Hvordan Data Påvirker Forholdet Mellem Indfødte Folk og Statens Politik

I 2008 annoncerede den australske føderale regering en ny politik, kaldet "Closing the Gap", som skulle mindske de sundheds- og socioøkonomiske forskelle mellem den australske befolkning og de oprindelige befolkninger, herunder aboriginals og Torres Strait Islanders. Denne politik blev dog betragtet som en fiasko, da kun tre ud af syv mål var "på sporet" efter ti års drift. Den efterfølgende reform af politikken, "Refreshed Closing the Gap", gik videre og indførte en hidtil uset tilgang ved aktivt at involvere aboriginale og Torres Strait Islander organisationer i udformningen af målene og prioriteringerne. Dette samarbejde blev formaliseret gennem en aftale mellem alle australske regeringer og en koalition af oprindeligt kontrollerede samfundsorganisationer.

En af de mest markante ændringer i den reviderede politik var "Shared access to data and information at a regional level" som et af de centrale reformmål. Målet var, at de oprindelige folk skulle have adgang til og evnen til at bruge lokaldata til at definere og overvåge deres egne udviklingsmål. Den australske regering forpligtede sig derfor til at inkludere de oprindelige folk i data om deres samfund ved at dele desaggregerede regionale data, etablere partnerskaber for at forbedre databehandling, og skabe bedre gennemsigtighed omkring tilgængeligheden af data.

Når man ser på de oprindelige folks livsvilkår, er det vigtigt at forstå, at der ikke findes én universel definition af "Indfødte". FN’s Permanente Forum for Indfødte Spørgsmål (UNPFII) har undladt at vedtage en officiel definition, da de anerkender mangfoldigheden blandt de oprindelige folk. I stedet beskriver de indfødte folk som samfund, der har en historisk kontinuitet med præ-koloniale samfund og en stærk tilknytning til deres oprindelige territorier og naturlige ressourcer. De er kendetegnet ved deres unikke sociale, økonomiske og politiske systemer samt deres sprog, kultur og tro.

Indfødte folk er også defineret ved, at de udgør ikke-dominante grupper i samfundet, der ønsker at bevare og videreføre deres forfædres livsformer og systemer. Dette perspektiv, som findes i Jose R. Martínez Cobo’s definition fra 1987, anerkender, at de oprindelige folk, selv om de har været underlagt kolonisering, fortsat kæmper for at bevare deres etniske identitet og territorier som grundlag for deres fortsatte eksistens.

I bogen her fokuseres især på de oprindelige folk i de såkaldte CANZUS-lande: Canada, Australien, New Zealand og USA. Disse nationer er præget af en historie med undertrykkelse og ekskludering af de oprindelige folk, som har mistet deres politiske suverænitet gennem kolonialiseringen. Selvom disse folk har været udsat for systemisk diskrimination og marginalisering, fortsætter de med at bevare deres kultur og identitet, og deres livsformer er langt mere komplekse end blot en reaktion på kolonialisme.

Det er væsentligt at erkende, at kolonialiseringen har formet disse samfund på dybtgående måder, men det definerer dem ikke fuldstændigt. Der er en dyb og vedvarende forbindelse til deres jord, deres kultur og deres måder at forstå verden på, som stadig er relevante i dag. Denne dobbelthed – som både folk med oprindelige rødder og som folk, der er blevet koloniseret – er en væsentlig del af det, vi kan kalde den indfødte "livsverden". Denne livsverden omfatter både de relationer og praksisser, der er knyttet til deres oprindelige identiteter, og de erfaringer, der er formet af kolonialismens undertrykkelse.

Livsverdenerne for de oprindelige folk er geografisk og kulturelt unikke, men den fælles erfaring af at være politisk marginaliseret og kulturelt stigmatiseret skaber også en form for fælles identitet på tværs af landegrænser. De udfordringer, som disse folk står over for, er langt fra uniforme, men det er tydeligt, at den vedvarende konflikt med de koloniserende stater stadig har stor indflydelse på deres daglige liv.

