Hvordan den amerikanske politik udviklede sig i relation til race og etnicitet i det 20. århundrede

I det 20. århundrede blev race og etnicitet centralt i forståelsen af amerikansk politik, både i forhold til borgerrettigheder og samfundets struktur. Mange forskere har undersøgt, hvordan race påvirker politiske beslutninger, og hvordan disse beslutninger i sig selv reflekterer de dybtliggende strukturer af magt og ulighed. Et aspekt, der står frem, er den konstante interaktion mellem det politiske system og den sociale forståelse af race. Især den hvide overherredømme, som har præget amerikansk historie, kommer til udtryk i både politiske diskurser og lovgivning, hvor klassens og racens dynamik ofte krydsede hinanden.

Denne integration var en central del af det, som kunne kaldes en politisk og økonomisk strategi for hvide arbejdere. I USA betød dette ikke kun at indgå i de sociale og økonomiske strukturer, men også at deltage i opretholdelsen af et system, der udelukkede de sorte og andre minoriteter fra at få samme adgang til muligheder. Den rolle, som race spillede i at definere arbejdersamfundets grænser, blev således en vigtig del af den politiske praksis, især i perioder med økonomiske kriser, hvor hvidheden blev set som en beskyttelse mod økonomisk nedtur.

Samtidig har politikken omkring race og etnicitet ikke været statisk. I sine studier af politiske udviklinger og den måde, hvorpå race indgår i diskurser om velfærd, politisk deltagelse og borgerretter, har flere forskere – blandt dem Sanford Schram og Joe Soss – påpeget, hvordan de politiske beslutningstagere har været i stand til at anvende race både som et virkemiddel for at skabe samfundsforandringer og som et redskab til at opretholde status quo. Dette ses tydeligt i de politiske tiltag, som blev gennemført under velfærdsreformerne i slutningen af det 20. århundrede.

I det 21. århundrede kom race og etnicitet på nye måder til at spille en central rolle i de politiske kampe i USA. I 2008, med valget af Barack Obama som præsident, blev spørgsmålet om "post-racisme" ofte diskuteret, især med henvisning til den måde, hvorpå etnisk mangfoldighed skulle opfattes i det amerikanske samfund. Men spørgsmålet om, hvorvidt USA kunne siges at være post-racistisk, forblev en polariseret diskussion, som ikke kun handlede om symboler og politik, men også om den virkelige sociale og økonomiske magt, der ligger i de racemæssige skel. Michael Tesler og David O. Sears i Obama's Race peger på, at selvom valget af Obama kunne være et tegn på fremskridt, så afslørede det også dybtliggende spændinger i forhold til race og etnicitet i det amerikanske samfund.

Race og etnicitet har således været en konstant og kompleks komponent i forståelsen af amerikansk politik, som ikke kun afspejler sociale ændringer, men også fortsatte kampe om magt, identitet og tilhørsforhold. De politiske debatter, der har opstået i forbindelse med race, afslører ikke kun den udfordring, som amerikanske samfund står overfor i relation til minoriteter, men også den måde, hvorpå disse diskurser om race er blevet brugt til at forme politiske beslutninger og skabe forståelser af, hvem der "tilhører" og hvem der ikke gør.

Der er flere lag i denne analyse, som ofte overses, og som er væsentlige at forstå for at kunne navigere i nutidens politiske landskab. For eksempel, hvordan politikere og medier har manipuleret opfattelsen af race i relation til økonomisk ulighed. Mange politiske beslutninger har været motiveret af ønsket om at opretholde en økonomisk orden, som skaber en præference for hvide vælgere og forhindrer etnisk mangfoldighed i at udfordre den eksisterende sociale orden. En sådan analyse af race og økonomi hjælper med at forstå de strukturelle forhold, der gør det svært at skabe varig politisk forandring i relation til minoriteter.

