Inversion og eversion beskriver bevægelser i foden, hvor indersiden af foden henholdsvis hæves, og fodsålen vendes indad, mens ved eversion hæves fodens yderside, og fodsålen vender udad. Disse bevægelser ledsages af små grader af adduktion og abduktion i talo-calcanealleddet, hvilket bidrager til fodens fleksibilitet og evne til at tilpasse sig underlaget. Sammenhængen mellem bevægelserne i tarso-metatarsal-, metatarso-falangeal- og interfalangealleddene minder om håndens led, hvilket sikrer kompleks bevægelighed og præcision i fodens funktion.

Hofteleddet kan dislokere i alle retninger, men det sker oftest bagud og medialt, hvor kapslen er svagest. Positionen af låret ved den traumatiske påvirkning afgør retning, omfang og komplikationer ved en dislokation. For eksempel kan et kraftigt slag mod et bøjede knæ, som når man sidder i bil eller tog, forårsage en baguddislokation af hoften. Iliofemoral-ligamentet, som krydser hoftens forside, er meget stærkt og beskytter mod fremaddislokationer, som derfor er sjældne.

Musklerne omkring hofteleddet er kraftige og tykke, og de skal ofte deles ved operationer. Flexion sker via ilio-psoas og rectus femoris, extension via gluteus maximus og hamstrings, adduktion via adduktorgruppen, og abduktion primært via gluteus medius og minimus. Lateral rotation sker gennem gluteus maximus, mens medial rotation udføres af ilio-psoas.

Medfødt hofteledsdysplasi er hyppigere end dislokationer i andre led og resulterer i en ukoordineret gang hos barnet. Tidlig screening med kliniske tests som Barlow’s test er afgørende for at starte behandling tidligt og minimere varig funktionsnedsættelse.

Knæleddet er, på trods af ikke perfekt tilpassede ledflader, et af kroppens stærkeste og mest stabile led, takket være dets stærke ligamenter og muskulatur, især quadriceps femoris. En typisk skade er en “slidt bruskskade” (meniskskade), som opstår ved vrid, når knæet er bøjet. Skaden kan medføre smerte og låsning af knæet, fordi den revne menisk kan komme i klemme mellem kondylerne. Behandling kan være reduktion, øvelser eller meniskektomi.

Knæets stabilitet afhænger især af muskulaturen; quadriceps strækker knæet, mens hamstrings og gastrocnemius bøjer det. Popliteus er ansvarlig for medial rotation, og ved akut synovitis kan betydelig hævelse forekomme over patella. Bursitis, specielt ‘husjomfruens knæ’, ses som inflammation i bursaen mellem patella og huden hos personer, der knæler meget.

Ankelleddet kan forstuve og blive overrivende ved inversion eller eversion – for eksempel ved at træde forkert ned. Ved kraftige skader bør der altid tages røntgen, da der kan forekomme brud på malleoler eller tarsale knogler. Muskulaturen omkring anklen muliggør dorsalfleksion via tibialis anterior og tåekstensorer, og plantarfleksion via gastrocnemius, tibialis posterior og tåflexorer.

Muskler som peroneus longus, tibialis anterior og tibialis posterior danner et dobbelt ophæng, der understøtter fodens buer og sikrer fodens stabilitet og affjedring under belastning.

Artritis rammer ofte mellem- og ældre mennesker. Rheumatoid arthritis er en symmetrisk polyarthritis, der ofte begynder i små håndled og fingre, mens osteoarthrose er en degenerativ sygdom, som begynder i større led som hofte og skulder og kan sprede sig til knæ og andre led. Begge former kræver tidlig intervention for at begrænse progression, herunder brug af steroider og bevægelsestræning. Vægtkontrol er essentielt ved osteoarthrose for at reducere ledstress.

Skeletmuskulaturen er nøje forbundet med knogler og led via sener, og musklernes funktioner, herunder deres oprindelse og insertion, er afgørende for bevægelse og stabilitet. Muskler kan fungere med omvendt oprindelse og insertion afhængigt af bevægelsens karakter, som illustreret ved biceps’ funktion både ved armbevægelse og kropsløft.

Ud over den anatomiske og kliniske forståelse af disse led og muskler er det væsentligt at erkende, hvordan biomekanik, ledstabilitet og muskelstyrke sammen påvirker risikoen for skader og sygdomme. Det er også vigtigt at forstå betydningen af tidlig diagnostik, korrekt behandling og vedligeholdelse af muskelstyrke og ledmobilitet for at bevare funktion og livskvalitet. Skader og lidelser i disse led bør derfor altid vurderes i en helhed, hvor både led, muskler og biomekaniske forhold inddrages.

Hvordan fungerer muskler, nerver og bindevæv i kroppen?

