Hvordan de historiske klasseforhold i Ecuador og Costa Rica har påvirket deres klimaforvaltning

Ecuador har været vidne til en kompleks dynamik mellem økonomisk udvikling, olieudvinding og miljøbeskyttelse. Landets beslutning om at udvinde olie i den økologisk følsomme Amazonregnskov har rødder i dets strukturelle afhængighed af olieeksport som drivkraft for økonomisk vækst. Ecuador har i årevis været fanget i en økonomisk ulighed, hvor olieudvindingen, som ellers kunne have fremmet landets udvikling, i stedet har forstærket de sociale skel. Denne ulige udvikling har ført til kriser, både hvad angår økonomisk vækst og miljøbeskyttelse.

I modsætning hertil har Costa Rica udviklet en anderledes politisk og social struktur, som har muliggjort ambitiøse klimaforpligtelser. Costa Ricas forhold til miljøbeskyttelse kan ikke alene forklares gennem økonomisk udvikling. Den politiske ledelse i Costa Rica, især gennem familiære netværk som Figueres-familien, har spillet en central rolle i landets forpligtelse til grøn politik og klimaindsats. Don Pepe Figueres Ferrer, en af de mest fremtrædende skikkelser i Costa Ricas midtvejsborgerkrig og efterfølgende politiske udvikling, er et symbol på Costa Ricas klassestruktur, hvor social lighed og god regeringsførelse har været vigtige elementer.

Costa Ricas ledelse har været præget af en stærk elite, der har skabt en form for "grøn elite", som har været ansvarlig for at fremme miljøpolitikker og sikre, at Costa Rica kunne positionere sig som en global leder inden for bæredygtighed. Denne politiske elite har ikke kun været drevet af økonomiske interesser, men også af en dyb politisk kultur, der forbinder nationens udvikling med social lighed og økologisk ansvar. Eksempelvis har José María og Christiana Figueres, efter at have videreført Don Pepes politiske linje, spillet afgørende roller i at forme Costa Ricas internationale image som en grøn leder.

Når man ser på Costa Ricas rejse mod bæredygtighed, er det tydeligt, at landets politiske strukturer, især de historisk baserede klasseforhold, har været en nøglefaktor. Disse forhold har skabt et fundament, hvor miljøpolitik ikke kun har været et teknisk spørgsmål om energikilder, men en politisk og social proces drevet af personlige netværk og historiske relationer. I Costa Rica har det ikke kun været spørgsmål om teknologi og grøn energi, men om, hvordan elitegrupper, der er forbundet med landets udviklingshistorie, har navigeret klimaforvaltningens udfordringer.

Det er vigtigt at forstå, at den måde, som Costa Rica og Ecuador forholder sig til klimaet og miljøpolitikker, ikke blot handler om økonomiske eller teknologiske løsninger. Det er en kompleks proces, hvor historiske sociale strukturer, politiske alliancer og personlige netværk spiller afgørende roller. Costa Ricas klimaforpligtelser, for eksempel, kan ikke forstås uden at inddrage den historiske betydning af klasseforhold og politisk ledelse i landet, mens Ecuadors udfordringer illustrerer, hvordan økonomiske behov og politiske beslutninger kan kollidere med folkets ønsker om miljøbeskyttelse.

Hvordan er Costa Ricas klima- og emissionspolitik et eksempel for resten af verden?

Costa Rica er et af de få lande, der er blevet betragtet som næsten tilstrækkeligt i forhold til at bidrage til at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader Celsius, et mål, som i øjeblikket synes uopnåeligt for de fleste nationer. Dette betyder ikke nødvendigvis, at landet er fri for udfordringer, men det placerer Costa Rica blandt de nationer, der er mest ambitiøse i deres klimaforpligtelser. Men hvorfor har et land som Costa Rica, der kun står for en brøkdel af de globale CO2-udledninger, forpligtet sig til sådanne ambitiøse klimaindsatser? Og hvad står i vejen for at opnå lavere emissionsniveauer, på trods af disse forpligtelser?

