"Dette totale fremmedgørelse, Sunbear?"
"Jeg ved det ikke. Måske for to hundrede år siden, da mit eget folk blev givet de 'store gaver' fra en avanceret civilisation. Da de opdagede, at de måtte bytte værdighed og Gud for filt hatte med fjer i!" Han tvang sig selv til at holde inde, og kom tættere på Brandon. "Jeg vil redde disse mennesker fra den skæbne. Jeg vil gøre for dem, hvad ingen gjorde for os. Jeg beder dig om at hjælpe mig."

Brandon var for forbløffet og nervøs over hans nærhed til at give et fornuftigt svar. "Du er sindssyg. Bare sindssyg!"
"Forsøg at forstå. Vær venlig. Det er noget, jeg må gøre, og jeg kan ikke stoppe mig selv. Jeg har samarbejdet med dig hele vejen hidtil. Nu beder jeg dig om at gå med mig."
Brandon gjorde et tappert forsøg på at få sin stemme til at lyde beroligende. "Lyt, Sunbear, jeg kan ikke gøre noget. Uden traktaten vil der være invasion for dem. Du vil ikke have det, og der er ingen måde at undgå det på."

"Der er en måde. Den ene ting, der gør en planet udelukket for os for evigt. Karantæne! Vi kan rapportere, at Kana ikke er sikker. Vi kan karantæne Kana, så ingen andre nogensinde kommer her. De andre mænd vil gå med til det, tror jeg. De har haft det for godt her til at ville skade disse mennesker. Jeg er sikker på Hayden. Og Lyler og Evers kan overbevises."

"Det er forræderi!" Brandon droppede sin facade og lod ordene brøle ud.
"Men det vil virke, kaptajn. Når en planet er karantæneret, kommer ingen andre nogensinde til den. Det er loven! Og vi kan blive her. Vi er ikke vigtige alligevel. Spørgsmålet overskygger os."
Brandon rystede på hovedet. "Din plan modarbejder dit eget mål. At have os her ville være lige så indflydelsesrigt for de oprindelige folk som at have kolonister her."
"Vi kan tage den risiko. I det mindste er der en chance med min måde. Din måde, der er ingenting."

"Nej, Sunbear, det er udelukket. Du er syg - ikke ansvarlig - men du tager fejl. Du er en total misfit. Du bryder dig ikke om at komme hjem igen. Men jeg gør!"
Brandon sprang pludselig til venstre og trykkede på den røde nødknap.
Med den hurtige bevægelse reagerede Martin næsten ud af panik, næsten angreb, men stoppede sig selv i sidste øjeblik. Alarmen lød, og straks blev lyden af fødder, der løb hen over deres hoveder, hørt.

"Der var ikke behov for det," sagde Martin. "Jeg har ikke tænkt mig at angribe dig, Brandon."
Hayden og Lyler dukkede op i døren, men Brandon tegnede dem til at blive udenfor. "Nu, Sunbear – skal jeg låse dig inde resten af vores ophold, eller opfører du dig?"
"Nej! – ikke noget fængsel," mumlede Martin. Hans sind kørte på højtryk, mens han prøvede at finde mulige løsninger. Alt, hvad han vidste, var, at han måtte forblive fri. "Jeg vil ikke genere dig mere. Du har allerede alle kortene, alligevel. Jeg kan ikke skade dig. Jeg ved det, og det ved du også."
Brandon kiggede intenst på ham, før han trak på skuldrene. "For en gangs skyld har du ret. Vær her, når det er tid til at kontakte Astra. Jeg vil have et tegn fra dig, at du stadig er en del af denne besætning."

"Du vil få det. Jeg vil være ved din side hele vejen." Han forlod, og børstede forbi Lyler og Hayden, der stadig var parate til problemer. De lod ham passere.
Og Martin gik direkte mod Chantukas landsby. At rapportere Kana som ubeboelig var stadig den eneste løsning. Brandon havde blokkeret det, men det var stadig den eneste vej ud. Og han var stadig den eneste, der var villig til at gøre det.

Da han nåede kanten af landsbyen, besluttede han sig for én ting. Han ville fortælle Chantuka sandheden om Kanas faktiske valg i traktaten. Hvis ikke andet, måtte han lette sin samvittighed over for løgnene.
Den gamle leder mødte ham ved døren til sin lodge, men Martin børstede forbi ham og gik ind alvorligt, kun nikkende til Tiva.
Derefter, uden at give lederen tid til at tale, kastede han sig direkte ind i fortællingen om forræderi, han måtte dele.

