Yarvins teori om et elitedomineret liberalt demokrati er ikke så radikal som den måske fremstår ved første øjekast. Kritikken af den liberale demokrati fra venstrefløjen har længe været fokuseret på problemet med social hegemoni, og Yarvins bidrag er blot et andet eksempel på, hvordan den neoreaktionære bevægelse støtter alt-rights kritik af neoliberalismen. I stedet for at tilbyde yderligere legitimitet til det neoliberale projekt, viser Yarvins arbejde, hvordan han adskiller sig fra den libertariske-neokonservative koalition, som voksede frem i USA under finanskrisen.

Begrebet "Katedralen" blev bevidst valgt for at demonstrere fiaskoen i oplysningstidens politik. Ifølge Yarvin bygger oplysningstiden på adskillelsen af kirke og stat i forhold til skabelse af viden og sandhedens opdagelse. Adskillelsen af de to enheder hindrer én institution i at definere både den materielle og den åndelige/intellektuelle sandhed. Denne adskillelse giver ifølge Yarvin tre fordele: Først og fremmest reduceres misinformation fra kirkerne, som han ser som en form for misinformering i kraft af religion. For det andet skabes fri tanke, som en statskirkelig forening ville forhindre. Endelig ville det forhindre staten i at bruge et andet redskab end vold til at etablere sandhedspåstande.

Oplysningstiden lykkedes i sidste ende med at adskille kirke og stat, men ifølge Yarvin blev det erstattet af en ny institution, en institution der ikke kun handler om religiøs sandhed, men også om hvordan samfundet forstår verden og hvordan man bør tænke. Denne institution, som Yarvin kalder "Katedralen", kan findes i mange former, fra universiteternes sociale og filosofiske funktioner til medieinstitutioner. Når denne Katedral er under statens kontrol, kan den præsentere sandhedspåstande, som i sidste ende fører til en mere skjult form for autoritarisme. I sådanne samfund er det meget sværere at fremføre dissens, når staten (og kapitalen) har kontrol over de sociale normer, som begrænser alternative tanker.

Neo-reaktionære kritikere ser på strukturelle institutioner som universiteter og medier, på samme måde som den kritiske venstrefløj gør, men uden at inddrage kapitalismens, racisme eller sexismens rolle. Katedralen afviser i høj grad den historiske og genealogiske udvikling af de nye venstre- og postmoderne principper, og i stedet for at se på primære kilder fra det 17. og 18. århundrede for at forstå de oprindelige reaktioner på oplysningstidens liberale projekt, vælger de at forholde sig til en kritik af nutidens radikale venstrefløjspositioner. Neo-reaktionære afviser den progressive forståelse af historien og holder fast i fortidens kritik.

Yarvin trækker oprindelsen af Katedralen tilbage til oplysningstidens begyndelse og hævder, at denne proces har ført til Vestens civilisationers sammenbrud, da traditionelle monarkier begyndte at kollapsere i kaotiske demokratiske stater. I stedet for at acceptere Locke’s ret til revolution, fremsætter Yarvin en teori om regimeforandring, som baserer sig på det, han kalder "Mandatet fra Himlen". Dette Mandat, som er blevet overført til en ny kontekst, giver mulighed for en alternativ vej ud af de eksisterende systemer og ind i en "Plan B".

For Yarvin er konservatismen i USA kun en svag alternativ til den amerikanske (neo)liberalisme, og han foreslår en sekundær struktur, en "antiversity", som vil eksistere parallelt med universitetet for at undergrave universitetets hegemoniske position. Antiversity er et værktøj til at etablere en alternativ videninstitution, der ikke søger magt, men som gradvist vil flytte politikken til højre ved at skabe et modtræk til den politiske magt, som universitetet besidder.

