Costa Rica har længe været et symbol på grønne initiativer og bæredygtighed. Landets engagement i miljøbeskyttelse og klimaindsats er blevet anerkendt globalt, men selv i et land, der er kendt for sine strenge miljøregler, er der blevet sat spørgsmålstegn ved, hvordan politiske beslutninger balancerer udvikling og naturbevarelse. Ét af de mest markante eksempler på denne konflikt opstod omkring udvindingen af guld i Crucitas.

Da præsident Óscar Arias i 2008 besluttede at tillade guldminedrift i Crucitas, var der stærk modstand fra både den civile befolkning og miljøforkæmpere. Mange så beslutningen som en direkte trussel mod Costa Ricas grønne image og landets langsigtede klimaambitioner. Som Humberto, en af de aktive kritikere, udtalte, var der ikke længere en følelse i Costa Rica af, at man kunne ofre naturen for økonomisk gevinst. Costa Rica havde ikke længere den desperation, der krævede sådanne ofre. Samtidig var den civile modstand mod minedrift både stærk og organiseret.

Men på den anden side er det værd at bemærke, at ikke alt, hvad Arias administration gjorde i denne periode, blev mødt med kritik. I 2009, samtidig med at minedriften i Crucitas blev godkendt, afviste Costa Ricas regering at tillade olieudvinding, som Nicaragua på daværende tidspunkt havde åbnet op for på sin egen kyst. Denne beslutning blev af flere betragtet som en miljøsejr og et tegn på, at Arias kunne træffe svære, men nødvendige beslutninger til fordel for landets natur.

I 2006 satte Costa Rica sig som mål at blive "carbonneutral" i 2021 – et mål, der blev et centralt element i landets "Peace with Nature"-initiativ. Ideen var at skabe en balance mellem økonomisk udvikling og beskyttelse af naturen, så Costa Rica kunne blive en global leder indenfor bæredygtighed. Men som flere interviewede personer har påpeget, var implementeringen af dette mål langt fra perfekt. Selvom der blev skabt en stærk vision og et internationalt anerkendt brand omkring Costa Ricas grønne image, var handlingerne ikke altid i overensstemmelse med de ambitiøse mål.

Gerardo, som havde været en del af initiativet fra starten, bemærkede, at der især var mangel på effektive løsninger for transportsektoren, som i høj grad bidrager til landets CO2-udledning. Selvom målet om kulstofneutralitet ikke nødvendigvis havde en direkte negativ effekt, mente han, at manglen på realisering kunne skade landets troværdighed i det internationale samfund. Ligesom Gerardo udtrykte Humberto frustration over, at Costa Rica ikke havde etableret et nationalt CO2-marked, der kunne sikre de nødvendige reduktioner i emissionerne.

På den positive side fremhævede flere interviewede personer, at initiativet "Costa Rica por Siempre" blev et af de bedste resultater af "Peace with Nature"-projektet. Denne private fond blev oprettet for at beskytte Costa Ricas nationalparker og sikre, at de forbliver beskyttede i det uforudsigelige politiske landskab. Fonden har til formål at opbygge et økonomisk grundlag, der gør det muligt at beskytte landets natur på lang sigt, hvilket er et skridt i den rigtige retning.

Det er vigtigt at forstå, at Costa Ricas ambitioner om bæredygtighed ikke kun handler om at nå bestemte mål. Det handler om at finde den rette balance mellem økonomisk vækst og naturbeskyttelse i en verden, der i stigende grad kræver handling mod klimaændringer. Mens beslutningen om at tillade guldminedrift var en alvorlig tilbagegang for landets miljøpolitik, var afvisningen af olieudvinding et vigtigt skridt i at opretholde Costa Ricas position som en global leder indenfor naturbevarelse. Costa Rica har stadig store udfordringer foran sig, men det er vigtigt at anerkende både de sejre og de tab, der udgør landets vej mod en mere bæredygtig fremtid.

Hvordan Costa Rica’s Klimaneutralitetsløfte Påvirkede Landets Klimaindsats

Costa Rica fik stor international opmærksomhed, da landet i 2007 erklærede sin ambition om at blive kulstofneutral. Selv om emissionerne har været stigende siden løftet, og der er blevet kritiseret, at der ikke var nogen klare data eller planer til at verificere, om målet kunne opnås, blev løftet alligevel set som et gennembrud for den nationale klimadebat. Som en af interviewpersonerne sagde: før løftet var klimaændringer primært et teknisk emne håndteret af organisationer som det Nationale Meteorologiske Institut (IMN). Efter erklæringen blev klimaændringer imidlertid en politisk sag, og diskussionen bredte sig hurtigt til at involvere en lang række aktører som akademikere, civilsamfundsorganisationer, rådgivere, forskere og endda præsidenten selv. På den måde blev det, der før var en teknisk problemstilling, nu et emne for det politiske liv i Costa Rica.

