De tidligste bosættelser i Sydindien, som dem i Utnur, Watgal og Budihal, markerede begyndelsen på den neolitiske periode. Denne første fase i Sydindien blev præget af en etablering af samfund, der langsomt begyndte at anvende stenredskaber og begyndte at domestikere dyr. I den næste fase, som fandtes på ældre sites og flere nye bosættelser, blev samfundene mere udviklede. Watgal, som er et af de ældste sites, blev beboet frem til det 2. årtusinde f.Kr., og niveau III fra dette site er dateret til efter 2000 f.Kr. På dette niveau blev tre grave og flere opbevaringsgruber fundet, sammen med artefakter som BRW skår, agatperler, indgraverede steatitøreringe, menneske- og dyrefigurer samt flere metalgenstande, hvoraf nogle kan være fra senere perioder. I denne periode blev hestebønner og ragi introduceret som nye kornsorter. Niveau IV, der stammer fra perioden efter 1500 f.Kr., indeholdt artefakter som terracottafigurer og perler af lapis lazuli, dolerit, kobber/bronze og marine muslingeskaller. Stederne indeholdt også megalitgraver, som afspejler en mere kompleks begravelsestradition.

En vigtig udvikling i den sydlige neolitisk-chalcolithiske fase var den opblomstring af stenredskaber og metalgenstande som kobber og bronze. Samtidig kunne keramiske skåle og skulpturer begynde at blive fremstillet med mere avancerede teknikker, såsom drejede potter og dekorerede overflader. Dette var et tegn på den voksende kompleksitet i samfundene, der fandt sted i dette område. Teknologiske innovationer blev afspejlet i både værktøjerne og de ceremonielle genstande, der blev brugt i disse samfund.

Kunstneriske udtryk blev også vigtige i denne periode, hvor stenbilleder begyndte at optræde på steder som Kupgal, Piklihal og Maski i Karnataka og Andhra. Disse billeder, som oftest blev lavet ved at kradse eller hamre motiver ind i granitklipperne, afspejler en række temaer. Et gennemgående motiv er kvæg, og i Kupgal-området findes der mange billeder af stødtøjende kvæg, der ofte er afbildet med mennesker, nogle gange ridedygtige eller omgivet af mennesker med buer og pile. Et andet ofte set motiv er antropomorfe figurer, mange af dem ithyphallic (med hævet kønsorgan), og en række billeder viser sex-scener. Disse visuelle udtryk blev ikke kun betragtet som et kunstnerisk udtryk, men som et element i ritualer og sociale riter, der havde en stærk forbindelse til lyd og rytme. Billederne er ikke kun visuelle, men udgør en del af en større lydoplevelse, hvor stenene selv, som blev slået på, producerede dybe lyde, der kunne høres over hele området, og som muligvis blev brugt som en form for musik i forbindelse med ceremonier.

Kupgal var også et vigtigt center for stenbrud og redskabsproduktion, og det er sandsynligt, at mange af billederne blev skabt af mænd, der kom dertil for at udvinde sten, måske som en del af en ritualiseret aktivitet, der kombinerede det visuelle og det akustiske. Disse billeder, der måske blev lavet af unge mænd involveret i kvægopdræt eller endda kvægrøveri, bærer derfor et stærkt præg af mandlig magt og seksualitet, ligesom de markerer vigtige kulturelle og sociale værdier for de mennesker, der skabte dem.

I de neolitisk-chalcolithiske samfunds bosættelser, såsom Sanganakallu, Brahmagiri, Piklihal og Maski, kan vi se en udvikling mod mere permanent bebyggelse. Husene blev typisk bygget som runde, vævede strukturer, ofte med vægge af ler og strå og tag af lokale materialer. På steder som Sanganakallu er de tidligste neolitiske lag helt uden keramik, mens senere lag viser en fremkomst af keramiske beholdere og brugen af kobberværktøjer. I nogle af disse samfund begyndte folk at grave grave i deres eget beboelsesområde, og vi finder gravgaver som stenredskaber og keramiske genstande sammen med de døde. Disse grave kunne være både udstrakte eller urneburialer, især for børn.

