I bestræbelserne på at forstå højrepopulismens fremmarch i Vesten, og særligt i USA, er der en udbredt tendens til at forklare det som en reaktion på økonomisk usikkerhed. Denne tilgang, som ofte refereres til som "økonomisk angst" teorien, hævder, at det er de økonomiske problemer blandt den arbejdende og middelklasse, der forklarer den stigende støtte til højreorienterede, populistiske politikere som Donald Trump. Men denne forklaring overser en væsentlig del af virkeligheden og gør det lettere at ignorere de mere problematiske aspekter af populismens appel: racisme, xenofobi og fascisme.

Venstreorienterede politikere, herunder Bernie Sanders, har i mange tilfælde ønsket at imødegå disse problemer med en farvelagt tilgang til en "post-racial" diskurs, hvor racisme ikke nødvendigvis skal være en del af samtalen. Dette har dog ført til et paradoks, hvor venstrefløjen til tider ignorerer de strukturelle uligheder, der er særligt forbundet med sorte mennesker og deres oplevelse af racisme. Det bliver derfor et spørgsmål om at opretholde en form for "raceløs antiracisme", hvor det ikke anerkendes, at der findes specifikke problemer, der kræver specifik politisk handling for at afhjælpe ulighederne.

Økonomisk angst som teori bliver endnu mere problematisk, når man ser på begivenheder som marchen i Charlottesville i 2017, hvor åbenlyse fascister og hvide suprematister, med slagord som "blod og jord" og "vi vil ikke blive erstattet", demonstrerede imod fjernelsen af konfødererede monumenter. Denne march var et klart udtryk for racisme og fascisme og kunne ikke reduceres til økonomiske problemer alene. Det blev åbenlyst, at økonomi ikke nødvendigvis var den primære drivkraft for den politiske bevægelse. Ødelæggelsen af disse økonomisk funderede myter om venstrefløjen bliver tydeligere, når man ser på, hvordan disse grupper åbenlyst negligerede økonomiske spørgsmål og i stedet fokuserede på stærkt nationalistiske og racistiske mål.

En yderligere udfordring for teorien om økonomisk angst ses i den politiske karriere af Roy Moore i 2017, en republikansk kandidat til Senatet i Alabama, som blev offentligt anklaget for seksuelt misbrug af teenagepiger. Ikke desto mindre fandt Moore stadig støtte blandt vælgerne, der prioriterede hans politiske synspunkter, der var stærkt præget af apokalyptisk og teokratisk religiøs retorik, frem for spørgsmål om økonomi. Dette fænomen understreger, at de faktorer, der driver populistisk støtte, går langt ud over blot økonomiske problemer.

Disse hændelser afslører, at den økonomiske angstteori ikke kun er utilstrækkelig, men også farlig, da den kan føre til et forenklet billede af et kompleks, samfundsmæssigt fænomen. Dette giver ingen plads til at forstå, hvordan højrepopulisme trives i et klima, hvor racisme, fremmedhad og et ønske om at genskabe en "forloren storhedstid" dominerer.

Venstrefløjen står i en vanskelig position, idet den både forsøger at konfrontere disse farlige strømninger, samtidig med at den fastholder en økonomisk orienteret diskurs, der i nogle tilfælde virker fremmed for den virkelighed, som mange i den hvide arbejderklasse står i. Det er netop denne splittelse, der gør venstreorienterede politiske strategier ineffektive, hvis de ikke samtidig adresserer de kulturelle og sociale spændinger, som mange ser som fundamentale for fremvæksten af højrepopulisme.

At forstå højrepopulismens fremmarch kræver derfor en erkendelse af, at økonomisk usikkerhed alene ikke er nok til at forklare bevægelsen. Der er også en underliggende kulturel og ideologisk dimension, der appellerer til et idealiseret billede af fortiden, hvor samfundet var mere homogent, og hvor "ægte arbejde" blev anerkendt og værdsat. Der er et stærkt element af nostalgi og frygt for forandring, der trækker på gamle stereotyper og forestillinger om, hvad der gør et samfund "autentisk".

Desuden er det væsentligt at forstå, at den politiske kapital, som højrepopulismen udnytter, ikke bare handler om økonomisk usikkerhed, men også om kulturel og racemæssig identitet. Det er et forsøg på at fremme et homogent nationalt fællesskab, som ekskluderer dem, der ikke passer ind i den forestillede norm. Her spiller arbejderklassens "hvide" stemme en central rolle som både en symbolsk og praktisk allieret for populistiske kræfter.

Det er nødvendigt at erkende, at venstrefløjens forsøg på at finde en fælles grund med højreorienterede grupper – baseret på økonomiske interesser alene – ikke er en bæredygtig løsning. De far-right grupper, som søger at udnytte arbejderklassens bekymringer, er ikke interesserede i at bekæmpe økonomisk ulighed, men derimod i at styrke de hierarkier, der opretholder den sociale status quo. Venstrefløjen bør derfor ikke forsøge at finde fælles grund med fascistiske og reaktionære kræfter, men i stedet fokusere på at bekæmpe deres ideologi og støtte de mest marginaliserede grupper i samfundet.

Hvordan skjuler hvide kristne nationalister deres selvinteresse under liberalismens idealer?

