Der er flere stenrelieffer og terrakotta-billeder, som synes at være en del af et populært, urbant miljø. Slående mønter, primært af sølv, blev fortsat udstedt og brugt i Maurya-perioden. Bestemte symboler såsom halvmånen på buer, træet i rækværk og påfuglen på buer har været forbundet med Maurya-kongerne. Den præcise symbolik og betydningen af disse motiver er ofte vanskelig at fastslå. Nogle af dem synes at være en del af et større, fælles pool af kulturelle symboler, mens andre, som solen, måske har fungeret som kongemærker. Andre symboler kan have haft religiøs betydning. For eksempel er det blevet foreslået, at symbolet med træet i rækværket repræsenterer Buddhas oplysning, og at symbolerne med flere buer kan have repræsenteret en stupa. Dog er disse fortolkninger spekulative. Brugen af et symbol på mønter udstedt af staten ville utvivlsomt have givet det en politisk betydning.

I Nayanjot Lahiris værk bliver der trukket på en bred vifte af kilder for at skabe et portræt af Ashoka, baseret på hans inskriptioner og den måde, han blev husket på i senere buddhistiske legender. Et af de vigtige aspekter af hendes arbejde er, hvordan hun kreativt forankrer stederne for Ashokas oplevelser og inskriptioner i det arkæologiske landskab. Som hun påpeger, blev hans epigrafiske budskab ikke kun forstået ud fra hans ord, men også ud fra den større kontekst. I Junagadh, også kaldet Girnar, blev Ashokas 14 steninskriptioner omhyggeligt indhugget på den østlige side af en stor granitklippe, der lå i udkanten af Junagadh by. Hver inskription var indrammet i et indhugget rum. Klippen lå nær en kunstig sø kaldet Sudarshana-søen. Vi kender denne sø fra en indskrift fra det 2. århundrede e.Kr., der stammer fra den shaka-kshatrapa hersker Rudradaman. Denne blev indhugget på samme klippe som Ashokas inskriptioner og giver os historien om dette reservoir over flere århundreder, der begyndte med dets konstruktion under Chandragupta Mauryas tid, udført af hans provinshøvding Vaishya Pushyagupta og afsluttet af Yavana Tushaspha, der var guvernør i området under Ashokas regeringstid.

Disse referencer til opførelsen af et massivt vandreservoir indikerer, at Maurya-staten havde en administrativ tilstedeværelse i Junagadh. Junagadh, der var omgivet af bjerge, tilbød naturlige forsvarsmekanismer. Byen havde også adgang til kysten, som kun var omkring 80 km væk. Havnene i Prabhas Patan blev benyttet i Maurya-perioden. Sudarshana-reservoiret forsyner området med vand, sandsynligvis til landbrug og drikke. Pladsen for Sudarshana-søen blev identificeret i det 19. århundrede af Khan Bahadur Ardeseer Jamsedjee, Naib Dewan i Junagadh-staten. Der er også fundet stenblokke i Sonarekha-floden, som stammer fra Maurya-perioden og viser resterne af dæmningen. Der var forhøjninger i området, som i moderne tid har været et fundsted for keramiske rester og andre gamle artefakter.

Lahiri antyder, at Ashokas budskab på Junagadh-klippen sandsynligvis ville have været forstået i sammenhæng med det imponerende vandværk, der måtte have forbedret livskvaliteten for folkene i området. Der er også spor af buddhistiske strukturer i Junagadh-området, eksempelvis Bhoria-stupaen, også kendt som Lakha Medi-stupaen i Girnar Reserve Sanctuary. Denne stupa kan være bygget i Ashokas tid. Restene af store, brændte mursten er også blevet fundet rundt omkring Girnar-bjergene. I området mellem Girnar-bjergene og de omkringliggende bakker ligger der fire små dale – Bhavnath, Hasnapur, Surajkund og Bhordevi – som pilgrimsrejsecenteret på den hellige Girnar-pilgrimsrute stadig bruger i dag. Disse steder rummer tidlige historiske ruiner, herunder buddhistiske stupaer. Dette peger på muligheden for, at området, før det blev et religiøst center for jainister og hinduer, kunne have været et buddhistisk center, muligvis med Ashoka som en central aktør.

