Hvordan Fejl Og Mismod Kan Blive Din Største Styrke

I en verden, hvor succes ofte er et mål for, hvor godt vi klarer os, kan det være svært at acceptere, at fejl og modgang også spiller en vigtig rolle i vores rejse. Jeg har lært, at ingen er immune overfor fejl, uanset hvor højt vi måtte nå. Og det, der er endnu mere fundamentalt, er, at fejl ikke er en afslutning, men en mulighed for at vokse. Jeg har personligt fejlet mere, end jeg kan tælle, men hver fejl har ført mig tættere på den person, jeg er i dag.

Det er let at tro, at folk, der opnår noget bemærkelsesværdigt, aldrig oplever fiasko. Virkeligheden er, at vi alle fejler, og jeg har været en del af dette spil i mange år. Jeg kunne ikke tale ordentligt før jeg var seks eller syv år gammel. I første klasse, blev jeg bedt om at gentage året, fordi jeg ikke kunne følge med mine jævnaldrende. Når vi taler om fejl, så begyndte det allerede tidligt. I syvende klasse, blev jeg flyttet til den sidste række under en korsang. Året efter blev jeg flyttet til hjemkundskab, fordi fransk ikke var min stærke side. Men på trods af alle disse udfordringer, lærte jeg én vigtig ting: Hårdt arbejde kunne overkomme mange af de fejl, jeg stod overfor.

Der er noget befriende ved at erkende, at fejltagelser ikke definerer os. Det er ikke slutningen på rejsen. Det er snarere en del af vejen mod noget bedre. Når vi står over for vores fejl, gør vi det muligt at lære og forbedre os. Jeg havde ikke den nemmeste vej, og selv i dag fortsætter jeg med at fejle. Jeg har fundet ud af, at fiasko ikke dræber os, det driver os fremad. Det lærer os at blive bedre, mere resilient og klogere.

En af de mest markante oplevelser med fejl fandt sted, da jeg skulle moderere et panel for et publikum på omkring hundrede personer. Jeg kom til paneldebatten og begyndte at lede efter mit navneskilt. Jeg fandt det ikke. Jeg tænkte, jeg var kommet på den forkerte dag, indtil jeg så mit navn på podiet. Det var da, jeg indså, at jeg ikke skulle være en paneldeltager – jeg skulle moderere. Jeg havde ikke forberedt mig ordentligt, og det var en fiasko. Jeg havde aldrig før været i den rolle og opdagede hurtigt, at at være moderator er noget helt andet end at være deltager. I stedet for at lade mig overmande af denne fejl, omfavnede jeg den. Jeg var nødt til at improvisere, og til min overraskelse, gik det alligevel godt.

Fejl er ikke noget, vi bør skamme os over, de er en naturlig del af det at være menneske. De viser os, hvad vi er i stand til at lære, og hvordan vi kan vokse. I stedet for at frygte fiasko, burde vi omfavne den. Jeg har opdaget, at når vi deler vores erfaringer med andre, giver det os muligheden for at hjælpe dem med at forstå, at fiasko ikke betyder, at vi er svage. Tværtimod, det betyder, at vi har modet til at prøve igen og gøre det bedre næste gang.

For mange mennesker kan det være skræmmende at tænke på at dele sine erfaringer og viden, især i en konkurrencedygtig verden som ejendomshandler. Men jeg har lært, at vi lever i en verden af overflod, og der er altid plads til flere succeser. Når jeg deler mine "hemmeligheder", gør jeg det ikke for at vinde noget. Jeg gør det, fordi det føles godt at hjælpe andre med at finde deres vej. Hver gang en agent kommer op til mig og fortæller, at noget, jeg delte, hjalp dem med at få en listing eller håndtere en forhandling, føles det som en stor sejr.

Der er noget dybt givende i at give tilbage. I mange år har jeg været involveret i organisationer, der hjælper unge kvinder i nød, som ikke har de ressourcer, støtte eller kærlighed, som mange af os tager for givet. Jeg har haft privilegiet af at lære, hvordan det føles at have en tryg opvækst med støtte, og jeg føler et ansvar for at dele det videre. Det handler ikke om at give en håndout; det handler om at give værktøjer, der kan forandre liv. Hvis vi giver nogen de rette muligheder og den rette støtte, kan de opbygge et fundament, som de kan bygge et succesfuldt liv på.

