Chris sad stille ved siden af ham, benene krydsede og hænderne i lommen på sin jakke. "Han er væk," sagde han pludselig, efter næsten en times stilhed. "Jeg har prøvet at tale med ham, men han er lukket af. Chok, tror jeg." Det var det første, han havde sagt i lang tid, et tegn på fremgang. Carlos rakte ordløst den anden kop kaffe til ham. Chris tøvede et øjeblik, men tog den til sidst med et kort nik. "Tak. Du er en god ven."

Carlos satte sig ned for enden af stammen og tog en slurk af kaffen, mens han stirrede på de delvist frosne vande i Goat Kill Creek. Ødelæggelsen omkring ham syntes at være et spejlbillede af hans egne indre følelser. "Er du klar til at tale?" spurgte Carlos. Chris’ øjne flakkede over til ham, og han trak på skuldrene. "Hvad vil du gøre ved mig, hvis jeg ikke gør? Lader du din kæreste tage sig af mig?"

Carlos følte et kort ønske om at give Chris en lærestreg, men stoppede sig selv, da han huskede, hvor længe det havde været siden Chris sidst havde set Marie. "Det er ikke min kæreste," sagde han roligt. "Det er min søster."

Chris stirrede på ham, mundåbent. "Hellig... det er Marie?" Han så ud som om han var blevet ramt af et lyn. "Jeg troede hun var... du ved... stadig otte."

Carlos rystede på hovedet. "Hun er næsten atten. Hvis du kalder hende min kæreste én gang til, får vi et problem." Chris så flov ud, men så indså han måske, hvor han var. "Hvad gjorde du ved hende? Hun skød Gondolfo ned, som om det var en skydeskive."

Carlos trak vejret dybt. Han kunne ikke forklare, hvad Marie havde gjort. Hans lille søster havde forvandlet sig til en snigskytte, en rolle hun aldrig havde haft før. Det havde været en fejl at lade hende slutte sig til Rigil Kent-bevægelsen, men det var der nu ikke meget at gøre ved. "Lad os tale om noget andet. Hvorfor er du her?"

Chris kiggede ud over det snedækkede landskab, hvor Lars og Garth gravede grave. "Jeg var deres guide," sagde han med en afstandsbetonet stemme, som om det forklarede alt.

Carlos lo og rystede på hovedet. "Du har aldrig været her før. Jeg hørte engang, at matriarken gjorde dig til Chief Proctor i Shuttlefield. Hvad laver du så med en Union Guard-patrulje i Midland?"

"Sidste gang jeg hørte, gik du under navnet Rigil Kent." Chris smilede. "Jeg googlede det forresten. Et gammeldags europæisk navn for Alpha Centauri. Godt valg."

Carlos blev irriteret. "Hold op med at ændre emnet. Hvad laver du her?"

Chris trak på skuldrene. "Måske kan jeg lige så godt fortælle dig det. Vi leder efter dig. Eller rettere, vi leder efter din lille gruppe." Han pegede på et tripod-monteret instrument på jorden. "Det der? Det er en SIMS – et system til kortlægning af informationsdata. Din far ville have elsket det."

Carlos følte en kold fornemmelse sprede sig i kroppen. SIMS-systemet var et avanceret overvågningsredskab, der kunne opsnappe infrarøde signaler, bevægelse og kropsvarme. Hvis han og de andre havde været langsommere, ville de have været opdaget med det samme. Chancen for, at han var blevet Chris’ fange, var stor.

Men det var ikke det eneste problem. Midland var en af de sidste frie zoner, og Unionen var klar til at udrydde enhver modstand. Carlos vidste, at Unionens kontrol over regionen stadig var et stort mål for dem. Selvom modstanden havde fået et lille forspring, var situationen langt fra stabil. Det var kun et spørgsmål om tid, før Unionen ville sende flere soldater.

Chris så ud til at mærke alvoren i situationen, men han talte ikke om det. I stedet skiftede han hurtigt emne. "Min mor forsvandt for en måned siden. Når folk forsvinder her, er der én ting, man kan være sikker på. De går altid et bestemt sted." Han pegede på jorden, som om han allerede vidste svaret. "Ved du, hvor hun er?"

Carlos tog en dyb indånding og så på Chris. "Hvis jeg fortæller dig det, vil du hjælpe mig?"

Chris rystede på hovedet, men hans blik afslørede noget andet, noget mere komplekst. "Er du seriøs?" sagde han lavt.

Carlos smed sin kaffe i sneen. "Du sagde, du elsker naturen. Her er din chance for at få så meget af det, du vil."

Chris kiggede undrende på ham. "Hvad mener du?"

Carlos smilede koldt og vendte sig væk, men før han kunne gå videre, kaldte Chris efter ham. "Okay, du vinder. Hvad skal jeg gøre?"

Carlos vendte sig langsomt om. "Jeg vil have, at du tager en tur med mig."

Mens Marie fortsatte med at grave, vendte Carlos sig mod Barry, der var i færd med at finde medicin til Constanza, og gav et tegn til ham. "Du tager Constanza med tilbage. Chris og jeg tager de andre veje."

Det var en chance, et valg, og måske en løsning, men Carlos var langt fra sikker på, at det ville føre til noget godt.

