Rehydrering af tørrede frugter og grøntsager er en essentiel proces, som tillader os at genvinde den naturlige fugt, der er blevet fjernet under tørringen. De fleste frugter og grøntsager kan let rekonstitueres ved at hælde kogende vand over dem i forholdet 1 1/2 kop vand til 1 kop tørret mad. Lad maden stå og trække, indtil alt vandet er absorberet. For grøntsager sker dette normalt på cirka to timer, mens tørrede bønner og frugter kræver en længere opblødning, typisk natten over. Hvis al vandet er optaget, men maden stadig virker krøllet, kan man tilsætte mere vand lidt ad gangen, men man bør undgå at tilsætte for meget væske, da det kan opløse næringsstofferne og gøre dem spildt.

Rehydratiserede frugter kræver ikke kogning, men grøntsager skal koges. Hvis der er noget væske tilbage fra opblødningen, dækker man grøntsagerne med den og tilføjer eventuelt frisk vand for at forhindre, at de brænder på. Vandet bringes i kog, hvorefter varmen reduceres, og grøntsagerne simres, indtil de er møre. Både rekonstituerede frugter og grøntsager kan spises direkte eller bruges som ingredienser i opskrifter, enten alene eller sammen med andre fødevarer og krydderier.

Man kan udskifte rekonstituerede tørrede fødevarer i de fleste opskrifter, hvor friske ingredienser anvendes. Generelt vil den opblødte mængde mad være fire gange så stor som den tørrede. Dette åbner muligheder for at bruge koncentrerede smage fra ingredienser som tomatpuré og grøntsagspulver til at berige supper og gryderetter.

Opskrifter med rekonstituerede ingredienser

En klassisk opskrift på æblelæder begynder med at blende 4 kvartæble, som er skrællet, udkernet og skåret i stykker. Dette æbleblanding blandes med æblecider og varmes langsomt op i en gryde. Når blandingen er reduceret til en tykkelse svarende til æblemarmelade, spredes den ud i et tyndt lag på en olieret bageplade og tørres, enten i solen, i en tørreskab eller i en ovn ved lav temperatur. Efter tørring skæres det i stykker og opbevares i frysepapir eller aluminiumsfolie.

En anden simpel opskrift er æbletærte, hvor man bruger 1/4 pund tørrede æbleskiver (ca. 3 1/2 kopper). Æblerne koges, indtil de er møre, og derefter tilsættes sukker og kanel, før blandingen hældes i en udrullet tærtedej og bages i en forvarmet ovn.

Andre anvendelser af tørrede ingredienser

Når man arbejder med tørrede ingredienser som grøntsager og tomater, kan man med fordel lave pulver eller pasta. Grøntsager som for eksempel tomater kan tørres og reduceres til en koncentreret pasta, som kan bruges til at berige supper, gryderetter og saucer. Tomatpasta fremstilles ved at koge friske tomater til de er meget møre, purere dem og derefter reducere dem over lav varme i et par timer, indtil de er blevet tykkere. Den resulterende pasta kan tørres yderligere og opbevares i små kugler til brug senere.

Grøntsagspulver kan bruges til at lave instant grøntsagssuppe eller tilsættes til gryderetter og kødretter for at fremme smagen. Pulveret er et fantastisk alternativ til friske grøntsager, især når de ikke er tilgængelige eller i sæson.

Vigtige overvejelser ved opbevaring af rekonstitueret mad

Når tørret mad er blevet rekonstitueret, er det vigtigt at tage sig af opbevaringen for at sikre lang holdbarhed. Tørrede fødevarer, der ikke er blevet opbevaret korrekt, kan hurtigt forringes, så det er vigtigt at opbevare dem et køligt og mørkt sted. For længere opbevaring bør man sørge for at emballere maden ordentligt, for eksempel i frysepapir, vokspapir eller aluminiumsfolie, som kan beskytte mod fugt og lys.

Det er også essentielt at forstå, at nogle fødevarer vil kræve yderligere bearbejdning eller konservering for at sikre en optimal opbevaring. Tørrede grøntsager og frugter kan ende med at miste en del af deres næringsværdi over tid, så det er en god idé at forbruge dem inden for et år eller to. At kombinere rekonstitueret tørret mad med krydderier og andre ingredienser kan hjælpe med at forstærke smagen og gøre retten endnu mere velsmagende.

