Hvordan Bannon og Trump Forandrede Republikanerne og Deres Politik

Steve Bannon, en kontroversiel figur i amerikansk politik, blev en nøgleaktør i Donald Trumps politiske bevægelse, fra Trumps valgkamp i 2016 til hans tid i Det Hvide Hus. Bannon, der begyndte sin karriere som officer i flåden og senere blev en succesfuld finansmand og mediepersonlighed, havde en vision for USA, der var præget af økonomisk nationalisme, modstand mod globalisering og en stærk modstand mod det etablerede politiske system i Washington. I 2016, da Trump indså, at han havde brug for en strategisk leder, der kunne appellere til de arbejderklassede vælgere, der følte sig overset af det etablerede parti, fandt han en ideel allieret i Bannon.

Bannon kom fra en arbejderklassefamilie og blev opdraget i Richmond, Virginia, hvor han gik på en katolsk militærakademi. Hans baggrund og tid i flåden spillede en vigtig rolle i hans politiske udvikling. Han blev desillusioneret over USA's respons på Iran-krisen i 1979 og blev derefter en stor tilhænger af Ronald Reagans konservative politik. Hans videre studier i national sikkerhed ved Georgetown University og en MBA fra Harvard gjorde ham til en af de mest intellektuelt veluddannede personer i Trumps kreds. Hans erfaringer fra Wall Street, filmindustrien og ikke mindst som chef for Breitbart News, en online platform, der blev et udgangspunkt for hans politiske ideer, cementerede hans position som en af de mest magtfulde kræfter i Trump-bevægelsen.

Bannon var ikke kun en strateg for Trump, men også en ideolog, der så på USA som et land, der havde mistet sin storhed. Hans vision var at beskytte og genoplive det, han kaldte "Amerika først", et slagord, der hurtigt blev den bærende idé for Trump-kampagnen. Under kampagnen hjalp Bannon med at forme Trumps budskab og skabe en politisk dagsorden, der appellerede til den brede befolkning, som følte sig overset af de politiske eliter. Trump og Bannon var enige om, at republikanerne ikke havde leveret det, de lovede, og at der var behov for radikale ændringer.

Bannon spillede også en central rolle i den kontroversielle og politisk polariserede kampagne for at bygge en mur på grænsen til Mexico. Sammen med Trump-allierede, herunder den tidligere senator Jeff Sessions, blev han en af de vigtigste kræfter bag den politiske dagsorden, som drejede sig om at beskytte USA mod eksterne trusler og genoprette nationale grænser. Hans arbejde var dog ikke uden modstand – både internt i Trumps administration og fra udenforstående, som anså hans metoder for at være ekstreme og destruktive.

Bannon og Trumps syn på Amerika som et land i krise, der krævede en radikal omstrukturering, blev yderligere styrket af deres fælles opfattelse af den dybe politiske opdeling i USA. Begge mænd opfattede sig selv som outsidere, der kunne ændre den politiske kurs og bringe magten tilbage til "folket". Dette budskab gik i høj grad i tråd med de populistiske tendenser, der var blevet stærkere i mange vestlige demokratier, og som også spillede en vigtig rolle i Brexit.

Men selvom Bannon havde stor indflydelse i begyndelsen af Trumps præsidentperiode, mistede han hurtigt sin indflydelse, da flere af Trumps nære rådgivere, herunder John Kelly og Jared Kushner, begyndte at udfordre hans ideer og metoder. Bannon blev anklaget for økonomisk bedrageri i forbindelse med et projekt for at bygge muren, og hans politiske karriere blev præget af flere kontroverser og opgør. Dog fortsatte han med at spille en central rolle i de politiske strømninger, der voksede frem i USA efter Trumps tid som præsident.

Bannon repræsenterer den hårde, nationalistiske fløj i amerikansk politik, hvor økonomisk og kulturel suverænitet er nøgleelementer. Hans vision for USA, som en nation, der beskytter sine borgere og sine værdier, kan ses som en reaktion på globaliseringens fremmarch og den økonomiske usikkerhed, mange amerikanere føler. Hans indflydelse, selv efter han blev fjernet fra Det Hvide Hus, har været langvarig og har sat sit præg på den amerikanske politiske diskurs, både under og efter Trumps præsidentskab.