Uanset hvor mange gange vi fejler, er vi kun et skridt væk fra næste succes. Fejl er ikke et mål i sig selv, men en del af rejsen. Og det er denne rejse, vi skal værdsætte.

Hvordan Håndterer Man Afvisning i Erhvervslivet?

Vi har alle været der. Den nervepirrende, hjertebankende øjeblik, hvor vi står over for en situation, som føles langt udenfor vores komfortzone. Jeg var der selv en gang. Jeg skulle moderere et panel, men jeg var ikke forberedt. Jeg havde ikke engang de spørgsmål, jeg skulle stille. Men jeg vidste, at jeg var nødt til at handle. Jeg tog et serviet, skrev navne på paneldeltagerne og fik sat gang i diskussionen ved at stille et generelt spørgsmål om emnet. Så, mens jeg ventede på min næste idé, engagerede jeg panelet og fik samtalen til at flyde naturligt. Det var ikke perfekt, men det fungerede. Folk sagde bagefter, at jeg var en fantastisk moderator. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvis de kun vidste…

Når man står overfor udfordringer, som kan fremkalde angst og usikkerhed, er det let at blive fanget i den såkaldte "analyseparalyse". Det betyder, at man tænker så meget på konsekvenserne af en handling, at man slet ikke handler. Situationen går tabt, mens man bliver hængende i sine tanker. Dette er noget, jeg ser dagligt i erhvervslivet, især blandt ejendomsmæglere. Mange mennesker kommer ind på arbejdspladsen hver dag med det bedste udstyr, den rette påklædning og masser af motivation. Men de gør ikke fremskridt. De sælger måske kun et par boliger om året. Og det er ikke fordi, de ikke er dygtige til deres job. Det skyldes ofte, at de er så optaget af at være perfekte, at de aldrig handler. De venter på at have svaret på alt, før de tager et skridt fremad, og når de endelig handler, er det for sent.

Frygten for at fejle er ofte den, der skaber fejlen. Det er en ond cirkel. Hvis man konstant venter på at være perfekt, vil man aldrig være klar til at tage action. Men succes er ikke forbeholdt dem, der er perfekte. Hvis det var tilfældet, ville jeg aldrig have fået succes i denne branche. Jeg havde ingen erfaring i starten, men jeg stolede på de færdigheder, jeg havde. Jeg stolede på, at så længe jeg fokuserede på at hjælpe mennesker og arbejde hårdt, ville resten ordne sig. Hvis jeg havde ventet på at have alle svarene, havde jeg aldrig kommet videre. Jeg ville aldrig have turdet ringe til den første kunde, hvis jeg frygtede, at hun var uvenlig. Jeg ville heller ikke have stået op mod den aggressive mand, der tvivlede på mig, fordi jeg kun havde været i branchen i to uger.

Det er okay ikke at have svarene på alt. Det er okay at sige: "Jeg har ingen idé. Det er et rigtig godt spørgsmål, lad mig komme tilbage til dig." Den værste ting, man kan gøre, når man ikke ved noget, er at lyve eller finde på et forkert svar. Det er altid bedre at være ærlig og lære noget af situationen. Fejl er ikke noget, man skal frygte; de er en mulighed for vækst. Lær af dem, og brug dem som en kilde til styrke og erfaring.

Afvisning er en af de største frygter, vi har, men den er uundgåelig. I ejendomshandler møder vi ofte afvisning – en potentiel kunde vælger en anden agent, en bolig bliver solgt til en anden. Det er en naturlig del af erhvervet, men det skal ikke få os til at stoppe. Jeg har mistet flere salg, og det har ikke altid været let, men det er, hvordan man reagerer på afvisningen, der betyder noget. Når en potentiel kunde vælger en anden agent, kan man vælge at blive hængende i nederlaget, eller man kan vælge at lære og komme videre.