Når vi ser på udviklingen af Costa Ricas CO2-udledninger i de sidste tre årtier, ser vi et land, der har formået at tilpasse sig globale klimaforpligtelser, mens man samtidig har måttet konfrontere vækst i sektorer som transport og industri. Dette på trods af, at Costa Rica er et af de få lande, der har forpligtet sig til at blive "kulstoffri" og er på vej mod en elektricitetsgennemsnit, der stort set er baseret på vedvarende energikilder som vandkraft.

Klimainitiativer som det velkendte betalingssystem for miljøtjenester (PES), "kulstofneutralitet" og dekarbonisering har været omdrejningspunkter i landets politik siden 1980'erne, og disse har givet et stærkt signal om Costa Ricas vilje til at gå foran i klimakampen. Alligevel bliver spørgsmålet: Er disse mål realistiske, eller er de blot et udtryk for symbolpolitik?

Det er vigtigt at forstå, at Costa Rica er et af de få lande, hvor det er muligt at implementere sådanne ambitioner i en region som Latinamerika, hvor mange lande stadig kæmper med grundlæggende økonomiske og sociale udfordringer. De fleste af Costa Ricas nabolande er langt bagud med hensyn til de klimamål, som landet har sat sig, og i mange tilfælde har de ikke en tilsvarende infrastruktur til at opnå reduktioner i CO2-udledninger.

Spørgsmålet om, hvorvidt Costa Rica er et unikt tilfælde, eller om det kan ses som et repræsentativt eksempel for resten af den globale syd, kræver en nærmere undersøgelse. På den ene side adskiller Costa Rica sig fra sine latinamerikanske naboer ved at være et land uden en stående hær og ved at have opretholdt en stabil demokrati i årtier. På den anden side deler Costa Rica mange af de samme klimamæssige udfordringer som andre lande i regionen, herunder afhængigheden af fossile brændstoffer og det langsomme tempo i udvidelsen af sol- og vindkapacitet.

Men der er også unikke træk ved Costa Rica, som gør det til en interessant case. Landet har formået at balancere økonomisk udvikling og miljøbeskyttelse på en måde, der ikke kun har skabt et grønt image, men også har ført til faktiske miljømæssige fremskridt. Konflikter om udvikling versus miljøbeskyttelse er dog blevet mere udtalte, som set i debatten om mineprojekter i landet, og det er her, den politiske vilje til at gøre forandringer vil blive testet.

De store klimaudfordringer, Costa Rica står overfor, er ikke kun et spørgsmål om at nedbringe CO2-udledninger, men også om at håndtere de sociale og økonomiske spændinger, som klimaændringer og nødvendige miljøbeskyttelsesforanstaltninger skaber. Problematikkerne omkring udvinding af naturressourcer, som f.eks. guldminen i Las Crucitas, illustrerer de komplekse beslutningsprocesser, der skal til for at opretholde både politisk stabilitet og miljømæssig ansvarlighed.

Hvad kan andre lande lære af Costa Ricas erfaring med klimaindsats?

Costa Rica har længe fungeret som en model for miljøpolitik, ikke kun i Latinamerika, men også globalt. Landet har gennem årene været betragtet som et "laboratorium", hvor idéer og politikker kan afprøves og derefter implementeres andre steder (Boza, Jukofsky og Wille 1995; Fletcher, Dowd-Uribe og Aistara 2020). Især Costa Ricas PES-program (betalingsordning for miljøtjenester) har været en vigtig case, som har givet inspiration til lignende initiativer i andre sydlige lande (Pagiola 2008; Fletcher 2013). Store internationale miljø-NGO'er har i mange år betragtet Costa Rica som et forsøgsområde og har implementeret erfaringer fra landet i andre regioner.

