Generation efter generation fulgte efter hinanden, og over tid blev meget glemt og meget opfundet. Traditionerne fra den større verden, de oprindeligt kom fra, blev mystiske, næsten mytiske, og usikre i deres betydning. De forblev stærke og i stand til meget, med undtagelse af synet på deres egen oprindelse og historie. I denne udvikling kom der en tid, hvor et barn blev født, der var femten generationer væk fra den forfader, der forlod dalen med en sølvbar for at søge Guds hjælp og aldrig vendte tilbage. Det var på dette tidspunkt, at en mand fra den ydre verden trådte ind i deres samfund. Og det er denne mands historie, der begynder.

Han var en bjergbestiger fra et område nær Quito, en mand der havde været til havs og set verden. En mand der læste bøger på en original måde, en skarp og ivrig mand. Han blev taget med af et engelsk ekspeditionshold, der var kommet til Ecuador for at bestige bjerge, for at erstatte en af deres tre schweiziske guider, der var blevet syg. Han klatrede her og han klatrede der, indtil de forsøgte at bestige Parascotopetl, Andernes Matterhorn. Dette blev dog en skuffelse, og i den dramatiske beretning om hans forsvinden fortælles, hvordan gruppen forsøgte at nå toppen, og hvordan de endte med at miste ham på en skræmmende og uforklarlig måde.

Historien om denne tragiske hændelse er blevet fortalt mange gange. Pointer er den, der bedst beskriver forløbet. Han fortæller, hvordan gruppen arbejdede sig op ad den vanskelige, næsten lodrette skråning og byggede et lille hus til natten på en klippehylde. Da de næste morgen opdagede, at Nunez var forsvundet, og efter at have råbt og fløjtet uden svar, indså de, at han måtte være faldet. Hans spor viste, hvordan han var blevet kastet ned ad en stejl snebakke, og langt nede kunne de se et afsides område – det, der skulle blive kendt som "The Lost Country of the Blind". Men de vidste ikke på det tidspunkt, hvad dette område var, og de forlod deres bestigning, forstyrret af katastrofen.

Nunez, der faldt tusind meter, kom sig dog mirakuløst. På en eller anden måde overlevede han, selvom han var blevet kastet gennem en hvirvelvind af sne og plovede sig gennem det i en lavine. Da han til sidst stødte på en mere blid skråning, blev han liggende og genvandt bevidstheden med en tåget fornemmelse af, at han lå syg i en seng. Efter at have registreret sin position og fundet ud af, at han havde mistet flere af sine ejendele, indså han hurtigt, hvad der var sket. Han var faldet og havde set det kæmpe væld af sten og sne omkring sig.

Han fortsatte med at kæmpe sig videre, indtil han kom til en dal, hvor han opdagede, at han var i et ukendt område, en dal, der var usædvanlig på mange måder. Hans rejse, som han forsøgte at forstå og tilpasse sig, ledte ham til et område, der på ingen måde lignede det, han kendte. Det var en dal med utrolig rigelig grøn vegetation, små stenhuse og forunderlige stenlagte stier, som afslørede et velorganiseret landbrugssystem, der virkede systematisk og udviklet. Dette var ikke den natur, han havde set før, men et eksemplar på et samfund, der havde tilpasset sig på en helt anden måde.

Ved første øjekast syntes landsbyen at være en enkel og landlig bebyggelse. Men efterhånden som han fortsatte sin rejse, opdagede han de små detaljerne, der adskilte denne dal fra alt, hvad han tidligere havde kendt: de specialiserede teknikker til landbrug og landbrugspraksis, de højdevægge og vandelementer, der virkede så bevidst planlagte, at det virkede som et bymæssigt fællesskab midt i den vilde natur.

Denne nye verden var ikke kun en geografisk opdagelse for Nunez, men en filosofisk udfordring. Hvordan kunne et sådant sted eksistere uden at være kendt af verden udenfor? Hvordan kunne et samfund udvikle sig, hvor synet og den fysiske verden ikke var den primære kilde til forståelse? Det var denne virkelighed, han nu stod overfor, et samfund, der var adskilt fra resten af verden, hvor de, der levede der, aldrig havde haft brug for deres syn for at navigere eller forstå den verden, de levede i.

Det er klart, at denne opdagelse åbner døren til at overveje, hvad der sker, når menneskelig erkendelse bliver formet af en række faktorer, der ikke nødvendigvis svarer til de fysiske evner, vi normalt forbinder med forståelse. I dette samfund, hvor synet var et ukendt element, blev andre sanser og kognitive processer måske skærpet for at udfylde det tomrum, som manglende syn skabte.

Desuden rejser dette spørgsmål et grundlæggende etisk og filosofisk dilemma: Hvad betyder det at være "blind" i en verden, hvor der ikke er noget fælles grundlag for at måle objektiv virkelighed? Er det muligt at opnå en fuldstændig forståelse af verden, hvis ikke alle sine sansers funktioner er til stede? Hvad er kernen af viden og eksistens, hvis vi opdager et samfund, hvor verden er opfattet på en radikalt anderledes måde?

