Udayagiri-Khandagiri-komplekset ligger lidt over 16 km fra Dhauli og lidt over 10 km fra Sisupalgarh. Dhauli kunne muligvis repræsentere Tosali, mens Jaugada kunne være Samapa, som er nævnt i Ashokas edikter som administrative centre under Maurya-dynastiet. Andre forslag til identifikation af Tosali omfatter Radhanagar og Sisupalgarh. Udgravninger på sidstnævnte sted har afsløret ruinerne af en stor, planlagt by, der strækker sig over et område på 1 kvadratkilometer, omgivet af en voldgrav, byporte og en gravgrav; en monumental søjlestruktur og stenbelagte damme i centrum; samt flere boligbygninger. Sisupalgarh kunne enten repræsentere Tosali eller Kharavelas hovedstad, Kalinganagari.

I sine inskriptioner på sten, specielt Hathigumpha-inskriptionen, udtrykker Kharavela en epigrafisk dialog, der er præget af en lang historisk hukommelse. Ashoka beskrev sin krig mod Kalinga som en frygtelig begivenhed, der vendte ham bort fra krig og mod fremme af dhamma. Denne vinderkrig over Kalinga blev markeret på landskabet med store steninskriptioner i Jaugada og Dhauli, men det interessante er, at Rock Edict 13 bevidst blev udeladt. Hathigumpha-inskriptionen ignorerer den Maurya-invasion, som Ashoka bragte til Kalinga, men det er tydeligt, at forfatteren af Hathigumpha-inskriptionen havde læst Ashokas edikter, sandsynligvis dem fra Dhauli og Jaugada.

I denne sammenhæng kan Kharavela og Ashokas inskriptioner betragtes som paralleller, men de adskiller sig også på flere vigtige punkter, især når det kommer til krigens og dhammas rolle. Ashoka, som raja, fremhævede sine egne personlige dyder og udbredelsen af dhamma, mens Kharavela, som maharaja, lagde vægt på sine militære sejre, generøsitet mod sine folk og støtte til religionen. Begge konger havde en stor indflydelse på de religiøse livsstile i deres riger og respekterede alle religiøse sekter, men deres tilgange var forskellige i deres fokus.

Ashoka var en figur, der præsenterede sig selv som en kejser med universel moral autoritet og en talsmand for piety og askese. I modsætning hertil viste Kharavela en mere materiel tilgang og fokuserede på at forbedre sine folks liv gennem økonomisk velstand og velgørenhed. Kharavela gav skattefrie privilegier (pariharas) til Brahmaner, mens Ashoka, ifølge hans edikter, indførte en generel skattelettelse i Lumbini. Begge var dog på én eller anden måde i dialog med samtidens religiøse bevægelser og vendte sig mod den spirituelle oplysning, om end med en markant forskellig forståelse af, hvad det betød.

Kharavela og Ashoka bruger begge ordet 'sava' – en betegnelse for ’alle’, som i Kharavela’s tilfælde understreger hans magt og tilstedeværelse, en gestus, der kan siges at være et direkte ekko af Ashokas egen brug af ordet i hans inskriptioner. Hver konge forsøgte at fremme sin egen storhed gennem de monumenter og skrifter, de efterlod. Ashoka satte sine budskaber indgraveret på store søjler, som symboliserede hans sejr og hans religiøse mission. Kharavela opførte derimod sine egne monumenter og søjler indlagt med beryl, en symbolik, der måske var ment som et modtræk mod Ashokas indflydelse.

Når man betragter Hathigumpha-inskriptionens indhold, kan man ikke undgå at se, hvordan den afspejler Kharavela’s ambitioner om at hævde sig selv som en leder, der overgik Ashoka. Dette ses i detaljer som de fine skulpturelle udsmykninger på Udayagiri-Khandagiri-komplekset, som kunne være ment som et forsøg på at overgå Ashoka, ikke blot i politisk magt, men også i religiøs arkitektur og kunstnerisk udtryk.

Yderligere, når vi ser på de socio-politiske strukturer i denne periode, indikerer kilder som Ashokas inskriptioner og de numismatiske fund, at der fandtes små politiske enheder i det sydlige Indien, især i Deccan-regionen, som efter Maurya-imperiets fald spillede en væsentlig rolle i opbygningen af lokale dynastier. Satavahane-dynastiet, der opstod i den periode, er et godt eksempel på, hvordan magten flyttede fra Maurya-dynastiets centrale autoritet til en mere regional og lokal magtstruktur.

I det store billede kan vi forstå, at overgangen fra Maurya-dynastiets imperialisme til de mere lokale magthaveres dominans i Deccan og andre områder af Indien var et skridt mod en ny politisk æra, hvor kongernes magt ofte blev defineret af deres evne til at balancere militær styrke med økonomisk og religiøs velfærd. Kharavela og Ashoka står som to symboler på denne overgang, med hver deres tilgang til, hvordan man styrer og formidler sin magt.

