Hvordan påvirker kunstig intelligens (AI) og autonomi fremtidens militære luftfart og våbensystemer?

Kunstig intelligens (AI) er i stigende grad integreret i militære systemer og bringer et paradigmeskifte i, hvordan operationer planlægges og udføres. AI, ofte betragtet som en generel teknologi, der kan forbedre eller tilføje funktionalitet til eksisterende systemer, muliggør autonomi – det vil sige systemer, der kan operere med minimal eller ingen menneskelig indgriben. Autonomi i våbensystemer er dog ikke et nyt fænomen; allerede under Anden Verdenskrig blev primitive former for autonomi anvendt, såsom i Norden Bombsight og V-1 raketten, hvor sensorer og simple computere assisterede med styring, men hvor den endelige beslutning altid lå hos menneskelige operatører.

Den egentlige udvikling i autonomi er dog i dag drevet af avanceret software, især maskinlæring (ML), som sammen med øget computerkraft har gjort autonome systemer kommercielt og militært levedygtige. Autonomi kan defineres på forskellige niveauer, afhængigt af graden af menneskelig involvering og systemets evne til at håndtere komplekse og uforudsete situationer. Man skelner mellem systemer med mennesket "i løkken" (hvor et menneske aktivt styrer systemet), "på løkken" (hvor mennesket overvåger) og "uden for løkken" (fuldt autonome systemer, som opererer uden menneskelig kontrol).

Autonomi omfatter både operationelle funktioner som bevægelse og fejldetektion samt mission-specifikke opgaver som målordning og eksplosivdetektion. Samtidig opdeles AI i tre kategorier: smal (svag) AI, generel AI (AGI) og superintelligent AI (ASI). AGI og ASI er stadier, hvor maskiner vil kunne matche eller overstige menneskelig intelligens, men dette er stadig hypotetiske fremtidsvisioner. Nutidens AI er smal og specialiseret – eksempelvis kan et program som AlphaZero spille skak selvstændigt, men inden for reglerne og rammerne for spillet. På denne måde opererer AI i dag som formålsbestemt, kontekstafhængig teknologi, der løser specifikke problemer.

Indførelsen af AI i våbensystemer kan betyde markante forbedringer inden for militær luftfart. AI kan for eksempel muliggøre autonom overvågning, hurtigere beslutningstagning, mere præcis målordning og integration af droner i såkaldte sværme, der kan operere kollektivt og selvstændigt i komplekse operationer. Kombinationen af AI og avanceret kommunikationsteknologi som 5G forventes at styrke dette yderligere, ved at tillade realtidsdataudveksling mellem autonome enheder.

Det er essentielt at forstå, at denne udvikling ikke blot handler om tekniske forbedringer, men også om skift i militær doktrin, etik og lovgivning. Autonome våbensystemer rejser fundamentale spørgsmål om ansvar, kontrol og risiko for utilsigtede konsekvenser. Selv om AI-systemer kan operere med høj grad af selvstændighed, forbliver det menneskelige ansvar og de politiske beslutninger afgørende for anvendelsen af dødelig magt. Desuden bør læseren være opmærksom på, at kompleksiteten i autonome systemer kræver robust cybersikkerhed, da sårbarheder kan udnyttes af modstandere og føre til alvorlige følger i en konflikt.

Hvordan påvirker observationseleffekt bias i videnskab og filosofi forståelsen af etik og kunstig intelligens?

Niklas Boströms begreb om observationseleffekt bias understreger, hvordan vores position som observatører påvirker den viden og de konklusioner, vi kan nå frem til inden for videnskab og filosofi. Dette fænomen belyser især, hvordan vi er begrænset af vores egne observationspunkter, og hvordan disse kan skabe systematiske skævheder i både etisk beslutningstagning og i udviklingen af kunstig intelligens (AI).

I nutidens teknologiske landskab, hvor avancerede AI-systemer som Googles LaMDA fremstår som i stand til at diskutere komplekse emner som følelser, frygt og moralske dilemmaer, bliver spørgsmålet om etik og bevidsthed i maskiner endnu mere presserende. Diskussionerne om, hvorvidt sådanne systemer er “følelsesmæssigt bevidste” eller har en “sjæl,” beror i høj grad på, hvordan vi fortolker og vælger at observere deres svar og adfærd. Her bliver den antropiske bias særlig relevant, idet vi ofte projekterer menneskelige egenskaber på ikke-menneskelige systemer, hvilket kan forvride vores forståelse.

Etik forstås her inden for rammerne af normativ etik, hvor etik fungerer som en praktisk metode til at fastlægge handlingsforløb baseret på principper. Moral defineres som overensstemmelse med disse principper i konkrete situationer, mens dyd fungerer som et sæt filtre, der vurderer handlingers øjeblikkelige udfald som gode eller dårlige, tilladelige eller forbudte. Disse funktionelle definitioner understreger, at etik ikke er statisk, men dynamisk og kontekstafhængig, hvilket stiller særlige krav til udviklingen af AI-systemer, som skal navigere i komplekse sociale og moralske landskaber.

Teknologiske fremskridt inden for syntetisk biologi og ikke-kulstofbaserede systemer, som eksperimenteres med i dele af Asien, illustrerer, at udviklingen af kunstig intelligens ikke længere er begrænset til traditionelle siliciumbaserede systemer. Dette rejser fundamentale spørgsmål om, hvordan vi definerer liv, bevidsthed og moral i en fremtid, hvor grænserne mellem det naturlige og det kunstige bliver stadig mere flydende.

Samtidig tilbyder filosofiske perspektiver, såsom dem fra J. Krishnamurti, en dybdegående forståelse af observation og selvbevidsthed. Krishnamurti beskriver en enhed mellem observatøren og det observerede, hvor observation kun manifesterer sig gennem viden og hukommelse. Denne tilgang giver indsigter, der kan inspirere udviklingen af AI-algoritmer, som søger en ikke-kulstofbaseret form for sentiens, hvor en "observatør-øjeblikkets" funktion bliver central for selvforståelse og etik.

Forståelsen af banebrydende begreber som Strong Self Selection Assumption (SSSA) fra Boström samt system-of-systems teorier, understreger, hvordan komplekse systemer og selvorganiserende netværk ikke blot skaber nye teknologiske muligheder, men også nye etiske landskaber, hvor traditionelle moralske kategorier udfordres og må genovervejes. Den antropiske bias kan således ikke kun ses som en begrænsning, men også som en nøgle til at udvikle en mere nuanceret etik, der tager højde for både menneskelige og ikke-menneskelige aktørers observationer og beslutningsgrundlag.

Det er vigtigt at erkende, at ethvert system, især autonome og ikke-kulstofbaserede enheder, vil påvirke og potentielt ændre den observerede virkelighed over tid. Deres observationer kan få større vægt og ændre den antropiske bias, hvilket betyder, at vi må udvikle etisk tænkning og beslutningsmodeller, der er adaptive og åbne for disse forandringer. Dette indebærer en kontinuerlig refleksion over, hvordan normer, dyder og moral skal forstås og praktiseres i en tid, hvor grænserne mellem det menneskelige og det kunstige opløses.