Lahiri bruger denne ’zoom-ud’ tilgang til det større landskab omkring Girnar for at understrege vigtigheden af at revidere forestillingen om et 'standard' Ashoka-budskab, som blev kommunikeret på tværs af Maurya-imperiets regioner. Lokale fortolkninger og modtagelsen af kejserens budskab ville være blevet formet af mange faktorer, herunder opfattelsen af politisk autoritet og de faktiske forhold, som vi i dag kan spore i de fysiske levn, der er bevaret.

Maurya-dynastiet blev opbygget på de fundamenter, der blev lagt af Nanda-dynastiet. De første tre herskere var Chandragupta (ca. 324/321–300/297 f.Kr.), Bindusara (ca. 300/297–273 f.Kr.) og Ashoka (268–232 f.Kr.). Senere herskede Maurya-dynastiets konger frem til ca. 187 f.Kr. I buddhistiske tekster som Digha Nikaya, Mahavamsa og Divyavadana beskrives Mauryaerne som en Kshatriya-stamme kaldet Moriyas, som regerede i Pipphalivana. Ifølge Parishishtaparvan beskrives Chandragupta som søn af datteren af en høvding for en landsby af påfugleopdrættere (mayura-poshakas). Mudrarakshasa omtaler også Chandragupta som en mand af lav social oprindelse.

Chandragupta begyndte sandsynligvis sin politiske rejse i Punjab, hvorefter han bevægede sig østover, indtil han fik kontrol over Magadha-regionen. Flere tekster som Puranas, Milindapanha, Mudrarakshasa, Mahavamshatika og Parishishtaparvan refererer til hans konflikt med Nanda-dynastiet. Der er også en tradition, der beskriver Chandragupta som den, der væltede Nanda-dynastiet med hjælp fra Chanakya, en brahmin fra Taxila. Mange legender er forbundet med Chanakya, som dog sandsynligvis var en historisk skikkelse. Hans forbindelse til den politiske afhandling Arthashastra blev dog først fastlagt mange århundreder efter Chandraguptas tid.

Baggrunden for Chandraguptas politiske opstigning var den makedonske erobrer Alexanders invasion af det nordvestlige Indien (327–326 f.Kr.). Græske kilder beskriver et møde mellem Chandragupta og Alexander og refererer også til konflikten mellem Chandragupta og Seleukos Nikator, der havde arvet de østlige provinser i Alexanders rige. Denne konflikt fandt sted omkring 301 f.Kr. og blev løst med en traktat, hvorunder Chandragupta fik kontrol over flere områder som Arachosia (Kandahar), Gedrosia (sydlige Baluchistan) og Paropomisadai og overlod 500 elefanter til Seleukos.

Hvordan blev stenalderens faser opdelt, og hvad betyder det for vores forståelse af menneskets udvikling?

Stenalderen opdeles traditionelt i to hovedperioder: den palæolitiske og den neolitiske periode. Denne opdeling blev først foreslået af Edouard Lartet, der nogle år senere inddelte den palæolitiske periode yderligere i den lavere, mellemliggende og øvre palæolitik. Denne opdeling baserede sig på forandringer i dyrelivet, der kunne knyttes til forskellige typer værktøjer. Arkæologer begyndte gradvist at identificere specifikke værktøjstraditioner inden for den palæolitiske periode og erkendte også vigtigheden af ændringer i livsgrundlaget under stenalderen.

I den indiske stenalder opdeles perioderne i palæolitisk, mesolitisk og neolitiske faser, alt afhængigt af geologisk alder, værktøjets teknologi og den anvendte fødevarebase. Palæolitisk perioder opdeles yderligere i lavere, mellemliggende og øvre palæolitik. Den lave palæolitik strækker sig fra omkring 2 millioner år siden til omkring 100.000 år siden, den mellemliggende palæolitik varer fra omkring 100.000 til 40.000 år siden, mens den øvre palæolitik strækker sig fra cirka 40.000 til 10.000 år siden. Der er dog stor variation i datering af forskellige fundsteder, og disse tidsrammer kan variere betydeligt afhængigt af de specifikke udgravninger.