Størstedelen af kroppens aktivitet styres af det autonome (ufrivillige) nervesystem. De fleste muskler, bortset fra hjertemusklen, består af lange, spindleformede muskelceller, der bevarer deres celleform. Disse glatte muskler findes i væggene af blod- og lymfekar, i fordøjelseskanalens vægge, i luftvejene, i øjets iris og ciliermuskler samt i hudens ufrivillige muskler. En speciel type muskel, sfinktermusklen, er en cirkulær muskelring, som lukker åbninger stramt, som f.eks. i mavesækken, endetarmen og urinrøret.

Hjertemusklen adskiller sig ved at være tværstribet ligesom den frivillige muskulatur, men dens fibre forgrener sig og forbinder sig indbyrdes. Den er karakteristisk rød og styres ikke af viljen. Hjertemusklen har en særlig evne til automatisk, rytmisk sammentrækning, som kaldes myogen aktivitet, uafhængig af nerveforsyningen. Dog kontrolleres hjertets funktion normalt af dets nervøse forbindelser.

Muskelkontraktion begynder med en kort latent periode, hvor musklen modtager stimulus. Herefter trækker musklen sig sammen, bliver kortere og tykkere, og slapper til sidst af igen. I tværstribede (frivillige) muskler varer hver kontraktion kun en brøkdel af et sekund og udløses af et enkelt nerveimpuls. Muskelstyrken justeres ved at variere antallet af aktive muskelfibre og frekvensen af deres sammentrækninger. Ved kraftig aktivitet kan muskelfibrene trække sig sammen over 50 gange i sekundet. Faktorer som muskelfibrenes udstrækning og temperatur øger kontraktionsstyrken, mens træthed og kulde mindsker den.

Glatte muskler kontraherer langsommere og er ikke afhængige af nerveimpulser, selvom disse kan påvirke styrken af sammentrækningen. Muskler er aldrig helt afslappede, men opretholder en vis muskeltonus, som sikrer beredskab til at reagere på stimuli. Et eksempel er knærefleksen, hvor et slag på patellasenen udløser sammentrækning af lårmusklen og en let strækning af knæet. Muskeltonus har desuden stor betydning for kroppens holdning.

Den energi, der driver muskelkontraktionen, kommer fra omdannelsen af adenosintrifosfat (ATP) til adenosindifosfat (ADP). ADP omdannes hurtigt tilbage til ATP ved nedbrydning af glykogen. Under tilstrækkelig ilttilførsel sker denne nedbrydning aerobt, og der dannes kuldioxid og vand. Ved iltmangel omdannes glykogen til mælkesyre, hvilket øger mælkesyrekoncentrationen i blodet – en almindelig proces hos hårdt trænede atleter, men problematisk for patienter med nedsat blodcirkulation.

Nervestoffet består af tre typer: grå substans, som indeholder nerveceller; hvid substans, der består af nervefibre; og neuroglia, specielle støtteceller, som holder nervecellerne og fibrene sammen. Hver nervecelle med sine udløbere kaldes en neuron. Nerveceller har en specialiseret protoplasma med store cellekerner, og deres udløbere leder nerveimpulser til og fra cellerne.

Bindevæv danner kroppens strukturelle ramme og findes i flere varianter. Areolært bindevæv består af løst vævet matrix med bindevævsceller og fine kollagenfibre, som danner et netværk. Dette væv findes under huden og slimhinderne og i fascia, som støtter muskler, nerver og kar. Elastiske fibre, der består af elastin og har en gullig farve, sikrer vævets elasticitet og findes bl.a. i arterievæggene og luftvejene.

Lymferum i bindevævet fungerer som næringskilder og immunologiske centre, hvor kroppens forsvar mod sygdomme aktiveres. Retikulært bindevæv, en variant med mange lymfocytter, danner hovedparten af immunvævet.

Adipøst væv (fedtvæv) er associeret med areolært bindevæv og består af fedtceller, der lagrer fedt. Det findes under huden, i kraniekaviteten og beskytter organer som nyrerne. Det fungerer som energireserve, isolering og beskyttelse.

Elastisk bindevæv indeholder mange elastiske fibre, der hjælper med at opretholde åbne kar og luftveje, samt visse ledbånd, hvor det bidrager til stabilitet og bevægelighed, f.eks. i rygsøjlen.

Det er vigtigt at forstå, at muskler, nerver og bindevæv ikke fungerer isoleret, men i en kompleks og koordineret sammenhæng. Muskelaktivitet kræver konstant nervøs regulering og tilførsel af energi, mens bindevæv understøtter og beskytter disse strukturer samtidig med, at det spiller en central rolle i immunforsvaret og kroppens metaboliske balance. Samspillet mellem iltlevering, nerveimpulser og energistofskifte er afgørende for kroppens funktion og tilpasning til belastning og hvile.

Hvordan opfatter vi lugt og lys gennem næsen og øjet?

