Hvordan kan et menneske genopstå i en ny form, når han har forladt sin gamle?

Seward Skinner havde altid haft det, som de fleste kun kunne drømme om – ubegrænset rigdom, uendelige muligheder og en skaberkraft, der havde formet en stor del af den interplanetariske økonomi. Men da han blev konfronteret med sin egen død, var han ikke den type mand, der blot accepterede den naturlige orden. For Skinner var døden ikke noget, der skulle stoppes, men snarere noget, der kunne forvandles til et nyt udgangspunkt, en chance for at eksistere igen. Hans sidste projekt med Dr. Togo var netop dette – at vende det, der skulle have været enden, til begyndelsen på noget nyt. Og i denne transformation af liv og død, står spørgsmålet om, hvad det egentlig betyder at være "levende", på spil.

Skinner, i sin terminale tilstand, havde besluttet at bruge sin enorme formue til at finansiere et projekt, der kunne befrie ham fra den uundgåelige skæbne, som kræftens langsomme fremmarch indhentede ham med. Han var blevet den første mand, der havde haft råd til at betale for at vende døden om. Han bestod ikke længere af det fysiske væsen, der var blevet betragtet som en stjerne i galaksens liv, men snarere som en idé – en idé om at opnå noget, som ingen før havde opnået.

Den transformation, der fandt sted, var ikke kun et spørgsmål om teknologisk innovation; det var også en dybt filosofisk undren. Hvad er egentlig "livet"? Når Skinner genopstod, var han stadig den samme, men samtidig var han ændret. Skabelsen af hans kloner var ikke blot et teknisk skridt, men et forsøg på at forstå, hvad det egentlig betød at være en "del" af sig selv. For i en verden, hvor du kan være uendeligt mange, hvordan definerer du så dig selv? Er du stadig det, du var, hvis alle andre er dig?

Skinner havde skabt et miniatureparadis på en fjern planet, et sted hvor hans gamle verdens liv kunne eksistere på ny, som en evig gentagelse. Hver eneste person, han mødte i sin nye verden, var faktisk bare en version af ham selv, en klon, der udførte opgaver som en del af et nøje orkestreret system. Skaberne af hans nye liv, Dr. Togo, havde været det teknologiske geni bag alt dette, og gennem deres partnerskab blev det klart, at det, der engang var menneskeligt, nu var blevet noget andet. Skinnere var ikke længere individer – de var bare fragmenter af en helhed.

Skinners verden på Eden er et billede på det moderne menneskes kamp mellem den fysiske virkelighed og den teknologiske fantasi. Det er en verden, hvor menneskets egen natur bliver udfordret af sin egen opfindsomhed. Hvor langt vil vi være villige til at gå for at udnytte vores egen natur for at forvandle vores virkelighed? Og hvad sker der, når vi mister kontakten med det, der gør os menneskelige? Skinner's egen tilstedeværelse på Eden, hvor han ser på sine kloner – mennesker, som er ham, men ikke ham – indkapsler denne sorgfulde refleksion over, hvad vi mister, når vi forsøger at kontrollere det, vi ikke forstår.

I denne verden, hvor vi kan skabe uendelige versioner af os selv, kan vi ikke undgå at stille spørgsmålet: Hvad betyder det at være menneske, hvis det, der gør os unikke, kan duplikere os til det uendelige? Skinner forsøgte at skabe et samfund, hvor hans kloner levede som mennesker, ikke maskiner, men hvad sker der, når vi glemmer at definere, hvad det vil sige at leve som et menneske?

Endtext

Er Skinners Vision En Fantasi om Uendelig Liv og Magt?

"Curiosity," mumlede Skinner. "Du vil gøre præcis, som jeg siger, fordi du er fanatisk og fuldstændig nysgerrig på resultatet. Ingen anden mand på denne jord kan give dig midlerne og mulighederne for at gennemføre dette kloningsprojekt. Hvis eksperimentet lykkes, vil du have skabt den største videnskabelige opdagelse gennem tiderne – så du vil ikke svigte din tillid gennem fiasko eller afslag. Og når du først er kommet så langt, vil du ikke kunne modstå at følge det igennem. Især når du indser, at dette kun er begyndelsen."

"Jeg har altid bevæget mig fremad fra en position af styrke, selvsikkerhed," fortsatte Skinner. "Og du ved, hvad jeg har opnået. Jeg er formentlig den rigeste og mest magtfulde person i denne galakse. Jeg er syg nu, men takket være dig vil jeg blive rask igen. Ikke bare rask, men udødelig. Overvej, hvilken selvsikkerhed jeg vil besidde, når jeg er fri for sygdom og evigt fri for dødsangst. Med min drivkraft kan vi nå langt større begreber, større bedrifter – løse alle mysterier, bryde alle barrierer, ryste stjernerne!"

I denne fortælling møder vi den uhyggelige blanding af ambition, nysgerrighed og magtbegær, der driver Skinner. Han var ikke blot besat af at forstå menneskets natur, men også af at kontrollere den. Han satte sine egne grænser, mens han manipulerede både teknologi og mennesker til at opfylde sine egne ønsker.