En vigtig pointe, som læseren bør huske på, er, at rekonstituering af tørrede fødevarer ikke blot handler om at genoprette tekstur og smag, men også om at bevare og optimere næringsindholdet. Det er afgørende at bruge metoder, der ikke udvander næringsstofferne, som kan være kostbare i en tørret tilstand. Det er også nødvendigt at tage hensyn til, at rekonstitueringen kan ændre madens tekstur og smag, hvilket kan have en indflydelse på den færdige ret.

Hvordan man bygger en Trestle Bord: En praktisk og æstetisk tilgang

Et trestlebord i sin mest enkle form består kun af et langt bræt, der hviler på to eller tre savbukke. Denne enkle konstruktion er både funktionel og æstetisk tiltalende, samtidig med at den giver klare fordele i form af nem opbevaring og transportabilitet. Trestlebordet er ikke kun praktisk, men det var også et uundværligt møbel i mange amerikanske hjem, kroer og kirker, hvor store grupper af mennesker samledes for at spise og drikke. Den type bord, som vi her beskriver og bygger, er en nedskaleret version af et 12 fod langt 1700-tals banketbord, der tilhører Metropolitan Museum of Art i New York. Designet bevarer de samme praktiske kvaliteter som de oprindelige borde, men tilføjer et ekstra lag af skønhed, der gør det velegnet til moderne hjem.

Materialerne der kræves

Den bedste træsort til bordpladen og de forskellige dele af trestlestrukturen er No. 2 hvidfyr. Andre gode bløde fyrsorter kan dog også anvendes. De pins og kile, der blev brugt i de originale borde, var sandsynligvis lavet af hvid eg, men forskellige lyse hårdtræsorter som hvid ask eller bøg er også velegnede til dette formål.

Til konstruktionen af bordet er følgende materialer nødvendige:

  • Toppladen: 3 stykker, hver 1 1/4″ × 11″ × 6'1″.

  • Trestlestrukturen (alle dele): 4 stykker, hver 3 1/2″ × 3 1/2″ × 5″.

  • Pins og kiler: 1 stykke, 3/4″ tykt og 11 1/2″ langt, eller scraps af samme tykkelse.

Når du skaber mønstre til trusser, fødder, klemskiver og posts, kan du bruge papir med 2-tommer gitter for at sikre nøjagtighed. Det er vigtigt at undgå at placere mønstre i områder med knaster, da disse kan forhindre de nødvendige mortises i at blive lavet korrekt.

Konstruktion af fødder og klemskiver

For at skabe de buede overflader på fødderne og klemskiverne, begynder du med at foretage en række snit med en rygsav, cirka 1/4 tomme fra hinanden, indtil du er 1/8 tomme væk fra de scribed-linjer, der er tegnet. Sørg for, at snittene er præcise og i vinkel. Fjern derefter overskydende træ med en 1-tommer lige stemme.

Når du har klippet og trimmet begge klemskiver og fødder, kan du fortsætte med at tilføje blind mortiser til klemskiverne, så de kun går halvvejs igennem. Brug post-tenons som vejledning for at markere placeringen af mortiserne.

Montering af stykkerne og tilpasning af pins

For at sikre, at fødderne bliver permanent fastgjort til posten, skal du bruge fire 1/4-tommers dowels. Til de aftagelige pins, der forbinder posten med klemskiverne, skaber du fire runde pins, hver 4 1/2 tomme lang og taperende fra 5/8 tomme til 3/16 tomme tykkelse. Trestlestrukturen bliver yderligere styrket med kile, der hjælper med at fastholde trusserne sikkert på plads.

Det er vigtigt at forstå, at nogle af disse komponenter, især pinsene, er designet til at være permanente, mens andre er aftagelige, hvilket giver mulighed for at adskille og transportere bordet med lethed.

Forberedelse af brikkerne og pinning

Når alle stykkerne er blevet skåret til den ønskede størrelse, skal du samle benene og stille dem på en flad overflade. Brug skabelonerne til at markere og scribe postens placeringer for at sikre, at tenonerne passer korrekt. Når alle markerede linjer er scribed, skal du bore og skære mortiserne, hvorefter du kan fastgøre tenonerne i posterne og skru dem på plads.