Lugtesansen er en af de mest subtile og dog fundamentale sanser, som forbinder os med verden omkring os på et nærmest instinktivt niveau. Den olfaktoriske nerve, også kaldet den første hjernenerve, fører lugtesignaler fra næsens øverste slimhinde til hjernen. Denne del af næsen, olfaktoriske region, er beklædt med specialiserede sensoriske celler, hvorfra fine fibriller udspringer og danner forbindelser med fibre fra den olfaktoriske bulbus – en strukturel forlængelse af hjernen, placeret lige over den såkaldte lamina cribrosa i ethmoidknoglen. Herfra fortsætter signalet via den olfaktoriske tractus gennem flere relæstationer, før det endeligt når det olfaktoriske center i temporallappen, hvor sanseindtrykket bliver fortolket som en bestemt lugt.

Lugtesansen aktiveres af luftbårne molekyler – gasser eller små partikler – og er ekstremt følsom. Dog bliver den hurtigt "mættet" ved gentagen eksponering for samme lugt. Derfor bemærker man sjældent dårlige lugte i et rum, man har opholdt sig i længe, mens en nyankommen straks fornemmer det ubehagelige. Slimhindens tilstand har afgørende betydning: en tør, overfugtig eller hævet slimhinde – som ved forkølelse – reducerer lugteevnen markant. Total anosmi, altså fuldstændigt lugtetab, kan opstå som følge af hovedtraumer, og de ramte beskriver ofte tilstanden som mere invaliderende end tabet af syn eller hørelse. Dette vidner om lugtesansens dybe forbindelse til følelser, minder og eksistentiel orientering i verden.

Synssansen, knyttet til den anden hjernenerve – nervus opticus – har en langt mere mekanisk og strukturelt kompleks opbygning, men er ligeledes integreret i hjernens centrale bearbejdningssystemer. Synsnerven udgår fra de ganglieceller, som findes i nethinden, og samler sig i en fælles nerve, der passerer gennem canalis opticus ind i kraniekaviteten og videre til chiasma opticum. Her sker en delvis krydsning af nervefibrene: halvdelen passerer til modsatte side, således at hvert øje formidler information til begge hjernehalvdele. Det visuelle center er lokaliseret i occipitallappen, hvor billederne bliver afkodet.

Selve øjet – bulbus oculi – er en kompleks struktur, beskyttet af knoglerne i øjenhulen samt øjenlågene, øjenbrynene og tåreapparatet. Øjet fremstår som en kugleformet struktur, men er i virkeligheden mere oval. Det har tre lag: yderst en stærk fibrøs senehinde (sclera), i midten en blodrig årehinde (choroidea), og inderst en nervehinde – retina – hvor synsprocessen starter. Øjet bevæges af seks muskler: fire rette og to skrå, som koordinerer præcise bevægelser under kontrol af hjernenerverne III, IV og VI. Ved muskelparese opstår strabismus (skelen), som i visse tilfælde kræver kirurgisk indgreb og efterfølgende synstræning.

Senehinden – sclera – danner det hvide i øjet og fortsætter i front som den transparente hornhinde (cornea), hvorigennem lys trænger ind. Foran linsen findes iris, den farvede struktur med pupilåbningen i midten, hvor lysstråler dirigeres mod nethinden. Iris indeholder glatte muskler, der automatisk justerer pupillens størrelse. Linsen selv er en bikonveks, gennemsigtig struktur, ophængt i et ligament fastgjort til corpus ciliare. Denne struktur regulerer linsens form og dermed evnen til at fokusere. Bag linsen findes corpus vitreum – en gelélignende substans, der fylder det meste af øjeæblet.

Retina er det egentlige sanseorgan for synet, bestående af lagdelte celler og fotoreceptorer (tappe og stave). Disse omdanner lysimpulser til elektriske signaler, som sendes via synsnerven til hjernen. I centrum af retina ligger macula – det område med skarpest syn – placeret lige modsat pupillens centrum. Synsnerven forlader øjet gennem den blinde plet, hvor der ikke findes lysfølsomme celler.

Det er vigtigt at forstå, at både lugte- og synssansen – selvom de virker meget forskellige – bygger på fælles principper: specialiserede perifere receptorer, som opfanger stimuli, og central integration i hjernen, hvor sanseindtrykket først opnår sin subjektive betydning. Lugten og synet er ikke blot biologiske processer, men kulturelle og emotionelle fænomener – forbundet med erindring, identitet og kognition. Ved sygdomme, traumer eller medfødte tilstande, der svækker disse sanser, forstyrres derfor ikke blot perceptionen, men også menneskets grundlæggende oplevelse af sig selv og verden.

Hvad betyder det at være en sociopatisk leder? Donald Trumps adfærd og de farer, det medfører
Er der biologiske grundlag for menneskets seksualitet?
Hvordan påvirker berømmelse og succes identitetsopfattelsen?