Hvordan bliver "sund fornuft" brugt som sandhed i populistisk retorik?

Når Donald Trump henviser til sine udtalelser som “common sense”, eller på dansk “sund fornuft”, opstiller han en retorisk konstruktion, hvor påstanden ikke behøver argumentation, beviser eller faktuel forankring. Det, han siger, er ifølge ham selv, indlysende. I denne kontekst bliver “sund fornuft” et værktøj til at autorisere egen sandhed uden at give plads til tvivl, forhandling eller kritisk eftertanke. Det er ikke en invitation til diskussion, men et krav om accept.

Gennem brugen af denne strategi positionerer Trump sig som en outsider med adgang til en “ægte” og ufiltreret erkendelse af virkeligheden – en erkendelse som den politiske elite og mainstream-medierne enten er ude af stand til at opnå eller bevidst forsøger at skjule. Han fremstiller sig selv som en sandhedsbærer og afslører modstanderne som hyklere, der skjuler deres dagsordener bag påtaget moralitet og kulturel sensitivitet.

Et centralt element i denne retorik er anklagen om politisk korrekthed. Når Trump bliver mødt med kritik – for eksempel i tilfælde som hans angreb på dommeren Gonzalo Curiel, hvor han åbenlyst antydede, at Curiels mexicanske baggrund gjorde ham uegnet som dommer – skubber han ikke tilbage med fakta, men med følelsesmæssig appel og påstanden om, at han blot siger det, alle tænker. At være imod ham er ikke blot at have en anden mening, det er at være politisk korrekt, hvilket i Trumps univers betyder at være uærlig, svag og ideologisk korrumperet.

Ved at kalde sine modstandere politisk korrekte implicerer han, at de ikke blot tager fejl, men at de ved det og alligevel fastholder deres synspunkter for at opnå social anerkendelse eller skjule deres egentlige motiver. Dermed bliver det ikke bare et spørgsmål om at være uenig – det bliver et spørgsmål om moralsk integritet. Trump kan således præsentere sig som den eneste, der tør sige sandheden, også når den er ubehagelig, mens modstanderne fremstilles som moralsk forfaldne, hyklere eller elitære manipulatorer.

I denne logik er det uden betydning, om det, han siger, faktisk er sandt. Det afgørende er, at det føles sandt – for hans vælgere. Det er her den følelsesmæssige resonans og den kulturelle identifikation kommer i spil. Trump taler ikke til fornuften i klassisk, oplysningstidens forstand – han taler til en folkelig intuition, en affektiv overbevisning om, at verden er blevet taget fra "det virkelige folk" af eksperter, akademikere og globale eliter.

Denne strategi hænger tæt sammen med en langvarig konservativ bevægelse i amerikansk kultur, der siden 1980’erne har angrebet universiteter og den akademiske verden som værende infiltreret af venstreorienterede og multikulturelle ideologier. Akademikere og intellektuelle er i denne fortælling blevet gjort til fjendebilleder, som ikke blot tager fejl i deres analyser, men som bruger deres position til at fremme en skjult dagsorden, der skal undergrave traditionel amerikansk kultur, kønsroller, og etnisk hierarki.

Trump arver og intensiverer denne diskurs. Han fremstiller kampen mod politisk korrekthed som en kamp mod kulturel undertrykkelse, og ved at kalde sin egen retorik for “sund fornuft” afmonterer han ethvert krav om argumentation. Modstand bliver ikke anerkendt som legitim uenighed, men reduceret til censur, hykleri eller frygt. På den måde skaber han et lukket system, hvor modsigelse bliver bevis på sandhedens eksistens: jo mere kritik han møder, desto mere tydeligt er det – i hans optik – at han har ret.

Det er vigtigt at forstå, at denne form for retorik ikke blot er et stilistisk greb, men en aktiv politisk metode til at forskyde grænserne for offentlig debat, forskyde magtbalancer og forandre, hvem der har retten til at definere virkeligheden. Når sandhed reduceres til følelse og politisk modstand til hykleri, bliver det svært at føre meningsfuld samtale. Det skaber en virkelighed, hvor fakta ikke længere har autoritet, men hvor oplevelser, frygt og identitet bliver de primære domæner for politisk kamp.

