Hvorfor økonomisk angst ikke kan forklare Trumps valgsejr

Valget af Donald Trump var uden tvivl et traume på både nationalt og internationalt plan, og det havde alvorlige konsekvenser for de grupper, der i lang tid havde været mål for hans racistiske, sexistiske og xenofobiske retorik. Men en af de mest skuffende konsekvenser af valget var venstrefløjens manglende evne til at forstå, hvad der virkelig motiverede Trumps vælgere. En af de mest udbredte forklaringer på Trumps valgsejr er teorien om “økonomisk angst”, som hævder, at vælgerne ikke stemte på Trump på grund af racisme, men på grund af deres bekymringer om økonomien. Denne teori har fået stor opmærksomhed i medierne, og mange liberalere har forsøgt at forstå Trumps succes ved at rette fokus mod de økonomiske problemer, som hans vælgere angiveligt står overfor.

Denne økonomiske vinkel på Trumps valgsejr er særligt problematisk, når man ser på, hvordan den ignorerer den virkelige årsag bag Trumps popularitet: hans appel til hvidt overherredømme. Hvis man ser på resultaterne af valget, er det tydeligt, at race spillede en langt større rolle end økonomi. Trump vandt i alle hvide demografier, uanset økonomisk status. Hvide mennesker stemte på Trump i et omfang, der spænder fra 14 point blandt de med en husstandsindkomst på 100.000 dollars eller mere, til 28 point blandt dem med en husstandsindkomst på mellem 50.000 og 99.999 dollars. Selv blandt lavindkomstgrupper var Trumps dominans tydelig, hvor han vandt med 20 points margin i husstande med en indkomst under 50.000 dollars.

Der er altså ikke noget at misforstå: det var ikke økonomisk angst, men derimod en dybdybende racemæssig appel, der drev Trumps succes. Denne økonomiske vinkel på Trumps vælgere overser, at vælgernes racemæssige præferencer i høj grad afspejlede deres støtte til Trumps politikker, som netop bygger på et fundament af hvidt nationalistisk ideologi. Mange Trumps tilhængere afviste at diskutere racisme og diskrimination i forbindelse med hans politik, selvom det var netop disse elementer, der var de vigtigste træk ved hans kampagne.

Det er vigtigt at forstå, at teorien om økonomisk angst i sig selv er en del af et større diskursivt forsøg på at undgå at konfrontere det racemæssige grundlag for Trumps valgsejr. Den afviser at se på, hvordan Trumps tilhængere i høj grad blev motiveret af en følelse af, at deres sociale og økonomiske privilegier som hvide mennesker blev truet af ændringer i samfundet, som de opfattede som et angreb på deres kultur og værdier. Økonomisk stress kan ikke alene forklare, hvorfor en stor del af hvide vælgere følte sig tiltrukket af Trumps budskaber om “Amerika først”, som fremmede og minoriteter ofte blev fremstillet som fiender.

Trumps valgsejr bør derfor ikke reduceres til en økonomisk diskurs, men derimod ses som et udtryk for dybereliggende, strukturelle problemer i forholdet mellem race, klasse og politik i USA. Økonomisk afmagt og usikkerhed blandt arbejderklassen kan være en del af forklaringen, men det er ikke hovedforklaringen. Trumps vælgere, især de hvide, blev i høj grad motiveret af et ønske om at bevare status quo i en tid, hvor samfundet blev mere mangfoldigt, og racemæssige og etniske grupper fik mere politisk indflydelse.

Hvordan Trumpismen Formede Vores Opfattelse af Sandhed: En Analyse af Relativisme og Ideologi

I den moderne politiske æra har ideologi ikke længere en statisk eller transcendent karakter, men fremstår derimod som et konstant forhandlet og foranderligt fænomen. Denne forståelse af ideologi som en proces, snarere end som et fast faktum, er et centralt tema i diskussionen omkring Trumpismen og dens indflydelse på det politiske landskab, både i USA og globalt. I kapitlet “Twitter og Trumpismen: Epistemologiske Bekymringer i Post-Sandhedens Æra,” fremhæver Eric Sheffield, hvordan Trump brugte Twitter som et instrument til at forme, eller måske snarere deformere, vores forståelse af sandhed. Ifølge Sheffield medvirker de strukturelle træk ved Twitter—fra dens opbygning til dens distributionsmekanismer—til at underminere den delte opfattelse af sandhed. Teknologier som Twitter reducerer ikke blot vores evne til at skelne sandt fra falsk, men kan føre til en “bastardisering” af pragmatisk sandhed, som i sidste ende gør enhver meningsdannelse umulig, både praktisk og filosofisk.

Trumps populisme er også blevet støttet af en dyb ideologisk strømning, nemlig den hvide kristne nationalisme, som er undersøgt i kapitlet “Evangeliets Evangelium ifølge Hvid Kristendom: Religion, Race og Nation i Trump-æraen” af Jeremy Godwin. Godwin forklarer, hvordan evangeliske vælgere har formået at udvikle alternative fortællinger, hvor Trump opfattes som en profet, og hans politiske handlinger hellige. I denne kontekst fungerer religion som et ideologisk værktøj til at forstærke et verdensbillede, hvor sandhed er dikteret af en bestemt moral og en dyb tiltro til Trumps autoritet. Denne synsvinkel bidrager til et relativistisk syn på sandhed, hvor alt, hvad der understøtter den politiske dagsorden, anses som sandt, og modstandere kan demoniseres som løgnere eller falske medier.

En af de mest presserende udfordringer i forhold til sandhed i Trump-æraen er klimaændringerne, som Mike Cole i slutningen af vores analyse pointerer som en af de mest nødvendige sandheder at anerkende. Klimaændringerne udgør ikke blot en politisk udfordring, men også et etisk og eksistentielt spørgsmål. Hvis den kollektive forståelse af sandhed fortsætter med at blive undergravet af ideologiske magtspil, vil det have fatale konsekvenser for vores evne til at handle effektivt mod en af de største trusler mod vores planet.

Trumpismens relativisme, den manipulation af sandhed, der er blevet udmøntet i medierne, på sociale platforme og i politisk diskurs, kræver derfor en mere grundlæggende refleksion over, hvordan vi som samfund forstår og definerer sandhed. Det handler ikke kun om de politiske konsekvenser af relativisme, men også om den dybere filosofiske problematik, som opstår, når sandhed ikke længere er et mål for objektivitet, men et redskab for magt.

I denne sammenhæng er det nødvendigt at forstå, at relativisme i politisk diskurs ikke kun undergraver den demokratiske samtale, men også forvandler sandheden til et manipulerbart og flydende begreb. Det er et kritisk skridt at reetablere sandhed som en objektiv størrelse i offentlig debat, og det kræver, at vi stiller spørgsmål ved de ideologier, der søger at destabilisere vores forståelse af virkeligheden.