Afghanistan stod i begyndelsen af Anden Verdenskrig over for en række økonomiske og politiske udfordringer, der forstærkedes af de globale spændinger og de krigsførende magters interesser i landet. Den sovjetisk-afghanske relation, som hvilede på princippet om naboers gensidige respekt og ikke-indblanding i hinandens indre anliggender, blev stadigt vigtigere for Afghanistan i denne periode. Den sovjetiske støtte til udviklingen af Afghanistans industri var markant, og landets handel med Sovjetunionen voksede hurtigt. Sovjetunionen bidrog væsentligt til opbygningen af Afghanistans landbrug, herunder bekæmpelsen af landbrugsplager, og byggede flere bomuldsrensningsfabrikker i nord.

Samtidig begyndte Nazityskland at udvide sin indflydelse i Afghanistan. Under dække af økonomiske aftaler og kreditter forsøgte Tyskland at styrke sin position i regionen. I 1936 modtog Afghanistan et lån på 27 millioner mark fra Tyskland til køb af tyske varer, og tyskerne leverede også militært udstyr. Dette var en del af en bredere strategi, hvor Tysklands agenter infiltrerede afghanske statslige institutioner og banker under dække af rådgivere og eksperter. Denne ekspansion af tyske interesser i Afghanistan skete samtidigt med, at Afghanistan opretholdt sin politik om neutralitet, hvilket blev bekræftet officielt i september 1939, da landet meddelte, at det ville forblive neutralt under Anden Verdenskrig.

Selvom Afghanistan erklærede sig neutralt, udnyttede Nazi-Tyskland landets strategiske position. Det forsøgte at bruge Afghanistan som et springbræt for militære angreb mod Sovjetunionen og britisk Indien. Dette førte til, at tyske agenter forsøgte at opildne oprør blandt Pashtun-stammerne i den sydlige del af Afghanistan og i det nordvestlige Indien. De forsøgte at få Afghanistan til at indgå alliancer med Tyskland mod Storbritannien, men disse forsøg blev afvist af den afghanske regering. Denne diplomatiske manøvrering skabte dog et gunstigt miljø for nazistiske aktiviteter i Afghanistan, og tyskerne organiserede sabotagegrupper, der blev smuglet ind i Sovjetunionen.

I 1941 eskalerede truslen, da Nazi-Tyskland angreb Sovjetunionen. De nazistiske aktiviteter i Afghanistan begyndte at udgøre en reel trussel mod landets neutralitet og kontrarede den aftale, der var indgået med Sovjetunionen om neutralitet og gensidig ikke-angrebelse i 1931. I oktober 1941 anmodede både Sovjetunionen og Storbritannien den afghanske regering om at bekæmpe de nazistiske aktiviteter, hvilket resulterede i udvisningen af tyske og italienske statsborgere fra Afghanistan. Til trods for denne indsats blev Afghanistan i den følgende periode stadig påvirket af Anden Verdenskrigs ødelæggelser, og dets økonomi blev alvorligt beskadiget.

Krigens konsekvenser førte til en voldsom økonomisk nedgang. Verdenshandelen blev brudt op, og Afghanistan mistede sine handelsforbindelser med mange af sine traditionelle handelspartnere. Afghanistan blev tvunget til at stole på Storbritannien som den primære leverandør af forbrugsvarer, hvilket resulterede i en form for handelsmonopol, der forværrede landets økonomiske situation. Eksporten, især af traditionelle varer, stødte på store problemer, og det lokale marked blev præget af store prisstigninger og inflation.

Afghanistan forsøgte at gennemføre sit første femårsplan for økonomisk udvikling i 1940, men krigen forhindrede fuldførelsen af de ambitiøse industriprojekter og landbrugsforbedringer. I landsbyerne fortsatte godsejere og lokale embedsmænd med at erhverve land, hvilket resulterede i, at flere og flere bønder blev landløse. Denne udvikling forværrede de sociale spændinger i landet. De økonomiske vanskeligheder førte til hyppige opstande blandt de fattige pashtun-bønder og kvægavlere i 1944-45, men disse blev slået ned af militæret.