Den rette tilpasning af pinne og mortiser kræver præcise målinger og en forsigtig forberedelse af alle dele. For at sikre en korrekt pasform skal du være opmærksom på at bore de nødvendige huller i præcis den dybde og vinkel, der er markeret i planen.

Samling og adskillelse

Når du har samlet alle de nødvendige dele, kan du begynde at samle de sidste elementer. Start med at påføre lim på bordpladen og fastgør den til trestlestrukturen. Sørg for at markere alle samlinger, så du senere kan adskille bordet uden problemer, hvis det er nødvendigt.

Bordet er nu klar til brug og kan samles og adskilles flere gange uden at miste sin styrke eller stabilitet, hvilket gør det ideelt til steder, hvor bordet ikke er permanent.

Hvad er vigtigt at forstå udover det skrevne

Bygningen af et trestlebord er ikke kun et spørgsmål om at følge tekniske instruktioner, men også om at forstå den praktiske anvendelse og æstetiske værdi, som dette bord bringer. Denne type bord kombinerer funktionalitet med æstetik, hvilket gør det til et ideelt valg for mange moderne hjem. Ved at vælge de rette materialer og udføre arbejdet med omhu sikrer du, at bordet ikke kun ser godt ud, men også vil holde i mange år fremover.

Det er essentielt at have en god forståelse for de forskellige trin i processen, især ved arbejdet med mortise-and-tenon forbindelser, som kræver præcision og opmærksomhed på detaljerne. Pinsene og kilerne, som anvendes til at sikre samlingerne, spiller en afgørende rolle i at holde strukturen stabil og langtidsholdbar. Det er også nødvendigt at tage sig tid til at justere og teste pasformene undervejs for at sikre en korrekt samling.

Hvordan opnår man holdbare samlinger og funktionelt design i gammeldags hutch-borde?

At skabe en stærk og funktionel forbindelse mellem bordets dele kræver en præcis tilgang til samlingsteknikker og en forståelse af materialernes naturlige egenskaber. Når fødder og stolper skal samles permanent, indsættes hver tappende ende i en nøje tilpasset mortise. For at lette indsættelsen af tappene bruges en skarp kniv eller høvl til at tilføje en svag skråkant på tappens ende, hvilket gør det muligt for den at glide gennem offset-huller og blive trukket fast ned i mortisen. Herefter anvendes en træhammer til at slå tapperne sikkert på plads, så samlingen bliver stærk og stabil.

For at sikre, at tapperne sidder helt fast, køres de igennem benene, så de skrå ender stikker ud, og disse saves derefter af i plan med bordets sider ved hjælp af et klinge med tape, der forhindrer ridser i træets overflade. Efterfølgende glattes enderne med en blokhøvl for at skabe en fin finish. Bordpladen monteres til understellets klodser med låsepinde, kaldet "fox-wedged pins", som er karakteriseret ved en 1-tommers lang rille og kileformede træklodser, der føres ind på tværs af årestrukturen i klodserne. Dette system sikrer både fasthed og muligheden for at adskille bordet til opbevaring, hvor det er vigtigt at slå pinde og kiler forsigtigt i deres respektive huller for at undgå tab og deformation.

Brugen af tape på savklinger og omhyggelig afpudsning med håndhøvle viser en dyb respekt for træets naturlige egenskaber og sikrer, at alle kanter er let affasede, hvilket ikke blot forebygger skader, men også giver bordet et blødt og indbydende udtryk. Traditionelt blev bordet ikke efterbehandlet med moderne lakker, men i stedet olieret med linolie eller måske ikke behandlet overhovedet for at bevare det naturlige udseende og ånding i træet. En moderne og hensigtsmæssig metode kan være en gennemsigtig, let farvet voks- eller harpiksfinish, som beskytter uden at skjule træets struktur og karakter.

Det gamle hutch-bord, som denne teknik bygger på, var en essentiel løsning i små, trange landbrugshjem, hvor plads var en luksus. Bordets top kunne tippe tilbage og dermed presse hele møblet fladt mod væggen, hvor det kunne fungere som stol. Konstruktionen bestod af tre permanente samlinger: understel, bordplade og fodsamling, hvilket gav bordet robusthed og samtidig fleksibilitet til demontering. Det var ikke blot et bord, men også en opbevaringskiste, hvor ældre design som stoleborde gik på kompromis med opbevaringsplads for at skabe en lavere siddehøjde.

