Hvordan kan vi forstå en verden, hvor tid og rum bøjes og smelter sammen?

Millikan stirrede ned på sin spydspids. "Det her duer ikke meget mod en Tyrannosaurus." Jonas nåede op på klittoppen og kastede sig pludseligt fladt ned. "Jesus!" Jeg sneg mig op ved siden af ham og trak Maryanne i hånden, standsede, da jeg kunne kigge over klittens kant. Havet. Et bredt, fladt hav, der strakte sig uendeligt og blev næsten uvirkeligt. Noget stort ude derude. Noget stort som en hval. Maryanne udbrød: "Åh, min Gud! Se!" Hun pegede ned mod en bred, hvid strand, der lignede tusindvis af Waikiki-strande sat sammen. En af de små behårede væsener kiggede op fra sin fødesøgning, stod oprejst med en musling i den ene hånd og en flad sten i den anden. Den brækkede skallen op og spiste indholdet. Så puffede den til den næste med sin tå og nikkede op mod klitten. Den knælende, en hun med hængende, behårede bryster, vendte sig og kiggede op mod os. Den frøs. "Det er habilis, ikke?" spurgte Maryanne. Jeg nikkede, ønskende et øjeblik, at Paulie var her, så jeg kunne sige, at de var tor-o-don. Ben Millikan, der krøb sammen ved siden af mig, smilede gennem sit skæg og sagde: "For pokker, det her er det fedeste, der nogensinde er sket for mig!"

Ude bag bølgerne sprang noget op fra havet, bøjede sig som en delfin og forsvandt igen. Ikke en fisk, for lille til at være en ichthyosaur. Det dukkede op igen, stod på sin hale og kiggede direkte på os, og jeg tænkte, at det skreg et velkendt, ordlignende papegøjeskrig. Maryanne hviskede: "Som om det ved, vi er her, og det er glad." Millikan lo: "Måske er det fanden Flipper!" Parasauralophus-stemmen kom tættere på med en jamren, og da jeg kiggede, var den nærmeste chimpanse, en stor han, kun få meter væk, med store desperate øjne. Jeg gav et fast, stramt smil, huskede alt, hvad jeg havde læst, og vinkede ham op.

Man har ikke levet, før man har hørt en dimetrodon skrige. På et tidspunkt gættede vi, at den store dal måske var en halv million mil i diameter, måske mere. Nok til at rumme alt, hvad der nogensinde har været? Måske. Det fik mig til at tænke på en anden verden, den Verdens Uden Ende, jeg forestillede mig, klæbet på ydersiden af Skabelsen, det endelige mål for alle sjæles vandring. Her kunne der være Højamerika, hvis vi ville bygge det. Plads nok. Men hvorfor dog? Heroppe var der ingen vind, hvilket passede godt, for det var koldere end noget helvede, jeg havde set siden regnskyllet. Passet, vi havde opdaget for måneder siden og brugt måneder på at klatre mod, lå måske firs tusind fod over Endetidsgræslandet ved fod af Ringvæggen. Håbløst. Jonas påpegede, at lufttrykket ikke ændrede sig, da vi gik op og ned ad skråningen, hvilket antydede, at tyngdegradienten her måske ikke var som hjemme, og dermed atmosfærens højde. Hjemme? Mærkeligt at kalde det det. Det var aldrig hjemme for mig. Hjemme kun for de billige, snydende milliarder, der ville leve og dø for ingenting og ingen.

Ved min side sagde Maryanne: "Du ser godt ud med dit grå hår og skæg, Scottie. Jeg er glad for, de ikke tog det fra dig, da de gjorde os unge igen." Unge igen? Knapt det. Men de gjorde os raske, og det er næsten som ungdom. Jeg så ned på hende og smilede, tænkte hvor billigt det var at betragte udsigten, når hendes øjne var på mig. Bag hende stod de andre, nogle kiggede på verden, nogle op mod bjergene, der tårnede sig op ved passet, andre samlet i små grupper og talte, om hvem ved hvad.

Ben og Katy. Jonas og hans venner. De sorte fyre fra HDC-trykbutikken, som så glade ud for at finde os på vores lille bakke den første nat. Selv Jake, den mærkelige reklamedirektør, som havde gjort sit bedste for at være flink i stedet for chef. Interessant at se ham holde i hånd med sin nye ven, Seekerhawk, en af de høje, slanke brune mænd fra en stamme, der kaldte sig Moderens Børn. Vi kaldte dem Cro-Magnon, en af Menneskehedens Fem Racer, der havde spredt sig ud fra Afrika for hundrede tusind år eller mere og druknet de arkaiske før dem.

En af Trollerne vinkede, med Weimaraner-øjne, der glimtede over en Durante-næse, alt dækket af et buskagtigt platinumblondt hår. Fem fod fire, i stand til at bøje stål med bare hænder. Intet navn. Talte kun i en tegneserie-lignende sludder, som intet man havde hørt før. Trykkerigutterne kaldte ham Fred Flintstone et stykke tid. Så fandt han ud af, at de grinede af ham. Senere var han ked af den fyr, der døde, begravede ham med blomster og stenredskaber og græd over graven.

