Er du klar til at acceptere det, du kæmper imod?

Er du villig til at give afkald på det, du kæmper imod, og tillade det at være præcis, som det er? Selvom du ikke kan lide det, kan du være åben for at lade det være din ledsager, hvis det betyder, at du kan få mere af det, der virkelig betyder noget for dig? Dette spørgsmål kræver ikke blot en refleksion over dit forhold til det, du føler modstand mod, men også en forståelse af, hvordan du navigerer i dine egne følelser og tanker.

I mange tilfælde bruger vi enormt meget energi på at skubbe væk, hvad der forstyrrer os. Vi ønsker ikke at konfrontere vores tanker og følelser, og derfor forsøger vi at undertrykke dem eller bekæmpe dem. Men hvad nu hvis den måde, du behandler dine ubehagelige tanker og følelser på, er en del af problemet? Hvad hvis modstanden, du føler, faktisk kan være noget, du ikke behøver at kæmpe imod, men noget du kan acceptere som en del af dig selv?

Når du bliver opmærksom på denne modstand, kan det være nyttigt at forestille dig, hvordan den ser ud. Hvad er modstanden i form af? Hvilken farve og størrelse har den? Hvordan føles den? Hvis modstanden kunne bevæge sig, hvad ville dens hastighed være? Forestil dig, at du ser på denne modstand, måske endda holder den tæt på dig som et familiemedlem, der er dækket af mudder, men stadig fortjener kærlighed og omsorg. Modstanden behøver ikke at være noget, du frygter, men noget, du kan lære at bære med dig, uden at det definerer, hvem du er.

En vigtig del af denne proces er at ændre dit forhold til dine tanker og følelser. I stedet for at forsøge at undgå dem, er du nødt til at konfrontere dem direkte. Dette betyder ikke nødvendigvis at elske dem, men det betyder at lade dem være til stede uden at give dem magt over dit liv. Hvis du kan acceptere denne modstand som en del af din indre verden, uden at den kontrollerer dig, kan du begynde at opnå en følelse af frihed og kontrol.

Det handler om at skifte fokus fra indholdet af tankerne til selve tankernes proces. I mange terapiformer, som f.eks. gruppe- og kognitiv adfærdsterapi, er det almindeligt at flytte opmærksomheden fra det, der bliver sagt (indholdet), til hvordan det bliver sagt (processen). Når en klient deler intime eller smertefulde oplevelser, kan terapeuten vælge at fokusere på, hvordan det føles at dele, frem for at fokusere på detaljerne i indholdet. Dette skaber en følelse af sikkerhed og forståelse i stedet for frygt og modstand.

Når du arbejder med dine tanker og følelser, er det ikke nødvendigvis et spørgsmål om at få dem til at forsvinde. I stedet er det et spørgsmål om at ændre dit forhold til dem. Er du villig til at tillade dine tanker og følelser at være der, uden at de definerer dig? Hvis svaret er ja, kan du begynde at opnå en dybere forståelse af dig selv og dine reaktioner. Det handler ikke om at eliminere frygten eller angsten, men om at acceptere, at de er en naturlig del af livet, og at du ikke behøver at kæmpe imod dem.

Der er også en vigtig del af processen, som handler om at tillade sig selv at være menneskelig. Det betyder, at du kan have modstand og ubehag, og at du ikke altid vil have de "rette" svar. Vigtigst af alt er at være åben for at tillade dine tanker og følelser at eksistere uden at blive overvældet af dem. Dette er en proces, der kan hjælpe dig med at finde en dybere forbindelse til dig selv og til det, du ønsker at opnå i livet.

Hvordan vi arbejder med traume: Balancen mellem opmærksomhed og undgåelse

Når vi arbejder med traume, kan en simpel tilgang ofte være den mest effektive. En god måde at starte på kan være at sige: "Det lyder som om, du har en stærk reaktion lige nu. Jeg ved, at du har haft mange af disse reaktioner før. Hvad lægger du mærke til lige nu?" Denne tilgang viser, hvordan man kan være til stede med de ubehagelige reaktioner, uden at forsøge at undgå dem eller presse dem væk. At lære at være til stede med sine følelser og tanker er en essentiel færdighed i behandlingen af traumer.