Hvordan adskiller Trumps post-sandhedspolitik sig fra postmodernismens kritik af sandhed og magt?

Trump og hans tilhængere står i skarp kontrast til den bredere filosofiske kritik af meta-narrativer og fortolkninger som objektiv sandhed, som findes i visse filosofiske strømninger. Kritikken af fortolkninger, især moralske fortolkninger, som objektiv sandhed kan paradoksalt nok understøtte situationer, hvor Trump har trukket moralske ligheder mellem forskellige fortolkninger. Et eksempel er hans påstand om "begge sider" i forbindelse med begivenhederne i Charlottesville, hvor han stiller de moralske ståsteder på lige fod uden hensyn til de faktiske omstændigheder. Denne form for relativisering kan ses som et redskab til at opretholde uretfærdige politiske magtstrukturer snarere end et ærligt forsøg på moralsk diskurs.

Foucaults analyse af parrhesia – modet til at tale sandt – fremhæver, at en “endeløs snakker”, som Trump kan beskrives som, ikke har reel interesse i rationel sandhedsdiskurs. Hans brug af sandhedsnarrativer som magtinstrument understreger en dyb mangel på relation til sandhed. Dette skaber en klar adskillelse mellem Trumps post-sandhedspolitik og anti-fundamentale tilgange som postmodernismen. Først og fremmest fastholder postmodernistiske tilgange en forpligtelse over for empiriske realiteter, selv når de kritiserer forestillinger om objektiv sandhed. Dernæst er deres potentiale at udfordre og omforme de fortællinger, der præger vores nutid, for at åbne op for nye og kreative fremtidsscenarier.

Simpson opsummerer denne tilgang ved at fremhæve Foucaults opfattelse af sandhed som noget, der har virkning i nutiden, mens fiktion præcist skal afspejle nutiden for samtidig at have virkninger i fremtiden. Det er ikke en opdigtet nutid, men en ny forståelse og fortolkning af, hvordan tingene faktisk forholder sig her og nu. Denne hermeneutiske funktion skaber alternative fortællinger, som kan transformere vores forhold til verden. Trumps post-sandhedspolitik gør i stedet næsten det modsatte ved at skabe fiktioner om nutiden for at vende tilbage til en idealiseret og ofte racekodet fortid ("Make America Great Again").

Denne kontrast understreger, at mens postmodernismen tilbyder en frugtbar tilgang til at udfordre og omfortolke magtforhold, bidrager Trumps version af post-sandhedspolitik til at styrke og reproducere magtstrukturer under påskud af relativisme og moralsk lighed. I en tid med øget politisk ustabilitet og polarisering bliver det derfor væsentligt at skelne mellem de to og forstå sandhedens dobbelte rolle: som et farligt, men også potentielt frigørende begreb. Sandhed kan nemlig være et redskab til modstand mod magt, men det kræver en forpligtelse til både nutidens fakta og en dialog om fremtidens muligheder for retfærdighed.

Derudover er det vigtigt at forstå, at selvom postmodernismen ofte opfattes som en afvisning af sandhed, handler dens kritik dybest set om magtens rolle i konstruktionen af sandheder. Den er ikke nihilistisk, men søger at afsløre, hvordan magt opererer gennem sandhedsregimer og på den måde skabe rum for alternative forståelser og mere retfærdige samfundsformer. Trumps brug af post-sandhed som politisk strategi er derfor ikke et udtryk for postmodernistisk tankegang, men snarere en misbrug af relativismen til at fremme autoritære og ekskluderende dagsordener.

Hvordan Teknologi og Pragmatisk Sandhed på Twitter Formidler Epistemologisk Uklarhed i Trumpismens Æra

I løbet af de første ni måneder af Donald Trumps præsidentskab kom han med 1.318 falske eller vildledende påstande, et gennemsnit på fem om dagen. Men i de syv uger op til midtvejsvalget øgede han sin produktion af falske påstande til 1.419, hvilket gav et gennemsnit på 30 om dagen (Kessler, Rizzo & Kelly, 2018). Denne stigning i ukorrekte udsagn vækker et væsentligt spørgsmål: Hvordan påvirker sociale medier, som Twitter, forståelsen af sandhed og påstande om sandhed i en tid, hvor 'post-sandhed' synes at være en dominerende idé?