Med Skinner som leder blev kloningsprogrammet sat i gang, og det blev hurtigt et spørgsmål om at skabe ikke blot nye liv, men perfekte liv. Klonerne blev ikke kun fysiske kopier, men også formet med specifikke psykiske egenskaber og minder, der skulle passe ind i Skinners vision om et perfekt samfund. Gennem Dr. Togols arbejde blev Skinners store plan realiseret: en verden befolket af uendelige, selvopretholdende kloner, der skulle arbejde under hans totale kontrol.

Men som alle store visioner kommer der et ødelæggende dilemma. Skinners vision om udødelighed og total kontrol kolliderer med det faktum, at hans projekt aldrig kunne være fuldstændig adskilt fra menneskelig fejlagtighed og grænser. Lige så snart klonernes opdragelse var afsluttet, begyndte de at udvikle deres egne ønsker og drømme, langt fra Skinners idé om et kontrolleret og perfekt samfund. Dr. Togol, der startede som en medspiller i Skinners drøm, blev hurtigt en uundværlig del af et system, hvor magten gradvist gled fra Skinner til dem, der arbejdede med ham.

Det er ikke kun Skinners ønske om udødelighed, der er i spil her, men også hans evige jagt på magt. I hans forsøg på at undgå døden, fjerner han ikke bare sine egne begrænsninger, men også de fundamentale aspekter af det menneskelige væsen, der binder os sammen: kærlighed, følelser og forholdet til andre. Dette er et samfund uden etiske grænser, uden de menneskelige forbindelser, der gør os til, hvad vi er.

Som vi ser i denne fortælling, er Skinners overbevisning om, at han kan kontrollere sin skæbne og ubegrænset magt gennem teknologi, en farlig illusion. Der er altid grænser for, hvad selv den største videnskab kan opnå, og de menneskelige elementer af moral, etik og relationer vil altid være afgørende. Skinners skæbne viser, at udødelighed og magt, hvis de opnås uden ansvar, kun fører til ensomhed, isolation og tabet af menneskelighed.

Hvordan et Organvåben blev en Lov

I et samfund, hvor organer er blevet en valuta, hvor politik og livsforlængelse går hånd i hånd, blev et nyt lovforslag hurtigt et tema for både håb og frygt. Mangel på organer var et voksende problem, og i en tid med hastigt stigende behov for transplantationer måtte et drastisk skridt tages. Loven om organuddragning, som blev vedtaget på trods af modstand fra ungdomsorienterede medlemmer, var blevet en nødvendighed. Den var et kompromis, en koalition af politikere fra alle partier kæmpede for, og da den først nåede Representanternes Hus, var det næsten uden modstand. Mænd og kvinder over 65 år, som havde nogen som helst politisk magt, kunne nu sikre sig ekstra år af livet – en tanke, som tiltalte mange.

Den politiske diskussion var kun én del af denne historie. Jeg var selv en af de unge, der modarbejdede loven som en del af en gruppe kaldet "League for Bodily Sanctity." I over et år kæmpede vi aktivt mod lovforslaget, mens vi marchered foran offentlige kontorer med slagord som "KIDNEY POWER" og "EN MANDS KROP ER HANDELSBORG." Vi var ikke voldelige – vi talte om fredelig agitation og protester – men denne kamp satte vores egne liv på spil. Jeg blev til sidst selv udtaget til at donere et organ, som en konsekvens af vores modstand.

Som mange af de unge, der blev påvirket af lovgivningen, var jeg ramt af en konflikt. Min rådgiver på universitetet forsøgte at overtale mig til at se på fordelene ved donation. Et organ kunne sikre en klasse 6-A status, som betød præference til transplantation, hvis jeg skulle få brug for det i fremtiden. "Men hvad nu, hvis du bliver arbejder? Hvad hvis din karriere ikke går som planlagt?" spurgte han. "Din status som Preferred Recipient kunne redde dit liv." På overfladen kunne dette lyde som en retfærdig løsning, men det var klart for mig, at når alle havde doneret deres organer, ville dette system hurtigt kollapsere. Begrebet "Preferred Recipient" ville blive betydningsløst, og hvad der engang var en præference, ville blive til et uløseligt problem.

En vigtig faktor, som blev overset af mange, var det skrøbelige forhold mellem udbud og efterspørgsel. Da flere og flere mennesker blev tvunget til at donere deres organer, ville samfundet hurtigt opdage, at det ikke kunne opfylde det stadig voksende behov. Organer, som tidligere kunne anses som værende til overs, blev nu knappe, og det ville hurtigt blive nødvendigt at prioritere, hvem der havde mest ret til at få et organ. Dette medførte en frygt for, at et system, der skulle redde liv, faktisk kunne ende med at udrydde dem.

Loven havde et andet aspekt – frivillig organ donation – som var blevet et moralsk krav for mange. Det blev betragtet som en handling af høj social værdi at donere, fordi det reducerede arbejdsstyrken og sørgede for, at ældre mennesker, der stadig havde politisk indflydelse, kunne få adgang til organerne, de havde brug for. At frivilligt give sine organer blev en form for heroisme, selvom handlingen i sig selv grænsede til selvopofrelse.

