Hjertet sank i hende. Det havde været noget af et drømmetilstand, og som sådanne kan drømme hurtigt forsvinde. Hun var knust, men mere end det – hun var rasende. Ikke kun på grund af den personlige skuffelse, men også fordi dårlige manerer burde forarges. Hendes første ønske var at finde sympati, og hendes tanker vendte hurtigt til Miguel. Det ville måske være svært, men ikke for alvor, ikke for længe. I hvert fald var det noget, hendes instinkt sagde hende at gøre: hun stolede på ham, og et langt engagement havde gjort ham mere end bare en mand, han var som en bror.

Så hun gik, næsten klokken halv ti, fra dansegulvet og langs den lange gade, forbi hvert hus hun vidste hvad var, forbi alle butikker og liv, indtil hun nåede Miguels dør og det krøllede skilt. Hun standsede, og et øjeblik tvivlede hun. Den oprindelige vrede mod Miguel steg op, især når hun mindedes, hvordan han havde prøvet at forhindre hende i at møde den fremmede. Men i sidste ende handlede det om hendes egen skyldfølelse. Tiden gik, og hun begyndte at føle, at døren ikke burde være lukket, at han burde være der og tage imod hende. Det var denne lukkede dør, som fik hende til at fortsætte videre, uden at vide hvordan hun ville reagere, om hun skulle være kold eller få ham til at tilgive hende med et grin.

Hun bankede på døren. Der var ingen svar. Hun gik rundt om huset, fandt terrassen og det tomme indre rum. Så kiggede hun ind i cykelrummet og så ham stå der, som en statue. Han så ud til at stirre på den mørke dør, hvor hendes bankelyd var kommet fra. Han virkede højere, som om han stod på noget. En stol? Var han oppe for at skifte en pære? Det var for mørkt til at se klart.

Hendes første følelse var glæde ved at have overrumplet ham. En blanding af drillen og pludselig glæde over at se ham igen fejede alle andre tanker væk. Hun kaldte pludselig højt for at skræmme ham: "Hola!"

Han syntes at snuble, hans fod mistede grebet om noget, som hun nu så var en stol, og som hun løb frem for at hjælpe ham, mistede han næsten balancen. Som hun stødte til ham, havde han stadig hænderne oppe ved den elektriske ledning, som han havde arbejdet med. Ledningen var dog tykkere end normalt, som et reb hængende fra en bjælke over ham, og hans hænder kæmpede med noget, der havde viklet sig om hans hals. Hun huskede kun, hvordan han rystede den dødbringende løkke fri, før hun selv faldt om, bevidstløs, og trak ham med sig til jorden.

Senere, efter at han havde vasket hendes ansigt med vand og beroliget hende, da hun havde grædt i hans arme i lang tid, sad de sammen, ligesom to børn, der leger med deres ting. De begyndte at reparere de to ødelagte cykler, syede sadlerne sammen og satte bremserne og kæden på plads. Desværre var dækkene ødelagte for altid.

Alicia? Hvor var Alicia?

To små piger med hår, der var håret op i store buer, hoppede gladeligt omkring og smilede til den kvinde, som de var sammen med. Deres mor kiggede bekymret på dem, som om Alicia allerede kunne være druknet i de stille farvande af Puerto, som nu lå så roligt. Den anden kvinde nikkede kun og smilede: "Alicia kommer snart."

Pigerne sprang rundt i glæde, og deres mor smilede anerkendende, idet hun flød ind i et kæmpe smil. Hvem var Alicia? Der var noget mystisk over hende, som både børnene og de voksne syntes at vente på. Alicia kunne være hvem som helst – en lidt ældre pige, der leder legen, eller en ung kvinde, måske en guvernante eller endda en fremmed. Men uanset hvem hun var, var hun et symbol på noget, der lå lige uden for rækkevidde.

Når Alicia endelig viste sig, var hun smuk og stolt, men samtidig hård. Hendes ansigt var brunt som det gyldne sollys, og hendes træk var ikke blot defineret af hendes udseende, men af en stærk, næsten maskulin tilstedeværelse, som udfordrede alt omkring hende.