De solide tappede og sinkede samlinger blev udført med præcision, men med en vis tolerance for at give træet mulighed for at bevæge sig i takt med skiftende fugtighed og temperatur, som det gamle træ altid vil gøre. Dette håndværk åbnede også for justeringer undervejs, en praksis der understregede håndværkets fleksibilitet og kreativitet, hvor små fejl kunne vendes til funktionelle tilpasninger.

Det er afgørende at forstå, at disse teknikker ikke blot er historiske kuriositeter, men levende eksempler på hvordan man med enkle midler kan skabe varige, funktionelle møbler, som tilpasser sig omgivelserne uden at miste deres æstetik. Ved at vælge blødt fyrretræ som materiale udnytter man dets lette bearbejdelighed og naturlige skønhed, samtidig med at man respekterer den oprindelige tradition.

En vigtig erkendelse er, at disse metoder kræver tålmodighed og præcision i udførelsen samt en forståelse af træets natur. Det handler ikke om perfektion i moderne forstand, men om at skabe møbler med sjæl, der kan tåle tidens tand og give komfort i små rum. Ved at kombinere gamle samlingsteknikker med moderne beskyttelsesmetoder kan man opnå et møbel, der både bevarer sin autenticitet og opfylder nutidens krav til holdbarhed og funktion.

Hvordan man bygger en rustik stol: Fra grundlæggende teknikker til dekorative detaljer

At bygge møbler af det rå materiale, der findes i naturen, kræver ikke kun teknisk dygtighed, men også en forståelse for træets naturlige egenskaber og hvordan man udnytter dem bedst muligt. En rustik stol, som man selv skaber ved hjælp af enkle værktøjer som sav, økse og stemmejern, kan give en uovertruffen følelse af tilfredsstillelse. Denne proces kræver omhyggelig planlægning og nøjagtighed, men med den rette teknik kan du skabe et møbel, der både er funktionelt og æstetisk tiltalende.

Når du starter med at lave en rustik stol, begynder arbejdet med at forberede sædet. Den første opgave er at grovskære sædet, så det er tæt på de markerede linjer. Brug et stemmejern til at trimme fordybningerne i hjørnerne, så sædet passer ind i stellet. Det er vigtigt, at pasformen ikke er for stram, da stellet vil blive trykket sammen, når leddene er sikret.

Dernæst skal siderne af ryggen og skørtet trimmes, så de passer perfekt ind i stellet. For at få en pænere pasform kan du give alle tenoner fire skuldre ved at lave en række af savsnit på 1/8 tomme dybde på for- og bagsiden. Brug derefter et stemmejern til at fjerne overskydende materiale. På samme måde kan du plane den øverste kant af skørtet, så det passer perfekt under sædet. Brug en tvinge til at holde alle tenoner på plads og mærk op til mortiserne.

Når du har samlet stellet og mærket, kan du begynde at skære mortiserne, som er nødvendige for at samle de forskellige dele af stolens stel. Det er vigtigt, at når stolen er samlet, vil den fremre flade af ryggen og skørtet være parallel med og lidt tilbagetrukket fra forsiden af stolens ben. Efter at have skåret mortiserne og samlet stellet, kan du begynde at arbejde med dekorationen.

En træskærerens V-formede adskillelsesværktøj er perfekt til at lave dybe riller i ryggen og skørtet. Hvis du ikke har et sådant værktøj, kan du også bruge en skæv stemmejern eller en smal lige stemmejern og en skarp kniv. Brug en skabelon til at skitsere linjer på skørtet og ryggen og skær forsigtigt langs dem med en kniv. Brug derefter et stemmejern til at skabe dybe riller, og sørg for at de bliver mere præcise med en gradvis skråning på de indre sider.

Arbejdet med armene kommer til sidst. Start med at skære præcist på tværs af toppen og bunden af armene for at komme tættere på de markerede linjer. For at gøre det lettere at skære på niveau, kan du også skitsere mønsteret på begge sider af armene. Brug et stemmejern og en skarpslebne kniv til at fjerne overskydende materiale og trim armene præcist til de ønskede mål.

Når du kommer til at samle armene med bagbenene, skal du sørge for, at tenonerne passer perfekt gennem den forreste kant af de bageste ben. Brug en skabelon til at mærke og skære, så armene sidder fast og stabilt. Når leddene er blevet samlet og mærket op, skal du sikre dig, at alle tenoner passer korrekt og kan samles med de forberedte mortiser.

