Hvordan Costa Rica blev en pioner i klimaforvaltning i 1990'erne

I begyndelsen af 1990'erne blev klimaændringer et emne, der begyndte at røre på sig både akademisk og politisk. På den ene side var der den akademiske tilgang, som i høj grad var teoretisk og fokuseret på de komplekse videnskabelige og forhandlingsmæssige aspekter af klimaændringerne. På den anden side var der den politiske tilgang, som var langt mindre udviklet. Som Robert, en af de tidlige rådgivere i Costa Rica, bemærkede, så var klimaændringer på det tidspunkt "mere et akademisk begreb," og det var kun i den parallelle opbygning af FN’s klimakonvention (UNFCCC) og forberedelserne til COP1 og COP2, at den politiske dimension af klimaændringerne begyndte at tage form.

Det var i denne overgangsperiode, at Costa Rica, et land med en relativt lille politisk og økonomisk status på den internationale scene, trådte frem som en aktiv deltager. For Costa Rica var den akademiske forståelse af klimaændringer ikke bare en intellektuel øvelse, men en mulighed for at omdanne viden til konkret politisk handling. Costa Rica, understøttet af erfarne politikere og eksperter uddannet på steder som Harvard, blev hurtigt anerkendt som en "policy entrepreneur" - en nation, der kunne skabe ny, banebrydende politik baseret på den akademiske viden om klimaændringer.

I et globalt perspektiv spillede Costa Rica også en central rolle i at knytte forbindelser mellem syd og nord. For eksempel, allerede i marts 1994, før Figueres officielt tiltrådte som præsident, var Costa Ricas ledere i Washington, D.C., for at etablere forbindelser med nøgleaktører som USA’s Department of Energy og Environmental Protection Agency. Denne diplomatiske indsats resulterede i en bilateral aftale mellem Costa Rica og USA om "Activities Implemented Jointly" (AIJ), en finansiel mekanisme, der tillod udviklede lande at finansiere klimaprojekter i udviklingslande og regne de opnåede CO2-reduktioner med i deres egne reduktioner. Aftalen blev underskrevet i september 1994 af præsident Figueres og vicepræsident Al Gore i en ceremoni i Det Hvide Hus, og var et skridt mod at positionere Costa Rica som en global aktør på klimaområdet.

Men selv om aftalen blev betragtet som en milepæl af de involverede parter, blev den i sidste ende mere symbolsk end praktisk, da de fleste udviklede lande ikke overholdt deres forpligtelser. Ikke desto mindre blev dette et bevis på Costa Ricas evne til at navigere i de komplekse politiske landskaber og opbygge forbindelser med magtfulde internationale aktører, hvilket gav landet en central rolle i klimaforvaltningens tidlige år.

Costa Rica blev således et vigtigt eksempel på, hvordan et land med begrænsede ressourcer og internationalt netværk kunne udfylde en central rolle i den globale klimadebat og -politik. Landets tilgang baserede sig på en kombination af pragmatisk politik, international diplomati og et stærkt fokus på bæredygtighed, hvilket gjorde det muligt for Costa Rica at implementere politiske initiativer, som både kunne skabe interne ændringer og påvirke globale klimaaftaler.

Den vigtigste læring for læseren er, at klimaændringer ikke kun er et teknisk og videnskabeligt fænomen, men også et spørgsmål om politisk handlekraft. Costa Rica illustrerer, hvordan en lille nation kan udnytte sin viden, sine netværk og sin diplomatiske position til at blive en leder på et globalt område som klimaændringer, og viser, hvordan politisk vilje og samarbejde kan spille en afgørende rolle i at tackle globale udfordringer.

Hvilken rolle spillede Christiana Figueres i Paris-aftalen og Costa Ricas indflydelse på global klimapolitik?