De andre kunne kun vente, undre sig og se på hende som en gåde. Hendes tilstedeværelse satte et mærkbart præg på dem – hun blev centrum for alles opmærksomhed, men samtidig holdt hun noget tilbage, noget der gjorde hende både nær og fjern på én gang.

Det er vigtigt at forstå, at Alicia ikke kun er en person i historien, men også en symbolsk figur. Hun repræsenterer det mystiske, det uopnåelige og det forførende, som trækker folk ind, men samtidig holder dem på afstand. Hendes karakter belyser, hvordan opfattelsen af andre, især kvinder, kan være et spejl af vores egne længsler, frygter og projektioner. Læsere bør reflektere over, hvordan Alicia både skaber en tiltrækning og en vis modstand. Hvad siger hendes handlinger og hendes udtryk om de dynamikker, der styrer forholdet mellem mennesker i et samfund? Hvordan fungerer hendes rolle som både en katalysator for udviklingen af de andre karakterer og som en refleksion af samfundets idealer og normer?

Hvad sker der, når alt ser ud til at stå stille, men er fyldt med liv?

Han holdt vejret og undrede sig over, hvad der var sket så pludseligt. Var det en lyd? En bevægelse? Noget var sket, og alt var ændret. Men der var ingen lyd, intet havde bevæget sig i forhallen. Hvad…? Og så indså han det. Den mest oplagte ting, så oplagt at han slet ikke havde bemærket det. Alle lysene i et af værelserne mod indkørslen var tændt – den store mørke laurbærbusk var nu en høj, bleg smaragdmasse, blad for blad af grønt og guld, en høj, teatralsk skærm af blade. De høje havevinduer kastede deres store, rektangulære former ud over grusgangen. Alligevel kastede ikke en eneste skygge sig over det store, nye lys, og ingen lyd ekkoede gennem huset. Det var som et tomt teater, oplyst af en død mands hånd.

Lesseps ventede ikke længe. Han bevægede sig hurtigt ud af forhallen og tilbage til væggen, listede sig som en tyv, drejede kraven op for at skjule den hvide skjorte og sprang på tå, så hans sko ikke lavede en lyd på den våde muld. Han rundede den store støttepille, indtil han kunne presse sig ind mod stenrammen og kigge forsigtigt rundt med ét øje. Hver eneste lysekrone i det rum var tændt. Vinduerne strakte sig næsten ned til gulvet, og alt indenfor, som i et enormt glashus, var lys. Gulvet var nypoleret og skinnede i lyset; høje spejle på alle vægge reflekterede lyset videre, og de snoede, forgyldte rammer blinkede og glimtede. Spejlene reflekterede hinanden, ét spejl i et andet, indtil rummet syntes at trække sig væk i korridorer af spejle på alle sider. I hver spejl reflekteredes lyset fra lysekronerne, og hvor end det ramte, enten i et skift af skygger eller et rødt, forgyldt flammesprog, rejste og faldt billedet af en stor, brændende pejs i den marmorindrammede pejs.

Tunge gardiner hang udragne ved vinduerne. Lesseps' ene øje nærmede sig et stort, forgyldt kvast. Det måtte have været den gamle bal-sal. Men gammel? Den var lige så levende som den altid havde været. Og lige i centrum stod et højt juletræ, strålende af gule lys. Farverige kugler fangede skyggerne fra ilden, og glimmertråde flokkede sig omkring de mørke grene, alt dansede i lyset. De gule lys brændte støt opad, men vaklede en smule - det måtte være et træk fra ilden - de bøjedes tilbage mod ilden og rettede sig hurtigt op igen.

Han stod der og blev fortryllet. Det var et magisk syn – alt var poleret, fyldt med velstand og varme, men det var tomt, der var ikke et eneste menneske at se. Og minutterne gik. Den sidste røde aften-sol faldt ned gennem de sorte, våde træer udenfor. Lesseps tænkte: Hvordan er det, at disse farverige billeder er præcis som i en eventyrbog? Der er ingen forskel. Den gamle røde sol kaster sit mærkelige vinterlys, og træerne bliver enorme, man kan stadig se dryppet og den grålige hverdag, men det træder tilbage, lys og skygge er virkelig de eneste, der har kontrol. Man er mere i en gammel bog end nogen anden sted. Så mærkede han livet igen, da solen flammede ned, og den første skarpe vinterkulde rørte sig gennem luften. Snart ville han kunne se sin egen ånde.