Børnene af lys er dydige, fordi de har en forestilling om en højere lov end deres egen vilje. Alligevel er de ofte naive, fordi de ikke kender selvviljens magt. De forstår ikke, at den samme person, som tilsyneladende arbejder for “det fælles bedste,” kan have ønsker, ambitioner, håb og frygt, som sætter ham i konflikt med sin nabo. Børnene af mørke sætter derimod egeninteressen over alt andet, mens børnene af lys søger at underlægge egeninteressen et højere gode – en universel følelse af harmoni og retfærdighed. Desværre tror børnene af lys ofte fejlagtigt, at appel til det universelle automatisk kan overvinde egeninteressens magt og gøre den harmløs. Børnene af mørke er vise og bruger taktikker til at skjule deres egeninteresse, hvilket ofte sker gennem en udnyttelse af det liberale credo, som dog aldrig eksplicit tjener mørkets børn, men snarere fungerer som et skjold for deres sande motiver.

Det liberale credo, der er børnenes af lys tro, bærer en blindhed over for mørkets kræfter. De børn af mørke, som opstiller den falske universalitet omkring den nationale fællesskabsinteresse, opstiller deres egen identitet – både individuel og kollektiv – som den endegyldige målestok og dømmer andre for ikke at leve op til denne standard. Denne kollektive stolthed udgør en form for arrogans, hvor gruppens egne normer gøres til universelle normer. Det er netop denne selvhævdelse, som skjules bag et liberalt ideal om universalisme, men som i virkeligheden tjener særinteresser – en dynamik, der rammer med særlig kraft i den Trump-dominerede tidsalder.

Selvom Niebuhr anerkender racisme som en del af denne proces, identificerer han ikke eksplicit Whiteness – hvide identiteters specielle rolle i at gøre selvinteresse til en universel standard. Fra kolonialismens begyndelse til i dag har Whiteness fungeret som grundlaget for det universelle: evnen til at repræsentere mange og fremstille virkeligheden på vegne af de mange. Denne proces er skjult bag en næsten liberal facade af universalisme og farveblindhed. Som Matias og Newlove påpeger, bruger Whiteness ofte abstrakt liberalisme til at fremstille sin epistemologi som retfærdig og ligestillet, mens den i virkeligheden skjuler et racistisk og selvhævdende indhold under dække af borgerlige friheder.

De hvide kristne nationalister i nutiden kan således skjule deres egentlige motiver bag påstanden om at forsvare nationale interesser og bruger liberalismens håb om universalisme som legitimering for at fortsætte med at fremme deres egeninteresse over alt andet. Religionens rolle i denne dynamik bliver tydelig, når man følger Kathryn Loftons forståelse af religion som en organiserende kraft, der adskiller os fra hinanden ved at samle os omkring universelle interesser – eller i praksis, kulturelle og politiske symboler, der fungerer som markører for tilhørsforhold.

Religion manifesterer sig ikke kun i traditionelle ritualer, men også i forbrug og kulturel deltagelse. Købet og brugen af en rød “Make America Great Again”-kasket er et religiøst ritual, der signalerer medlemskab i en gruppe og deltagelse i dens idéer. Det er et forsøg på at få adgang til det uigennemskuelige – en forestilling om en fortid (1950’erne) hvor Amerika var “stort,” hvilket i praksis betyder hvidt og kristent. Denne handling af forbrug og synliggørelse er en del af en hvid kristen nationalistisk spiritualitet, hvor national interesse og selvinteresse er sammenflettede. Troen på denne mytologiske fortid fungerer som en slags amerikansk frelse, der søger at stoppe den demografiske ændring og udrense “den Anden.”

Det er væsentligt at forstå, at handlingen med at bære, købe eller støtte disse symboler ikke nødvendigvis afhænger af en individuel tro på deres budskab. Handlingens ritualiserede karakter gør den til en manifestation af tilhørsforhold og identitet. Religionens betydning ændres ikke, men bliver omskabt og aktualiseret i det politiske og kulturelle rum, hvor forbrug, symboler og nationalisme flettes sammen til en ny form for religiøs nationalistisk praksis.

Andre forbrugspraksisser, som at købe pro-Trump merchandise, deltage i politiske møder eller donere til nationale bønnekæder, er også religiøse handlinger, der udtrykker og forstærker denne sammenblanding af race, nation og religion. Individuelle og kollektive handlinger danner og genopdanner hinanden i et komplekst samspil, hvor de liberale idealer om universalisme ofte fungerer som en skjult ramme for at fremme snævre, ekskluderende interesser.

Det er afgørende at forstå, at denne form for religiøs nationalisme ikke blot er en politisk ideologi eller en kulturel strømning, men en dybt rodfæstet social praksis, der omformer betydningen af religion, identitet og magt i samtiden. Religion fungerer som en linse, hvorigennem spørgsmål om retfærdighed, tilhørsforhold og magtforhold synliggøres og omformes, og hvor forbrug bliver et ritual, der skaber fællesskaber og adskiller dem, der er indenfor, fra dem, der er udenfor. Denne indsigt er nødvendig for at forstå de komplekse sammenhænge mellem race, religion og nationalisme i vores tid.

Hvordan kan man forbedre madlavningsteknikker gennem forskellige metoder og ingredienser?
Hvordan maskiner kan forme menneskelig skæbne: Teknologiens skumle indflydelse
Hvordan Yarvins Neo-Reaktionære Teori Udfordrer Den Liberale Demokrati