For at forstå disse livsverdener er det nødvendigt at se på den måde, hvorpå oprindelige folk både bevarer deres unikke kulturelle praksisser og navigerer i et samfund, der ofte er præget af økonomisk og politisk marginalisering. Det er også væsentligt at anerkende, at den oprindelige datarettighedsbevægelse og de initiativer, der sigter mod at forbedre adgangen til data, spiller en vigtig rolle i denne kamp for autonomi og selvbestemmelse. Den oprindelige folk kræver ikke kun adgang til information, men også evnen til at bruge disse data til at forme deres egen fremtid og udfordre de eksisterende magtstrukturer.

Hvordan Statistikker Kan Forme Indfødtes Sundhed og Velfærd: Udfordringer og Muligheder for Forandring

I mange tilfælde har oprindelige folk ikke været med til at udforme eller deltage i den forskning, der genererer de statistikker, som bruges til at analysere deres sundhed og velfærd. Deres liv og oplevelser er blevet målt uden deres viden eller samtykke, hvilket har ført til en lang historie med uetisk behandling og misrepræsentation i forskningslitteraturen. Eksempler på dette kan ses i de mange videnskabelige forsøg og etnografiske studier, hvor oprindelige folk er blevet anvendt som objekt for forskning uden at få en stemme i beslutningstagningen. Et af de mest chokerende eksempler på dette er de etiske brud, som fandt sted i Canada, hvor forskere udførte medicinske undersøgelser uden samtykke fra deltagerne, og især i tilfælde som den i 2017, hvor en kvinde fra Pictou Landing First Nation i Nova Scotia blev udsat for ekstra scanninger uden hendes viden som en del af et separat forsøg på oprindelige folk. Denne form for uetisk forskning, hvor samfundene ikke er aktive deltagere, underminerer både tilliden og forskningsetikken.

En vigtig udvikling er bevægelsen mod indfødt datasuverænitet. Denne tilgang understreger betydningen af at give oprindelige samfund kontrol over de data, der genereres om dem, og at sikre, at disse data bruges til samfundets eget bedste. I stedet for at stole på statistikker, der stammer fra forskere udenfor samfundet, er det nødvendigt at udvikle et system, hvor oprindelige folk kan skabe, kontrollere og anvende data, der er relevante og meningsfulde for deres egne liv. Dette handler om at sikre, at forskning ikke blot er en abstrakt analyse, men et praktisk redskab, der kan anvendes til at forbedre sundheden og velfærden i oprindelige samfund.

Sundhedsforskning, der kun måler fraværet af sundhed eller tilstedeværelsen af sygdomme i oprindelige samfund, overser de strukturelle faktorer, der ligger til grund for disse problemer. Hvis forskningen kun koncentrerer sig om de negative aspekter, risikerer man at ignorere de ressourcer, styrker og kulturelle ressourcer, som oprindelige folk bringer til samfundene, og som faktisk kan være grundlaget for løsninger på sundhedsproblemer. Styrkebaseret forskning, der anerkender de unikke kilder til viden og helbredelse, som oprindelige folk besidder, kan skabe langt mere meningsfulde og bæredygtige sundhedsløsninger.

For at fremme reel forandring er det nødvendigt, at oprindelige samfund får adgang til de nødvendige ressourcer og støtte til at udvikle deres egne forskningskapaciteter. Ved at skabe et rum for oprindelige forskere til at lede og forme den forskning, der vedrører deres samfund, kan vi begynde at omdanne statistikken fra et redskab, der tidligere har blevet brugt til at undertrykke, til et værktøj for empowerment og samfundsopbygning. Indfødt forskningskapacitet er ikke kun et spørgsmål om teknisk viden, men også om at forstå de kulturelle og sociale faktorer, der er fundamentale for at forstå sundhed og velfærd i oprindelige samfund.