Han kiggede tilbage gennem vinduet. Ingen var kommet. Intet havde bevæget sig, bortset fra lysene, flammerne og skyggerne, der altid bevæger sig. Og denne stillestående bevægelse, denne tomme livlighed, gav rummet mere død, end hvis huset havde været lukket og mørkt og virkelig dødt – som et spøgelsesskib, med alle sejl sat og alle lys tændt – tomt på et tomt hav; eller et butiksvindue, der opfører sig med dukker og aldrig-brugte møbler, hvor alle lys er tændt, og der aldrig sker noget, noget overhovedet. Men bag dørene til sådanne rum venter folk: Dørene holder tilbage utallige skarer, der venter på at bryde ind.

Og det var netop det, der faktisk skete, umuligt at tro, præcis foran Lesseps' ene nysgerrige øje. Så overrumplende, at han trak sig tilbage bag vinduesrammen. Pludselig var rummet fyldt med børn! En dæmning af børn var brudt – det var som det øjeblik, hvor en morgen fyldt med børn bryder ud af biografen, og gaden stopper op, fyldt med arme, ben og stemmer, der virvler og skriger over alt. Han trak hurtigt tilbage. Hvor? Hvordan? Hvordan var de kommet der…? Og alle de børn var små piger! Ti, tyve, tredive små piger i hvide festkjoler strømmede ind gennem døren! Og de var alle, tænkte han, sikkert klædt ens? Alle i hvidt, alle med bånd levende i lyset, blå sløjfer, der dinglede i hver krøllede hårtop; alle dansende.

Han kiggede igen rundt om vinduesrammen. Luften var koldere, og vinduesglasset begyndte at dugge til. Det var sikkert nok, han ville aldrig blive set nu. Han så med det samme, hvilken fejltagelse han havde begået – det var trods alt ikke et rum fyldt med piger, det var selvfølgelig kun ét barn, ét barn reflekteret i dusinvis af spejle. Og nu, den ene smukke lille pige, så lille og alene i det enorme, oplyste rum – den ene lille pige nærmede sig på tåspidserne juletræet og lavede en kurv. Alene begyndte hun at danse.

Lesseps kiggede charmeret og fascineret gennem den tynde dug, der dannedes på vinduet. Det blev meget koldere, da solen var gået ned, det var mørkt nu, og han rystede derude blandt de dryppende træer. Men han huskede kun følelsen af stor glæde og varme. I den store, ensomme, lukkede hus havde den gamle dame trods alt sine hemmelige venner. Hvem de måtte være, overvejede han knap – scenen var så varm, venlig, godt oplyst, et billede af festlig velvære.

Men så voksede en følelse af uro på ham. Han kunne ikke sige, hvad det var, han prøvede at skubbe det væk. Han tænkte, det måtte have noget at gøre med hans tidligere associationer til huset. Eller måske var det hans nedsatte humør derude i den kolde have. Men følelsen vedblev, og han begyndte at undre sig: Havde det noget at gøre med sådan en lille pige, alene i et så stort rum? For som minutterne gik, kom der ikke nogen for at være sammen med hende – og det begyndte at virke, som om hun, den lille, var det eneste liv i dette store hus.

En frygtelig tanke kom til ham, som han hurtigt afviste – var den gamle dame død ovenpå, og var dette barn, der var kommet for at bo, simpelthen, i sin uskyld, blevet ved med at tro, hendes grandonkel var sovende, og dansede videre med sin sjov? For hun stoppede aldrig med at danse. Op og ned, hen til den store pejs, ned på det polerede trægulv, pirouetter, en tåspids, armene strakte sig ind i en smuk arabesque, hilste på sit eget spejlbillede i de lange spejle – og vendte altid tilbage, for det var det mest specielle sted, til juletræet.