I denne diskussion introducerer vi også Neil Postmans analyse af teknologiens rolle i formidlingen af mening. I sin berømte bog Amusing Ourselves to Death påpeger Postman, hvordan teknologier, især de med en begrænset form for kommunikation som f.eks. tv og, i dagens sammenhæng, Twitter, ikke bare overfører information, men også former den. Twitter som et teknologisk medium med sin karakterbegrænsning tvinger brugerne til at destillere deres beskeder til korte, ofte overfladiske udtalelser. Denne formatbegrænsning skaber et rum, hvor nuancer og dybde i kommunikationen kan gå tabt, og sandheden, som forstås pragmatisk, bliver forvrænget eller forvansket.

Dette fænomen skaber en epistemologisk tåge, en form for kognitiv dissonans, der gør det ekstremt svært at skelne sandhed fra fiktion. Når medieplatforme som Twitter bliver det dominerende rum for politisk diskurs, bliver denne tåge mere uigennemtrængelig. Hver eneste 140-tegns meddelelse bliver en potentiel kilde til manipulation, fordi formatet selv understøtter overfladiskhed og forenkling af komplekse ideer. Teknologiens iboende ideologi – dens evne til at forme den måde, vi tænker og taler på – er ikke neutral; den påvirker, hvad der anses som sandt eller troværdigt, og hvad der ikke gør.

Trump’s brug af Twitter er et klart eksempel på dette fænomen. Hans politik og retorik, som formidles gennem den korte og ofte provokerende meddelelsesform, skaber et medielandskab, hvor det ikke længere er nødvendigt at give komplekse forklaringer eller pålidelige kilder til støtte for påstande. I stedet bliver gentagelsen af ideer, den visuelle eller følelsesmæssige effekt af en tweet, og ikke mindst den direkte interaktion med offentligheden, det, der definerer, hvad der opfattes som sandt. I denne proces bliver sandhed noget, der afhænger af det praktiske udbytte, ikke af objektivitet eller substans.

Når Twitter bliver den primære kilde til politisk debat, bliver det muligt at skabe og sprede misinformation hurtigt og effektivt. Dette er ikke kun et spørgsmål om at sende løgne, men også om at skabe en virkelighed, hvor troværdigheden af alt bliver undergravet. Det skaber en verden, hvor vi ikke længere ved, hvilke baggrundsoplysninger vi kan stole på for at vurdere nye påstande, og dette, som Postman påpeger, er den største fare ved teknologien. Når vi mister evnen til at vurdere påstande ud fra et fælles grundlag af viden og overbevisninger, er vi efterladt med et epistemologisk vakuum.

Denne epistemologiske forvirring er ikke bare en tilfældig bivirkning af Twitter og sociale medier. Den er indbygget i den måde, som disse platforme fungerer på. Når Twitter opfordrer til hurtige reaktioner, korte sætninger og konstant interaktion, bliver det svært at opretholde en seriøs og dybdegående diskussion af politiske og sociale emner. Den teknologiske ideologi, der ligger til grund for Twitter, favoriserer en overfladisk form for sandhed – en sandhed, der er hurtigt opnåelig, men sjældent fuldstændig eller præcis.

I sidste ende betyder dette, at pragmatisk sandhed, som James beskrev det, bliver undergravet af teknologier, der ikke giver plads til den nuancering, som kræves for en fuld forståelse af verden. Twitter som teknologi reducerer kompleksiteten af virkeligheden til noget, der kan forbruges hurtigt og enkelt, men uden nødvendigvis at afspejle den virkelige sandhed. Dette skaber en farlig situation, hvor sandhed og mening bliver relativiseret til det punkt, at vi ikke længere ved, hvad vi kan stole på.