Det er også vigtigt at bemærke, at nogle af disse områder senere blev domineret af megalitiske traditioner, hvor store stenstrukturer og gravkamre spillede en central rolle i begravelsesritualerne. Den kulturelle overgang fra neolitisk til chalcolithisk periode er tydelig i de ændrede teknologier og de nye former for religiøs praksis, som vi ser udvikle sig i denne fase.

Disse fund viser en kompleks sammensætning af samfund, der både havde en stor teknologisk udvikling og et stærkt socialt og religiøst liv. Det er et samfund, hvor folk ikke kun interagerede med deres fysiske miljø, men også med de symbolske og akustiske elementer i landskabet. Det viser en dyb forbindelse mellem natur, kunst, teknologi og ritual i de tidlige sydindiske samfund.

Hvordan Palaeolitisk Kunst og Redskaber Formede Menneskets Tidlige Kultur i Indien

Palaeolitisk arkæologi i Indien giver et fascinerende billede af de tidlige menneskers liv, deres færdigheder og deres forhold til naturen. I det sydlige Indien, i områder som Kurnool og Muchchatla Chintamanu Gavi i Andhra Pradesh, er der fundet værktøjer lavet af dyreknogler, som er blevet dateret til den øvre palaeolitikum. Denne opdagelse er bemærkelsesværdig, da knoglerne udgør næsten 90 % af de udgravede værktøjer i nogle af disse huler. De dyreknogler, der er blevet fundet, stammer fra et væld af dyrearter, herunder nilgai, vildsvin, leopard og tiger, som indikerer et rigt dyreliv og et mangfoldigt økosystem i de tættere skove og fugtige landskaber, som prægede regionen på dette tidspunkt. Dertil kommer, at de fundne artefakter viser, at mennesker i denne periode var tæt knyttet til deres omgivelser og havde avancerede metoder til at bearbejde naturens ressourcer.

Derudover er det væsentligt at bemærke, at nogle af de arkæologiske fund, som værktøjer og redskaber, der stammer fra den øvre palaeolitikum, afslører komplekse teknikker og metoder, som blev anvendt til fremstilling af værktøjer. Eksempelvis blev flintredskaber i form af blade og buriner brugt til at udskære og bearbejde både dyr og materialer som knogler og træ. Burinerne, som er små redskaber fremstillet på flint, kunne være blevet brugt til at grave, skære eller udskære mønstre i forskellige materialer, som kunne have haft både praktiske og kulturelle formål.

Men det er ikke kun redskaberne, der er interessante; kunsten i den øvre palaeolitikum viser også menneskets første skridt mod at udtrykke sig symbolsk og ritualistisk. I Europa, Australien og Sydafrika er der betydelige beviser for klippekunst, hvor dyr ofte er de dominerende motiver, og nogle af disse kunstværker har formentlig haft relation til jagtritualer. I Indien er der dog meget mindre fund af palaeolitisk kunst, og de få opdagelser, der findes, er ofte vanskeligere at tolke. I nogle tilfælde har fundne objekter, som benkarvninger eller smykker, været genstand for spekulationer om deres religiøse eller kultiske funktioner.

En bemærkelsesværdig opdagelse fra Bhimbetka, hvor en cirkulær disk lavet af chalcedon blev fundet, er et eksempel på sådanne artefakter, som kan have haft en funktion, der strakte sig ud over blot værktøjer. Det er muligt, at disse genstande havde en religiøs betydning, måske som symboler eller som en del af et ritual. Desuden er der fundet gravyrer på strudseægskal i Patne, som bærer vidnesbyrd om tidlig kunstnerisk aktivitet, og der er også fundet smykker lavet af strudseæg i forskellige dele af Indien, som viser en avanceret forståelse af materialer og håndværk.

En af de mest interessante opdagelser, der giver indblik i de tidligste religiøse aktiviteter i Indien, stammer fra Baghor I i Madhya Pradesh. Her blev der fundet en platform af sandsten med et unikt mønster af koncentriske trekanter i farver, der spænder fra gulrød til mørkebrun. Denne platform, som menes at have været brugt som en form for kultisk objekt, er bemærkelsesværdig, da den afspejler de samme symboler, som i dag dyrkes af de lokale Kol- og Baiga-stammer, som bruger lignende trekanter som symboler for den kvindelige guddom.