Lesseps blev mere opmærksom på juletræet. Det syntes at blive højere; og det holdt nu en stille, overhængende følelse af bevægelse, som de høje garderobeskabe, der står så stille og skræmmende, at de kunne bevæge sig når som helst... Han tænkte: Nonsens. Det er kun den urolige erindring om gamle jul, gamle legetøj, som farvestrålende legetøj kan skræmme: mareridtskvaliteten ved legetøj og træer, som nogle børn bærer

Er et tilfældigt møde virkelig tilfældigt?

Livet på stranden var en gentagelse. Ti gange besluttede Preedy sig for at spørge en af kvinderne om en dans, ti gange fortrød han det. Hans sind fungerede præcist som før: vælge, afvise, aldrig i stand til at træffe en beslutning. Han så en række nye, interessante ansigter. Han tænkte, at hvis de havde boet på hans hotel, ville alt have været anderledes. Typisk for hans uheld. En gang lod han sig selv smile til en forbipasserende pige. Hun smilede tilbage, men øjeblikkeligt følte han sig involveret, og han var forsigtig med ikke at smile igen. Hver gang hun gik forbi, undgik han hendes blik og kiggede ned i sin drink. Men der var én forskel på dette og stranden: nu indtog han alkohol. På stranden havde hans hoved holdt sig klart; nu, som aftenen skred frem, løsrev det sig langsomt fra hans kontrol. En tilbageholdende mand er ikke nødvendigvis tavs; der havde været en for hård dæmpning af hans tunge, hans indre boblede for at komme ud. Pludselig kunne han ikke længere bære det. En stor følelse af velvære greb ham, alle hans påtagede facader faldt væk, og han kastede sig ud i en hektisk søgen efter selskab. Ikke længere pigerne. Hvem som helst ville gøre. Han styrtede hen til den første mand, han så, og inviterede ham på en drink. Manden var spanier, ventede på sin kone. Han lo, som en mand til en anden, men afslåede. Men latteren var nok for Preedy. De elskede ham! Nu var der ingen hæmninger. Han gik fra person til person. Alle afviste ham. Han havde dog den fornuft, at han ikke henvendte sig direkte til kvinderne, men ikke nok til at tage "nej" som et generelt svar. Han fik fat i en flaske og begyndte at bære den rundt med sig. Han satte sig ned ved bordene, og de fleste vendte ryggen til og begyndte at tale ivrigt med hinanden. Men hans humør var nu uimodståeligt positivt. Alle elskede ham, og han elskede alle. Han talte med spanierne på fransk, med franskmændene på tysk, med svenskerne på spansk og med englændere og amerikanere på deres egne sprog, og han svajede rundt uden at miste balancen eller spilde en eneste dråbe, mens han bevarede sin oprejste position. Han dukkede op ved folk, venlig, høflig og sammenhængende i sine ord.

Pludselig følte han sig træt. Himmel, tænkte han, jeg kan ikke spilde en aften sådan! Begynder først at have det sjovt! Han tog et sidste drag af sin brandy og faldt hurtigt i søvn. Han blev vækket kort efter af en mand fra en engelsk gruppe, der, måske bekymret for Englands skyld og ikke mindst for Preedys egen, rystede ham og mumlede noget om "en pumpship", som lød lige så absolut som "kapel" eller "pas". Men han vågnede også op til at se, som en del af en drøm, den ensomme og interessante pige endelig træde ind i restauranten. Hun var ledsaget af en mand og en kvinde, der gik arm i arm – hun var tydeligvis alene. Han fik hurtigt indtrykket af, at hun var fransk. Han blev pludselig meget vågen, rystede manden af sig, der havde rystet ham, og sprang hen imod hende som en hjort på jagt.

Hendes ansigt var, om noget, som en sød lille abe. Hendes øjne var langt tilbage i store, bordeauxfarvede øjenhuler, der konvergerede tæt sammen: hendes kindben var høje men flade; hendes overlæbe var lang, og den røde del var tynd, men rystede og følsom. Interessant, et interessant ansigt, tænkte Preedy, og vurderede hendes modefrisure og de hints af en fin figur, der kunne ses. Han gav hende knap tid til at sætte sig ned, før han stod over hende med sin "voulez-vous". Det var en samba. Preedy sparkede benene frem og tilbage og takkede sin held for, at han havde taget sig tid til at finde ud af, hvordan man danser den – det havde været nemt, det var ikke så forskelligt fra fodbold. De fandt hurtigt ud af hinandens nationaliteter – hun var faktisk fransk – og udvekslede små samtaler og var snart i gang med at danse igen.