Hvad betyder korrupte magtstrukturer i dagens politiske landskab?

Donald Trump har ændret den måde, vi forstår politisk korruption på. Før han blev præsident, havde vi en relativt simpel opfattelse af, hvad der udgør korruption: embedsmænd, der bruger deres positioner til at berige sig selv og deres forbindelser. Trump har dog afsløret, at korruption er langt mere omfattende, end vi tidligere har antaget. Han har tilbudt os en form for "korruptions-mesterklasse", hvor vi ser et korruptionsspektrum, der strækker sig langt ud over, hvad vi kunne forestille os.

I løbet af sin tid som præsident forvandlede Trump den udøvende magt til en stor fabrik for politiske tjenester, befolket af agenter eller villige partnere for næsten enhver interessegruppe. Den systematiske korruption, der blev udført i Trump-administrationen, dækkede et bredt spektrum: fra private beslaglæggelser af offentlige midler til massive betalinger og gaver til de ufortjente. Denne tilstand af forvaltningsmæssig korruption er blevet så integreret i det politiske system, at det er blevet sværere at adskille, hvad der er politik og hvad der er ren forretning. Trump har været en mester i at finde og udnytte muligheder for korruption, og det har ikke kun været økonomisk – det har også handlet om magt og indflydelse.

Men Trumps korruption strakte sig langt ud over udenlandske bankkonti og licensaftaler. Den politiske økonomi, der blev etableret i hans administration, var en form for økonomisk laissez-faire, hvor interesser, der kunne sikre store finansielle gevinster, fik lov at dominere. En af de mest tydelige manifestationer af denne tilgang var den skattelettelse på 1,9 trillioner dollars, som Trump administrerede, en lovgivning, der primært gavnede de ultrarige og store multinationale selskaber.

De økonomiske rådgivere, der omringede Trump, kom fra baggrunde, hvor de enten havde været involveret i offshore bankkonti eller i selskaber, der var kendt for skatteunddragelse. For eksempel var Gary Cohn, tidligere økonomisk rådgiver, en central figur bag Trumps skatteplan. Cohn, der tidligere havde arbejdet for Goldman Sachs, havde været involveret i oprettelsen af offshore-selskaber. På samme måde havde Rex Tillerson, den tidligere udenrigsminister og leder af ExxonMobil, forbindelser til offshore-selskaber, der blev oprettet i skattely som Bermuda.

Denne form for politisk korruption krævede en specifik samfundsmæssig struktur, hvor alle, der ønskede at spille med, måtte betale en form for bestikkelse eller honorar til Trump Organisationen. Fra toppen af det politiske system blev et netværk af selvinteresse og profitdrevet politik opbygget, hvor offentlig velfærd ofte blev nedprioriteret til fordel for private økonomiske interesser. Denne korruption var ikke kun økonomisk, men også politisk og socialt, og den kulminerede i begivenheder som den dødelige opstandelse den 6. januar 2021, der blev drevet af den samme selvbetjente etos.

I løbet af de sidste årtier har en række skandaler og økonomiske kriser afsløret, at når magt og profit bliver de primære mål, forsvinder interessen for de mennesker, der er berørt, samt de principper og processer, der burde regulere samfundet. Eksempler som Enron, Lehman Brothers, og Madoff-skandalen viser, at de systemer, der er designet til at beskytte offentligheden, ofte overses af dem, der har magten til at udnytte dem.

Det er derfor afgørende at forstå, hvordan dette system af korruption ikke kun er et produkt af enkeltpersoners handlinger, men en strukturel del af det økonomiske og politiske system. Trumps administration viser, hvordan magtfulde individer og grupper kan manipulere systemet til deres egen fordel, samtidig med at de unddrager sig ansvar. Desuden afslører hans tid i Det Hvide Hus, hvordan en politisk filosofi, der fremmer laissez-faire økonomi, kan føre til uhyrlige uligheder og et system, hvor penge og magt er de dominerende kræfter.

