Hvordan opfatter jainismen virkeligheden og vejen til befrielse?

I jainismen er sandheden ikke blot et spørgsmål om tolerance over for forskellige religiøse synspunkter, men snarere en kompleks erkendelse, hvor kun jainismens egen lære, baseret på jinas’ alvidenhed, anses for fuldstændig korrekt. Selvom andre perspektiver på vejen til moksha delvist anerkendes, anses de i det væsentlige for fejlagtige. Den eksisterende virkelighed opdeles i tre grundlæggende kategorier: det levende (sentient), det materielle og det, der hverken er levende eller materielt. Den levende kategori repræsenteres af jivaen, som ofte oversættes til sjæl eller livsmone, mens materien består af pudgala, som er sammensætninger af atomer med sanselige egenskaber som form og farve. Den tredje kategori, arupi-ajiva, inkluderer ikke-materielle elementer som rum, bevægelsesprincippet, hvileprincippet og tid.

Ved indsats og opnåelse af korrekt viden kan den fortsatte tilstrømning af karma stoppes, en proces kendt som samvara. Derefter følger nirjara, hvor den tilknyttede karma gradvist slides væk, og gennem stadier af indre forvandling kan sjælen bevæge sig fra fangenskab til frigørelse. Denne proces visualiseres som en trappe med fjorten trin, gunasthanas, hvor man nærmer sig omniscience, den fuldkomne erkendelse. Den, der når trin tretten, kaldes arhat, og den, der også kan undervise i doktrinen, betegnes tirthankara. Det sidste trin, hvor sjælen frigøres fuldstændigt, nås lige før døden, og den befriede sjæl opholder sig herefter i siddha-loka.

At skade levende væsener betragtes ikke blot som fysisk skade, men også som en manifestation af negative følelser som vrede og begær, som hindrer frelsen. Derfor praktiseres streng vegetarisme, og visse fødevarer, der menes at indeholde mange nigoder, såsom honning og alkohol, undgås. Renunciantens forpligtelser er endnu strengere; de må undgå at skade selv de mest mikroskopiske livsformer, og mange daglige aktiviteter, som at grave i jorden eller bade, begrænses for at forhindre skade på disse væsener.

Den frigjorte person i jainismen er en, der har overvundet lidenskaber som vrede, stolthed, bedrag og grådighed. En sådan person er uden tilknytning til verden og samsara, og hans eller hendes handlinger og sindstilstand er fri for synd. At kontrollere lidenskaber betragtes som nøglen til at overvinde flere negative egenskaber, da de er indbyrdes forbundne. Den frigjorte sjæl rejser gradvist mod fuldkommen erkendelse uden længsel efter livet, og en sådan person anses for fuldstændig sikker og fri for fare.

Ud over den filosofiske forståelse af virkelighedens natur og karmas rolle er det vigtigt at forstå, at jainismens praksis kræver en dybtgående disciplin, som ikke blot er en ydre moralsk kodeks, men en indre transformation. Denne transformation omfatter en opmærksomhed på alle livsformer og en konstant bestræbelse på at mindske skade og fremme medfølelse og renhed. Jainismen opfordrer til en radikal etisk ansvarlighed, hvor selv de mindste handlinger og tanker har betydning for sjælens renselse og frigørelse.

Hvad afslører arkæologiske udgravninger i Mehrgarh om de tidlige samfund i Baluchistan?

Mehrgarh, beliggende i den sydvestlige del af det nuværende Pakistan, er et af de mest betydningsfulde arkæologiske steder for forståelsen af menneskets tidlige udvikling i Sydasien. Udgravningerne har afsløret et kontinuerligt og kulturelt rigt samfund, der strakte sig over flere årtusinder. Det er et nøgleområde for at forstå de tidligste faser af landbrug, husdyrhold og håndværk i regionen, samt de tidlige forbindelser mellem forskellige kulturer i området.

De første seks faser af beboelsen i Mehrgarh, identificeret som Perioder I og II, er de mest relevante for vores forståelse af samfundets udvikling i den tidlige neolitiske æra. Period I, som strækker sig tilbage til cirka 6000-5500 f.Kr., afslører en bosættelse, hvor folk levede i små husstande bygget af håndlavet muddertegl. Husene var enkle, men praktisk indrettet med små rektangulære rum, hvoraf nogle sandsynligvis blev brugt som opbevaringsenheder. Der blev også fundet redskaber som mikrolitter og stenhåndtag, der sandsynligvis blev brugt til landbrug og forarbejdning af fødevarer. Selvom Period I overvejende var uden keramik, dukkede de første keramiske stykker op i Period IB, hvilket markerede begyndelsen på keramikproduktion i regionen.

Gravfund fra denne tid er særligt interessante, da de viser et samfund, der allerede udvekslede varer over lange afstande. Begravelsespraksisserne i Period I viser en dyb forbindelse til rituelle og måske frugtbarhedsrelaterede overbevisninger. Gravene var ofte enkle, med døde anbragt i en bøjet stilling i gruber dækket med rød okker, og gravgaver som perler af lapis lazuli og turkis, som kunne være kommet fra Afghanistan eller Centralasien, tyder på en etableret handelsnetværk.

I Period II (c. 6000-4500 f.Kr.) udviklede samfundet sig yderligere. Der blev opført større bygninger, og der blev fundet strukturer opdelt i små celler, som kunne have været boligområder eller opbevaringsrum. Keramikkens rolle voksede, og både håndlavede og senere drejede keramiske beholdere blev brugt. Desuden begyndte brugen af kobber at dukke op, hvilket markerede begyndelsen på metalbearbejdning i regionen. Udgravninger fra denne periode viser, at samfundet begyndte at raffinere deres håndværk med små smykker og ornamenter som perler lavet af steatit og andre ædelsten, hvilket kan indikere både økonomisk og kulturel vækst.

De arkæologiske fund fra Mehrgarh giver desuden vigtige indikationer om samfundets subsistensstrategier. Øgningen af kornproduktion, især byg, viser en tidlig overgang fra jagt og indsamling til landbrug. Fund af både vilde og domestikerede bygtyper understøtter ideen om, at befolkningen i området aktivt deltog i dyrkning og selektion af planter, en praksis der allerede fandt sted i de tidlige faser af samfundets udvikling.

De arkæologiske spor fra de første tusinder år af bosættelsen i Baluchistan afslører et samfund, der hurtigt tilpassede sig de miljømæssige forhold, de levede under. Samtidig understreger de, hvordan de tidlige mennesker i Mehrgarh udviklede sig fra at være jægere og samlere til at blive dygtige landmænd og håndværkere. Disse tidlige samfund havde en høj grad af social organisation og var i stand til at udveksle ressourcer på tværs af store afstande, hvilket var en vigtig forudsætning for den videre kulturelle og økonomiske udvikling i regionen.

I denne tidlige neolitiske periode er det vigtigt at bemærke den langsomme, men konstante udvikling af både teknologi og sociale strukturer. Uden dette fundament kunne de senere, mere avancerede samfund ikke have opnået den kulturelle og økonomiske fremgang, vi ser i den efterfølgende mesopotamiske og Indus-dalperiode.