Chantuka lyttede først med store øjne, derefter lukkede hans ansigt sig ned, og afslørede ingenting. Men da Martin var færdig, eksploderede Chantuka i protest. "Hvordan kunne nogen gøre det? Ville de virkelig komme i store tal og dræbe os? Nej! Hvordan kunne nogen være så grusom?"

Martin kiggede på den græsklædte gulv i lodgen. Han kunne ikke forklare dette for Chantuka mere, end han havde været i stand til at forklare den døde kanin for Tiva.
Chantuka protesterede et øjeblik mere, og stoppede derefter, acceptende hvad han havde hørt, om han forstod det eller ej. Der var kun tristhed i ham, alt rettet mod Martin. "Det var svært for dig at følge med i disse ting. Og endnu sværere for dig at fortælle mig om dem. Jeg takker dig for dit mod."
"Det gjorde ikke godt for os begge," svarede Martin.
"Nej. De onde har vundet denne gang. Men jeg har lavet traktaten, så jeg må stå ved den."
"Og du ville, på grund af ære og alt, hvad du tror på," sagde Martin, og det lød næsten som en forbandelse. "Det er stadig op til mig at forhindre, at du bliver ødelagt."
"Men du har allerede prøvet. Din kaptajn sagde nej til din plan."
"Det var en sand plan, selv så. Og den er stadig!" Martin mødte Chantukas øjne for første gang siden han var kommet ind i lodgen. "Chantuka – vil du stole på mig nok til at gøre som jeg beder?"
"Jeg ville have været lavet af sten, hvis jeg ikke stolede på dig nu."
"Så – ét spørgsmål. Hvis jeg gør det, jeg har i tankerne, vil besætningen blive meget vrede. De vil måske endda forsøge at skade dig. Hvordan ville du håndtere det?"
"Vi ville forsvare os som vi altid gør mod onde mænd," sagde Chantuka. "Vi ville sende dem til Domstedet."
Martins hud blev kold. "Og dette sted? Er – er det et sted for at dø, Chantuka? Ville de blive dræbt? Jeg – jeg ved ikke ..."
"Domstedet er ikke for at dræbe, Martin Sunbear. Det er kun et sted adskilt fra os. Forstår du? Et sted, hvor de onde går hen for at blive holdt væk fra folkene. De bliver ikke skadet. Ikke engang fysisk tilbageholdt."
Nu var det Martins tur til ikke at forstå.
Tiva kom med et indlæg, "Det er stedet for dem, der ikke vil, for dem, der gør onde ting." Hun lo og kiggede på sin far, "Martin Sunbear tror, vi alle er gode på Kana, far. Jeg ved det fra vores samtaler."
"Alle gode?" Chantuka smilede lidt. "Det ville være umuligt. Nogle gange finder vi en ond en, og så skal han til Domstedet. Der er han i Guds hænder. Han har alt, hvad han behøver i mad og husly. Desværre har han endda selskab, da der er andre, som er blevet sendt derhen før ham. Men han får ikke lov at komme tilbage blandt os."
"Vi holder et vågent øje, alligevel," afsluttede Tiva forklaringen. "For at sikre, at alt er godt med dem."
"Selvfølgelig! Ostracisme! Jeg skulle have gættet det. Mine egne forfædre praktiserede ostracisme." Martin sukkede, lettet. "Det efterlader min vej klar, så. Jeg kan følge min plan. Chantuka – vil du stole på mig?"
"Der er ingen grund til at spørge. Ja, jeg vil stole på dig."
"Så lyt omhyggeligt. Vi har ikke meget tid. Jeg går tilbage til Wasp og få minutter efter, at jeg går, vil jeg have, at du kommer til skibet med hver eneste mand i landsbyen. Jeg vil have, at du

Hvad betyder det at miste sig selv?

Jim kørte hurtigt bort fra universitetets dormitorium, næsten uden at bemærke hvilken retning han tog. Bilen suste gennem den automatiserede motorvej, hvor bilernes lyskegler fløj forbi som lyse slør. Han sad trukket sammen i bilen, som et barn igen, mens han mindedes sin barndom, sin gamle ven Mike og de andre. Der var noget bittert og uomgængeligt ved den følelse af tab, som havde gennemsyret hans liv. Hans tankegang var i oprør, hans relationer falmet – først Moira, nu resten af dem.

Minutterne flød sammen i en tåge af automatisk kørsel og ensomme tanker. Han kørte mod en park, en gammel plet fra hans barndom. En park, hvor han og hans søskende ofte søgte tilflugt, et sted, hvor de kunne finde lidt ro og indre fred. Jim var alene her nu, og han kunne ikke ryste følelsen af, at noget var blevet uigenkaldeligt ødelagt. Han så sig omkring, som om han kunne finde svar blandt de gamle træer og forladte stier.