Men hvor mange ville virkelig vælge at tilbyde sig selv som donation? Selvom loven åbnede døren for disse frivillige donationer, var det sjældent, at nogen valgte at underkaste sig dette system frivilligt. De fleste forsøgte at slippe for at blive udvalgt, at undgå den uundgåelige udskrivning, der ville komme, når systemet krævede deres bidrag. Der var flere undtagelser, selvfølgelig – de, der af en eller anden grund kunne undslippe systemet, kunne få lov til at leve i fred, men det var kun et spørgsmål om tid, før ressourcerne var udtømt, og behovet for organer overgik tilbuddet.

I en verden, hvor organer var blevet et handelsobjekt og livets længde afhængig af politisk status, blev denne situation et etisk mareridt, der kun syntes at blive mere kompliceret. Når et menneskes krop blev en vare, hvem ville da have retten til at vælge, hvad der var bedst for samfundet? Hvordan ville vi sikre, at systemet ikke blev misbrugt? Disse spørgsmål kunne ingen rigtig besvare – og det er noget, vi som samfund stadig ikke har fundet ud af. Det er svært at skelne mellem den altruistiske idé om at redde liv og den mørke virkelighed af, hvad sådanne systemer kan føre til.

Er det sandt, at Moder Løgneren virkelig eksisterer?

Covey gik mod den hellige lund, hvor han kunne se den ydre ring af toogtredive elmetræer og den indre ring af toogtredive asketræer. Indenfor var et trekantet område af ni kæmpestore egetræer. I centrum af dette område stod en rund, tyk ege-stang malet i en rødlig pink farve med blå årer og toppen dækket af en mørkerød kuppel. Denne struktur var ikke kun et fysisk objekt, men også en teknisk enhed, som præstinderne kaldte "teevee transceivere". Deres kobberledninger strakte sig dybt ned i jorden, og de endte i en metallisk åre, måske kobber eller jern, der blev betragtet som Moder Jordens nerve.

Strømmen, der flød gennem disse ledninger, var ikke tilfældig. Den blev formet af den store hjerne, der var skjult et sted i jorden, et hjerne af sten og metal, umulig at se, men ifølge præstinderne, umulig at beskadige. Men den mand, Covey talte med, hævdede, at præstinderne lyvede. Han kaldte dem "Moder Løgnerens hænder", og han sagde, at de havde forvrænget sandheden for at forføre folk som Covey til at tro på noget andet. Præstinderne, derimod, kaldte manden "Løgnerens Far". Hvem skulle man tro på?

Det var ikke kun i lundens fysiske rum, at tvivlen eksisterede; det var også i de liv, der blev ført under Moder Jordens indflydelse. Coveys kone, Penelope, havde sat sig selv i lunden, en hellig "tempel-prostitueret", der ventede på, at Moder Jord skulle give hende et sundt barn. Penelope havde fået tre børn med Covey, men alle var dødfødte eller døde kort tid efter fødslen. Ifølge de præstindernes ritualer, var dette ikke en tragedie, men en nødvendighed. Børnene kunne ikke eksistere i denne verden, fordi de var "syge", og derfor blev de dødt til jorden, hvor de ville fodre de voksende afgrøder. Det blev anset som den mest barmhjertige handling.

Covey ønskede at Penelope skulle vende tilbage til ham, uanset hvad. Men hun havde sagt, at hun ikke ville komme tilbage. Hvad der kunne være årsagen til hendes afvisning var ikke klart – om det var religiøs overbevisning eller en dybere længsel efter noget andet i hendes liv. Hendes beslutning syntes uforståelig for Covey, men han kunne mærke, at hendes skiftende holdninger måske ikke havde noget med ham at gøre. Uanset hvad han gjorde, forblev Penelope i lunden, og i hendes sted kom der andre mænd for at nyde Moder Jordens beskyttelse gennem hendes krop.

Covey så på Penelope, der sad der, indhyllet i sine klæder og omgivet af den hellige magi. Hans hjertes frygt og vrede voksede, men hvad kunne han gøre? Moder Jord, hvis magt og indflydelse var uovertrufne, kunne ikke have noget hjerte, og derfor kunne hun ikke forstå hans smerte. Hans krop, hans ord og hans tanker blev sendt gennem de usynlige kanaler til den store hjerne, der dominerede alting – men der kom ikke noget svar fra hjertet af Moder Jord.

Denne skæbnes cirkel var ikke kun en kamp for overlevelse, men en kamp om kontrol og tro. Hvem kunne virkelig vide, hvad der var sandt i denne verden af tvivl og manipulation? Ville Covey nogensinde få sin kone tilbage, eller ville han selv blive et offer for Moder Jordens mysterier og løgne?

Covey havde ikke svaret, men han måtte handle ud fra det, han vidste. Hans kærlighed til Penelope var stærk, og måske, trods al modstand, ville han kunne finde en vej tilbage til hende – eller en vej ud af denne labyrint af illusioner.