I lyset af denne aftale blev Christiana Figueres' rolle anerkendt som både pragmatisk og symbolsk. Som en stærk repræsentant for Costa Rica, et land kendt for sin miljøpolitik og sine højstandarder for bæredygtig udvikling, havde hun en unik position til at bygge bro mellem udviklede og udviklingslande. Figueres var et levende eksempel på Costa Ricas rolle som en naturlig mægler på den globale scene. Hendes evne til at kommunikere og forbinde mennesker på tværs af geografiske, politiske og socioøkonomiske skel spillede en væsentlig rolle i den diplomatiske succes, der gjorde Paris-aftalen til virkelighed.

Hendes forberedelser til rollen som leder af UNFCCC var omfattende, med næsten et årtis erfaring i at arbejde med ikke-statslige organisationer og internationale klima-initiativer, samt et væld af forbindelser i både det offentlige og private erhvervsliv. Christiana var tredsproget, vant til at navigere i både de latinske, engelsktalende og tyske områder af den globale politiske arena, og hendes "stjernekarisma" gjorde hende til en central figur, der kunne binde interessenter sammen på en produktiv måde. Flere personer, der arbejdede tæt med hende, fremhævede hendes samarbejdsevner og hendes evne til at lytte og skabe en atmosfære af tillid og fælles mål.

Figueres’ arbejde ved COP21 i Paris var et konkret udtryk for Costa Ricas tilgang til bæredygtighed og det grønne engagement, der har præget landets internationale omdømme. Christiana, som en Costa Ricas naturlige brobygger mellem nord og syd, kunne bruge sin position til at fremme en global forståelse af klimaforandringer som et fælles ansvar, hvor både industrialiserede og udviklingslande skulle bidrage. Hendes tilgang var samarbejdsorienteret, og hun blev betragtet som en person, der kunne “få det til at ske,” hvilket reflekterede Costa Ricas tradition som en international mægler og fortalervirksomhed for miljøbevarelse.

Christiana Figueres har ikke kun gjort sig bemærket som en leder i klimakampen, men også som en global talsperson for håb og optimisme i klimakrisens mørkeste øjeblikke. Hendes indflydelse strækker sig langt ud over hendes arbejde som leder af UNFCCC. Hun har modtaget betydelige anerkendelser, herunder at blive navngivet som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer af Time Magazine i 2016 og modtaget æresdoktorgrader fra nogle af verdens mest prestigefyldte universiteter. Disse priser reflekterer hendes stigende internationale indflydelse og hendes fortsatte arbejde for at fremme en bæredygtig fremtid.

I 2020 udgav hun en bog, som giver et overblik over fremtidige strategier for at håndtere klimaforandringer, samtidig med at hun fortsætter med at tale om emnet i hendes podcast, "Outrage and Optimism," som hun har co-hosted siden 2019. Hendes livslange engagement i klimapolitik og hendes syn på klimaforandringer som både en udfordring og en mulighed for globalt samarbejde giver en nuanceret forståelse af, hvordan individuelle ledere kan påvirke global politik, selv når de står over for en kompleks og ofte polariseret debat om klima.

For læseren er det afgørende at forstå den politiske og diplomatiske strategi bag succeserne i klimaforhandlingerne. Det er vigtigt at erkende, at klimatiltag ikke kun handler om tekniske løsninger og målsætninger, men også om den menneskelige dimension: evnen til at samarbejde, skabe tillid og finde fælles løsninger på tværs af nationale og kulturelle skel. Derudover er det væsentligt at anerkende, at et lands position som mægler i globale forhandlinger – ligesom Costa Rica – kan have stor betydning for, hvordan verden kollektivt reagerer på klimakrisen. Det er den rolle, som figurer som Christiana Figueres spiller, og som ofte overses i den brede offentlighed.

