Når det kommer til regulering af desinformation online, er spørgsmålet om, hvem der bør have kontrollen, en af de mest udfordrende aspekter. Uanset de specifikke mål for effektiv regulering, skal den praktiske implementering tages i betragtning, hvilket indebærer at bestemme, hvem der skal regulere, og om regulering overhovedet er nødvendig. Enhver form for regulering bør være begrundet i et klart formål, og traditionelt er reguleringer blevet indført for at beskytte eller hjælpe en befolkning eller en gruppe inden for denne befolkning, hvilket også er relevant i denne sammenhæng.

Bekymringer om falsk eller vildledende information online og behovet for at tage hånd om disse problemer er udbredte. Når det kommer til bekæmpelsen af desinformation, er der tre hovedmuligheder, som internationalt er blevet vedtaget: ingen regulering, selvregulering fra industriledere eller statslig regulering. Et system med minimal eller ingen regulering er udgangspunktet for mange vestlige lande, og støttes af frimarkedsteorier, der hævder, at det er fordelagtigt for både forbrugere og virksomheder at træffe beslutninger om effektivitet og etik. Denne holdning støttes af en bred vifte af jurister, teknologieksperter, medieorganisationer og fortalere for ytringsfrihed, som har advaret mod hastige nationale foranstaltninger, der forbyder forsøg på at sprede desinformation. De frygter, at sådanne tiltag kan vise sig at være ineffektive, kontraproduktive eller endda udvikle sig til et tyndt forklædt censurforsøg fra staten.

Ofte er modstanden mod statslig regulering ledsaget af et ønske om at styrke individers og offentlighedens evne til at udvikle digitale færdigheder, så folk bedre kan identificere falsk information, når de møder det online. Forskning om medie- og digital dannelse er omfattende, og flere vigtige studier har fokuseret på, hvordan vi kan identificere og minimere effekten af falsk information online, især på sociale medier. Dette sigter mod at hjælpe mennesker med at blive bedre til at identificere misinformation. Som nævnt tidligere er desinformation derimod mere egnet til regulering, da det er et bevidst forsøg på at vildlede, og derfor findes der aktører, som er ansvarlige for disse handlinger.

For at bekæmpe desinformationskampagner kræves systematiske indgreb, og regeringerne er ofte de organisationer, der besidder de nødvendige ressourcer og størrelse til at håndtere omfanget af problemet. Statens regulering kan antage mange former, og pr. begyndelsen af 2019 havde 44 forskellige lande taget skridt til at adressere forskellige former for falsk information online. Dog havde kun otte af disse lande overvejet at træffe foranstaltninger specifikt rettet mod at begrænse skadelig desinformation, der stammer fra både interne og eksterne kilder. Regeringens reaktion på desinformation har dog ofte været langsom, og dette er tydeligt i USA, hvor det, næsten tre år efter præsidentvalget i 2016, blev annonceret, at et program under Forsvarsministeriet ville forsøge at identificere falske opslag og nyheder, der blev spredt gennem sociale medier.

Relativt til hastigheden på teknologiske innovationer og desinformationsstrategier, bevæger de statslige tiltag sig langsomt. En anden udfordring ved effektiv statslig regulering er at finde balancen mellem den ekspertise, der kræves for at regulere dagens komplicerede medie- og teknologimiljø, og den uafhængighed fra industriledere, der er nødvendig for at skabe politikker, der er så objektive som muligt. Der er en lang historie af, at industriledere har påvirket kommunikationspolitikker og reguleringer, og i USA har FCC og FRC ofte været stærkt præget af interesser fra medieindustrien. Dette er ikke nødvendigvis overraskende, når man ser på, hvor mange af de personer, der har arbejdet i FCC, tidligere har arbejdet for de samme selskaber, som de senere skulle regulere.

Ikke desto mindre har statslige politikker og tiltag ofte en uovertruffen juridisk, økonomisk og politisk kraft, og de har potentiale til at skabe de mest vidtrækkende og varige ændringer. Handling på nationalt eller regionalt niveau, som for eksempel EU, kan dog være utilstrækkelig til at tackle de udfordringer, som desinformation medfører, af flere årsager. Blandt andet kan politiske partier i mange lande være allieret med bevægelser, der spreder desinformation og hadtale, og nye statslige standarder kan risikere at blive mærket som undertrykkende og politisk motiverede af disse politikere og deres tilhængere.