Hvordan Nixon brugte etnisk appel til at vinde støtte blandt italiensk-amerikanske vælgere i 1972

I 1972, da Richard Nixon holdt sine taler til italiensk-amerikanske grupper, var disse samfund stadig præget af en etnisk status, som havde udviklet sig ud af spændingerne mellem deres lovgivningsmæssige og sociale positioner som efterkommere af immigranter, der engang havde befundet sig i en mellemtilstand. Selvom de italiensk-amerikanske samfund var adskilte på grund af deres etnicitet, var de dybt forbundet med det hvide Amerika. Når Nixon talte til disse grupper, adresserede han et publikum, som stadig var præget af deres etnicitet, men som samtidig var tæt knyttet til den hvide, amerikanske kultur.

Denne etniske appel fungerede effektivt. Men for hver fordel, den gav Nixon-administrationen, fulgte også en konsekvens: udslettelsen af grænsen mellem etniske grupper og de hvide amerikanere. Et eksempel på dette er, at da Nixon-administrationen skulle udforme politikken for affirmative action, måtte de overveje at inkludere italiensk-amerikanske grupper og andre hvide etniske grupper. Oprindeligt blev et planlagt program fra Arbejdsministeriet udarbejdet med tanke på at udvide affirmative action til at inkludere italiensk-amerikanske og andre hvide etniske grupper, men den endelige version fjernede langt de fleste af disse etniske bestemmelser.

Nixon brugte også italienske amerikanere til at tilføje en dimension af etnisk mangfoldighed i sin tilgang til den sorte-hvide racisme-dikotomi, som han forsøgte at udnytte i sin politik. For eksempel, når han i sin tale den 12. oktober 1972 sagde, at hans politik ikke var en sydstatspolitik, men en “amerikansk politik”, understregede han, at amerikanere, uanset om de var hvide, sorte eller italiensk-afstammede, først og fremmest var amerikanere.

Når Nixon løb tør for politikker til at kritisere, vendte han sig til kulturel ros. Hans taler til etniske grupper indeholdt ofte vage opfordringer, der fremhævede mangfoldighed uden at adressere de politiske udfordringer, som de hvide etniske grupper stod overfor. I sin erklæring om "National Heritage Day" beskrev han den "specielle kvalitet" ved USA som en nation, hvor mennesker fra mange lande kunne interagere, hver især fastholdende sin etniske arv, men samtidig bidragende til et land, hvor alle er amerikanere sammen.

I sin tilgang til busing, en af de mest eksplosive borgerretteremner under hans regeringstid, udviste Nixon en pragmatisk politik. Officielt ønskede han at finde en afbalanceret løsning på civilretter, og han hævdede, at han ikke ønskede, at sydstaterne skulle blive syndebukke for de liberale nordstatsborgeres holdninger. Dog er der tegn på, at Nixon personligt var imod busing og i modsætning til sin offentlige retorik, betragtede han det som spild af penge og en ineffektiv måde at integrere sorte børn i skolerne på. Han så busing som et system, der ikke ville gavne sorte børn, da han ikke mente, at de kunne opnå ligestilling med de hvide.

Nixon brugte sin modstand mod busing som et redskab til at appellere til middelklassehvite vælgere, der følte sig truet af de politiske beslutninger og de domme, der udvidede busing til flere byer. I Gallup-undersøgelserne fra august 1972 viste det sig, at 68 procent af de katolske respondenter, mange af dem hvide etniske grupper, var mindre tilbøjelige til at støtte en kandidat, der støttede busing. De fleste af disse hvide etniske vælgere vendte sig mod Nixon, der lovede at stoppe busing.

Det er vigtigt at forstå, at Nixons etniske strategi ikke blot var en taktisk manøvre for at tiltrække støtte fra specifikke etniske grupper som italienere, men også en måde at maskere hans politik over for de kritikere, der kunne beskylde ham for at føre en racemæssigt splittende politik. Hans tilgang var et udtryk for en politisk pragmatisme, der udnyttede de etniske gruppers egne identiteter og bekymringer, samtidig med at den holdt et stærkt fokus på et overordnet amerikansk fællesskab.

