Hvordan medierne, viden og magt formes i det moderne samfund?

Viden kan defineres som en kapacitet til at handle, men den kan også blive et redskab for social kontrol, hvis den bruges til at strukturere eller omstrukturere sociale formationer (Adolf & Stehr, 2014). Den måde, hvorpå viden anvendes, ændrer dagligdagslivets aktiviteter og transformer sociale institutioner, især når medierne bliver personlige, øjeblikkelige og visuelle. Økonom og Nobelprismodtager Joseph Stiglitz understreger, at viden bør være en offentlig god, en del af fællesskabet, som er grundlæggende for hverdagen. Ligesom rent vand, ren luft, anstændig offentlig sundhed og retten til at rejse frit inden for egne grænser, bør viden være tilgængelig med minimale betingelser.

De tidlige trykte medier havde deres begrænsninger, men de udvidede samtidig informationsspredningen. I Europa og kolonierne – som senere blev til USA – gav trykpressen både politisk og religiøs propaganda, samtidig med at den bidrog til at udvide læsefærdighederne. At kunne læse og forstå medierne blev et status-symbol og en magthandling, som muliggjorde en delvis overvindelse af de geografiske og tidsmæssige begrænsninger. I USA blev de tidlige aviser, ofte kaldet "penny press", en platform for politisk propaganda, som kunne give ejeren af trykkemaskinerne både profit og uforholdsmæssig indflydelse i definitionen af situationer, og dermed social magt.

Den moderne medierede samfundsstruktur blev skabt under en kultur, hvor industrielt samfund og en laissez-faire filosofi dominerede. Der var produkter at sælge, penge at tjene og en voksende kommunikationsteknologi, der kunne bruges til at kontrollere samfundet. Som Stuart Ewen argumenterede, blev massemedierne betragtet af den nye, sofistikerede reklameindustri som et middel til at fremme forbrugerkultur gennem patriotisme og salget af varer. I de tidlige år var medierne våben i en propagandakampagne, hvor forbrug var den ideologi, der bandt folk sammen gennem de produkter, de kunne købe.

I det 20. århundrede kom begrebet "ratings" til at spille en central rolle i medieverdenen, hvor både politik og økonomi smeltede sammen. Dette førte til den kommercielle udbredelse af medier som et redskab for både politisk manipulation og social kontrol. En af de mest markante figurer i denne udvikling er Donald Trump, som forstod mediets magt til at forme den offentlige diskurs. Hans indflydelse på medierne blev forstærket gennem samarbejde med Fox News, hvor han formåede at udnytte mediets logik til at skabe og opretholde alternative narrativer, som blev opfattet som mere virkelige end de traditionelle nyhedsstrømme.

Trump og hans tilhængere promoverede "den store løgn", hvor videnskab, fakta og journalistik blev diskrediteret. Med en stadig stigende mistillid til etablerede medier og institutioner, blev de sociale medier et testområde for at sprede fejlinformationer og konspirationsteorier. Denne forvrængning af viden og informationsstrømme blev et centralt element i Trumps politiske strategi, som påvirkede ikke kun den amerikanske offentlighed, men også den globale informationsstrøm.

Kritiske elementer i denne udvikling er, hvordan mediernes logik og kontrol med information kan skabe et falsk billede af virkeligheden, som påvirker både politiske beslutningstagning og sociale interaktioner. Som undersøgelser af Trump-sympatisører viser, arbejder de, der har magten over information, tæt sammen med deres publikum for at skabe nye narrativer, der kan ændre samfundets fundament.

Endelig er det vigtigt at forstå, at denne proces ikke kun er et spørgsmål om politisk magt, men også om økonomiske interesser. I en tid, hvor information er et økonomisk aktiv, er der betydelige risici ved at håndtere den ukritisk. Det er ikke længere nok at stole på erfaring og forsøg og fejl – moderne beslutningstagning kræver præcise data og metoder til at indsamle og analysere information. Det er netop gennem disse metoder, at viden bliver et redskab til at kontrollere samfundet, fremme bestemte interesser og forme offentlig opfattelse.