Denne ændring i opfattelsen af klimaændringer var et centralt element i den senere succes, som Costa Rica opnåede med at fremme klimapolitik. En af de tidligere miljøministre, Ignacio, kritiserede i starten løftet om kulstofneutralitet, da han mente, at det var uansvarligt at forpligte sig uden at have de nødvendige data og planlægning på plads. Men da han senere arbejdede i miljøministeriet (MINAE), ændrede hans synspunkt sig. Løftet havde skabt en "mentalitet" i Costa Rica, hvor både erhvervslivet og politikere talte om kulstofneutralitet som et nationalt mål. Det blev et samlende tema for forskellige aktører, der begyndte at arbejde aktivt med emissionsreduktion og bæredygtighed. Ifølge Ignacio var det især skabelsen af denne nationale bevidsthed og den politiske momentum, der gav ham mulighed for at arbejde videre med klimamålene.

Da Costa Rica annoncerede sin intention om at blive kulstofneutral, var der flere internationale mekanismer som CDM (Clean Development Mechanism), som kunne have været anvendt til at finansiere emissionsreduktioner i den globale syd, men disse fungerede ikke godt i Costa Rica. Landet, der allerede var kendt for sin rene elnet og sine skovforvaltningsprogrammer, var simpelthen for udviklet til, at disse mekanismer kunne implementeres effektivt. Denne følelse af exceptionalisme blev understøttet af flere medlemmer af Costa Ricas "grønne elite," som følte, at landet havde en forpligtelse til at føre an og finde egne løsninger på klimaforandringer. I en periode med stigende økonomisk ulighed og økonomiske vanskeligheder blev det dog sværere at finde politisk støtte til en grønnere politik, da den økonomiske krise i den globale nord begyndte at påvirke Costa Ricas økonomi.

Mens nogle medlemmer af eliten forsøgte at holde fast i målet om kulstofneutralitet, blev der samtidigt åbnet op for kontroversielle politiske beslutninger, som for eksempel at tillade åben-pit mining i det økologisk følsomme område Las Crucitas. Dette stod i stærk kontrast til den tidligere politiske ledelse under Álvaro Umaña, som var kendt for sin miljøledelse i 1980'erne og 1990'erne. Den radikale forskel i tilgang til miljøpolitik under forskellige ministre afspejlede den økonomiske realitet, hvor økonomiske interesser og miljøhensyn kom til at kollidere, og hvor den økonomiske globalisering gav næring til beslutninger, der kunne blive betragtet som kortsigtede økonomiske løsninger.

Selvom Costa Rica ikke har opnået kulstofneutralitet endnu, har løftet om kulstofneutralitet alligevel haft en varig og positiv effekt. Det har ført til en bredere bevidsthed om klimaændringer og en større politisk og offentlig opmærksomhed på behovet for at reducere drivhusgasudledninger. Selvom det oprindelige løfte måske var symbolsk, skabte det en drivkraft for handling på tværs af samfundet, som blev videreført af politikere og erhvervslivet, selv om Costa Rica stadig står overfor store udfordringer i forhold til at opnå det ambitiøse mål om kulstofneutralitet.

Endelig er det vigtigt at forstå, at Costa Ricas klimamål ikke kun er et resultat af politisk vilje, men også af et dybt forankret engagement i bæredygtig udvikling. Selv om økonomiske faktorer som globalisering og økonomisk ulighed har haft stor indflydelse på den politiske kurs, har Costa Rica formået at udnytte sin position som en af de mest udviklede nationer i Latinamerika til at fremme en grønnere fremtid. Selvom der er mange udfordringer forbundet med at opnå de oprindelige mål om kulstofneutralitet, har Costa Rica etableret en stærk politisk og samfundsmæssig platform for at fortsætte kampen mod klimaændringer.

Hvordan Costa Rica Stræber Efter Kulstofneutralitet: Politisk Vision og Klimamål

Under Figueres-æraen var der stor entusiasme omkring klimainitiativerne, men disse initiativer havde i høj grad fået et symbolsk præg under Arias-årene. INDC’en (Nationalt Indsendt Klimafremskridt) repræsenterede en mulighed for at indarbejde mere videnskab i de tidligere forpligtelser, herunder målet om kulstofneutralitet. På det tidspunkt ønskede den grønne elite, som Ignacio var en del af, at reducere Costa Ricas CO2-udledninger pr. indbygger til under én ton. I et interview i 2019 diskuterede Ignacio, hvordan udledningerne på daværende tidspunkt var over 1,5 ton pr. indbygger, og at landet var på vej til at se en stigning i udledningerne frem til 2030, hvorefter en nedgang kunne forudses. Ignacio håbede, at Costa Rica ville nå målet om ét ton pr. indbygger inden 2050. Den sidste gang, CO2-udledningen pr. indbygger i Costa Rica var under ét ton, var i 1991.