Hvad er Satavahanskernes politiske og kulturelle indflydelse?

Satavahanskernes dynasti strakte sig over et vidt geografisk område, der omfattede mange landsbyer og 30 befæstede byer, og deres herskere kunne mobilisere en stor hær, bestående af 100.000 fodsoldater, 2.000 ryttere og 1.000 krigere på elefanter. Den præcise begyndelse af Satavahanas’ herredømme er omdiskuteret, og derfor er det vanskeligt at fastlægge absolutte datoer for de forskellige konger, der regerede inden for denne dynasti. Alligevel er rækkefølgen af kongerne relativt sikker, og den første hersker, Simuka, blev efterfulgt af hans bror Kanha, som udvidede imperiet mod vest, så langt som Nashik. Den tredje konge, Satakarni I, regerede i næsten 56 år og var en central figur i dynastiets stabilisering.

Satavahanskernes forhold til nabokongeriger var præget af konflikter, især med Kshaharata Kshatrapaerne. En af de vigtigste optegnelser fra denne tid stammer fra en kong Kharavela, som hævdede at have besejret en konge ved navn Satakarni i det andet regentskab år. Han nævnte også, at han besejrede Rathikas fra Marathaland og Bhojas fra Vidarbha, som tilsyneladende var undersåtter af Satavahanas. Samtidig var Satavahanske konger som Hala, den 17. i rækken, også kendt som en poet, der skulle have samlet Gatha Sattasai, en samling af 700 erotiske digte skrevet på Maharashtri Prakrit.

Satavahanske konger var stærke beskyttere af Prakrit-litteraturen og eksperimenterede med sprogbrug i deres indskrifter. Naneghat, en vigtig bjergpas, som forbinder den vestlige kyst med Deccan-plateauet, indeholder betydningsfulde inskriptioner og kongelige portrætter. Disse stenrelieffer er en imponerende påmindelse om dynastiets magt, og de markerer samtidig en af de første æstetiske udtryk for Satavahanas' politiske dominans. Det er især reliefet med otte livsstørrelsefigurer, der hædrer kong Simuka, hans dronning Nayanika og deres sønner, som giver et indblik i kongernes betydning i denne periode.

På Naneghat findes der en indskrift, der refererer til en ukendt Satavahana-dronning (formentlig Nayanika), som er blevet hædret for sin fromme og asketiske livsførelse efter sin mands død. Denne indskrift er et eksempel på, hvordan kongelige kvinders rolle blev dokumenteret og æret i det Satavahanske imperium, og den viser, hvordan religiøse ritualer og ofringer var essentielle for opretholdelsen af kongemagt og religiøs status.

I de politiske optegnelser om Gautamiputra Satakarni, der var en af de mest berømte Satavahana-konger, finder man en detaljeret beskrivelse af hans erobringer, hans politiske strategi og hans forhold til sine underordnede. Gautamiputra, som regerede i den 1. århundrede e.Kr., opnåede stor berømmelse for sine militære sejre over Shakas, Yavanas og Pahlavas og for at genoprette det Satavahanske imperiums storhed. Han blev hædret som en beskytter af brahmaner og som en konge, der nægtede at udveksle vold selv med sine fjender. Dette billede af Gautamiputra som en velgørende og vis konge er vidt udbredt i hans samtidige inskriptioner og på de mønter, der blev præget i hans regeringstid.

Satavahanskernes økonomi var tæt knyttet til deres kontrol over vigtige handelsruter, især de havnebyer som Bhrigukachcha, Kalyan og Suparaka. Deres strid med Shakas om disse havne var en central drivkraft for deres udvidelse og politiske ageren. Kongerne som Yajnashri Satakarni fortsatte kampen mod Shakas og udvidede imperiets indflydelse til områder langs Deccan-kysten. Møntfund fra denne periode viser, hvordan Satavahanas ikke kun var militært aktive, men også fortsatte med at spille en vigtig økonomisk rolle, både i form af skibsfart og handel.

Satavahanas’ indflydelse på den indiske subkontinent rakte langt ud over det politiske og militære. Deres patronage af litteraturen, især Prakrit, og deres synlige engagement i religiøse og kulturelle praktikker, var med til at forme den indiske kulturelle landskab i århundreder fremover. Indskrifter og monumenter som dem i Naneghat og den detaljerede beskrivelse af Gautamiputras regeringsperiode giver et levende billede af en dynamisk periode i indisk historie, hvor kongernes magt ikke kun blev udvist gennem erobringer og politisk kontrol, men også gennem deres åndelige og kulturelle bidrag.

Hvilken betydning har vores rejse gennem livene?
Hvad er religionens rolle i den alternative højrefløj?
Hvordan jernteknologi påvirkede det antikke samfund og livsstil i Indien
Hvordan Racialiseret Politisk Tale Har Formet Amerikansk Identitet: Nixon, Reagan og Bush