Den økonomiske krise og de sociale spændinger forværredes yderligere af magtstrukturen i Afghanistan, hvor de store godsejere og handelskapitalister begyndte at monopolisere både handel og politisk magt. Denne koncentration af magt og velstand i hænderne på et lille, privilegeret mindretal skabte en voksende politisk utilfredshed blandt arbejderklassen og de lavere dele af samfundet, som følte sig udnyttet af den økonomiske situation.

Efter krigens afslutning og den dramatiske ændring i den globale magtbalance med nazismens nederlag og fremkomsten af socialistiske styreformer i Østeuropa, begyndte Afghanistan at mærke forandringer i offentlighedens politiske holdninger. De økonomiske problemer, der havde været pådrivere af social misfornøjelse, blev nu ledsaget af en øget politisk aktivisme. Dette medførte voksende krav om reformer og en ændring af den eksisterende politiske orden.

Afghanistan efter Anden Verdenskrig stod således overfor betydelige udfordringer. Den økonomiske krise og de sociale spændinger afslørede de svage punkter i landets politiske struktur, som var præget af et tæt sammenfletning af feudal landbesiddelse og monopoliseret handel. De reformforsøg, der blev iværksat af regeringen, herunder restriktioner på monopolistisk handel og oprettelsen af lokale byråd, havde begrænset effekt. De overordnede sociale og politiske strukturer forblev stort set uændrede, og befolkningens utilfredshed voksede.

Afghanistan befandt sig i et krydsfelt mellem globale politiske strømninger, der strakte sig fra kapitalistiske stormagter til socialistiske og antikoloniale bevægelser. Det landets politiske fremtid ville afhænge af, hvordan disse interne og eksterne kræfter ville spille sammen i de kommende år.

Hvilken rolle spillede afghanerne i kampen for politisk og økonomisk forandring i 1950'erne?

I begyndelsen af 1950'erne befandt Afghanistan sig i et politisk og økonomisk krydsfelt, der blev præget af både interne og eksterne faktorer. Landet, der havde kæmpet med at modernisere sin økonomi og strukturere sin stat, fandt sig selv i en dyb krise. En tidlig aftale fra 1946 med det amerikanske firma Morrison-Knudsen om opførelse af et irrigationssystem, mineraludvinding, vejbyggeri og træning af personale blev ikke fulgt op som planlagt, og de oprindelige budgetter for disse projekter blev hurtigt overskredet. Resultatet var, at Afghanistan blev nødt til at søge udenlandske lån, hvilket i sig selv var et tegn på den økonomiske sårbarhed, landet oplevede.

Den politiske usikkerhed i landet blev yderligere forværret af den økonomiske pres fra USA, og den interne spænding mellem forskellige sociale klasser forværrede situationen. I 1946 trådte regeringen under Muhammad Hashim Khan tilbage, og en ny regering blev dannet under Shah Mahmud Khan, der var kongens onkel. Denne regering skulle nu håndtere de voksende politiske spændinger mellem de rigere borgere og jordejerne på den ene side og de små producenter i by og land på den anden.

I denne turbulente tid begyndte modstand mod det eksisterende system at vokse. Ideer, der afspejlede de økonomiske interesser og bekymringer fra den brede middelklasse, førte til dannelsen af politiske grupper og bevægelser, der søgte at adressere problemerne. Den vigtigste af disse var "Wikh-i Zalmaiyan" (Vågne Ungdom), som blev dannet af en blandet gruppe, der omfattede små jordejere, intellektuelle og muslimske religiøse ledere. Gruppen arbejdede først og fremmest med oplysningsarbejde, men gik i slutningen af 1940'erne aktivt ind i den politiske kamp og deltog i valget til parlamentet i 1949.

Som et resultat af disse begivenheder begyndte en gruppe af politikere i den nationale forsamling at kæmpe for en ændring af den eksisterende politiske struktur. De brugte parlamentet som en platform til at fremme deres krav om demokratisering, forbedrede rettigheder for de økonomisk svageste og muligheden for at skabe et system, der gav folket mere magt i beslutningstagning. Samtidig begyndte radikale grupper at kræve pressefrihed og en platform for at udtrykke deres opposition. I 1951 vedtog regeringen en ny presselov, der tillod udgivelsen af private aviser og tidsskrifter.