I de tilfælde, hvor jeg har mistet et salg, reagerer jeg ofte med at tilkendegive min anerkendelse overfor den agent, der vandt. Jeg kan ikke ændre på, hvad der er sket, så i stedet for at bruge energi på at bebrejde mig selv, bruger jeg min tid på at fokusere på den næste mulighed. Hvis jeg mister en opgave, går jeg videre og søger næste mulighed. Det betyder ikke, at man ikke anerkender sine fejl, men det betyder, at man ikke lader dem definere ens fremtid.

Vær ikke en slave af afvisning eller nederlag. Vi er alle mennesker, og vi vil alle fejle fra tid til anden. Men hvad der adskiller dem, der lykkes, fra dem, der ikke gør, er viljen til at rejse sig efter hvert nederlag og fortsætte fremad. Lær af afvisningen. Brug den som brændstof til at gøre det bedre næste gang. For når du først accepterer, at afvisning er en naturlig del af processen, vil du finde ud af, at det ikke er noget at frygte, men noget at lære af.

Hvordan skabe muligheder gennem observation og spørgsmål

George sagde: "Hvad?" "Er det sandt, at du sælger de mest unikke armoires i LA?" Og han svarede: "Ja, jeg har omkring fire af dem i mit showroom lige nu." "Perfekt. Min veninde var inde og så en, der var prissat til $14.000. Er den stadig tilgængelig?" "Ja," sagde han. "Fantastisk. Nu er det her, jeg har brug for din hjælp, George. Du mødte min veninde, Gayle, og hun ønsker virkelig den armoire, men det er lidt over hendes budget." "Vi giver ikke rabatter," sagde George. "Jeg forstår det. Med de mest unikke armoires i LA ville jeg nok heller ikke give rabatter. Måske kunne du lade som om hun er en berømt indretningsdesigner og give hende en rabat? Eller måske var hun den tusindende kunde, der gik gennem dit showroom og vandt en stor rabatkupon. Et eller andet kreativt." Han bad mig vente et minut og satte mig på venteposition. Da han vendte tilbage, sagde han: "Jeg fortæller dig, hvad jeg vil gøre. Jeg giver hende en handelsrabatt på 20 procent, så den koster $11.200, men hun skal betale for levering og have den ude af showroomet inden fredag, da jeg får et nyt møbel ind." "Solgt! George, tak. Det var generøst og meget værdsat. Og bare så du ved det, Gayle er en meget generøs og givende person. Hun hjælper så mange mennesker hele tiden, så du kunne ikke have hjulpet en bedre person." Gayle fik sin rabat, og jeg fik min ro i sindet. Og det gjorde George også. På dette tidspunkt tænker du måske: Jeg kunne aldrig gøre det. Men det kan du. Jeg lover det. Det handler om at observere folk og give dem mulighed for at handle. I dette tilfælde fik jeg George til at tænke på, hvor ofte Gayle havde ringet og bedt om en rabat, og derefter perspektivet af, at de fremtidige opkald kunne fortsætte, bare om en enkelt armoire. Til sidst besluttede han, at det ville være værd at sælge den for et mindre overskud, hvis det betød, at opkaldene ville stoppe. Hver udfordring har en unik løsning, så det hele handler om at stille de rette spørgsmål, der får personen til at åbne sig, så du kan finde ud af, hvordan du kan give dem noget, de ønsker – eller i det mindste et grin og en god historie.

