “Hvis du bliver vågen længe nok, vil du falde i søvn af dig selv,” sagde han. Jeg vidste, at uden chips og piller ville søvnen bringe mareridt, groteske drømme efter tre døgns udmattelse. Og jeg vidste, at Papa havde sendt ham ikke som gave, men som kontrol.

Dette er ikke blot en historie om mennesker, men om de grænser, vi krydser, når teknologi og magt overtager det, der engang var sjæl. At vågne uden drømme, at sælge sin vilje for frihed, at forvandle andre til brikker i et spil om overlevelse – alt dette er tegn på en tid, hvor menneskets indre bliver en arena for magtens og teknologiens eksperimenter. Og læseren må forstå, at bag disse valg ligger spørgsmålet: hvor går grænsen for vores loyalitet, når både tro, frihed og menneskelighed er til salg?

Hvordan modstandstræning påvirker bevægelsesområdet (ROM)
Hvordan en ung mand bliver til en "gun-wolf" i vestsjælens barske virkelighed
Hvordan kan vi forstå den menneskelige psyke i konteksten af krimi og vold?
Hvordan vi undertrykker vores indre kræfter og kan opnå bemærkelsesværdig succes