Sådanne opdagelser kaster lys over de tidlige menneskers religiøse og kunstneriske praksisser og understreger vigtigheden af at forstå, at kunst og religiøsitet ikke nødvendigvis kun kunne ses i form af malerier eller skulpturer, men også kunne være udtrykt gennem objekter og ritualer, som vi i dag måske ikke umiddelbart forbinder med kunst.

Det er vigtigt at understrege, at palæolitisk kunst og kultur ikke kun drejede sig om visuelle repræsentationer, men også om den dybe forbindelse mellem mennesker og natur, samt udviklingen af symbolske handlinger, der har haft stor betydning for deres sociale og religiøse liv. Der er således et væld af arkæologiske fund, som vidner om en tid, hvor mennesker allerede udtrykte deres forståelse af verden og deres plads i den gennem kunst, redskaber og rituelle handlinger.

Endtext

Hvordan Harappan-civilisationen formede metalhåndværk og kunst

Harappan-civilisationen er kendetegnet ved en veludviklet tradition for metalbearbejdning, som spiller en central rolle i den forståelse, vi har af denne gamle kultur (Ravindra N. Singh, 2014). Udover at fremstille artefakter i rent kobber, blandede Harappanske håndværkere kobber med arsen, tin eller nikkel for at skabe legeringer. Kobber- og kobberlegeringsartefakter omfattede kar, spyd, knive, korte sværd, pilspidser, økser, fiskekroge, nåle, spejle, ringe og armbånd. Økserne var flade og havde ikke hul til skaft, og det er sandsynligt, at de blev fastgjort til en delt og bundet håndtag. Antallet af rent kobber artefakter var langt større end legerede bronzegenstande. Generelt blev værktøjer som knive, økser og mejsler, der krævede hærdede kanter, legeret. I løbet af tiden blev andelen af legeret metal større. For eksempel steg andelen af bronzegenstande fra 6 % til 23 % fra de lavere til de højere lag i Mohenjodaro. Den store mængde rent kobber kunne tyde på en kulturel præference frem for teknologisk umodenhed, og variationerne i sammensætningen af kobberlegeringer antyder en tradition for metalgenbrug (Lahiri, 1995).

Hos Harappa blev der fundet seksten kobberovne, og kobberværksteder blev opdaget i Lothal. En stor mængde kobberoxid blev fundet i en murbrokket pit i Mohenjodaro. At metalgenstande blev betragtet som værdifulde er tydeligt, da de blev opbevaret i depot som sikkerhed for deres ejere. Et depot fundet i Harappa bestod af en stor madlavningsgryde med et bronzelåg. Indeni var flere typer kobberværktøjer og våben, herunder forskellige typer økser, dolke, spydspidser, pilspidser, mejsler og en skål. Nogle af objekterne var ubrugte, mens andre var brugt og slidte. Smukt udført guld- og sølvsmykker, herunder halskæder, armbånd, brocher, pendenter og øreringe, er blevet fundet på Harappanske steder. Et depot af smykker fremstillet af guld, sølv og halvædelstene blev opdaget på den lille landsby-placering Allahdino. Harappanerne brugte sølv til at præge konkeskaller og fremstille kar. Teknikken til at blande guld og sølv synes at have været kendt. Bly blev brugt til at fremstille lodder og i kobberstøbning. Det er værd at bemærke, at to metalgenstande fundet i Lothal indeholdt henholdsvis 39,1 % og 66,1 % jern. Jernstykker er også blevet rapporteret fra nogle få andre chalcolithiske steder på subkontinentet, så det er ikke overraskende, at Harappanerne kan have haft kendskab til jernsmeltning.