Hvordan Vil Den Enøjet Mands Ankomst Forandre Landet for de Blinde?

Nunez vågnede op i en verden, han ikke kunne forstå. Han var faldet fra en anden virkelighed, en hvor lys og syn var noget naturligt, noget som han tog for givet. Men her, i landet for de blinde, kunne han ikke længere stole på de sanser, han havde haft hele sit liv. Hele hans opfattelse af verden var ændret, og han måtte nu forsøge at forklare sin egen eksistens og hans gaver til en befolkning, der aldrig havde set lyset.

De blinde mennesker omkring ham så ikke hans tilstedeværelse som noget forunderligt. I stedet betragtede de ham som et væsen, der var kommet til dem fra et ukendt sted, et væsen, der stadig ikke helt forstod deres verden. De kunne ikke forstå hans ord, og han havde svært ved at formidle sine egne erfaringer om at kunne se. Ødelæggelsen af hans forforståelse, af den verden, han troede, de ville have ærefrygt for, var på en måde mere skuffende end det mørke, de levede i. I mange generationer havde de blinde været isoleret fra den ydre verden, og deres sprog og kultur var blevet formet af deres manglende syn. De havde udviklet deres egne måder at forstå verden på, en forståelse baseret på andre sanser, især berøring og hørelse.

De gamle blinde mænd, som han forsøgte at kommunikere med, talte til ham om deres tro og filosofi, og hvordan deres verden – den verden, de havde kendt i århundreder – var blevet formet af deres sanseorganer. For dem havde der aldrig været noget behov for syn. I stedet havde deres hjerner og hænder udviklet en utrolig følsomhed over for de lyde og vibrationer, der omgav dem. Deres forståelse af livet, af religion og af verden var noget helt andet, end Nunez havde forestillet sig.

Nunez havde troet, at han ville blive mødt med undren og respekt for hans syn. I stedet fandt han sig selv som en klodset og uforstået fremmed, en der ikke engang kunne få de blinde til at forstå, hvad synet var. På den første nat, hvor han forsøgte at vise, hvad han kunne se, mødte han kun forvirring. Han var en fremmed i et land, hvor hans største gave var noget, de aldrig havde haft behov for.

De blinde havde opbygget deres eget samfund, et samfund hvor synet ikke spillede nogen rolle. De havde tilpasset sig deres omstændigheder og var blevet ekstremt dygtige til at arbejde med de sanser, de havde. De kunne høre de mindste lyde og skelne mellem de fineste nuancer i lyden. Deres hænder kunne mærke verden på måder, som Nunez aldrig kunne have forestillet sig. De kunne arbejde med stor præcision og tillid, og deres samfund fungerede ubesværet, tilpasset deres behov. Deres livsrytme var anderledes; deres arbejdsdag var omvendt, da de levede i en konstant tilstand af nat, som var deres forståelse af døgnet.

Nunez’ første forsøg på at påtvinge sine egne idéer og hans syn på verden viste sig at være sværere, end han havde troet. De blinde mennesker havde udviklet en forståelse for verden, der var så dybt rodfæstet i deres livsstil, at de ikke kunne se noget galt i det. De betragtede ham som en mærkelig, umoden figur, der ikke kunne forstå deres ordentlige, velafbalancerede liv. Den idé, at han kunne være noget mere, noget anderledes – en slags leder – blev afvist af dem, ikke fordi de var onde, men fordi de simpelthen ikke kunne forstå synet som noget værdifuldt.

Nunez indså hurtigt, at han ikke kunne tvinge sin verden ind i deres, og at de ikke kunne forstå hans. I stedet måtte han finde sin plads i dette samfund, om han så skulle gøre det som en fremmed, der aldrig ville blive mere end en kuriositet. I stedet for at være den enøjedes konge, som han havde håbet på, blev han en blandt de mange, hvis fornemmeste opgave var at tilpasse sig deres virkelighed. I mellemtiden fortsatte han sine forsøg på at forstå deres liv, og hvad der kunne bringe ham tættere på dem, men han vidste, at han ville forblive anderledes. Hans gave, synet, var ikke noget, de havde brug for – og det var den største lærestreg, han kunne få.

De blinde samfund havde bygget et liv for sig selv, hvor de udnyttede sine sanser til det yderste. Der var noget smukt i denne tilpasning, en skønhed i deres evne til at finde balance i en verden uden lys. Nunez havde måske set mere af verden end nogen af dem, men han forstod nu, at der var meget mere ved livet end bare det, man kan se. For de blinde var deres liv ikke mindre rigt eller værdifuldt, selvom de ikke kunne se. Nunez måtte finde ud af, hvad det ville sige at leve i en verden, hvor hans gave var en byrde.

Hvordan Teknologi og Innovation Formede Vores Verden i det 21. Århundrede
Hvordan Et Computerprogram Formede Skæbner i Azaran
Hvordan skaber man et fællesskab i en verden af fremmede identiteter?