Hvordan kommunikerer vi med det ukendte og det "ikke-menneskelige"?

Når vi taler om de former for kommunikation, som vi mennesker har opbygget, er det vigtigt at anerkende de mange niveauer af kompleksitet og de barrierer, der opstår, når vi forsøger at forstå, hvad der ligger uden for vores egen forståelse. Der er øjeblikke, hvor vi konfronteres med det ukendte – noget, der ikke nødvendigvis passer ind i vores almindelige kategorier af forståelse. Som et eksempel kan vi se på begrebet "sentience", som i sin enkelhed handler om evnen til at opleve bevidsthed og følelser. Men hvordan forholder vi os til et væsen eller en entitet, der ikke nødvendigvis er i stand til at "føle" på samme måde som os? Hvordan måler vi og fortolker den form for eksistens, der ikke følger vores egne, menneskelige standarder?

At forstå "menneskelig" kommunikation, når det kommer til andre entiteter, er en fundamental udfordring. Det rækker langt ud over at oversætte ord eller tegn. Faktisk er det netop den subjektive bevidsthed og evnen til at indsamle og bearbejde information, der gør kommunikation så kompliceret. Men hvordan forstår vi, når vi forsøger at kommunikere med væsener, der ikke besidder den samme form for kognition? Det er som at forsøge at forstå et filter, som vi ikke har nøglen til – et filter, der er blevet designet til at holde os ude.

I eksemplerne med radio-signaler og elektromagnetiske bølger ser vi tydeligt, hvordan mennesker forsøger at kommunikere med andre dimensioner, både fysiske og metafysiske. Vi har udviklet teknologier, der gør det muligt for os at fange spor af informationer fra stjerner, planeter og selv fra det dyb, vi endnu ikke kan nå. Men de signaler, vi modtager, er aldrig helt til at forstå. De er altid filtreret gennem vores egen forståelse af verden, og derfor bliver de hurtigt til "menneskefiktion", som vi tolker gennem et menneskeligt prisme.

Der er også en dybere dimension i forhold til, hvordan vi anskuer livet, selve bevidstheden. Vi ser, at kommunikation i den fysiske verden ofte kan være udtrykt som en række handlinger, der i sig selv ikke nødvendigvis indikerer "følelser". Det, vi opfatter som et menneskes følelser, kan i virkeligheden være meget mere komplekst, og vi kan aldrig helt være sikre på, at vi kommunikerer på den rigtige måde. Faktisk er mange af vores interaktioner baseret på antagelser om, hvad vi selv føler, hvilket ofte fører til misforståelser, især når vi forsøger at forstå noget udenfor vores egen erfaring.

En af de vigtigste erkendelser, man kan få, når man ser på disse koncepter, er, at det ikke handler om at kommunikere effektivt med "en anden person" i den traditionelle forstand. Det handler om at udvide vores forståelse af kommunikation til også at inkludere de væsener og entiteter, der findes i andre former, som vi ikke nødvendigvis kan forstå gennem de filter, vi er vant til at bruge. Denne form for åbning kræver en stor portion ydmyghed og villighed til at acceptere, at vi måske aldrig vil kunne forstå fuldt ud.

Derfor skal vi forholde os til, at vores forståelse af kommunikation er begrænset af både teknologi og vores egne forudfattede forestillinger. Vi kan ikke undgå at tolke de signaler, vi modtager, med vores egne menneskelige briller. Derfor er det muligt, at vi misforstår det, vi ser som signaler fra universet eller fra andre, ukendte kilder. For at bevæge os mod en mere præcis forståelse af disse kommunikationsformer, skal vi først erkende, at vi ikke har alle svarene, og at mange af de signaler, vi modtager, aldrig vil kunne oversættes helt korrekt.

Hvem bestemmer, hvad der må skrives, og hvad der må forblive usagt?

Hun sidder med hovedet i hænderne og forsøger at huske, hvor hun fik denne idé fra. De talte om drengens død, og jeg spurgte: ”Hvorfor mig? Hvorfor ikke nogen anden?” Folk ville tro, hun var vanvittig, hvis de kom ind. Men hun vidste. Om eftermiddagen frier Richard til hende, og hun siger ja. De vil leve lykkeligt til deres dages ende. Destineret til at blive de bedste i deres generation, men samtidig altid kun et øjeblik fra de kugler, som denne historie slynger imod dem, og de psykotiske våben, der aldrig synes at ramme, men altid truer fra kulissen.

Om aftenen går de ud for at købe ringe og spiser middag i stearinlysets skær. Hun bliver sammenlignet med Shakespeare, og den gamle bard vil tabe. Problemet er, Murphy, at du er både en frygtelig hedonist og en pessimist. Hvis han virkelig må dele sin hemmelighed med dig, gør han det uden tøven: han er en fremmed fra det ydre rum, sendt for at spionere på jordens folk. Susan ler, som om hun ikke tør mistænke noget. Der er ingen rumskibe, ingen transmittere, intet frelse fra hungersnød i de næste halvfjerds år. Alligevel findes der et mørkt hjerte midt i al denne lidelse, og det er her, at forbindelserne bliver mærkelige, Murphy.