Det er som om, jeg kan se dem derude, som smilehuller i et umådeligt vaffelmønster, hver en verden, prøvet over tid fra begyndelse til ende. Ved min side sagde Maryanne: "Ikke bare alle de gamle universers verdener, men alle verdener i alle universer, der nogensinde var eller kunne have været." Jeg tog hendes hånd og trådte det første skridt på stien nedad. "Alle sammen," sagde jeg. "Og alle inden for gåafstand."

Endvidere er det væsentligt at forstå, at disse verdensbilleder rækker ud over konventionelle forestillinger om tid og rum. Vores oplevelse af fortid, nutid og fremtid bliver udvisket i et kosmisk perspektiv, hvor alt eksisterer simultant i et sammenvævet kontinuum. Den erkendelse udvider ikke blot vores forståelse af eksistens, men udfordrer også vores menneskelige begrænsninger i perception og betydning. Dette inviterer til en mere ydmyg og åben tilgang til virkelighedens mangfoldighed og til vores plads i det uendelige, hvor alle muligheder allerede er til stede og venter på at blive udfoldet.

Hvad er den rette kurs i en urolig verden?

For meget af menneskets historie har været præget af konflikter, uretfærdighed og magtspil. Dette har også været tilfældet i fremtidens verden, hvor magtkampe mellem de større stater og kolonier på fjerne planeter udfolder sig. I denne komplekse dynamik står individet, som ofte er fanget mellem sine egne idealer og de koldblodige ordrer fra autoriteterne, og må navigere en verden, hvor etik og moral ofte kolliderer med nødvendigheden af overlevelse og ordens opretholdelse.

Baptistes rejse, der begynder med en mission om at hjælpe med koloniseringen af planeten Coyote, skifter hurtigt kurs, da han får besked om at stoppe et oprør, der truer unionens stabilitet. Den oprindelige mission om at bringe flere kolonister til Coyote bliver hurtigt overskygget af en langt mere voldsom opgave: at kvæle et opstået oprør på enhver måde nødvendigt. Dette er et tydeligt eksempel på, hvordan virkeligheden for militært personel på grænsen mellem civilisation og kaos ofte kan ændre sig fra at være en humanitær opgave til at blive et spørgsmål om magt, kontrol og brutal overlevelse.

Det er i denne grænsezone, at Baptiste må kæmpe mod sin egen indre konflikt. Han føler sig ikke rustet til at udføre den opgave, han nu er blevet pålagt. Dette er ikke den opgave, han kom for, og alligevel må han følge ordrerne. Man kan næsten høre hans indre stemme, som i et forsøg på at berolige ham siger: "Det er ikke din beslutning. Du har dine ordrer." Denne indre kamp er et konstant tema, der afspejler den kompleksitet, som mange mennesker står over for, når deres personlige værdier ikke stemmer overens med det, de bliver bedt om at gøre af deres overordnede.

Baptiste står ikke alene i sin refleksion. Han er omgivet af soldater, mange af dem netop genopvakt fra biostase, sendt som forstærkninger til missionen. Disse soldater har ikke haft tid til at etablere en forbindelse med de mennesker, de er blevet sendt for at beskytte eller kontrollere. Deres opgave er klart defineret, men det er spørgsmålet om, hvad de skal gøre, når deres egen menneskelighed kolliderer med den militære nødvendighed, der dikterer deres handlinger.

I takt med at historien udvikler sig, møder Baptiste og hans team også nye ledere, som matriarken Luisa Hernandez, guvernøren for New Florida, der ligeledes bærer på sine egne byrder. I et hurtigt møde afslører hun, at de er på jagt efter en af de oprindelige kolonister, Carlos Montero, der nu går under navnet Rigil Kent. Dette afslører en anden side af konflikten – ikke kun kampen mellem de koloniale magter, men også den personlige jagt på dem, der er blevet betragtet som forrædere af systemet, mens de selv ser sig som ofre for en undertrykkende magt.

Monteros historie, der kæmper for at finde sin egen moral i en verden, hvor den officielle orden ikke nødvendigvis afspejler den enkeltes opfattelse af retfærdighed, bliver et centralt tema. Hans liv som fanger, hans interne kampe og hans forsøg på at bevare sin menneskelighed midt i denne voldelige konflikt gør ham til et symbol på de mange individer, der eksisterer uden for de storpolitiske rammer, som de store magter bygger deres imperier på.

Læseren skal være opmærksom på, at i et univers, hvor man er blevet tvunget til at vælge side, er det de etiske og menneskelige spørgsmål, som er mindst lette at besvare. Hvad er det rigtige at gøre, når ens liv, ens samvittighed og ens ordre er i direkte konflikt? Dette spørgsmål er ikke kun centralt for de personer, der lever i den fjerne fremtid, men for os alle i dag, da vi dagligt står overfor beslutninger, der udfordrer vores forståelse af moral og magt.

Kampen mellem orden og kaos, mellem magtens nødvendighed og individets frihed, vil altid være et af de centrale temaer i menneskets historie. Men hvad læseren skal forstå, er, at i en verden, hvor vi konstant konfronteres med at vælge mellem moralsk rigtige handlinger og nødvendige handlinger, er det afgørende ikke at miste sig selv. Den egentlige prøve er, om man kan opretholde sin menneskelighed, selv når den er under pres, og om man kan træffe de rigtige valg, selv når mulighederne virker umulige.