Med de nye muligheder for pressefrihed kom der hurtigt nye private aviser og medier. Et af de første initiativer var avisen Angar, udgivet af Faiz Muhammad Angar, en embedsmand fra økonomiministeriet, i marts 1950. Denne avis blev et talerør for den politiske bevægelse og reflekterede dens radikale krav, herunder ønsket om politisk og social forandring. Angar blev betragtet som en national, litterær, social og politisk avis, og i sin første lederartikel udtrykte den sine mål om at oplyse folket og eliminere landets økonomiske og sociale bagwardness. Avisen slog på de grundlæggende krav fra modstanderne af det etablerede system: "brød, tøj og bolig" – senere blevet det vigtigste slogan for den afghanske Folkedemokratiske Parti.

Avisens politiske kritik var ofte skarp og fokuserede på de eksisterende uretfærdigheder og påståede svigt fra de politiske eliter. Ifølge forfatterne skulle disse mål opnås gennem en forening af folket, dannelsen af et konstitutionelt monarkisk system og en national regering ansvarlig overfor parlamentet. Disse idéer blev senere en central del af de politiske krav i 1950'erne.

Avisens forfattere og ledende skikkelser som Nur Muhammad Taraki, Abdurrauf Benawa og Babrak Karmal argumenterede for, at den eneste vej til forbedringer i Afghanistans økonomiske og sociale forhold var gennem et demokratisk system, hvor folkets vilje kunne komme til udtryk. Denne ideologi fremhævede oprettelsen af politiske partier, der repræsenterede det brede folk, som nøglen til social fremgang. Disse partier skulle sikre frie valg, hvor folkets valgte repræsentanter kunne træffe beslutninger til gavn for samfundet som helhed.

Samtidig blev arbejdsforholdene i landet kritiseret, og særligt de fattigste samfundsgrupper blev fremhævet som dem, der led mest under den politiske og økonomiske ulighed. En vigtig del af bevægelsens økonomiske vision var at stoppe importen af luksusvarer og i stedet fokusere på at udvikle den lokale industri og skabe arbejdspladser. Der blev også lagt vægt på velfærden for arbejderne og på at bekæmpe arbejdsløshed.

Men samtidig med disse krav kom også en vis erkendelse af monarkens rolle i denne politiske proces. Mange liberale i bevægelsen håbede på en god vilje fra kongen. Som Abdurrauf Benawa skrev, skulle kongen opfattes som folkets tjener og leder, der kunne hjælpe med at navigere gennem denne politiske storm.

I denne tidlige periode blev ungdommens rolle i samfundet derfor understreget som en afgørende kraft. Ifølge Angar skulle ungdommen være den drivende kraft i forandringen, og dens engagement blev betragtet som grundlæggende for at realisere de politiske krav, der blev fremført.

I de kommende år skulle disse politiske strømninger kulminere i dannelsen af flere politiske grupperinger, som ville føre til større forandringer i Afghanistan – både politisk og økonomisk. De tidlige kampagner for demokrati og pressefrihed blev fundamentet for de senere politiske omvæltninger, der skulle finde sted i Afghanistan.

Hvordan Den Nationale Demokratiske Revolution i Afghanistan i 1978 Formede Landets Fremtid

I de sidste år af Daoud-regimet i Afghanistan voksede utilfredsheden i befolkningen. En række personer tæt på Daoud havde opretholdt tætte forbindelser med islamistiske grupper som De Muslimske Brødre, som spillede en rolle i at styrke de reaktionære elementer i samfundet. Samtidig blev de sidste progressivt orienterede personer fjernet fra regeringen. Muhammad Hasan Shark, som var den første vicepræsident og respekteret blandt de progressive kræfter, blev afsat og udnævnt til ambassadør i Japan. Utilfredsheden blandt befolkningen voksede hurtigt og blev udtrykt på mange måder, herunder spontane protester og oprør blandt Pashtun-stammerne. Mange af disse oprør førte til sammenstød med hæren.

Situationen forværredes yderligere af hyppige tilfælde af brandstiftelse, tyveri og terrorisme. Den 16. november 1977 blev Ali Ahmad Khuram, planlægningsministeren og en af de mest effektive medlemmer af kabinetet, myrdet midt i Kabul. Denne hændelse var et af de tydelige tegn på de alvorlige politiske spændinger, der eksisterede i landet.