Costa Ricas klimaindsats har ikke kun været resultatet af eksterne faktorer, men har i høj grad været påvirket af en intern dynamik af politisk vilje og udvikling. En vigtig del af denne dynamik er den relativt mere egalitære samfundsstruktur, som Costa Rica har opretholdt gennem det meste af sin historie. Den relativt flade sociale struktur har gjort det muligt for landets ledende skikkelser, den såkaldte "grønne elite", at udvikle og implementere klimaindsatser, som måske ikke ville have været mulige i mere ulige samfund. Denne elite har haft en central rolle i udformningen af Costa Ricas miljøpolitik og har formået at skabe en politisk og økonomisk stabilitet, der har givet plads til de nødvendige investeringer i både sociale og klimamæssige initiativer.

Costa Ricas grønne elite er ikke kun sammensat af politikere, men også af teknokrater og økonomer, som har været i stand til at integrere klimaforandringer i den bredere udviklingspolitik. Efter de økonomiske chok i 1930'erne og 1940'erne, hvor mange andre lande i Centralamerika blev præget af vold og politisk repression, begyndte Costa Rica at fremme en mere samarbejdsorienteret model, hvor mellemklassen fik indflydelse i statens beslutningsprocesser. Dette gav landet en stabilitet, der har været grundlaget for den grønne omstilling.

I midten af 1990'erne, under præsident José María Figueres Olsen, opstod der en stærk entusiasme omkring klimaindsatser. Dette var en periode, hvor Costa Rica begyndte at etablere de første forbindelser mellem skovbrug og klimaindsats, blandt andet gennem den første lovgivning, der tillod betaling af landmænd for de klimamæssige tjenester, deres skove bidrog med. Denne politiske vilje, sammen med en velfungerende administration og en voksende international anerkendelse, gjorde det muligt for Costa Rica at blive et foregangsland for klimatiltag, hvilket satte standarden for mange andre lande i den sydlige halvkugle.

Hvad kan vi så lære af Costa Ricas erfaring? En central pointe er, at landets succes ikke kun skyldes dets høje niveau af social udvikling eller dets internationale synlighed. Det er også et resultat af, hvordan den grønne elite har været i stand til at skabe og implementere ambitiøse politikker, der både har været til gavn for samfundet og har ført til konkrete klimaforbedringer. Den politiske og økonomiske stabilitet i Costa Rica har givet landets beslutningstagere mulighed for at tage langsigtede beslutninger, som har haft positive effekter på både miljøet og den sociale struktur.

Der er dog også nogle vigtige aspekter at overveje, når man reflekterer over Costa Ricas tilgang. For det første er det nødvendigt at erkende, at landets historiske udvikling og dens relativt ensartede klasseopbygning ikke nødvendigvis er overførbare til alle lande, især ikke dem med mere ulige samfundsstrukturer. Klimaindsatser kræver ikke kun politisk vilje, men også en stabil grundstruktur, der kan sikre, at initiativerne bliver bæredygtige på lang sigt.

Endvidere er det vigtigt at forstå, at Costa Ricas klimaindsats ikke er statisk. Som historien viser, er der stadig udfordringer og modstand, der kan bremse udviklingen af nye politikker. Det er derfor nødvendigt at fortsætte med at analysere og justere klimaindsatser, baseret på både nationale forhold og globale klimaaftaler, for at sikre, at de forbliver effektive.

Hvordan Costa Rica Formulerede Klimapolitik: Et Billede af Eliter og Udvikling

I en verden, hvor klimaforandringer kræver global handling, er det vigtigt at forstå, hvordan politiske beslutninger bliver formet. I Costa Rica, et land der har spillet en fremtrædende rolle i klimaindsatser, har politiske beslutningstagere – ofte medlemmer af den intellektuelle og politiske elite – været de primære aktører i at forme landets klimamål og politikker. I denne kontekst er det ikke kun de statslige aktører, men også højtuddannede, urbane fagfolk, som i samarbejde med staten har drevet beslutningsprocesserne, der har ført til Costa Ricas ambitiøse klimaindsats.

Der er relativt få studier, der har inkluderet data fra interviews med de såkaldte "eliteaktører", men forskning har nu understreget vigtigheden af at forstå, hvordan beslutninger truffet af eliten kan påvirke miljøet. Forskning om miljøretfærdighed har udvidet sig til at inkludere perspektiver fra både lavindkomstsamfund og økonomiske eliter, men politiske eliter er ofte blevet overset. Dette studie skiller sig ud ved at inkludere interviews med personer i højtprofilerede positioner i Costa Rica, herunder flere tidligere miljøministre, og bruger disse interviews som en central kilde til forståelse af landets klimamål.

