M. Y. Lermontov - Fra digtet "Tjerkesserne"

M. Y. Lermontov Fra digtet "Tjerkessere"
Kommandanten befalede alle enheder at samle sig til kamp, og nødklokken lød; de myldrede, var urolige, dannede rækker, delte sig; portene til fæstningen var låst.

• Andre blev ramt af stormen og fløj hen for at stoppe den tjerkessiske styrke, eller smage gravens berømmelse.
  Og rundt omkring kunne man se lyset fra brændende byer; Tjerkesserne dækker marken; rækkerne løber som løver; klingende rammer sværd mod sværd; og pludselig var den modige væk.
  Kuglen fløj gennem mørket og summede, og hele rækker af frygtløse faldt; men alt blev blandet i den sorte røg.
  Her vrinskede den vilde hest med spydet i ryggen, hoppede op og vrinskede;
  Gennem de russiske rækker fløj den; den faldt til jorden, rystede voldsomt, og dækkede rytteren med sig selv -
  Overalt kunne man høre stønnene og skrigene.

X
Kanonerne brølede overalt; Og her, den blodige helt,
ønskede at kalde sine trofaste kammerater,
men stemmen blev stum på hans læber.
En anden løber gennem slagmarken,
løber og sluger støv og aske;
Tre gange lyste hans sværd,
og i luften stod det stille sværd;
Med et klingende faldt byrden fra hans skuldre;
Spydet gennemborer hans skulder,
og blodet flød i strømme fra hans sår.
Den ulykkelige klemmer sin sårede krop med
sin kolde, rystende hånd.
Han søger stadig sin muskedonner;
Overalt høres det smæld, og kuglerne fløj;
Overalt høres kanonernes brøl;
Overalt er døden og rædsel, som knuser
i bjergene, dalene og skovene;
Inde i byen rystede folk af frygt;
Og støjen brølede højt i luften.
En tjerkesser bliver ramt;
Hans sværd glimter uden held.
Han svinger igen; hans hånd,
løftet op, blev stiv.
Han ville løbe væk. Hans ben
rystede, blev stive, og han faldt;
Han rejste sig op og faldt igen.
Men her kommer en modig tjerkesser
galopperende på sin hest,
gennem rækkerne af spyd; han kæmper sig frem
og holder sit sværd over hovedet;
Han kæmper mod en kosak;
Deres sabler blinker skarpt;
Buestrengen spændes, og pilen ryster;
Angrebet er dødeligt.
Pilen skinner, fløjter og suser,
og på et øjeblik dræber den kosakken.
Men pludselig er han omgivet af en horde;
Han bliver gennemboret af skarpe spyd.
Hertugen selv dør af såret;
Han falder af hesten, og alle løber væk,
og de forlader slagmarken.
Kun de russiske kanoner brøler
højt over deres hoved.
Langsomt stilner den voldsomme kamp,
kun støv stiger op fra bjergene.
De besejrede tjerkessere flygter,
forfulgt af Dons uovervindelige sønner,
som floderne Rhinen, Loire og Rhône
har set langs deres breder,
bærer døden og frygten bag sig.

XI
Alt er blevet stille; kun sjældent
høres et skud fra bjergene;
Sjældent ses en kosak
løbe mod slaget,
og i den russiske lejr er der ro.
Byen er reddet, og ved floden
glimter et fyrtårn, og en vagt går rundt;
Han kaster et hurtigt blik rundt
og bærer et gevær på sin skulder.
Kun når du hører: "Hvem går der?",
lyder det højt i luften;
Kun sjældent vil en kosak
passere hurtigt gennem den russiske lejr.
Sjældent vil en sort krage
skræmme og æde de døde;
Kun sjældent glitrer flammerne i teltet
hos soldaterne.
Og sjældent vil et rustent sværd
blinke fra blodet i kampen,
eller en vagt skrige i ensomhed
nær lejren;
Overalt hersker der fred.