Sandhed og ægthed er ikke kun spørgsmål om, hvad der er objektivt korrekt, men også om, hvordan vi forholder os til de kilder, vi stoler på, og de medier, vi bruger til at formidle vores forståelse af verden. I denne tid, hvor medierne er blevet hurtigere og mindre pålidelige, bliver det afgørende at forstå, hvordan teknologi ikke bare er en neutral formidler af information, men en aktiv deltager i, hvordan sandhed formes og forstås.

Hvordan har Trump-æraen påvirket samfundet gennem misinformation, racisme og politisk polarisering?

Den politiske scene under Donald Trumps præsidentskab har været karakteriseret ved en bemærkelsesværdig eskalering af misinformation, racisme og dybe sociale splittelser, som har påvirket både den offentlige diskurs og politiske handlinger. En vedvarende strøm af falske eller vildledende påstande, som Washington Post dokumenterede over 773 dage, illustrerer et systematisk angreb på sandheden og fakta. Denne tendens skabte et klima, hvor villet uvidenhed og mistillid til traditionelle informationskilder blomstrede, og hvor kritik og faktatjek ofte blev ignoreret eller afvist som politisk motiverede angreb.

Sociale medier har spillet en afgørende rolle i denne udvikling, især Twitter, som ifølge forskning fra University of Warwick har været en platform, hvor hadforbrydelser steg under Trumps tilstedeværelse. Trump-tilhængere har ifølge undersøgelser også haft en tendens til at dele flere falske nyheder end andre grupper, hvilket har forstærket polariseringen og den sociale fragmentering. Denne digitale ekkokammer-effekt underminerer den demokratiske samtale og styrker ideologiske skel, især mellem forskellige uddannelsesniveauer, som Pew Research Center har dokumenteret.

Det er vigtigt at forstå, at denne tendens til polarisering og misinformation ikke blot er et resultat af tilfældige omstændigheder, men en strukturel konsekvens af en bestemt form for politisk kultur. Dialektisk tænkning, som opridset af teoretikere som B. Ollman, tilbyder en metode til at analysere og forstå de modsætninger og konflikter, der opstår i samfundet. At se politiske og sociale fænomener som indbyrdes forbundne og dialektisk modsatrettede kan hjælpe med at dekonstruere de “paradokser”, der ofte fremstilles som uforklarlige eller umulige at løse.

Inden for uddannelsessystemet er der en voksende erkendelse af nødvendigheden af kritisk pædagogik, der adresserer disse udfordringer ved at styrke elevernes evne til at navigere i en kompleks og ofte forvrænget virkelighed. Studier viser, at undervisere i stigende grad forsøger at engagere sig i politiske spørgsmål, selv i en polariseret atmosfære, hvilket er essentielt for at modvirke effekten af desinformation og fremme et oplyst medborgerskab.

Ud over det politiske klima og sociale dynamikker er det væsentligt at fremhæve, hvordan racisme og misinformation ikke blot har konsekvenser for det offentlige rum, men også for menneskers dagligliv og følelsen af fællesskab. Forståelsen af, hvordan sociale og institutionelle strukturer reproducerer ulighed og eksklusion, er afgørende for at kunne modarbejde dem effektivt. Det indebærer en erkendelse af, at det ikke er nok blot at identificere problemerne; man må også arbejde for at udvikle praksisser, der kan udfordre og ændre de underliggende magtforhold.

I denne kontekst spiller viden om social retfærdighed en central rolle. Det handler om at kunne analysere og forstå samfundets komplekse mekanismer og at udvikle en bevidsthed om egne fordomme og privilegier. Kun gennem en sådan kritisk refleksion kan man begynde at modstå den politiske kultur, der bygger på frygt, had og polarisering.

Endelig er det vigtigt at erkende, at kampen mod misinformation og racisme kræver en kollektiv indsats, hvor både institutioner, medier, uddannelsessektoren og civilsamfundet må tage ansvar. Et oplyst demokrati forudsætter et fælles grundlag af fakta og gensidig respekt, og uden dette risikerer samfundet at blive fragmenteret i stadig mere uforsonlige lejre. Derfor må man ikke blot fokusere på de umiddelbare konsekvenser af Trumps præsidentskab, men også på de dybereliggende sociale processer, der gør samfundet sårbart over for sådanne tendenser.