Preedy, ædru og mærkeligt opmuntret, lagde sine mange facader til side og påtog sig en mere farlig rolle. Han spillede sig selv, en ganske almindelig fyr, som god som den næste mand – med et strejf af djævelen i sig, når det var nødvendigt! Han bestilte vin, mere vin, og de dansede igen og igen. Den brede, salte nat over dem, sanden og det mørke hav, de små lys i bladene – hans hvide bukser flashede omkring hendes silkeskjorte, og natten gik videre. Han tog hende ud på sandet og kyssede hende, tog hende med ind og dansede med hende igen (eller var det hende, der gjorde disse ting ved ham?). Til sidst tog han hende med hjem. Han fulgte hende til døren til hendes værelse, omfavnede hende igen, sukkede, styrkede kæben som en amerikansk filmstjerne, vendte sig og gik resolut væk. Hans hjerte bankede – hun syntes at være blevet stående med et lidt klandrende, måske beklagende blik? Reculer pour mieux sauter? Han følte sig træt. Der var stadig i morgen og dagen efter. Men han styrkede sin kæbe igen – og gik tilbage for at banke på hendes dør.

Han vågnede sent, med en hals som sandpapir, følte sig forfærdelig, men renset. En følelse af almindelig skyld fulgte ham, da han forsigtigt åbnede øjnene, og hans hånd stødte mod noget blødt og varmt ved hans side, som gryntede. Hans øjne åbnede sig hurtigt, og stift, med minimal bevægelse, drejede han hovedet for at se, hvem der var der. Hun sov på ryggen med munden åben. Mascaraen var løbet, men bløde, rødlige krøller hang søvndyssende omkring et ungt ansigt. Et abelignende, pænt ansigt. Hans sind kørte hurtigt for at huske. Alt det, som pudder og natlys havde skjult, var nu afsløret. Spansk madlavningsolie havde fremhævet nogle få røde pletter på de blødeste steder – eller var det ungdommens rige fløde, der boblede op til overfladen? Hvem…? Så, selvfølgelig, men kun i glimt, begyndte han at huske. Men nu, med hendes ansigt uden sminke, huskede han mere – han huskede hendes ankomst til hotellet dagen før. Hun var kommet ind fra vejen, fra en form for minimotor-cykel med sidevogn, et kaligrafisk køretøj, bærende en kølliehat på armen, som hun på en mystisk måde satte på hovedet, så snart hun var nået ind i skyggen på gårdspladsen. Hun havde været støvet og udmattet fra sin rejse. Hendes gode, lange og fyldige figur var halvt dækket af en bluse og et par korte shorts, så korte at hendes bagdel nu og da stak ud. Dette havde ført til en konstant justering af hånden bagpå, en beskedenhed, som var ubehagelig at betræde. Meget smykket, med armbånd og øreringe, var hun trådt ind, tilsyneladende ridende på sin franske cykel og havde hurtigt forsvundet ind i baren. Han havde smilet for sig selv – og da han senere ikke overvejede hende til sin liste, havde han glemt hende. Og nu, her var hun, ved hans side! Hvordan havde han ikke set det? Måske havde han været mere fuld, end han havde troet, eller hun havde været overdreven dekoreret… Men det var et rod.

I øjeblikket steg et smykke af stolthed op i ham. 'En til på kontoen,' summede han i sit indre. Men snart stilnede det af, som han igen så, hvordan han, efter al hans omhu og selektivitet, nu var havnet med denne. Han så klart, hvordan hun, når hun vågnede, ville kvæle ham med et slags kærligt offer-smil, hvordan hendes arme ville komme omkring ham og give, og hvordan det senere ville

Hvordan mestre avanceret skak i dynamiske positioner: En praktisk analyse
Hvordan Trumps Tillidsbrist Truer Hans Præsidentperiode
Hvordan beregnes koncentrationer i analytisk kemiske processer?
Hvordan kan vi forstå en verden, hvor tid og rum bøjes og smelter sammen?
Hvordan kan planlægning og ansvarlighed forme vores vaner og liv?