Kira og de andre – de var blevet en del af et eksperiment, et forsøg på at skabe et nyt fællesskab, et kollektiv af mennesker, hvis identiteter og sjæle kunne smelte sammen til en kollektiv enhed. Et forsøg på at opbygge noget stærkt, et hold af individer, der alle var kopier af hinanden, for at kunne forstå verden bedre, for at kunne arbejde sammen på et højere niveau. Men resultatet havde været anderledes. Der var ikke opnået enhed – der var opnået en splittelse.

Jim stod på kanten af muren, som om han kunne finde det, han havde mistet, ved blot at stirre ned i det tomme rum under sig. Muren var et symbol på hans barndom, på den tryghed han engang havde følt, og nu, hvor han stirrede på motorvejen under ham, føltes alt mere som en uoverskuelig kløft mellem ham og verden.

Han havde aldrig følt sig virkelig tæt på Moira – hendes måde at være på, hendes utilpassede forståelse af ham, havde aldrig kunne give ham den forbindelse, han havde længtes efter. Der var for mange ting mellem dem, for mange uløste spørgsmål og dybe skuffelser. Han følte sig som en fremmed, både i hendes liv og i sit eget.

Nu var han alene med sine egne tanker, uden nogen, der kunne forstå ham. De andre var ikke længere de mennesker, han havde vokset op med, de var blevet en del af noget større – eller noget, der måske aldrig havde haft den betydning, han havde håbet på. De var kloner. Kloner af et oprindeligt menneske, en samling af gentagelser, der ikke kunne finde deres egen sjæl, deres egen stemme.

I sin forvirring vendte han sig mod Kira, som kom gående hen imod ham med en tålmodig, næsten bedrøvet mine. Hans ord var skarpe, og han følte sig forrådt af deres forsøg på at nå ham, på at redde ham. Hvorfor havde de alle samlet sig her? For at sikre sig, at han ikke ville begå den ultimative handling? Eller var det bare endnu en forsøg på at genskabe noget, der aldrig kunne eksistere?

Jim vidste, at han ikke havde nogen sand tilknytning til verden mere. Hans liv var blevet et eksperiment, der var gået galt, og han var blevet en ufuldkommen brik i et spil, han ikke kunne forstå. Hans identitet var blevet udvisket, hans relationer forvrængede. Hvad var han uden sine oprindelige følelser? Hvad var han uden sine klonede venner, som han stadig ikke kunne kalde for noget andet end "de andre"?

Hans dybe indre kamp var ikke kun mod sin egen opfattelse af sig selv, men mod et samfund, der havde forsøgt at skabe noget, der måske aldrig burde have eksisteret i første omgang. Det var ikke nok at skabe perfekte kopier af mennesker – det, der blev glemt, var den grundlæggende kendsgerning: mennesker er ikke kun summen af deres fysiske træk og evner. De er sammensat af deres oplevelser, deres smerte, deres håb og deres fejl.

Det var det, han forsøgte at udtrykke i sin vrede – at et liv ikke kunne være defineret af, hvad der blev genskabt, men snarere af, hvad der kunne udvikle sig. At miste sig selv i en verden af kloner var at miste den sjæl, der gjorde ham til den, han var.

Hans tanker flød sammen med sin egen krop, da han mærkede tårene trille ned af hans ansigt. Han følte sig skuffet over sin egen tilstand, over hvordan hans eksistens kun var blevet et produkt af et forsøg på at skabe noget større, uden at nogen havde taget højde for, hvad det ville betyde for dem, der blev brikkerne i dette spil. Jim vidste ikke længere, hvem han var – kun at han var blevet en del af et eksperiment, der var blevet for stort for ham at forstå.

Jim indså langsomt, at den sande smerte ikke lå i det, han havde mistet, men i det, han aldrig ville kunne få tilbage. Kloner kunne ikke have den samme frihed, den samme dybde, som dem, der var blevet skabt gennem naturlige processer. Der var noget i deres væsen, der var fundamentalt anderledes, og han kunne ikke undslippe den kendsgerning.

Hvordan kan man modificere og sammensætte præcise sølvklustre for at forbedre deres funktionalitet?
Hvilke elementer gør en god fotografisk konkurrence?
Hvordan analysere kompleks skakstilling: Dybdegående overvejelser og strategiske valg
Hvordan Musik og Dans Formede Det Græske Samfund
Hvordan påvirkede Indo-Grækerne, Indo-Skytterne og Indo-Partherne magtbalancen i det nordvestlige Indien?