Antiversity vil have en særlig rolle i at kontrollere og dokumentere interaktionerne mellem medlemmerne af Katedralen. Hver journalist eller professor ville have en dossier, og dette ville føre til et systematisk angreb på både ytringsfrihed og liberale politikker. Men på trods af hans kritiske holdning til universitetet som en institution, kan Yarvin ikke ignorere den høje kvalitet af information, som produeres i universiteter, særligt inden for ikke-politisk disciplin som kemi og fysik. Alligevel er hele universitetet for Yarvin et politisk og venstreorienteret organ, som han mener bør genopbygges fra bunden.

I en parallelt udviklet ideologi præsenterer Land en klarere struktur for Yarvins filosofi gennem to begreber: Neocamerialism og Katedralen. Hvor Katedralen kan sammenlignes med kapitalisme i marxistisk teori, er Neocamerialism det ideelle kommunistiske system. Neocamerialism ser staten som en virksomhed, der ejer et land, og denne struktur skal styres som enhver anden stor virksomhed, med aktier og en bestyrelse. I Yarvins system skal magten deles op i aktier, og disse aktier vil kunne sælges på et marked. Formålet er at erstatte den demokratiske model med et mere effektivt og gennemsigtigt system, som undgår universel stemmeret og i stedet opererer ud fra en aktiebaseret forvaltning.

Dette adskiller sig markant fra den neoliberale model, hvor staten stadig ses som en enhed, men som er drevet af markedsmekanismer. Neocamerialism forsøger i stedet at omstrukturere samfundet, hvor staten ikke længere betragtes som en politisk enhed med borgere, men som en virksomhed med aktionærer. Denne ændring er dybt radikal og omfatter en systematisk revision af hele samfundets måde at fungere på, en måde som på lang sigt ville kunne dominere den politiske diskurs i et nyt højreorienteret samfund.

Hvad betyder konservatism i en tid med skeptisisme og relativisme?

I de seneste årtier har vi været vidner til en radikal transformation af konservatismen som politisk diskurs, hvor den tidligere ideologiske rigdom er blevet forvansket og reduceret til en form for pseudo-konservatisme. Denne udvikling er blevet tydelig i de amerikanske medier og politiske arenaer, hvor konservative kræfter som Fox News, Tea Party og Breitbart har bragt den politiske debat til et punkt, hvor den næppe længere har noget at gøre med de oprindelige konservative værdier, som blev fremført af figurer som William F. Buckley og Richard Hofstadter. Hofstadter, som ofte blev betragtet som en af de mest markante liberale historikere, beskrev konservatismen i sin tid som en ideologi, der var i opposition til det liberale samfunds universalisme. Han adskilte konservatismen fra en såkaldt pseudo-konservatisme, som han mente var præget af paranoid tænkning, et radikalt verdenssyn og en fornemmelse af forræderi. Over de sidste årtier har den amerikanske højrefløj igen gjort dette paranoid verdenssyn til sin egen.

Denne politiske og ideologiske udvikling har sine rødder i modernitetens grundlæggende projekter, hvor konservatismen som en reaktion på liberalismens og rationalismens universalisme har udviklet sig i et tæt forhold til skepsis og relativisme. For at forstå denne bevægelse, er det nødvendigt at gå tilbage til de filosofiske rødder af denne udvikling og se på, hvordan skepsis og relativisme blev centrale begreber i konservatismens konstruktion.

Immanuel Kant, i sin Kritik af den rene fornuft, beskrev et dialektisk forhold mellem dogmatisme og skepsis. I denne dialektik, når dogmatikere fremfører deres grundlæggende påstande som uomtvistelige sandheder, uden at stille spørgsmål ved fornuftens oprindelse og grænser, fører det uundgåeligt til en form for skepsis, hvor disse påstande kan blive betragtet som usandheder. Kant så dogmatismen som en form for ideologisk despotisme, der skaber kaos, når dens fundamentale påstande ikke kan retfærdiggøres. Skeptikerne, som i første omgang kan ses som modstandere af dogmatismen, ønsker ikke nødvendigvis at destruere samfundet, men vil heller ikke acceptere ubegrundede påstande uden at gennemføre en grundig undersøgelse af deres oprindelse.