Ministeriet brugte en "backcasting"-metode i INDC’en til at modellere, at de ønskede at nå en CO2-udledning på under ét ton pr. person i 2050. Teamet, der arbejdede med disse beregninger, troede oprindeligt, at de ville nå målet om under ét ton per capita først i 2100, men i INDC’en blev ambitionsniveauet hævet, og målet skulle nås i 2050. Ignacio påpegede, at det var en af måderne, hvorpå ambitionerne blev hævet i INDC’en.

Tidligere arbejde med kulstofneutralitet havde været meget begrænset, da regeringen ikke havde data eller simulationsværktøjer til at verificere, hvornår eller om landet kunne nå dette mål. Julieta, der hjalp med at skrive INDC’en, trak en forbindelse mellem kulstofneutralitetsmålet og INDC’en. Hun forklarede, at "den politiske atmosfære i 2008/2009 definerede kulstofneutralitetsmålet". Når først dette mål var udviklet, blev den nationale strategi for klimaændringer og den efterfølgende handlingsplan skrevet. Hun beskrev disse dokumenter som "værktøjer" til bekæmpelse af klimaændringer, som alle bidrog til udviklingen af INDC’en. Selvom kulstofneutralitetsmålet oprindeligt var meget symbolsk, havde det positive konsekvenser i det lange løb, da det skabte politisk pres for statslige planlæggere til at skrive de efterfølgende strategidokumenter.

I INDC’en gentog statslige planlæggere Costa Ricas mål om at opnå kulstofneutralitet. Der var dog en væsentlig ændring i forhold til tidligere dokumenter om kulstofneutralitet. I INDC’en blev det præciseret, at Costa Rica havde som mål at opnå kulstofneutralitet inden 2021 med totale nettoemissioner svarende til de samlede emissioner i 2005. Dette blev et markant skift, da baseline-året tidligere ikke havde været en del af diskussionen om kulstofneutralitet. I 2009 National Strategy on Climate Change-dokumentet var målet blot at Costa Rica skulle være kulstofneutralt inden 2021, uden specifik reference til et baseline-år. I INDC-dokumentet blev det også skrevet, at Costa Ricas langsigtede mål var at nå netto-nul-emissioner inden 2085, med flere muligheder for periodisk at revidere de nationale og sektorbaserede strategier.

Denne forskel mellem 2021 og 2085 har givet anledning til kritik. Som Gerardo, en tidligere DCC-medarbejder, sagde, så udskød INDC’en kulstofneutralitet til 2085, hvilket ikke nødvendigvis var en god politisk beslutning. I hans optik er Costa Rica stadig troværdig, men mister noget af sin "glamour".

I årene op til COP-mødet i Paris 2015 var Christiana Figueres’ familieforbindelser til bæredygtighed og lavemissionsøkonomier vidt offentliggjort i globale medier. Christiana Figueres’ arbejde i FN’s klimaforhandlinger blev betragtet som yderst ansvarsfyldt, men også meget udfordrende, da hun i høj grad måtte overbevise lande, der i mange tilfælde er afhængige af fossile brændstoffer for at opretholde deres økonomier, om nødvendigheden af at opgive dem. Dette presserende behov for en global klimatransformation blev understreget i hendes tale ved klimaforummet i Oslo, hvor hun understregede, at både Costa Rica og Norge er forpligtet til at nå klimaneutralitet. I hendes tale hævdede hun, at transformationen allerede var i gang, hvad enten det drejede sig om finans, teknologi, politik eller politisk vilje.

Det er vigtigt at forstå, at Costa Ricas rejse mod kulstofneutralitet er både politisk kompleks og strategisk langvarig. De mål, som landet har sat, afspejler en dyb politisk forståelse af nødvendigheden af at balancere økonomisk vækst med bæredygtighed. I denne proces er data, simuleringer og videnskabelig tilgang afgørende for at sikre, at målene ikke blot er ambitiøse, men også realistiske. For Costa Rica handler det ikke kun om at opnå kulstofneutralitet som et symbol, men om at skabe en konkret, videnskabelig og politisk baseret vej frem mod et bæredygtigt samfund. I lyset af globale udfordringer bør Costa Ricas tilgang ses som en mulig model for andre lande, der står overfor lignende klimamæssige pres.

Hvordan håndtere konflikter mellem prioriteringer og træffe beslutninger med begrænset information?
Hvordan Fred Trump Byggede Sin Formue og Hans Indflydelse på Donalds Karriere
Hvordan Teknologi og Risiko Mødes Under Månevandringer