Hvordan medierne former politisk frygt og kontrol i pandemitiden

I en tid, hvor politiske beslutninger bliver mere og mere afhængige af medierne, især digitale platforme, spiller den måde, medierne portrætterer information på, en central rolle i samfundets opfattelse af virkeligheden. Dette bliver særligt tydeligt under pandemiske kriser som den, vi har oplevet med COVID-19, hvor medierne ikke blot rapporterer om begivenheder, men aktivt bidrager til at forme politisk frygt og offentlig kontrol.

Donald Trump’s håndtering af pandemien står som et eksempel på, hvordan en politisk leder kan bruge medierne til at skabe frygt, styrke kontrol og udnytte situationen til egne politiske formål. Trumps udtalelser om pandemien og hans forvaltning af krisen reflekterede et mønster af mediernes "logik" – en logik, hvor informationen tilpasses og fremstilles på en måde, der er designet til at resonere med offentlighedens frygt og forudfattede meninger. I denne sammenhæng bliver medierne et værktøj, ikke blot for at informere, men for at opbygge og kontrollere politisk narrativ.

Altheide og Grimes (2005) beskriver, hvordan medierne i krigstid også bruges til at fremme bestemte politiske dagsordener, og dette mønster gentages under pandemier, hvor magthavere kan anvende mediernes fortælling til at tilpasse befolkningens forståelse af "sundhedsmæssige trusler". Trump’s politiske kampagner og hans kommunikation via sociale medier som Twitter er et klart eksempel på, hvordan frygt kan anvendes til at manipulere offentlighedens syn på virkeligheden, især når information bliver præget af en bestemt ideologisk retning.

Medierne spiller også en afgørende rolle i den politiske diskurs, idet de ikke blot informerer, men også kan skabe virkeligheder. Under pandemien blev digitale medier hurtigt en vigtig kanal for at sprede både fakta og misinformation. Ifølge Anderson og Rainie (2017) er den digitale æra præget af en stadig stigende mængde misinformation, som hurtigt kan blive viral, hvilket påvirker den offentlige forståelse af vigtige begivenheder. I Trumps tilfælde blev dette udnyttet til at sprede tvivl om pandemiens alvor og dermed nedtone de nødvendige sundhedsmæssige forholdsregler.

Frygten, som medierne spiller på, er ikke kun baseret på konkrete trusler, men bliver ofte forstærket gennem gentagne, dramatiske fremstillinger af begivenheder. Dette blev tydeligt, da Trump offentligt hævdede, at COVID-19 kunne behandles med chloroquin, et stof der senere viste sig at være farligt og ineffektivt. Denne form for politisk manipulation gennem medierne kan have katastrofale konsekvenser, da den kan forvride befolkningens opfattelse af hvad der er sandt og nødvendigt i en krisesituation.

En af de mest påfaldende egenskaber ved Trumps brug af medierne var hans angreb på videnskaben og de eksperter, der forsøgte at fremlægge fakta. Han nægtede at acceptere resultater, der ikke passede ind i hans narrative om kontrol og magt. Ifølge AssociatedPress (2020) angreb Trump offentligt de videnskabsfolk, der var uenige med hans synspunkter, hvilket skabte yderligere forvirring og splittelse blandt befolkningen. I denne sammenhæng bliver medierne ikke blot en kanal for information, men en kampplads for politisk kontrol.

Det er afgørende at forstå, at mediernes rolle i krisetider går langt ud over blot at informere. I pandemier som den med COVID-19 bliver medierne en vigtig aktør i dannelsen af kollektive følelser, opfattelser og politiske holdninger. Når medierne bliver brugt til at fremme frygt, kan de hurtigt ændre samfundets opfattelse af, hvad der er sandt, og dermed ændre politikernes muligheder for at opretholde kontrol. Dette er noget, som vi skal være opmærksomme på, da vi står overfor fremtidige kriser, hvor medierne stadig vil spille en central rolle i at forme vores forståelse af verden omkring os.