Når stellet er samlet, og alle pasformer er blevet kontrolleret, er det tid til at bruge kilemetoden for at sikre stabiliteten af stolen. To 3-tommer brede kile, der passer til tenonerne, bruges til at spænde leddene. Når armene er fjernet, skal du skære to diagonale snit i de blinde tenoner, og derefter sætte små "fox" kiler ind. Brug en klampe for at stramme leddene én side ad gangen, og slå alle kilerne på plads. Skær overskydende materiale fra enderne af tenonerne med et stemmejern.

Den første afslutning på stolen sker før den endelige samling. Alle udvendige kanter skal chamfreres let, og en planhøvl eller en skarp kniv kan bruges til at fjerne eventuelle mærker eller skrammer fra bygningen. Hvis en kile begynder at splitte, når du driver den ind, betyder det ikke nødvendigvis, at noget er galt – det viser blot, at kilen er blevet godt placeret. Det originale møbel vil sandsynligvis ikke have fået nogen form for overfladebehandling, og derfor er det vigtigt at afslutte stolen med en blanding af linolie og terpentin, som fremhæver træets naturlige skønhed.

Når arbejdet er færdigt, vil den rustikke stol, som du har bygget, være klar til at blive brugt i mange år fremover. Dens enkle men holdbare konstruktion og de grundlæggende mortise-og-tenon-teknikker sikrer, at leddene vil blive tættere og tættere, jo længere stolen bruges. Desuden er den bygget til at modstå de elementer, som et mere delikat møbel måske ikke kunne klare.

Endelig er det værd at bemærke, at rustik møbelbygning ikke kun handler om det færdige produkt. Der er en stor værdi i at arbejde med naturens materialer, da det ikke kun giver en dyb forbindelse til håndværkets traditioner, men også en forståelse for, hvordan man kan arbejde med træ på en måde, der fremmer dets naturlige styrke og skønhed. At bygge sine egne møbler i naturen med minimal brug af maskiner og moderne teknologi er ikke kun en praktisk færdighed, men også en måde at engagere sig med den miljømæssige og kulturelle arv, som disse teknikker repræsenterer.

Hvordan dyrker man krydderurter effektivt: Fra plantning til opbevaring

Rosmarin kræver langsom spiring, så det anbefales at købe unge planter og formere dem ved stiklinger eller lagdeling. Denne urt trives bedst i sandet, alkalisk jord og har brug for et beskyttet, solrigt sted. Det er nødvendigt at tilføre kalk eller kridt til jorden omkring planten regelmæssigt. I kolde klimaer bør rosmarinen overvintre indendørs. Salvie, en hårdfør flerårig plante, kan blive 60-90 cm høj. Det er en lille stedsegrøn busk med flere varianter, herunder den almindelige have-salvie, der ofte bruges i madlavning, og ananas-salvie, som har en aromatisk duft, men ikke egner sig til madlavning. Frøene spirer nemt, og det er bedst at plante dem i fugtig jord på en solrig placering. Salvie skal ikke plantes nær årlige planter, da den hæmmer deres rodvækst.

Sommer-savoury er en årlig plante, der kan blive 30-45 cm høj, og er en fint bladet aromatisk urt, der spreder sig hurtigt. Frøene bør sås i medium-rig jord, og det tager cirka fire uger for dem at spire. Sommer-savoury er mere værdsat til madlavning end vinter-savoury. Estragon, en hårdfør flerårig urt, når også 60-90 cm. Fransk estragon har en langt bedre smag end russisk estragon. Den sætter ikke frø, så det anbefales at købe unge planter eller formere dem via stiklinger eller lagdeling. Estragon bør plantes i let sandet jord, og i områder med hårde vintre bør den dækkes med salt-hø for at beskytte mod kulde.

Timian er en hårdfør flerårig urt, der kan blive 10-25 cm høj. Lemon- og almindelig timian er de mest nyttige varianter til madlavning. Eftersom timian vokser langsomt, er det nyttigt at starte med en ung plante og formere den ved stiklinger eller lagdeling. Frø kan også sås i rækker om foråret. Timian trives i sandet jord med lidt kalk. Timianens duftende lilla blomster producerer en meget eftertragtet honning.