Reguleringen af desinformation kompliceres yderligere af dens internationale karakter. En tragisk hændelse, der understreger dette, var den desinformationskampagne, der opstod umiddelbart efter, at medlemmer af den sudanesiske militærdrabede en række pro-demokrati demonstranter i Khartoum i juni 2019. Kampagnen kom fra et digitalt markedsføringsfirma i Cairo, Egypten, og illustrerer hvordan desinformationskampagner ikke kun stammer fra statslige aktører som Rusland og Kina, men også fra private firmaer, der forsøger at forhindre demokratiske bevægelser og støtte autoritære regimer. Denne kampagne involverede ikke blot lokale aktører, men en række organisationer i flere lande, og understreger behovet for en regulering, der kan håndtere den internationale karakter af disse problemer.

Internettet er grænseløst, og beslutninger om politik og regulering stammer ofte fra nationale regeringer, hvilket gør det vanskeligt at håndtere de globale udfordringer, der følger med desinformation. Der har været en langvarig debat om, hvorvidt regeringen skal regulere, hvad der er sandt eller falsk online. Uanset denne debat er der dog ikke tvivl om, at problemet er udbredt og konstant voksende.

Hvordan kan offentlig kringkasting bekæmpe desinformation effektivt?

Offentlig kringkasting har i lang tid været betragtet som en institution med en særlig rolle i samfundet – som en modvægt til kommerciel medieindflydelse og som en garant for objektivitet og korrekt information. I en tid, hvor misinformation og desinformation florerer på internettet, især på sociale medieplatforme, er spørgsmålet om, hvorvidt offentlig kringkasting kan udgøre en effektiv barriere mod desinformation, blevet endnu mere relevant. På trods af de udfordringer, der følger med den digitale medieverden, hvor private aktører dominerer, er der stadig klare argumenter for, at offentlig kringkasting kan spille en central rolle i at modvirke den voksende informationskrise.

Offentlig kringkasting skiller sig ud i den moderne medieøkologi ved at være finansieret og drevet af offentlige midler, hvilket giver den en vis uafhængighed fra de økonomiske incitamenter, der driver kommercielle medier. I modsat forhold til de fleste private medieorganisationer, som er afhængige af reklameindtægter og derfor ofte er underlagt markedsdynamikker, som prioriterer klik og sensationelle overskrifter, er den offentlige mediestruktur designet til at understøtte offentlighedens interesse. Dette giver en stærk grundlæggende forudsætning for, at offentlig kringkasting kan tilbyde fact-checking, dybdegående undersøgelser og kritisk rapportering, som ikke nødvendigvis søger at skabe drama, men som søger at informere og oplyse.

I teorien kunne offentlig kringkasting, med sit mandat til at tilbyde upartisk og informeret dækning, fungere som en slags "forsvarsværk" mod den voksende strøm af desinformation, der florerer på sociale medier som YouTube, Facebook og Twitter. Det er dog vigtigt at forstå, at selv de offentlige medier ikke er immune over for den presserende udfordring, som internettets "filterboble" og algoritmer, der fremmer polariserende indhold, udgør. Disse faktorer kan underminere offentlighedens tillid til medierne, selv de mest etablerede, og fremme narrativer, der er i konflikt med de faktuelle sandheder, som offentlig kringkasting tilstræber at formidle.

Når vi ser på den globale mediekrise, der er forårsaget af desinformation, er det også nødvendigt at forstå de strukturelle og politiske barrierer, som offentlig kringkasting står over for. Mange lande, især demokratier, oplever en øget politisk kontrol over medierne, og i nogle tilfælde bliver offentlig medieindhold genstand for politisk manipulation. I sådanne situationer er det svært for offentlig kringkasting at fungere som en uafhængig og pålidelig kilde til information. Samtidig står offentlig kringkasting ofte over for budgetnedskæringer og en økonomisk stramning, som kan hindre dens evne til at tilpasse sig de hurtigt skiftende medievaner og den digitale virkelighed, hvor sociale medier dominerer.