Dataindsamlingen bygger også på analyser af nyhedsartikler, taler og nationale politiske dokumenter, som alle belyser udviklingen af klimamitiationspolitikker siden 2013. Gennem en kombination af feltarbejde og analyse af arkivmateriale konstrueres en fortælling om Costa Ricas klimahandlinger, som strækker sig fra slutningen af 1980'erne frem til nutiden. For at forstå disse politiske udviklinger anvendes en forskningsmetode kaldet "proces-sporing", som fokuserer på at identificere de årsagssammenhænge, der forbinder beslutninger til politiske resultater.

Denne tilgang gør det muligt at afdække de mekanismer, der har ført til de beslutninger, som har været med til at forme landets klimapolitik. I Costa Rica har en række historisk prominente embedsmænd spillet en central rolle i at fremme klimapolitikken og fange international opmærksomhed. Der er identificeret fire nøglemomenter, hvor klimadagsordenen blev skubbet fremad, og disse øjeblikke danner grundlag for senere kapitler i denne bog.

En af de centrale erkendelser er, hvordan klasseforskel og økonomisk udvikling i Costa Rica har været en drivkraft bag landets klimainitiativer. Manuel, en biolog og samfundsaktivist, pointerer i et interview, at det ikke er nødvendigt at være et højt udviklet land for at forpligte sig til klimaneutralitet. Alligevel er det klart, at Costa Ricas niveau af udvikling har spillet en vigtig rolle i at gøre disse klimaaftaler mulige. Manuel fremhæver, at i lande som Haiti, der lider af politisk ustabilitet og ekstrem fattigdom, ville en sådan forpligtelse ikke være realistisk.

Costa Rica har, som Manuel bemærker, et højt niveau af socialt velvære sammenlignet med mange af sine latinamerikanske naboer. Landet har konsekvent været blandt de øverste i regionen i målinger som levealder, uddannelsesniveau, adgang til rent vand og indkomst per capita. Dette niveau af udvikling har ikke kun givet Costa Rica mulighed for at adressere klimaændringer på en ambitiøs måde, men har også gjort det muligt at sikre stabilitet og opbakning til politiske initiativer, der ellers kunne være svære at gennemføre i mere ustabile og fattigere lande.

Denne form for politisk og økonomisk dynamik er ikke unik for Costa Rica. Den spiller en rolle i mange udviklingslande, hvor evnen til at implementere klimaindsatser ofte hænger sammen med landets generelle udviklingsniveau. Selvom det er blevet afkræftet, at fattigere lande ikke er i stand til at bekymre sig om globale miljøproblemer som klimaændringer, er det stadig klart, at udviklingsniveauet påvirker et lands politiske vilje og evne til at mobilisere både nationale og internationale aktører til at tage affære.

Desuden har Costa Rica, ligesom mange andre latinamerikanske lande, indtaget en diplomatiske holdning i globale klimaforhandlinger, hvor de har forsøgt at samarbejde uden at blive for aggressive overfor de mere industrialiserede lande, som historisk set har været de største bidragsydere til den globale opvarmning. På den anden side har lande som Ecuador og Bolivia, der har en stærkere politik mod de globale magtstrukturer, valgt at tage en mere konfrontatorisk holdning til klimaforandringer, og de har været mere kritiske overfor de rige landes ansvar.

Det er nødvendigt at forstå, at klimaforandringer ikke kun handler om de store industrinationer. Det er i stigende grad en spørgsmål om, hvordan forskellige lande, uanset deres økonomiske status, kan implementere politikker, der reducerer deres klimapåvirkning og fremmer en bæredygtig fremtid. Costa Rica demonstrerer, at der findes mange veje til at fremme effektiv klimamitiation, og at både økonomiske og sociale faktorer spiller en væsentlig rolle i udviklingen af klimaforpligtelser.