Stempelproduktion var en anden vigtig Harappansk håndværk. De fleste af stemplerne er kvadratiske eller rektangulære, og størrelsen på de kvadratiske stempler er gennemsnitligt 2,54 cm, men der findes også større stempler på lidt over 6,35 cm. Nogle har en perforeret knap på bagsiden til håndtering og ophængning. Der er også fundet et par cylindriske og runde stempler. De fleste stempler er lavet af steatit, men der findes også nogle i sølv, faience og kalksten. To fine sølvstempler med enhjørningemotivet blev opdaget i Mohenjodaro, og nogle kobber- og sæbeestenstempler blev fundet i Lothal. For at lave stemplerne blev stenen savet og formet med knive og derefter indgraveret med fine mejsler og bor. Stemplerne blev derefter belagt med et alkalisk stof og opvarmet, hvilket gav en hvid, skinnende overflade. Indgraveringen på stemplerne er lavet som intaglio, hvilket betyder, at det er et indhugget design, hvor aftryk er fremhævet i relief. Motiverne inkluderer elefanter, tigre, antiloper, krokodiller, harer, pukkelbøfler, bøfler, næsehorn og den enhjørningelignende mytiske skabning. Der er også sammensatte dyr, menneskefigurer og planter. De fleste af stemplerne har en kort inskription.

Ud over de praktiske genstande i sten og metal er der fundet et par stykker af skulpturer lavet af sten og metal. De fleste af dem er små, men de viser fine kunstneriske færdigheder og følsomhed. Disse inkluderer en stenskulptur af en mandlig figur (17,78 cm høj) fundet i Mohenjodaro, som er blevet kaldt ‘præstekongen’. To fine stenskulpturer af mandlige figurer (omtrent 10 cm høje) blev fundet i Harappa, en siddende stenbukke eller vædder (49 × 27 × 21 cm) i Mohenjodaro, og en stenskulptur af en firben i Dholavira. Den eneste store skulptur er en ødelagt, siddende mandlig figur fra Dholavira. To bronzefiguriner af kvinder blev fundet i Mohenjodaro, og en af dem er blevet berømt som ‘den dansende pige’. Denne figurine blev fundet i et lille hus i den sydvestlige del af byen (i HR-området) under udgravningerne 1926–27. Figuren er 10,8 cm høj og blev fremstillet ved den tabte voksmetode. Denne metode involverer først at lave en voksmodel og derefter dække den med en lerbelægning, hvorefter der efterlades nogle huller som passageveje. Når de lerbelagte forme opvarmes i ovne, smelter voksen ud, og smeltet bronze hældes i stedet. Når formen er kølet af, fjernes den ydre lerbelægning, og håndværkeren kan give den færdige bronzestatue de sidste justeringer.

Beadmaking var et håndværk kendt fra tidligere kulturer, men i Harappan-civilisationen kom nye materialer, stilarter og teknikker i brug. En ny type cylindrisk stenbor blev opfundet og brugt til at bore hul i perler lavet af halvædelsten. Sådanne bor er blevet fundet på steder som Mohenjodaro, Harappa, Chanhudaro og Dholavira. Harappanske håndværkere lavede perler af steatit, agat, karneol, lapis lazuli, muslingeskal, terrakotta, guld, sølv og kobber. De lange cylindriske perler lavet af karneol var så smukke og værdifulde, at de fandt vej til kongelige gravkamre i Ur i Mesopotamien. Små mikroskopiske perler blev lavet af steatitspasta og hærdet ved opvarmning. Perler blev også lavet af faience.

I Gujarat er der fundet beviser på produktion af artefakter i muslingeskal, faience og perler lavet af halvædelstene (agate, karneol, amazonit, lapis lazuli og steatit). Steder som Dholavira, Shikarpur og Kanmer ser også ud til at have været involveret i perleproduktion. Harappanske perlemagere brugte effektive boringsteknikker og havde perfektioneret teknikken til at ændre farven på agatperler. Den moderne perleproduktion i Gujarat giver os spor om, hvordan Harappanske håndværkere kan have lavet deres perler.

Endelig viser arbejdet med perler, smykker og skulpturer i Harappa et højt niveau af teknisk og kunstnerisk dygtighed. Det er vigtigt at forstå, at dette ikke kun reflekterer praktisk håndværk, men også æstetiske og kulturelle præferencer, som var dybt forankret i deres samfundsstruktur og tro.

Hvad kan vi forstå ud fra disse forpligtelser?
Er du klar til at acceptere det, du kæmper imod?
Hvordan Beregner Man PAH-koncentrationer i Prøver? En Grundlæggende Analyse