Da myndighederne ikke kunne håndtere den voksende utilfredshed og de underliggende sociale problemer, tyede de i stigende grad til vold. Dette kulminerede i mordet på Mir Akbar Khyber den 17. april 1978. Khyber var en populær leder af PDPA, som var en af de vigtigste politiske kræfter blandt arbejderne. Han havde organiseret de første gensidige hjælpefonde, som senere blev prototypen på fagforeninger i Kabul. Hans mord skabte voldsom vrede blandt Kabylerne. Hans begravelse den 19. april 1978 blev en politisk demonstration, hvor tusindvis af mennesker deltog, herunder arbejdere, bønder, studerende, intellektuelle og håndværkere. Demonstrationen blev ledet af PDPA-lederne, og folk bar røde bannere med slagord som "Ned med tyranni!" og "Leve demokratiet!". Dette markerede den voksende prestige af PDPA blandt folket.

De af Daoud-ledede regeringens politikere, der indså den voksende popularitet af PDPA som en organiseret opposition, reagerede ved at arrestere partiets ledere og aktivister den 25. april 1978. PDPA-støtter reagerede hurtigt ved at rejse de militære enheder, der var loyale overfor dem, til oprør den 27. april 1978 (7. Saur ifølge den afghanske kalender). Denne oprørsbevægelse fik hurtigt opbakning fra resten af den afghanske hær og førte til regimets fald.

Da regimet blev væltet, overtog den militære ledelse magten i form af Revolutionsrådet for de Afghanske Væbnede Styrker. Det, der fulgte, var en national-demokratisk revolution, der resulterede i etableringen af den Demokratiske Republik Afghanistan (DRA). PDPA, som havde ført oprøret, satte sig som mål at løse de store nationale problemer og skabe et mere retfærdigt samfund for alle Afghanistans folk. De forsøgte at udrydde de ulige forhold, som var opstået gennem historien, og skabe en økonomisk og kulturel fremgang for hele landet.

Revolutionen var et svar på de dybe sociale og økonomiske modsætninger mellem den afghanske befolkning og de få udnyttende klasser. PDPA havde længe argumenteret for en løsning af disse problemer og forsøgte at skabe en ny national enhed baseret på lige rettigheder. Da PDPA på den 27. april 1978 blev det nye regerende parti, mødte revolutionen ikke stor modstand, selv ikke fra militærledelsen, som hurtigt gav op. De tidligere magthavere, herunder Daoud, var blevet kompromitteret og miste støtte fra både den civile befolkning og militæret.

Revolutionens succes viste sig hurtigt i de første handlinger, som blev truffet af Revolutionsrådet. På den første officielle meddelelse den 29. april 1978 blev det annonceret, at Daoud-regimet var blevet væltet, og at den nye regering havde overtaget magten. Den nye Demokratiske Republik Afghanistan blev straks anerkendt internationalt af flere lande, herunder Sovjetunionen, Indien, og flere østblokslande. Afghanistan var nu begyndt på en ny kurs, men en stabil politisk situation var langt fra sikret. Den tidlige succes og anerkendelse kunne ikke skjule de udfordringer, der stadig ventede i form af interne stridigheder, modstand fra udenlandske magter og opbygning af den nødvendige politiske struktur i en skuffet og splittet nation.

Endelig skal det forstås, at de omvæltninger, der fulgte efter aprilrevolutionen, ikke blot var et resultat af et enkelt øjeblik af politisk chaos. De reflekterede en dybtliggende længsel efter retfærdighed og social ændring, som havde været længe undertrykt. For mange afghanere repræsenterede PDPA og den nationale demokratiske revolution en mulighed for en mere lige og retfærdig fremtid. Men denne ambition skulle snart støde på vanskeligheder, der ikke kunne forudses i øjeblikket af sejr.

Hvordan Kasparov's Spilstrategier Formede Hans Sejre: En Analyse
Hvorfor endte pioneren Daumier i glemsel og fattigdom?
Hvorfor økonomisk angst ikke kan forklare Trumps valgsejr
Hvordan Selvorganiserende Kort (SOMs) Bruger Kunstig Intelligens til Visualisering af Kompleks Data
Hvordan Overlevelse i Uventede Omstændigheder Former Menneskets Natur og Venskaber