Desinformation på sociale medier udnytter ofte de psykologiske mekanismer bag menneskelig beslutningstagning. De målrettede algoritmer på platforme som YouTube og Facebook fremmer indhold, der skaber stærke følelsesmæssige reaktioner, hvilket gør det muligt for ekstremistiske holdninger og forvrængede informationer at trives. Dette er en af de største udfordringer for både offentlig kringkasting og for mediepolitik generelt. På grund af den kommercielle og emotionelle natur af moderne sociale medier kan sandheden ofte blive overskygget af sensationel indhold, der tiltrækker opmærksomhed.

I lyset af disse udfordringer er det også værd at bemærke, at den offentlige kringkastings rolle i kampen mod desinformation ikke nødvendigvis kan fungere isoleret. Der kræves samarbejde på tværs af sektorer, både nationalt og internationalt. Et muligt skridt fremad kunne være et tættere samarbejde med tech-giganter, som Facebook og Google, i kampen mod fake news, samt at fremme et tættere samarbejde mellem offentlig og privat sektor i udarbejdelsen af mediepolitikker, der beskytter demokratiske værdier.

En anden vigtig dimension af problemet er reguleringen af desinformation. Der er voksende opmærksomhed på behovet for at regulere sociale medieplatforme, hvilket har ført til lovgivning som GDPR i Europa. Den europæiske tilgang til databeskyttelse og online regulering kunne være en model for andre lande, men det er vigtigt at forstå, at sådanne lovgivninger har både fordele og udfordringer. For eksempel kan de risikere at kvæle innovation eller skabe utilsigtede konsekvenser for ytringsfriheden, hvis de ikke er korrekt udformet.

Det er nødvendigt at forstå, at kampen mod desinformation ikke kun handler om at bekæmpe falske påstande og narrativer, men også om at fremme mediernes ansvar for at styrke offentlighedens kritiske tænkning. Medierne – og særligt offentlig kringkasting – har en opgave i at støtte den demokratiske samtale ved at tilbyde borgerne de nødvendige værktøjer til at forstå og navigere i den komplekse informationsstrøm, der dominerer det moderne samfund.

Desinformationens udfordringer kræver et holistisk syn på mediepolitik, som ikke kun fokuserer på teknologi og lovgivning, men også på uddannelse, mediekundskab og civilsamfundets rolle i at beskytte demokratiets fundamenter.

Hvordan offentlige medier i USA navigerer i en verden af desinformation og politisk pres

Offentlige tv- og radiostationer i USA står ofte over for en kompleks balanceakt, hvor de skal navigere mellem politisk pres, økonomiske interesser og ønsket om at levere objektiv og pålidelig information til befolkningen. Dette fænomen er især tydeligt i forhold til højreorienterede angreb og disinformation, som har været en konstant trussel siden slutningen af 1960’erne. Et eksempel på dette er, hvordan dokumentarprogrammer på PBS, som Independent Lens og POV, har været mål for et konstant pres fra højreorienterede kræfter, som finder programmerne kontroversielle. For eksempel blev en dokumentar af Alex Gibney, Park Avenue: Money, Power and the American Dream, kritiseret af milliardæren David Koch, som på det tidspunkt sad i bestyrelsen for stationen WNET. Koch, der ikke brød sig om filmens kritik af de økonomiske eliter, klagede til stationens direktør og trak derefter sine donationer tilbage. Som et resultat blev programmerne flyttet fra deres primetime-tidspunkt til tider, hvor de fleste stationer ikke sender PBS’ primetime-indhold, hvilket effektivt fjernede dem fra mainstreamsendingerne.

Denne beslutning blev dog ikke mødt med stilhed. Dokumentarfilmskabere og deres støtter organiserede en landsdækkende protestkampagne, som til sidst resulterede i, at programmerne blev genindsat. Et par år senere forsøgte WNET og PBS igen at flytte programmerne, men endnu en gang ledte protester til, at programmerne blev genoprettet. Dette illustrerer, hvordan offentlige stationer både er modtagelige for pres og samtidig i stand til at modstå det, når der er tilstrækkelig offentlig opbakning.