I 1975, i maj måned, modtog min mor billetter til TV-quizshowet "The Price Is Right". Det viste sig, at min mor ikke kunne tage af sted, så hun sendte mig, og af sted drog jeg til Burbank. Jeg måtte vente længe i køen, før vi blev lukket ind for at sidde i publikum, og jeg undrede mig over, hvor længe jeg skulle stå der, da jeg fik øje på en mand i ternet skjorte, der gik sammen med en ung dame med et kladdehæfte. Jeg vidste med det samme, at han var den, der udvalgte folk til at blive kaldt frem og være med i showet. Og jeg ville meget gerne være én af dem. Jeg blev så ivrig, at jeg begyndte at gå frem og tilbage. Jeg må have set ud som en mærkelig person, eller som om jeg havde en blære, der skulle tømmes. Ingen andre i køen gik frem og tilbage, kun mig. Men ganske rigtigt, da manden i den ternede skjorte nåede frem til mig, stoppede han. Jeg gætter på, at han ikke kunne undgå at lægge mærke til min energi og entusiasme (og min gang). Han kiggede på mit navneskilt og sagde: "Hej, Vickey." Og jeg vidste med det samme, at det var mit øjeblik. Jeg kiggede rundt og var lidt forvirret. Alle de andre mennesker i køen stod bare stille og så ud som om de var ved at blive forblødt. Forstod de ikke, hvad der var ved at ske? Jeg gjorde, hvilket var grunden til, at jeg med det samme sagde: "Hej, sir. Må jeg stille dig et hurtigt spørgsmål?" Han nikkede. Og jeg sagde: "Er det hende med kladdehæftet ved din side, der skriver navnene på de personer, du udvælger til at komme på showet? For i mit hjerte tror jeg, at det er, hvad der sker lige nu. Er jeg korrekt?" Han sagde ja. "Jeg vidste det!" sagde jeg, med en hel del entusiasme. "Hvorfor er du så spændt?" spurgte han. "Fordi jeg ser mig selv på showet og vinder præmier!" Manden kiggede på mig. "Hvordan ved du, at du skal på showet?" "Tja," sagde jeg, "der er ingen grund til, at du ikke vælger mig." Han smilede til mig. "Hvorfor er det?" "Nå," svarede jeg eftertænksomt, "(a) jeg er myndig," — jeg var atten — "(b) jeg har virkelig brug for en masse ting, og (c) jeg elsker at vinde præmier."

På dette tidspunkt spurgte han: "Kender du Stanley?" Stanley var den høje mand, der stod ved siden af mig. Jeg sagde: "Skal jeg kende Stanley?" Han nikkede. Så vendte jeg mig mod manden ved siden af mig og sagde: "Hej, Stanley. Jeg hedder Vickey. Rart at møde dig." Jeg vendte mig tilbage mod manden i den ternede skjorte og sagde: "Vælg Stanley også. Han virker rar." Manden i den ternede skjorte og kvinden med kladdehæftet gik videre. Køen begyndte at bevæge sig, og vi blev lukket ind i bygningen for at se showet. Ikke længe efter kaldte værten mit navn. Jeg hørte "Vickey—" og før han kunne få mit efternavn ud, løb jeg ned og råbte: "Jeg vidste det! Jeg vidste det! Jeg vidste det!" Heldigvis var det den rigtige "Vickey". Han kunne have kaldt "Vickey Matthews". Hvor pinligt ville det ikke have været? Men det var mig, og jeg var der på "The Price Is Right"!

Senere viste det sig, at jeg var rigtig god til at gætte priser. (Det er måske ikke så mærkeligt, da prissætning blev en af de ting, jeg elsker ved ejendomshandler.) Vi skulle prissætte et køkkenkomfur, og mit tal var tættere end de andre tre deltageres, hvilket betød, at jeg kom videre til at spille det "rigtige" spil. Jeg deltog i Race Game, hvor du løber rundt med prisskilt og matcher dem med de forskellige varer. Jeg fik flest rigtige, og dermed blev jeg dagens vinder og fik lov at spille for den ultimative præmie: showcase'en. Jeg fik først lov til at vælge, om jeg ville byde på første showcase eller lade den anden deltager byde på den.

Det er vigtigt at forstå, at uanset om vi taler om forhandlinger om rabatter, udvælgelse til et show, eller at træffe beslutninger under pres, er nøglen til succes at være opmærksom på detaljerne, stille de rigtige spørgsmål og stole på sin intuition. Vær ikke bange for at tage initiativ – det er ikke bare spørgsmålene, men hvordan du får dem til at åbne op og se muligheden for samarbejde. Når du har kontrol over situationen og tillid til dine egne beslutninger, kan du skabe muligheder, hvor andre ser begrænsninger.