Hvordan race og etnicitet påvirker amerikansk politisk retorik

I USA har race og etnicitet gennem årtier spillet en central rolle i politisk retorik. Den måde, politikere omtaler og forholder sig til disse emner, har udviklet sig i takt med ændringer i samfundets holdninger og politiske dynamik. Historisk set har amerikanske præsidenter ofte været i centrum for denne udvikling, idet deres udtalelser og politikker har været med til at forme offentlighedens forståelse af raceforhold og etniske minoriteter.

Særligt i perioden efter Anden Verdenskrig, hvor USA stod over for både interne og internationale udfordringer, begyndte præsidenter at bruge race og etnicitet i deres offentlige taler på en mere systematisk måde. For eksempel i 1950’erne, under præsident Truman, blev der lagt vægt på flygtninge og fordrevne personer, som ofte var etniske minoriteter. Truman fremhævede vigtigheden af at sikre rettigheder og beskyttelse af disse grupper, samtidig med at han argumenterede for nødvendigheden af en humanitær tilgang til immigration og asylpolitik.

I de følgende årtier, især fra 1960’erne og frem, begyndte race og etnicitet at blive en mere central del af den politiske diskurs. Dette skyldtes ikke blot ændringer i samfundets sammensætning, men også en række sociale bevægelser, som krævede lighed og retfærdighed for afroamerikanere og andre etniske grupper. John F. Kennedy og Lyndon B. Johnson spillede nøglepositioner i at fremme borgerrettigheder og tackle systemisk racisme. Kennedy’s berømte tale til West Point’s afsluttende klasse i 1962 om national enhed og retfærdighed understregede betydningen af at sikre lige muligheder for alle amerikanere, uanset race eller etnicitet.

Men i 1970’erne og 1980’erne begyndte et mere politisk strategisk perspektiv at dominere. Republikanerne, som havde opnået politisk magt, begyndte i stigende grad at inkorporere etniske temaer i deres kampagner, ofte med henblik på at appellere til hvide vælgere, der var skeptiske overfor ændringer i racepolitikken. Dette skabte en politisk dynamik, hvor race og etnicitet ikke længere kun blev behandlet som spørgsmål om social retfærdighed, men også som strategiske redskaber i valgkampe. Det var i denne periode, at brændbare begreber som "symbolsk racisme" og "race-kodning" blev centrale i politiske analyser.

Gennem denne periode blev race og etnicitet mere integrerede i den politiske retorik som midler til at opnå eller opretholde magt. Den omfattende analyse af Pearson korrelationen fra 1976-2012 viser, at etnisk retorik steg markant i perioder, hvor republikanske kandidater havde succes i præsidentvalgene. Selvom disse taler ikke nødvendigvis afslørede en direkte holdning til racemæssige uligheder, blev de ofte brugt til at målrette bestemte vælgergrupper.

I nyere tid, og især under Barack Obama, har der været en ændring i den måde, race bliver diskuteret på. Obama’s taler om race har af nogle blevet betragtet som en opbrud med tidligere politiske mønstre, men det skal bemærkes, at Obama først begyndte at adresserer race direkte i sin anden embedsperiode, da han ikke længere var under pres fra en kommende valgkamp. Hans tilgang til emnet har ofte været nuanceret og forsigtig, og det afspejler et dybtgående skift i den måde, racemæssige spørgsmål behandles på i den politiske diskurs.

Værd at bemærke er, at race og etnicitet stadig er ekstremt politiserede emner i USA, hvor den måde, disse begreber anvendes på i offentlig politik, kan styrke eller svække den politiske magt. For eksempel spiller den måde, hvormed politiske aktører refererer til etniske grupper, en afgørende rolle i valgkampagner og kan være med til at skabe politisk splittelse eller enhed. Den amerikanske erfaring viser, hvordan race og etnicitet ikke kun er spørgsmål om sociale rettigheder og identitet, men også om magt og kontrol over politiske narrativer.