Trods den konstante trussel fra højreorienterede kræfter forbliver offentlige medier i USA de mest betroede medieplatforme i landet. Denne tillid skyldes ikke kun mediets mission om at fremme civilt engagement og informere borgerne, men også den strategiske håndtering af pres, som mange stationer og producenter har lært at mestre gennem årene. Især har PBS formået at balancere objektivitet med borgerlige interesser, hvilket resulterer i en bredere accept på tværs af politiske skel. Undersøgelser viser, at 70 procent af Trumps vælgere har tillid til PBS’ nyhedsdækning, hvilket vidner om, at stationens omdømme for objektivitet og balance stadig er intakt, trods kritikken fra venstrefløjen.

Men samtidig som offentlige stationer bliver mere forsigtige i deres programvalg, især når det drejer sig om potentielt kontroversielt materiale, skaber denne forsigtighed også et dilemma. For eksempel er der en tendens til at undgå at producere mere kritiske nyheder om politiske eller økonomiske magthavere, hvilket giver plads til en form for politisk neutralitet, som kan opfattes som værende i overensstemmelse med den etablerede orden, snarere end som en udfordring af status quo. På radioen, især NPR, er nyhedsproduktionen ofte også præget af denne centrering af diskursen, hvilket får nogle til at kritisere mediets manglende vilje til at tage en markant politisk standpunkt.

Den øgede politiske forsigtighed har dog ikke undgået kritik, hverken fra venstre eller højre. Venstreorienterede kritikere mener, at stationerne er blevet for selvbeskyttende og dermed undgår at tackle de problemer, der er vigtigst for deres publikum. Kritikken kommer ofte fra dem, der ønsker, at de offentlige stationer skal fremme en mere progressiv dagsorden, samtidig med at de forstår, at stationernes eksistens afhænger af den brede, borgerlige accept, de har i det amerikanske samfund. Dette dilemma understreger den centrale udfordring ved offentlige medier: hvordan kan man forblive objektiv og samtidig fremme programmer, der adresserer samfundets mest presserende spørgsmål?

En vigtig del af forståelsen af offentlige mediers rolle i USA er deres økonomiske afhængighed af donationspenge. De, der donerer til stationerne, kaldes “medlemmer”, og denne relation skaber en tættere forbindelse mellem stationerne og deres publikum, hvilket gør det lettere for stationerne at modstå politisk pres, når det opstår. I tider med politisk krise har donationerne vist sig at være en vigtig buffer, der styrker stationernes evne til at modstå angreb og opretholde deres offentlige service-mission. Samtidig skaber denne afhængighed af donationer også en speciel form for intimitet mellem stationerne og deres lyttere eller seere.

Det er dog vigtigt at forstå, at mange af de programmer, som folk elsker og stoler på, ikke nødvendigvis stammer fra PBS eller NPR. Eksempler på dette er ikke-nyhedsprogrammer som This American Life og 99% Invisible, der er kendt for deres fascinerende fortællinger og engagerende personligheder. Denne form for programmering er en central del af den tillid, som offentlige stationer opbygger, men det er også en af de aspekter, der gør offentlige medier mere mangfoldige i deres tilbud. Det er derfor nødvendigt at anerkende, at tilliden til offentlige medier ikke kun afhænger af deres nyhedsdækning, men også af den brede vifte af programmer, der appellerer til forskellige segmenter af befolkningen.

Slutteligt er det vigtigt at anerkende, at offentlige medier i USA i dag står over for nye udfordringer i kampen mod disinformation. Den decentraliserede struktur, som mange stationer opererer under, kan både være en styrke og en sårbarhed. Det åbner for, at dem med kendskab til medienes interne strukturer kan udnytte systemet til at fremme egne politiske eller økonomiske dagsordener. Samtidig skaber det en konstant kamp for at opretholde programmets integritet og formidle information, der er både korrekt og relevant for offentligheden.

Hvilken indvirkning havde Donald Trumps opvækst på hans personlighed og handlinger?
Hvordan Fungerer Økonomi og Livsstil på Artemis?
Hvordan magt og vold formede tidlige indiske kongeriger og skovfolk