Bergamot, en hårdfør flerårig plante, bliver 60-90 cm høj og stammer fra Nordamerika. Den producerer iøjnefaldende, duftende blomster, der anvendes i tørrede potpourrier. Det er bedst at købe unge planter og formere dem ved roddeling. Hvis bergamot ikke begrænses, spreder den sig hurtigt. Geranium, en sarte flerårig plante, kan blive 60-120 cm høj. Dufter af citron, rose og pebermynte, og disse varianter bruges til at skabe aromatiske potpourrier og som kulinarisk smagsgiver. Geranium bør købes fra et pålideligt planteskole og formere sig ved stiklinger, da frø ofte ikke vokser tro mod sorten.

Lavendel er en halvhård til hårdfør flerårig plante, der når en højde på 30-90 cm. Den bruges i potpourrier og som sachet. Frøene spirer langsomt, så det er bedst at formere den ved stiklinger eller lagdeling. Lavendel skal plantes i sandet, alkalisk jord og skal dækkes i områder med kolde vintre, mens engelske lavendler kan vinteres udendørs med muld. Lemon-balm, en hårdfør flerårig plante, kan blive 60-120 cm høj og tiltrækker bier med sin stærke duft. Eftersom frøene spirer meget langsomt, er det værd at købe unge planter og formere dem ved roddeling eller stiklinger. Balm trives bedst i sandet jord og halvskygge.

Rosensorter som kålrose, damaskrose, hunde- og apotekerrøser er de mest duftende og er blevet anvendt medicinsk gennem tiderne. Disse bør plantes i en seng fri for andre rødder i en let lerjord, der er beriget med gødning eller kompost. De kan formeres gennem stikligninger, og bør dækkes i områder med hårde vintre.

Kamille, en hårdfør flerårig plante, når 10-40 cm høj. Dens blomster bruges til at lave beroligende te og til hårpleje. Kamille trives i enhver veldrænet jord. Det er muligt at formere kamille fra frø eller roddeling. Komfry, en hårdfør flerårig plante, når 60-90 cm høj og er kendt for sin helbredende virkning, især i form af te. Den bør formeres via rodstiklinger eller opdeling og plantes i rig, fugtig jord i sol eller halvskygge.

Feverfew, en hårdfør flerårig urt, når 30-75 cm i højden og anvendes til at afskrække insekter og berolige insektbid. Denne urt formeres bedst ved frø eller roddeling om foråret. Den trives i rig, tung jord og bør plantes et solrigt eller halvskygget sted. Artemisia, også kendt som malurt, er en hårdfør flerårig plante, der kan nå op til 4 meter. Malurt er en vigtig ingrediens i absint og bruges i forskellige remedier til at afværge orm. Den formeres ved roddeling eller frø, og bør beskæres og dækkes i efteråret.

Når det kommer til formering af krydderurter, kan de fleste flerårige planter dyrkes fra frø, men for hurtigere resultater og mere præcis reproduktion er det bedst at bruge stiklinger, rodstiklinger, lagdeling eller roddeling. Det anbefales at tage stiklinger på en overskyet dag og give skygge i nogle dage. Årlige urter kan sås direkte i jorden, og planterne tyndes senere. Stiklinger tages bedst på 7-15 cm længde, hvor de nederste blade fjernes og enderne dyppes i rodhormon før plantning i vermiculite.

Opbevaring og tørring er den traditionelle metode til konservering af urter. For de bedste resultater bør urterne plukkes på deres smukkeste, når de er i blomst, men før blomsterne åbnes. Urterne bør høstes tidligt om morgenen, når duggen er tørret af, og solen ikke har ødelagt de essentielle olier. For at tørre urterne skal man lægge dem på skærme eller avis og lade dem tørre indtil de er skrøbelige og let kan smuldre. Hvis luften er for fugtig til, at urterne kan tørre ved stuetemperatur, kan de tørres forsigtigt i ovnen ved lav varme.

Hvordan bliver "sund fornuft" brugt som sandhed i populistisk retorik?
Hvordan Beregner Man Ækvivalenter og Løsningskoncentrationer i Analytisk Kemi?
Hvordan CRF'er og grafbaserede metoder anvendes i sekventiel dataanalyse
Hvordan penge opstod og udviklede sig: En antropologisk vinkel
Hvordan Costa Rica blev en pioner i klimaforvaltning i 1990'erne