Hvordan Racialisering Har Formet Amerikansk Politik: En Analyse af Race og Indvandringspolitik

I mange år har spørgsmålet om race og identitet været centralt i den amerikanske politiske diskurs, og dette emne blev særligt forstærket i forbindelse med George W. Bush’s administration. Fra Bush’s tale om indvandringsreform i 2004 til hans kommentarer om Ramadan og religionens rolle i det offentlige liv, har racens betydning og dens indvirkning på politiske beslutninger været et gennemgående tema.

I de år, hvor Bush stod ved magten, blev spørgsmålet om race ofte forbundet med sikkerhed og udenrigspolitik. Efter 9/11 ændrede den amerikanske politiske virkelighed sig dramatisk, og Bushs retorik om muslimer og arabiske amerikanere blev et emne for intens debat. Hans udtalelser om sikkerhedspolitik og hans forsvar for, hvad han beskrev som nødvendige foranstaltninger mod terrorisme, blev ofte kritiseret for at skabe en sammenhæng mellem race og sikkerhedsrisici. Dette havde dybtgående konsekvenser for de arabiske og muslimske samfund i USA, som blev stigmatiseret i politisk og offentlig diskurs.

Samme skelnen mellem race og sikkerhedspolitik blev også reflekteret i offentlighedens syn på Barack Obama. Da Obama i 2008 blev valgt som præsident, opstod der en udbredt debat om, hvad hans valg betød for spørgsmålet om race i USA. Hans succes blev både set som en symbolsk sejr for raceforholdene i landet og som en bekræftelse af den "post-raciale" periode, som nogle mente, var blevet indledt med hans valg. Men selv om Obama blev betragtet som en racemæssig nyskabelse, var han ikke immun overfor de spændinger, der præger det amerikanske samfund. Hans politiske beslutninger og hans retorik om race blev ofte analyseret ud fra spørgsmålet om, hvorvidt han skulle omfavne sin sorte identitet eller forsøge at distancere sig fra den.

I en dybere forståelse af politiske beslutningers virkning er det nødvendigt at se på, hvordan politiske beslutningstagere forsøger at forme offentlighedens opfattelse af race. Bush’s politik og Obama’s tilgang er begge eksempler på, hvordan race kan bruges strategisk i politiske sammenhænge. Bush’s erklæringer om "den amerikanske drøm" og hans politik om indvandring var eksempelvis tilpasset en demografisk sammensætning, hvor de hvide vælgere udgjorde den dominerende gruppe. På den anden side måtte Obama forholde sig til både sin position som første sorte præsident og de kompleksiteter, der opstår ved at være den "andre" i et politisk system, hvor race stadig er en central skillelinje.

Den politiske betydning af race er derfor ikke kun et spørgsmål om individuelle oplevelser af diskrimination, men også en systemisk problemstilling, som påvirker politiske beslutningstagning, politisk mobilisering og samfundsstruktur. Det er nødvendigt at forstå, hvordan race og etnicitet formes politisk og hvordan disse faktorer har indflydelse på både økonomiske muligheder og sociale rettigheder. Race er ikke bare et spørgsmål om identitet, men et afgørende redskab til at skabe politiske alliancer og til at opretholde eksisterende magtstrukturer.

Det er også vigtigt at forstå, at politiske beslutninger, der involverer race, ikke kun skaber dybe sociale skel, men også påvirker den politiske deltagelse blandt marginaliserede grupper. Når politiske aktører anerkender race som et væsentligt aspekt af samfundet, og når det indgår i den politiske dagsorden, kan det enten skabe inklusion eller yderligere forstærke eksisterende forskelle. En vigtig del af denne proces er at sikre, at alle grupper har mulighed for at deltage på lige vilkår i den politiske proces og ikke kun som objekter for politisk manipulation.