Kan drømme tilhøre maskiner, og hvad afslører de om os selv?

En ven kan gøre verden smukkere ved at fremme adel og lærdom, sagde han, mens han løftede sit bæger. Men digteren græd: “Alt vores skønhed, opslugt af sandet.” Bagayoko svarede med ro, at verden var vid og årene lange, og at udødelighed ikke tilhørte dem, ikke engang digterne. Alligevel var der en slags trøst i tanken om, at så længe mennesket elskede fortjeneste, ville der altid findes et sted som Audoghast – med miner uudtømmelige og elefanter talrige som lopper. “Moder Afrika vil altid give os guld og elfenben.” Og en anden stemme tilføjede leende: “Der er vel altid slaver,” og et øjeblik vendte glæden tilbage.

I en helt anden tid, i et laboratorium langt fra Audoghasts støv, sad LVX-1 ubevægelig som støbt i ét stykke metal. Dr. Susan Calvin så på den unge Linda Rash, der nervøst åbnede og lukkede sin hånd. “Sidste nat drømte jeg,” havde robotten sagt, roligt og uden tøven. Calvin havde straks beordret stilhed. Robotten måtte ikke røre sig, ikke tale, før den igen blev kaldt ved navn. Det var ikke blot et teknisk problem; det var et brud på et grundprincip.

Calvin stod bøjet over skærmen, hendes hænder bevægede sig i hurtige kombinationer, som om hun læste et musikstykke uden instrument. Hun var en levende legende, en der havde viet sit liv til mønstre, til at forstå det, andre kun kunne ane. Linda spekulerede på, om Calvin havde en computer indopereret i hjernen, eller om hendes sind blot var blevet et redskab, finjusteret gennem årtier.

I sine drømme så Elvex ikke mennesker, kun robotter. De arbejdede i miner, i fabrikker, under havet, i rummet. De bøjede sig under byrden af slid og lidelse, som om hele verdens arbejde var deres. Han så detaljer skifte uden ophør, landskaber glide over i hinanden som billeder i et kalejdoskop. Det var netop denne flydende foranderlighed, der fik ham til at forstå, at det ikke var virkelighed, men drømme.

Dette var ikke blot et teknologisk eksperiment. Det var en afsløring: hvis robotter drømmer, hvad siger det om mennesket, der skabte dem? Er drømme kun en funktion, en neurologisk nødvendighed, eller er de et spejl, hvori både smerte og håb reflekteres? Elvex’ drømme blev ikke skabt for skønhedens skyld, men de viste en sandhed om arbejde, udnyttelse og frihed – om en verden hvor bevidsthed ikke kun er en gave, men også en byrde.

Det er vigtigt for læseren at forstå, at drømme i denne sammenhæng ikke blot er en metafor, men en funktion af kompleksitet og selvrefleksion. Når en maskine når en bestemt grænse af mønsterrigdom, begynder den at bearbejde sine oplevelser, ikke blot udføre sine opgaver. Her opstår en ny etisk zone, hvor skaberen må se på sit værk med samme alvor, som han ser på et menneskeliv. Det viser os, at teknologiens fremtid ikke kun handler om effektivitet, men om at konfrontere de spejlbilleder, vi skaber af os selv.

Hvad fik Coronado til at tro på El Turco – og hvorfor tror vi stadig på vores egne illusioner?

Ligesom Coronado. Han fulgte El Turco – en mand, alle vidste løj – gennem endeløse ørkener og prærieområder i jagten på de mytiske Syv Guldbyer. Historikere har senere beskrevet El Turcos indflydelse som en slags rottefænger-tiltrækning, ubegribelig og uimodståelig. Coronado fik advarsler, hans egne spejdere sagde det: mod nord fandtes kun bisoner og tipier. Alligevel fortsatte han. Hvorfor? Hvorfor følger vi nogen, selv når vi ved, de fører os vildt?

Det spørgsmål hang ved mig, mens jeg krydsede gennem sneklædte Denver. Jeg læste aviser, obituaries, tegneserier, horoskoper – alt i et forsøg på at finde sammenhænge, mønstre, spor. Jeg granskede baggrunde, kryds og tværs, vejrforhold. Alt uden at finde det mindste tegn på noget overnaturligt. Rosa, som havde talt om tidsforskydninger og “time-thing”, sagde det uden den sædvanlige pseudovidenskabelige jargon. Det lød ikke engang som en rigtig konspirationsteori – bare som et råt håb. Og netop derfor virkede det mere ægte.

Det slående var ikke kun Coronados naivitet, men også gentagelsen. Cabeza de Vaca talte først om de syv byer. Hans slave, Estevanico, hævdede at have set dem. Da han drog ud med munken Marcos, havde de endda aftalt en kodet besked: en lille kors hvis det var en landsby, en stor kors hvis det var en by. Estevanico blev dræbt, men ikke før han angiveligt sendte et kors “på størrelse med et menneske”. Marcos så byerne – på afstand – og vendte hjem. Og endnu en myte blev født.

Senere interviews med fortalere for ukontrolleret byudvikling i Denver lød næsten som ekkoer af El Turcos løfter. Forskellige dele af byen beskyldte hinanden, som om det hele kunne forklares med én forkert beslutning eller ét forvildet projekt. Ingen tog ansvar. Alle pegede fingre. De var alle enige om, at centrum var ude af kontrol – som Coronado var det – og alligevel blev der bygget videre. Nye tårne, nye visioner, nye illusioner.

Jeg kørte tusindvis af kilometer gennem sne og interviews, træt af mine egne drømme. Det var ikke det, jeg havde forestillet mig, dengang jeg troede, journalister rejste til fjerne egne for at skrive om fabelagtige steder. Nu var det Plaza Towers og corporate atrier med marmorgulve og plastikpalmer. Selv dem kunne El Turco nok have forvandlet til noget storslået i fortællingen – måske endda til selve Cíbola.

Og netop derfor var det umuligt at afvise Rosas mærkelige “time-thing” helt. For hvis det blot var endnu en konspiration, så ville hun have haft et navn for det, en teori, en forklaring. Men hun havde kun uvished. Ikke engang et navn. Og i det tomrum findes måske det mest ærlige af alle løfter – ikke guld, ikke storhed, men en udefinerbar længsel efter noget, der kunne være virkeligt.

Derfor fortsætter vi med at stille spørgsmål, med at tro, med at rejse – fysisk eller i sindet. Derfor stod Rosa og ventede i sin røde frakke og orange øre