Jocko kiggede hurtigt på mig, og jeg rystede på hovedet. "Mr. Huntington ved ingenting om Mr. Dane. Ikke endnu."

Mr. Forbes kiggede alvorligt på ham. "Det er meget usædvanligt, Jocko. Du ved, at Walter skal informeres om alt med det samme. Du ved det. Endda før jeg bliver informeret. Du ved det."

Jeg kunne mærke, hvordan situationen hurtigt udviklede sig, og da Jocko tog initiativet til at håndtere sagen, besluttede jeg mig for at se, hvor han ville ende. Men Jocko valgte at aflede: "Som du siger, Mr. Forbes. Men måske har Mr. Dane noget at fortælle dig om sagen. Jeg ved ikke meget om det selv."

"Jeg har ingen indvendinger mod at tale med Mr. Huntington om lageret," sagde jeg til dem begge. "Faktisk kan jeg ikke se, hvordan det kan undgås."

"Mr. Dane tror, hans undersøgelse måske involverer Mr. Huntington," sagde Jocko.

"Det har jeg ikke sagt."

"For involverer Walter?" Mr. Forbes så bekymret ud. "Hvordan?"

"Jeg ved det ikke, Mr. Forbes," svarede jeg. "Derfor foreslår jeg en nærmere undersøgelse. Alt, hvad jeg ved, er, at der sker noget mærkeligt på det lager."

"For noget mærkeligt i Walters afdeling?" Mr. Forbes rejste sig fra sit skrivebord, som om han ikke var bange for noget. "Det er jo absurd, unge mand. Undersøge Walter? Jeg vil ikke høre om sådan noget!"

Han rystede på sin pegefinger og gav sig til at gå rundt om sit skrivebord, helt ude af kontrol. "Walter Huntington er som en søn for mig. Jeg tog ham ind i Oceanic direkte fra college og gjorde ham til min betroede assistent. Walter har været som en søn for mig i næsten femogtyve år."

Den gamle mand blev så ophidset, at han faktisk trådte væk fra det store skrivebord, som han plejede at beskytte sig bag. Han stirrede på mig som en oprørt fugl. "Jeg vil ikke høre om sådan noget!" udbrød han.

Jeg satte hænderne op i en gestus af afvæbning. "Okay, Mr. Forbes. Jeg undersøger det bare på min egen måde, baseret på spekulationer. Hvis jeg finder noget skidt, vil jeg hænge det op, og så kan du måske købe det. Eller jeg kan tage det med til politiet og bytte det til lidt goodwill."

Luften forlod ham med et suk. "Politiet," mumlede Mr. Forbes. "Himmelske."

Jocko vendte sig hurtigt mod mig. "Det er nok, Dane. Du skal ikke forsøge at presse mig til noget, mens jeg er her."

Han lød lige som den gamle Jocko, men jeg kunne ikke lide tonen, når den blev rettet mod mig. "Hvilken form for udpresning skulle jeg forsøge, mens du er her, Jocko? Jeg har alle mulige udenfor i min tæppepose."

"At være en smartass vil få dig smidt ud af her på din bagdel, Dane."

Jeg lo af ham. "Du har fået det forkerte manuskript denne gang, Jocko. Jeg er den, der smed folk ud i Chicago."

"Det var dengang. Det er her."

"Ja, Jocko," sagde jeg langsomt. "Dette er her. Dette er New York, ven. Min by." Jeg trådte et skridt tættere på ham.

Mr. Forbes stod midt på sit kontor og kiggede frem og tilbage, som om han var til tennis. "Nu, nu," sagde han. "Hvad handler det her om?"

"Jeg er ked af det, Mr. Forbes," sagde Jocko. "Jeg kunne bare ikke lide Danes metoder. Uanset hvad han tror måtte ske på vores lager – og jeg gider ikke udtale mig om, hvorvidt han har ret eller ej – men uanset hvad han mener, er det intet, der involverer politiet."

"Jeg håber da ikke," sagde præsidenten for Oceanic. "Men hvad du nævnte, Mr. Dane, mener jeg bestemt ikke, det er fair, at du skal engagere dig på vegne af min virksomhed for sådan noget… hvad kaldte du det? – spekulation."

Han ryddede sin hals. "Da du er en professionel efterforsker, tvivler jeg på, at du ville bruge din værdifulde tid på noget, medmindre du mente, det var vigtigt. Er jeg ikke korrekt?"