I den klassiske opdeling tilhører palæolitiske kulturer den pleistocæne geologiske æra, mens mesolitiske og neolitiske kulturer hører til den holocæne æra. Denne opdeling fungerer som et analytisk værktøj for at identificere mønstre i menneskets lange og komplekse fortid. Den virkelige udvikling var dog langt mere kompleks. Der er stadig debat om, hvordan man bedst forklarer adfærdsændringerne hos forhistoriske mennesker. Hvad fik mennesker til at ændre deres måde at skaffe føde på? Hvilken indflydelse havde klimaændringer på deres livsstil? Var ændringer i værktøjets form og teknologi et resultat af nye befolkningers indflydelse, lokal innovation, eller begge dele? Uanset hvordan man ser på det, var der ikke én universel udviklingslinje for stenalderkulturer i hele subkontinentet. Der er regionale variationer i nogle af deres træk, og deres dateringer varierer også betydeligt.

Det er også vigtigt at forstå, at jagt og indsamling ikke ophørte med begyndelsen af dyre- og plante-domesticering. Mange jordbrugsbaserede samfund fortsatte med at jage og samle deres føde. Faktisk er sådanne subsistensaktiviteter (også kaldet foraging) stadig almindelige i nogle områder af subkontinentet i dag. Det er langt lettere at identificere og beskrive stenredskaber end at afgøre, i hvilken grad en samfund var afhængig af plante- eller dyredomesticering. Ofte er dataene ikke tilstrækkelige til at drage en sikker konklusion.

Ved siden af værktøjerne er det også væsentligt at forstå, at der var en stor grad af overlapning mellem perioderne. Selvom der findes "rene" neolitiske fundsteder, viser tidlige landbrugssamfund ofte en blanding af neolitiske redskaber sammen med kobber- og kobberlegerede objekter.

De lavere palæolitiske fundsteder er især kendt i næsten alle dele af subkontinentet, selvom der er få fund i flodsletterne i Indus- eller Ganga-dalen. Stenalderfund er dog blevet identificeret på stenrige områder, især langs floder eller i klippehuler og skjulesteder. Uden tilstrækkelige udgravningsdata fra mange af disse steder er det nødvendigt at fokusere på de resultater, der stammer fra veldefinerede stratigrafiske kontekster. Nogle steder har været beboet i flere perioder af stenalderen, og nogle generelle konklusioner om pleistocæne klima kan drages på baggrund af de lag, hvor palæolitiske værktøjer er blevet fundet.

I de tidlige faser af den palæolitiske tid, som den lavere palæolitik, var værktøjerne som regel store kerneværktøjer fremstillet af kvartsit eller andre hårde stenmaterialer. Disse inkluderede skæreværktøjer, håndøkser og knusere. Det var sandsynligt, at mennesker benyttede sig af ild til at få større sten til at sprække lettere, hvilket ville gøre det nemmere at fremstille værktøjer.

Med tiden blev der sket en gradvis stigning i variationen af stenredskaber, og præferencen for mere fine stentyper blev mere udtalt. Senere blev det muligt at fastslå specifikke dateringsteknikker for lavere palæolitiske fundsteder, herunder vigtige opdagelser i områder som Potwar Plateau og Siwaliks.

Med de nyere dateringsmetoder er der kommet flere beviser for, at lavere palæolitisk kontekst kan dateres tilbage til flere hundrede tusinde år, og de tidligste redskaber er blevet fundet i lag, der kan dateres til op til 2 millioner år før nu.

Den vigtigste forståelse, som læseren bør tage med sig, er, at stenalderens opdeling ikke nødvendigvis er et entydigt billede af menneskets udvikling. De teknologiske, sociale og økonomiske forandringer i denne periode var ikke lineære eller universelle. Regionale forskelle i værktøjsbrug og livsgrundlag er centrale at tage i betragtning, og det er vigtigt at huske på, at mange samfund stadig kombinerede gamle jagt- og samlerteknikker med tidlige landbrugsmetoder. Desuden, selvom arkæologiske opdelinger som palæolitisk og neolitisk kan give et overordnet billede af forhistorien, er det den kontinuerlige og ofte usynlige udvikling af menneskelig innovation og tilpasning, der definerer denne tid.

Hvordan kunsten og videnskaben i den islamiske verden påvirkede sygdomsbehandling og bygningskunst i middelalderen
Hvordan den amerikanske politik udviklede sig i relation til race og etnicitet i det 20. århundrede
Hvordan musikken afspejler den amerikanske kultur og historie gennem tid
Hvordan man laver japanske dressinger og sød bønnepasta: En kulinarisk opdagelse
Hvorfor har flagermus og andre natdyr en så mystisk symbolik?