Hvordan Donald Trump Råbte Farvel til Det Republikanske Parti

Donald Trump, tidligere præsident for De Forenede Stater, har i flere år været et polariserende fænomen i amerikansk politik. Hans forhold til det republikanske parti har gennemgået mange faser, fra at være en outsider og senere en uforudsigelig leder, til nu at være en mand, der tilsyneladende er blevet distanceret fra sine politiske rødder. Den spænding, som har præget hans forhold til partiet, blev især tydelig, da han i 2020 valgte at udfordre valget, og efterfølgende den republikanske etablissement på en måde, som mange i partiet så som en trussel mod dets langsigtede stabilitet.

Trumps politiske rejse begyndte med hans bemærkelsesværdige stigning til magten som en outsider, der mange gange udfordrede det etablerede republikanske lederskab. Hans tilgang til politik, som var dybt populistisk og ofte kontroversiel, blev hurtigt et våben mod den republikanske mainstream, som i begyndelsen både prøvede at modarbejde og derpå omfavne ham. Mange republikanske politikere indså hurtigt, at hans tilstedeværelse i partiet kunne mobilisere en stor vælgergruppe, men de indså også, at hans metoder var farlige og kunne undergrave den traditionelle republikanske struktur.

Det, som gjorde Trumps forhold til det republikanske parti særligt kompliceret, var hans magtbegær og hans uforudsigelige lederskab. Når man ser på Trumps politiske handlinger, fremstår det klart, at han har haft en tendens til at operere uden for de etablerede politiske normer, hvilket gav ham både støtte og modstand i næsten lige mål. Det republikanske partis interne konflikter og kampen om lederskab blev forstærket af Trump, som konstant udfordrede dets lederskab og rettede kritik mod dem, han betragtede som svage eller kompromitterede.

Trump var aldrig bange for at konfrontere sine kritikere, både indenfor og udenfor partiet. Det blev særligt tydeligt i 2020, da han nægtede at anerkende sin valgnederlag, hvilket satte hans forhold til mange af partiets ledende skikkelser på prøve. Hans opførsel under valget og de efterfølgende hændelser, herunder stormen på Capitol Hill den 6. januar 2021, satte en alvorlig skade på hans politiske arv. Flere republikanske politikere distancerede sig offentligt fra ham, og hans tidligere allierede begyndte at kritisere hans metoder og hans evne til at lede partiet fremad.

Alligevel kunne Trump ikke helt trække sig væk fra det republikanske parti. Hans indflydelse er stadig betydelig, og mange af de politikere, der tidligere støttede ham, har ikke været i stand til at bryde helt med hans ideologi. Partiets splittelse er blevet en vedvarende faktor i amerikansk politik, hvor Trumps loyalister fortsat har stor indflydelse på partiets fremtidige kurs.

For at forstå Trumps forhold til det republikanske parti, er det nødvendigt at kigge på hans indflydelse på politikens institutionelle strukturer. Ifølge forskere som Cynthia Hardy og Steve Maguire (2008), kan sådanne ledere beskrives som "institutionelle entreprenører", der aktivt udfordrer og forsøger at transformere de etablerede institutioner for at fremme deres egne interesser. Trumps handlinger kan ses som et eksempel på, hvordan en enkelt person kan ændre politikens institutioner ved at udnytte sin indflydelse på en måde, der både styrker hans position og destabiliserer de strukturer, han ikke er enig i.

Denne forvandling af det republikanske parti under Trump afslører noget fundamentalt om det amerikanske politiske system: den konstante kamp mellem etablissementet og dem, der ønsker at ændre eller udfordre det. Trump var i mange henseender en katalysator for denne konflikt, og hans eftermæle vil sandsynligvis fortsætte med at forme republikansk politik i mange år fremover.

Det er også væsentligt at overveje, hvordan Trumps popularitet har påvirket den bredere politiske diskurs i USA. Hans evne til at appellere til de "glemte" vælgere, som følte sig overset af det etablerede politiske system, har ændret de politiske normer. Hans appel til en form for politisk revolution – hvor magten overgår til folkets vilje og vælgerne selv – er et svar på en dyb mistillid til det politiske etablissement.