Hvilken rolle spiller råvarefaktorer i investeringsbeslutninger?

Råvareinvesteringer har længe været et populært valg for dem, der ønsker at diversificere deres porteføljer og beskytte sig mod inflation. De økonomiske faktorer, der påvirker råvarepriser, er dog komplekse og kan ikke forstås på en overfladisk måde. Det er nødvendigt at dykke dybere ned i de faktorer, der bestemmer priserne på råvarer, og hvordan investorer interagerer med disse markeder. Når man ser på råvaremarkederne, er det klart, at de adskiller sig væsentligt fra aktie- og obligationsmarkederne, og en grundlæggende forståelse af de faktorer, der påvirker råvarer, kan hjælpe investorer med at træffe informerede beslutninger.

En af de vigtigste faktorer er, hvordan spekulanter og investorer påvirker priserne på råvarer. Spekulanter, der handler i råvarefutures, kan få priserne til at svinge midlertidigt væk fra de underliggende økonomiske fundamenter. Selv om disse spekulative aktiviteter ikke nødvendigvis har en direkte indflydelse på inflationen, kan de skabe volatilitet, som investorer bør være opmærksomme på. Råvaremarkeder udviser værdiforandringer og momentum, som man også ser i aktie- og obligationsmarkederne. Derfor har Commodity Trading Advisors (CTAs) fået et ry for at anvende momentum-strategier i deres handelsmetoder.

Investorer skal dog forstå, at råvarepriser ikke kun reagerer på spekulative faktorer. Økonomiske modeller forudser, at priserne på råvarer også reagerer på faktorer som sikringspres, relativ knaphed samt ubalancer mellem udbud og efterspørgsel. Disse faktorer kan skabe både kortsigtede og langsigtede bevægelser i priserne, som kan være svære at forudsige. Samtidig påvirker andre finansielle markeder som aktier, obligationer og valutakurser også råvarepriserne. Råvareinvesteringer har et stærkt potentiale for diversificering, og derfor er de et attraktivt valg for mange investorer.

Når man ser på GSCI (Goldman Sachs Commodity Index) og dets sammensætning, er det tydeligt, at energiråvarer som olie og naturgas dominerer. Fra januar 1986 til december 2011 gav GSCI et gennemsnitligt afkast på 8,9 %, men dette afkast kom med en høj standardafvigelse på 20,7 %. Det betyder, at investering i råvarer kan være volatil, men den lave korrelation mellem råvareafkast og aktier eller obligationer gør det til et effektivt diversificeringsværktøj. Denne lavere korrelation betyder, at råvarer kan fungere som en stabiliserende faktor i en portefølje, selvom de ikke altid beskytter mod inflation på en perfekt måde.

En vigtig oplysning er, at kun energiråvarer har et signifikant forhold til inflation, med korrelationer for crude oil og energi som helhed på omkring 23 % til 26 %. Andre råvarer som landbrugsprodukter eller ædelmetaller har meget lavere korrelationer med inflationen, hvilket gør dem til mindre pålidelige inflationbeskyttere. Dette betyder ikke nødvendigvis, at de ikke har værdi i en portefølje, men at de ikke skal forvente at opfylde rollen som en komplet inflation hedge.

Råvarefutures afkast kan opdeles i tre komponenter: spotafkast, kontantafkast og rollafkast. Spotafkastet er det afkast, der opnås fra ændringer i de fysiske råvarepriser, mens kontantafkastet kommer fra renter på den margin, som investorer er forpligtet til at stille for at handle futureskontrakter. Rollafkastet opstår, når investorer ruller deres kontrakter ved udløb, hvilket kan medføre kapitalgevinster eller -tab. En forståelse af disse tre komponenter er essentiel for at vurdere det samlede afkast på råvareinvesteringer, da risikoen i høj grad stammer fra variationer i spotmarkederne.

Tabellen over gennemsnitlige afkast af GSCI viser, at i perioder som 1970'erne og 1980'erne, var rollafkastet positivt, selv når spotafkastet var negativt. I de senere år, især i 2000'erne, har rollafkastet været negativt, men spotmarkedet har stadig leveret gode resultater. Dette understreger, at risikoen for råvareinvesteringer primært kommer fra bevægelser i de fysiske markeder, og at diversificering i disse markeder kan være en effektiv strategi for at håndtere volatilitet.

For investorer, der ønsker at forstå, hvordan deres råvareinvesteringer vil udvikle sig, er det vigtigt at tage højde for de faktorer, der påvirker spot, cash og roll-komponenterne. En omhyggelig analyse af disse faktorer kan hjælpe med at forudsige, hvordan råvaremarkedet vil reagere på økonomiske ændringer og makroøkonomiske begivenheder. At forstå disse dynamikker er fundamentalt, hvis man ønsker at navigere i det komplekse landskab af råvareinvesteringer.

Hvorfor eksisterer værdipræmien, og hvad betyder den for dig som investor?

Fordelene ved værdiinvestering har været kendt siden 1930'erne, da Graham og Dodd udgav Security Analysis – et værk, der stadig fungerer som en rettesnor for identifikation af virksomheder med lav markedspris i forhold til deres fundamentale værdi. I dag anvender både akademikere og praktikere forskellige balancemæssige mål for at estimere denne fundamentale værdi. Det grundlæggende spørgsmål for moderne finans er dog, hvorfor disse såkaldte værdivirksomheder konsekvent ser ud til at overgå vækstvirksomheder på lang sigt – det fænomen, der kaldes værdipræmien.

Inden for økonomisk teori findes der to dominerende forklaringsrammer for værdipræmien: den rationelle og den adfærdsbaserede. Den rationelle tilgang tager udgangspunkt i, at værdiaktier er mere risikable, og derfor bør give en højere forventet afkast som kompensation for denne risiko. Den adfærdsbaserede tilgang fokuserer i stedet på systematiske fejl i investoradfærd, hvor markedet overvurderer vækst og undervurderer værdi.

Rationelle teorier forklarer værdipræmien som et resultat af systematisk risiko, der ikke kan diversificeres væk. Fama og French indarbejdede netop denne systematiske kovariation i deres HML-faktor, der fanger forskellen i afkast mellem høj og lav bogført markedsværdi. I denne ramme bevæger værdiaktier sig typisk i takt med hinanden og i modsat retning af vækstaktier. Det gør det muligt at identificere en særlig risikofaktor – nemlig eksponering mod værdi – som bliver præmieret i ligevægt.

Men hvad er det for nogle "dårlige tider", hvor denne risiko realiseres? Og hvorfor er netop værdiaktier særligt udsatte? Det viser sig, at de perioder, hvor værdiaktier klarer sig dårligt, ikke altid falder sammen med klassiske recessioner. Eksempelvis led værdiaktier store tab under IT-boblen i slutningen af 1990'erne, selv om økonomien buldrede frem. Det antyder, at værdiaktier bærer en særlig type risiko, som ikke nødvendigvis følger konjunkturcyklen.

Flere forskere har foreslået forskellige faktorer som drivkræfter bag værdipræmien: investeringsvækst, risiko for arbejdsindkomst, forbrug af luksusgoder og boligrisiko. En af de mere teoretisk gennemarbejdede forklaringer bygger på investeringsoptioner og realøkonomiske begrænsninger. Berk, Green og Naik viste i 1999, at virksomheder med høj bogført værdi i forhold til markedsværdi – altså værdiaktier – ofte har store aktiver i drift og færre fleksible investeringsmuligheder. Under lavkonjunktur udløses disse investeringsoptioner anderledes, hvilket gør værdiaktier mere sårbare.

For investorer betyder det, at værdipræmien ikke bare er et grati