Dog er det vigtigt at forstå, at arbejdet med traume kræver ordentlig træning og viden. Jeg husker en gang, da jeg holdt et workshop på en national konference, hvor en deltager spurgte: "Du sagde, at du har skrevet en bog om mindfulness og PTSD. Kan mindfulness ikke gøre traume værre?" Jeg svarede: "Ja, det kan det, især i begyndelsen, fordi du nu er opmærksom på, hvad der er der, og ofte har folk, der har oplevet traume, brugt år på at undgå disse følelser." Dette viser, at arbejdet med traumer kan føre til en intens konfrontation med følelser, der tidligere er blevet undgået, hvilket kan være overvældende.

På den anden side kan nogle klienter blive kastet for hurtigt ind i deres traumatiske oplevelser. En bekymrende historie, jeg hørte, involverede en Vietnamveteran, der blev udsat for en psykoterapeut, som mente, at det ville være en god idé at gennemføre en psykodramatisk rekonstruktion af hans tid i Vietnam. Terapeuten spillede sergenten, og de reenacted et tidligere hændelse. Det førte til, at klienten fik et flashback og begyndte at kvæle terapeuten. Dette var selvfølgelig en dårlig idé, og det understreger nødvendigheden af at arbejde langsomt og respektfuldt med traumer.

Nyere forskning har dog vist, at det ikke altid er nødvendigt at gå i dybden med de præcise detaljer af traumet (Resick, Monson, & Chard, 2016). Mange traumeoverlevere kan vokse ved at lære nye måder at forholde sig til de automatiske tanker og følelsesmæssige reaktioner, der er blevet fastlåst som følge af traumet. At finde nye måder at forholde sig til oplevelserne er ofte mere effektivt end at genopleve de specifikke begivenheder.

For omkring 70 procent af mennesker vil der på et tidspunkt i livet opstå en betydelig traume, og de vil opleve symptomer i en periode (Cromer & Smyth, 2010). Kun omkring 7 procent udvikler dog PTSD, hvor symptomerne er klinisk signifikante og livsomvæltende, og varer i en måned eller længere (Kessler et al., 2005). Hvad adskiller dem, der kommer sig, fra dem, der udvikler langvarig PTSD? Mange faktorer spiller ind, men en stor del af forskellen handler om, at når man er fanget i kamp, modstand eller undgåelse, ender man med at leve et meget begrænset liv. Dette kan føre til, at ens værdier bliver mindre vigtige, og det bliver svært at leve et liv, der er værd at leve. Det er vigtigt at understrege for klienter, at det ikke er deres skyld, at de sidder fast i fortiden, og at de ikke er ansvarlige for de grufulde ting, der er sket. Men samtidig er det nødvendigt at hjælpe dem med at bygge et liv, der er værd at leve fremadrettet.

En vigtig del af behandlingen er at hjælpe klienten med at lære at acceptere virkeligheden af det, der er sket, og at forstå, at fortiden ikke kan ændres. Den vigtige spørgsmål er: "Hvilket liv vil jeg skabe nu med den tid, jeg har tilbage?" Det kan være nyttigt at validere klientens oplevelser og tale om, hvordan deres reaktioner tidligere har været nyttige, før man skifter fokus til, hvordan de kan lære af disse reaktioner.

En gang arbejdede jeg med en krigsveteran, der lige var kommet hjem fra Afghanistan. En dag sagde han: "Folk har ingen idé. Under den der gardin kunne der være en IED (Improviserede Eksplosive Enheder). Der kunne være en bombe i den der skraldespand. Vi ved ikke, hvad der er i den vandflaske. Nogen kunne være gemt bag de der døre. Dette er et drop-ceiling, der kunne være alt muligt oppe." Jeg svarede: "Jeg satser på, at din evne til at bemærke disse ting reddede dit liv i Afghanistan. Jeg er sikker på, at du havde kammerater, der døde, fordi de ikke bemærkede de ting, som du kunne." Dette gav ham en følelse af at blive hørt, og vi fortsatte med at tale om, hvordan det ikke var "noteringen", der var problemet, men hvad der skete, efter han bemærkede faren.