”Er vi ikke alle?” svarer hun, og pludselig synes verden klarere. Hvis du aldrig publicerer, vil verden blive et bedre sted. Du var der ikke, du hørte dem ikke, du så dem ikke sidde på min sofa med korslagte ben, nikke, gestikulere, som om de sagde noget helt naturligt. Det var fra dem, jeg lærte at skrive ægte vanvid, ikke nogen der fråder om munden, men nogen der sidder som en ven, siger umulige og grusomme ting, smiler og bliver begejstret, mens alt omkring dem brister.

De kendte mig, ser du. Indtil vi ændrede din bil i går, havde din vej og drengens aldrig krydset hinanden. Vi måtte forsøge fire gange for at få timingen rigtig, men vi lykkedes til sidst. Det er det fine ved tid, sagde Meek: hvis du fejler, kan du altid gå tilbage og gøre det rigtigt næste gang. ”Hvis du frivilligt afholder dig fra at publicere, får du lov at leve. Hvis du nægter, dør du inden for tre dage. En anden forfatter vil slå dig ihjel – ved et uheld, selvfølgelig.”

Jeg kunne ikke tro, at nogen ville tage ansvaret for drengens død. ”Hvorfor?” spurgte jeg. Svaret fik mig til at le. De kom fra Forfatternes Lav. ”Det handler om ansvar,” sagde de. ”Hvis du nægter at tage ansvar for de fremtidige konsekvenser af dine handlinger, må vi give ansvaret til en anden.” Drengen var mere talentfuld, end nogen havde troet. Han ville vokse op og blive forfatter, journalist, kritiker, og han ville skrive tre bøger, som ville ændre hele måden, en stor del af menneskeheden tænkte på – den forkerte måde, vel at mærke.

Da jeg spurgte, hvorfor de ikke bare dræbte mig med det samme, svarede Tree, grædende: ”Fordi vi elsker dig. Vi elsker alt, du skriver. Vi har lært alt, vi ved om at skrive, fra dig. Og vi mister det, hvis du dør.” De forsøgte at trøste mig ved at fortælle, hvilket godt selskab jeg var i. Thomas Hardy blev presset til at opgive romaner og holde sig til poesi. Hemingway besluttede at skyde sig selv i stedet for at vente på os. Fitzgerald havde stadig en karriere med det, han fik lov at skrive, selvom hans rigtige værker blev undertrykt. Perelman gav os latter, siden han ikke måtte give os det, han egentlig ville.

Så jeg skriver. Doc læser det og river det i stykker – alt undtagen dette. Dette vil han aldrig se. Dette ville han sikkert slå mig ihjel for, men hvad gør det? Det bliver aldrig publiceret. Jeg er for forfængelig. Du læser det, gør du ikke? Ser du, hvordan jeg lægger mit ego på bordet? Hvis jeg virkelig er god nok, hvis mit værk virkelig er vigtigt nok til at ændre verden, så er dette prisen.

Hvordan håndterer man konflikt og overlevelse under ekstreme forhold?

Der er en konstant spænding mellem vilje og overlevelse. Når man står overfor en truende situation, bliver selv de mindste beslutninger vigtige. Som i en typisk konfliktssituation, hvor et team er på vej til en kritisk mission, er hvert skridt fyldt med risiko. Den umiddelbare frygt for at fejle, for at blive efterladt eller for at blive konfronteret med en fjende, er ikke kun fysisk. Det er en mental og følelsesmæssig udfordring, der kræver overbevisning, fokus og et klart formål.

I de ekstreme scenarier, som skildres i mange militære og dramatiske fortællinger, er det ofte ikke selve opgaven, der dræber, men den indre kamp. Mænd og kvinder i sådanne situationer er tvunget til at handle hurtigt, baseret på deres instinkter og den træning, de har modtaget. Men i realiteten er der ikke altid tid til at analysere eller overveje hver beslutning grundigt. Det er her, dygtigheden til at tilpasse sig hurtigt og evnen til at forblive rationel, selv under de mest intense forhold, spiller en afgørende rolle.

Desuden er det i et sådant miljø ikke kun en individuel kamp for at overleve, men en kollektiv bestræbelse. Gruppen fungerer som et hold, hvor hver person er afhængig af den andens evner og styrker. Hver enkelt handling, der kan synes lille, påvirker resten af gruppen. Dette kræver en høj grad af tillid og samarbejde, selv under de mest stressende omstændigheder.

Det er også vigtigt at forstå, hvordan det menneskelige sind reagerer på overvældende stress. Adrenalinen, frygten, og den konstante opmærksomhed på farer kan føre til en række fysiologiske og psykiske reaktioner. Langvarig stress kan få en person til at blive følelsesmæssigt afstumpet, hvilket kan føre til fejl eller endda kollaps i kritiske øjeblikke. I disse situationer er det, der adskiller en god overlever fra en, der mislykkes, ikke bare fysiske evner, men også den mentale kapacitet til at overkomme frygten og handle hurtigt og effektivt.

Ydermere er det værd at bemærke, at konflikter og ekstrem overlevelse ikke altid kræver vold. Mange gange handler det om at kunne navigere i de sociale og psykologiske dynamikker, der opstår under stressede forhold. Kommunikation, forståelse af den menneskelige natur og evnen til at skabe alliancer under pressede forhold kan være mindst lige så vigtige som de fysiske handlinger, der udføres.