Det er nødvendigt at indføre dekolonisering og indfødt metodologi i kvantitativ forskning. Dette er især vigtigt i forbindelse med sundhedsforskning, hvor de udeladte eller forvrængede data i stor grad kan føre til fejlinformation og dårligere beslutningstagning, der direkte påvirker oprindelige samfunds sundhed. Ved at udvikle og implementere metoder, der er følsomme over for de kulturelle og historiske realiteter i oprindelige samfund, kan vi opnå mere præcise og handlingsrettede resultater, som på sigt vil hjælpe med at forbedre sundheden i disse samfund.

Hvordan race-bind kontradiktioner opretholder ulighed i Australien

Australien, som land, står i en konstant spænding mellem officielle narrativer om lighed og en dyb, strukturel ulighed, der påvirker Aboriginals og Torres Strait Islander-folk. Et tydeligt eksempel på denne kontradiktion er det nationale ønske om at fastholde fejring af den britiske kolonisering på Australien Day, mens oprindelige folk har kæmpet for årtier for at få anerkendt denne dag som en "Invaderingsdag". Trods væksten af modstand mod denne fejring, fastholder mange stadig den nationale stolthed omkring denne dato, hvilket understøtter en langvarig kultur af racebenægtelse. Denne modstridende holdning manifesterer sig i både det politiske og det sociale landskab, hvor troen på, at Australien ikke er et racistisk land, kolliderer med den virkelighed, som Aboriginal folk oplever på daglig basis.

Et afgørende eksempel på dette fænomen ses i den opmærksomme hændelse, hvor Aboriginal fodboldspiller Adam Goodes påpegede en tilskuer, der kastede racistiske bemærkninger. Reaktionen fra publikum, som konsekvent buhede på Goodes under hans optrædener, illustrerer et dybt rodfæstet problem i samfundets håndtering af race, hvor afvisningen af at se på handlingerne som racistiske, samtidig legitimerer racisme på en skjult måde. Godes’ karriere blev afsluttet på grund af denne behandling, og den offentlige diskurs nægtede at anerkende det åbenlyse element af racisme, som lå bag handlingen.

Disse fire kontradiktioner – fejring af kolonisering, racebenægtelse, manglende vilje til forandring, og den falske forsoning – arbejder sammen for at opretholde et system af ulighed. De virker ikke som modsætninger, men som understøttende elementer, der cementerer den strukturelle ulighed og fastholder privilegiet for den euro-australske befolkning, samtidig med at de nægter eksistensen af dette privilegium. De alternative narrativer om Aboriginals’ oplevelser og deres marginalisering bliver effektivt tavset af disse race-bind logikker.

For at forstå de dybere strukturer bag disse uligheder er det essentielt at erkende, hvordan offentlig diskurs om race og identitet ofte udgør et maskeret redskab til at opretholde eksisterende magtforhold. Mange af de politiske beslutninger, der påvirker Aboriginals, træffes uden reel inddragelse af deres stemmer, og selv når der formelt udtrykkes støtte til forsoning, sker der ingen reelle ændringer i de politiske og sociale dynamikker.

En vigtig pointe, der kan tilføjes til læserens forståelse, er den fortsatte modstand mod at anerkende den koloniale arv og de vedvarende effekter, som denne arv har på samfundsstrukturen. Dette omfatter ikke kun politik og love, men også sociale normer og ubevidste fordomme, som spiller en væsentlig rolle i dag. Den race-bind kontradiktion, der beskrives, understøtter ikke kun politiske beslutninger, men skaber også et kulturelt klima, hvor Aboriginals konstant må kæmpe for deres ret til anerkendelse, repræsentation og lige behandling.

At anerkende, at Australiens sociale og politiske systemer er bygget på racebindende strukturer, er første skridt mod en ægte forsoning og et mere retfærdigt samfund for alle borgere.