I denne sammenhæng kan vi se, hvordan konservatismen, der i sine tidlige former var skeptisk overfor den menneskelige fornufts evne til at definere universelle moralske principper, er blevet formet af en relativisme, som har åbnet op for et konservativt syn på traditionen som noget, der er bundet til den lokale og historiske identitet snarere end universelle moralske idealer. Edmund Burke, en af konservatismens tidlige tænkere, advarede imod forsøg på at reformere samfundet på grundlag af abstrakte, rationelle principper. I stedet understregede han vigtigheden af traditionen og den kollektive visdom, som samfundet har udviklet over tid. Burke mente, at denne form for konservatisme, som er relativistisk i sin grundstruktur, kunne fungere som en modvægt til revolutionære tendenser og som en garant for samfundets stabilitet.

Den moderne højrefløj, som især i de senere år har set en fremkomst af alternative medier og bevægelser som QAnon, har adopteret en form for ideologi, der er stærkt præget af skepsis og relativisme. Denne skepsis kommer til udtryk i mistillid til videnskabelige konsensus, såsom den brede enighed om klimaforandringer, og i en vedvarende opfattelse af, at de etablerede medier er partiske og fordrejede. Højrefløjens brug af begreber som "fake news" og konspirationsteorier peger på en dybtliggende mistillid til den etablerede viden og et ønske om at opretholde en form for ideologisk renhed, hvor kun bestemte synspunkter får lov at eksistere. Den relativistiske tilgang, som kendetegner denne form for konservatisme, gør det muligt at afvise de etablerede sandheder og i stedet skabe et alternativt narrativ, der opretholder den ideologiske position.

I denne politiske kontekst spiller spørgsmålet om identitet en central rolle. Den moderne højrefløj ser ofte sig selv som beskyttere af en truet kulturel og national identitet. Denne identitet er forbundet med bestemte værdier, som anses for at være på vej til at blive udvandet eller forsvinde i en tid med globalisering og multikulturalisme. I den højreorienterede diskurs er dette ofte forbundet med en "os-mod-dem" tankegang, hvor "de andre" – ofte repræsenteret som immigranter eller radikale liberale – er set som en trussel mod de oprindelige værdier. Det er her, at højrefløjens politik kan forstås som en form for identitær politik, som søger at bevare og beskytte et bestemt kulturelt og racemæssigt fællesskab.

Der er dog en vigtig pointe, som man bør forstå i forhold til den konservative skepsis og relativisme. På trods af de retoriske appel til moralske absolutter og værdier, er det klart, at den moderne højrefløj ikke nødvendigvis handler ud fra en fast tro på universelle moralske principper, men snarere ud fra en interesse i at bevare bestemte privilegier og magtstrukturer. Skepticisme og relativisme er ikke kun filosofiske positioner, men fungerer også som politiske redskaber, der hjælper med at opretholde status quo og beskytte de eksisterende sociale og økonomiske strukturer.

Derfor, når man beskæftiger sig med højreorienterede politiske bevægelser i dag, er det vigtigt at forstå, at deres skepsis mod rationalitet og videnskabelige sandheder ikke blot er et udtryk for intellektuel usikkerhed, men også en strategi for at opretholde magtforhold og ideologisk dominans. Identiteten bliver her en nøglekomponent, hvor kampen ikke kun handler om ideer, men også om at sikre bestemte gruppers kulturelle og politiske overlegenhed.

Hvordan Validere MPPT Simulationer med Virkelige Data fra Solkraftværker?
Hvordan Nixon Forsøgte at Aflaste Watergate Skandalen med et Modangreb
Hvordan kan man optimere Android-layouts effektivt?
Hvordan kan sygeplejersker understøtte hjerteinsufficiens-patienter efter udskrivning fra hospitalet?
Hvordan vælger man det rette træ til haven?