Hvordan COVID-19-pandemien påviste fremtidens udfordringer for Costa Ricas klimaforvaltning og de økonomiske dilemmaer, der følger med

Andrés, en medarbejder hos FONAFIFO, forklarede, hvordan den nedsatte indtægt fra brændstofskatter tvingte FONAFIFO til at ændre sine operationer i 2021. Den nødvendige omstrukturering betød, at FONAFIFO kun kunne opretholde de eksisterende kontrakter og ikke kunne påtage sig nye projekter. Dette understregede en alvorlig problemstilling: Når landets økonomi gradvist skifter væk fra fossile brændstoffer, risikerer en sådan ændring at underminere finansieringen af de projekter, der er nødvendige for at opretholde landets skovbevaring og klimaindsatser.

Selvom der var bekymringer over manglen på indtægter fra fossile brændstoffer, påpegede Andrés også, at der stadig var andre finansieringskilder tilgængelige. Pengene fra Verdensbanken og Green Climate Fund, samt det indenlandske marked for kulstofkreditter, blev set som afgørende for at støtte FONAFIFOs aktiviteter. Som han sagde, var det vigtigt at forblive "dynamisk" i et klima, hvor finansieringskilderne konstant ændrede sig. Hans udtalelse reflekterer en central udfordring i den grønne omstilling: økonomiske afhængigheder kan ændre sig hurtigt, og nye løsninger må udvikles for at imødekomme de ændrede forhold.

Selv i lyset af disse udfordringer var der også kritik af Costa Ricas overordnede plan for decarbonisering. Humberto, en tidligere leder af miljøpolitikker, udtrykte skepsis over for landets nationale decarboniseringsplan. Han fremhævede, at planen syntes at være meget sektorspecifik og ikke rettet mod at reducere de samlede CO2-udledninger. Han betragtede det som en langsigtet strategi, der var baseret på et mål om kulstofneutralitet, men uden at tage tilstrækkeligt højde for de økonomiske sektorer, som reelt skaber landets største emissioner, såsom landbrug og industri.

Andre kritikere, som Tobias, en tidligere miljøminister, påpegede, at decarboniseringsplanen havde mistet noget af sin oprindelige styrke og fokuserede for meget på sektorspecifikke løsninger i stedet for de overordnede emissioner. Dette reflekterer en gennemgående bekymring: selv om Costa Rica har haft stor succes med sine tidligere miljøprojekter, er det svært at balancere de nationale klimamål med de økonomiske realiteter, især når landets vigtigste sektorer ikke er tilstrækkeligt involveret.

Det er også vigtigt at bemærke, at selvom Costa Ricas klimaindsatser ikke altid har været i direkte samklang med de globale forventninger, har landets rolle på den internationale scene været betydningsfuld. Christiana Figueres, som blev udnævnt til leder af UNFCCC i 2010, spillede en vigtig rolle i at placere Costa Rica på den globale klimaforandringsagenda. Selvom hendes arbejde ikke nødvendigvis havde direkte indflydelse på Costa Ricas nationale politik, blev hendes lederskab set som en symbolsk sejr for nationen og en drivkraft for at opretholde ambitionerne om at være en global leder inden for klimaforvaltning.

Det er tydeligt, at Costa Rica står overfor store udfordringer i sin klimaforvaltning. Det økonomiske skift væk fra fossile brændstoffer vil ikke kun kræve nye finansieringsmodeller, men også en dybere integration af klimamål i de økonomiske aktiviteter, der driver landets vækst. Den grønne omstilling kræver ikke kun politiske beslutninger, men også en bredere forståelse af, hvordan økonomi og miljø kan gå hånd i hånd for at sikre langsigtet bæredygtighed.

Endelig er det vigtigt at forstå, at mens de økonomiske og politiske udfordringer i Costa Rica er komplekse, er de ikke unikke. Mange lande står overfor lignende dilemmaer i deres bestræbelser på at skabe en bæredygtig fremtid, og Costa Rica kan både lære af og bidrage til den globale diskussion om, hvordan man effektivt kan håndtere klimaforandringer i en tid med økonomisk usikkerhed og hurtigt skiftende energimarkeder.