"Naturligvis," svarede jeg.

Han smilede venligt. "Derfor, Mr. Dane, er Oceanic meget ivrig efter at hyre dig til denne sag. Vi vil være din klient. På én betingelse."

"Hvilken?"

"At Walter bliver skånet for den frygtelige ydmygelse," sagde Mr. Forbes. "Himmelske, jeg vil bestemt ikke have, at Walter tror, at jeg ikke har tillid til ham efter alle disse år. Det ville være forfærdeligt, Mr. Dane."

"Jeg forstår," sagde jeg og forsøgte at beherske mig.

"Det er betingelsen, og du kan tage det eller lade det være. Gud ved, jeg prøver at undgå alt, hvad der er ubehageligt – men hvis du ikke accepterer mit tilbud, vil jeg blive tvunget til at tage skridt til at forhindre dig i at undersøge mit lager eller mine medarbejdere. Forstår du?"

Hvis Forbes, den oprindeligt forsigtige sjæl, var en modstridelse af, hvad lederen af et kæmpestort firma skulle være, så var han også en modstridelse af sig selv, når det kom til den lyshårede Walter Huntington. Damon og Pythias.

"Jeg forstår, sir," sagde jeg. "Jeg vil undersøge det uden at Walter får nys om det, hvis det er, hvad du ønsker."

"Det er præcis det, jeg insisterer på. Og når du er færdig, vil du finde, at min tillid til Walter er velfunderet. Hvorfor," smilede den gamle mand, "Walter ville give sit liv for Oceanic. Og jeg tør sige, at det er mere, end man kan sige om nogen andre, der arbejder her. Inklusive mig selv, Mr. Dane. Inklusive mig selv."

"Din rapport," sagde Jocko, "vil være fortrolig, Dane. Fortrolig og mundtlig. Der er ingen grund til at skrive noget ned, er der, Mr. Forbes?"

"Åh, selvfølgelig ikke. Du skal rapportere til mig om alt, Mr. Dane."

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de grundlæggende regler fra Pioneer: tre kopier af hver undersøgelse. En til klienten, en til chefen og en til arkivet. "Som du siger, Jocko," sagde jeg.

"Så er det hele," sagde Jocko. "Du kan gå nu."

"Der er én formalitet tilbage," sagde jeg. "Betalingen."

Jocko vendte sig mod sin arbejdsgiver. "Dane vil gerne have et honorar, Mr. Forbes," sagde han, og jeg kunne mærke, at han syntes, det lød ubehageligt. "Mary vil give dig en check, Mr…"

"Dane," påminde jeg ham. Han smilede skævt. "Jeg ville bare gerne høre dig sige det, unge mand. Great Dane, sagde du ikke?"

"Jeg prøver, Mr. Forbes." Han gik hen til mig og rakte mig hånden. "Farvel, Mr. Dane. Jeg er ked af, at jeg ikke kan ønske dig held og lykke. Jeg tror virkelig, du spilder din dyrebare tid."

Hans gamle hånd føltes fast i min.

"På en måde," sagde jeg, "håber jeg, du har ret. Loyalitet er svær at finde."

"Og sværere at miste," sagde han med selvsikkerhed.

Jeg vendte mig væk fra dem begge og gik mod døren. Den svingede mod mig, før jeg nåede den, og da jeg trådte ind i Marys rum, smilede hun op til mig og trykkede på en rød knap på hendes skrivebord. Døren lukkede sig. På hendes skrivebord havde hun en åben checkhæfte, og hun havde allerede udfyldt mit navn. "Vil 1000 dække som honorar?" spurgte hun. Jeg nikkede. Hun skrev færdig og gav mig checken. Hendes navn var underskrevet nederst. Jeg takkede hende, og hun løftede et af sine høretelefoner og sagde: "Hvad?" Jeg takkede hende igen.

"Disse ting," sagde Mary, "er bestemt fj

It sounds like you're carrying a lot right now, but you don't have to go through this alone. You can find supportive resources here

Hvem bar ansvaret for Lorena Dahls død?