Er Ricky forsvundet? Hvordan mekaniske drømme påvirker vores virkelighed

Talisha stirrede på skærmen, mens hendes stemme fyldte rummet med en blanding af raseri og forvirring. Ricky, hendes mand, var ude af sig selv – ikke af vrede, men af en mærkelig, ubrydelig ligegyldighed. Han, som engang havde været hendes nærmeste, var nu blevet en fremmed i deres eget hjem. Mens hun forsøgte at forstå hans handlinger og undgå at se den dybe tomhed i hans øjne, indså hun, at han var blevet en del af et større fænomen – en der forsvandt længere og længere ned i et digitalt univers, der tilsyneladende havde mere magt over ham end deres forhold.

Der var noget skræmmende ved, hvordan mennesker kunne være fysisk til stede, men mentalt og følelsesmæssigt fraværende. Ricky havde forvandlet sig fra en mand, der engang havde været til stede i hendes liv, til en der levede i sin egen verden. En verden, som hun kun kunne få et glimt af gennem den koldeste af teknologiske linser, hvor han stod foran sin arbejdsstation, der var fyldt med modeller og dele af maskiner. Det, der engang havde været hans passion, var nu blevet et fængsel, hvor hans opmærksomhed var delt mellem de mekaniske dele, han ordnede, og en drømmeverden, han ikke kunne slippe af med.

"Er du dybt i det?" havde hun spurgt, men hans svar var undvigende. Det var, som om han slet ikke kunne høre hende. Og måske var det sandt – måske hørte han ikke, for han var allerede nedsænket i sin egen virkelighed.

Dette fænomen – en mekanisk drøm – er ikke kun en teknologisk frygt, men en psykologisk og social realitet. Som Ed havde forklaret, kunne folk være levende i den fysiske verden, mens de stadig var fanget i en anden, hvor deres handlinger og tanker var optaget af noget andet. Det kunne være en flugt, en besættelse eller en måde at håndtere virkeligheden på, som blev for svær at konfrontere. For Ricky var det en slags mekanisk vrangforestilling, hvor han kunne fortsætte med at leve sit liv, samtidig med at han levede et helt andet liv i et parallelt univers af drømme og teknologi.

Mekaniske drømme er et voksende problem, hvor mennesker lever to liv på én gang. De er ikke nødvendigvis bevidste om det, men deres opførsel afslører det. De virker som zombier – tilstede i den virkelige verden, men fraværende i deres sind. For Talisha var dette et brud på den forbindelse, de engang havde haft. Deres ægteskab, som burde have været et fællesskab, var nu blevet til et ensomt skuespil, hvor hun forsøgte at få hans opmærksomhed, mens han var optaget af sin mekaniske verden.

Dette fænomen stikker dybere end blot et forhold. Det berører et samfund, hvor teknologi har en stadig større rolle i menneskers liv, hvilket skaber afstand mellem mennesker og deres følelser. Den teknologi, som oprindeligt var designet til at forbinde os, kan nu føre til en større isolering, fordi vi bliver mere opslugt af virtuelle verdener og fjerne aktiviteter.

Talisha står foran en alvorlig beslutning: skal hun fortsætte med at elske en mand, der er mere til stede i sin drømmeverden end i hendes? Hendes følelser er på kanten af sammenbrud, da hun står overfor en fremtid, hvor hun enten skal acceptere en mand, der ikke længere ser hende, eller begynde et liv uden ham. I mellemtiden kæmper hun med tanken om, at det ikke kun er deres forhold, men hele hendes liv, der er i fare for at smuldre.

Selvom Ricky ikke fysisk er væk, er han mentalt og følelsesmæssigt fraværende. Den daglige kamp mod ensomhed og frustration, som Talisha oplever, er et klart billede på, hvordan et forhold kan blive undermineret af den teknologiske verden, vi har skabt. Det er en advarsel om, at vi måske skal være forsigtige med, hvordan vi lader teknologi fylde vores liv – for i sidste ende kan det være den, der stjæler den nærhed og forbindelse, vi har med dem, vi elsker.

Hvad man måske ikke ser med det samme, er hvordan dette fænomen afspejler den større virkelighed omkring os. Vi er alle, på en eller anden måde, i en verden, hvor vi lever to liv samtidig – ét i den fysiske verden og et andet i den digitale. Teknologi skaber forbindelser, men den kan også isolere os, hvis vi ikke er opmærksomme på, hvordan den påvirker vores relationer.

Det er vigtigt at forstå, at dette ikke kun handler om Ricky og Talisha. Der er mange mennesker, der kæmper med at finde balance mellem deres virkelige liv og den digitale verden, de er en del af. Det kan være et forhold, et job eller en hobby, der bliver for intens og tager al opmærksomheden væk fra det, der virkelig betyder noget. Teknologien giver os mulighed for at leve flere liv samtidig, men dette kan komme med konsekvenser, der går ud over vores evne til at forbinde os med de mennesker omkring os. Derfor er det afgørende at forstå, hvordan teknologien påvirker vores følelser, vores relationer og vores virkelighed.

Hvordan kan naturen inspirere vores tegninger og kunstneriske udtryk?
Hvordan man skriver og holder en mindetale: Perspektiver og praktiske råd
Hvordan forstå relationer og følelser gennem sprog og livsbegivenheder
Hvordan vælger man en sund plante, og hvad skal man være opmærksom på?