’Hvad taler du om?’ ’Jeg taler om Lorena Dahl. Hun døde på Madison Avenue i nat. Eller var det tidligt i morges? Hun kom igennem et vindue på sit hotel. Et kvindehotel, Mary. En mand kunne ikke være gået derop for at se hende. Det vidste hun, da jeg spiste middag med hende. Derfor ville hun tilbage og ringe. Hun ringede til en kvinde, nogen der kunne komme op uden at blive lagt mærke til af natportieren eller gæsterne i lobbyen. Du var den kvinde, hun ringede til. Hun spurgte, hvad det ville være værd ikke at røbe billederne. Hun ville vide, hvad Forbes ville betale for hendes tavshed om både billederne og det faktum, at hun var blevet hyret, fordi Forbes elskede billedet så meget.’

Jeg vendte mig mod den gamle mand bag skranken. ’Noget billede, hva’? En privatsekretær, tager diktering uden et sting tøj på. Stakkels, perverterede svin,’ sagde jeg. ’Du kiggede på det billede og tænkte, det ville være godt at have pigen omkring dig — som sekretær.’ ’Det gjorde jeg ikke,’ sagde han. ’Så dog!’ Men selv dét var ikke nok. Du sender din trænede sæl ud på endnu et beskidt job for dig. Walter Huntington, manden du elsker som en søn, skal finde ud af, hvem pigen er, som Castel fotograferede. Han fandt hende, og Mary her ansatte hende som Huntingtons sekretær. Hver dag studerede du hende og sneg dig så tilbage for at savle over hendes billede.’

Det er en langsom, kold opløsning af et system: en gammel mand der skjuler pengestrømme, en kvinde der har lært at spille morens roller og pistolens. Stemmerne i det lille kontor skifter mellem hån, raseri og udmattelse. Mary, med sin ligegyldighed som en operationsskalpel, forklarer den private elevator, subkælderen, den lette udryddelse der skal lade som et uheld. ’Du forsvinder,’ siger hun, ikke som trussel men som konstatering. Cecil gør resten.

Jeg lod dem tale, samlede fragmenter: brand i et lager, et fald fra et vindue, ændrede stempler på dokumenter, en række køb af pornografisk materiale, og en organisation der bruger folk som løse brikker. De fem billeder, negative, sikkerhedsskabet bag en billedramme — alting peger mod en konstruktion, der skulle have holdt. Men systemet svigter af sin egen grådighed: Forbes’ krav om mere, hans utilfredshed med rutinemæssig skidt, tvang Walter til at træde frem som syndebuk. Den første betaling for min tavshed var for at holde mig væk fra politiet; den næste, for at holde mig tyst efter at jeg stadig var i live. To tusinde dollar er en stor sum for en arbejdsmands næse, og den gør ham uforsigtig.

Da døren bag os fløj op, kom sandheden i en ordentlig bunke: Jocko, Hal Harper, en ung uniformeret pæl. Mary forsøger at tage livet af sig selv; jeg afleder hendes hånd, en patron eksploderer i loftet, pistolen knækkes fra hendes greb. Jeg når ned i safen, trækker negativerne og et papirstykke med tal — koder, banknavne og depotbokse. Vi afleverer listen i Treasury i Woolworth-bygningen; et kvitteret stempel i hånden gør mig mindre som en tigger. Jeg har kaldt mig selv en skuespiller, en ’shill’. Jeg var blevet kørt på to ture: først af en blondine med blå øjne, der gav mig et falsk navn; så af systemet, der sendte mig med tog til et sted man ikke kalder en by, hvor skovene tager over så snart perronen er forladt.

Der ligger en moralsk ruinhob af menneskelige fejl: begær der driver kriminalitet, loyalitet der misforstås som ejerskab, og magtens banale urimelighed hvor højere velstand vejer tungere end menneskeliv. Det var ikke bare en sag om billeder eller skatteskandaler; det var et øjeblik, hvor menneskers små beslutninger blev til dødelige forbindelser. Politikere, advokater og bogholdere er trivielle i dette spil — hovedrollerne er dem, der spiller menneskene, og de taber ikke bare penge, de taber ansvar.

Hvordan bliver "sund fornuft" brugt som sandhed i populistisk retorik?
Hvordan Beregner Man Ækvivalenter og Løsningskoncentrationer i Analytisk Kemi?
Hvordan CRF'er og grafbaserede metoder anvendes i sekventiel dataanalyse
Hvordan penge opstod og udviklede sig: En antropologisk vinkel
Hvordan Costa Rica blev en pioner i klimaforvaltning i 1990'erne